Esbjerg-Agerbæk Jernbane - operatør: EAJ
Esbjerg-Agerbæk Jernbane (EAJ) var et planlagt jernbaneprojekt i Sydvestjylland, designet til at forbinde Esbjerg med dens oplandsbyer mod nordøst og dermed integrere dem i havnebyens udvikling.Agerbæk var allerede en station på den eksisterende Diagonalbane, som åbnede mellem Bramming og Grindsted i 1916. Trods denne forbindelse ønskede lokale kræfter en mere direkte jernbaneforbindelse gennem Korskro til Esbjerg, da de anså det som en mere effektiv rute.
Der blev forelået følgende linjeføring på 30,3 km:
- Esbjerg i km 0.
- Jerne i km 3.
- Andrup i km 6.
- Skads i km 8.
- Korskro i km 11.
- Grimstrup i km 15.
- Ny Hjortkær i km 19.
- Årre i km 23.
- Slebsager i km 25.
- Agerbæk i km 30,3.
Projektet til Esbjerg-Agerbæk Jernbane blev inkluderet i Jernbaneloven af 20. marts 1918, hvilket sikrede, at staten ville dække 50% af anlægsomkostningerne. Trods denne initiale støtte blev projektet imidlertid mødt med udfordringer, især i lyset af den ændrede økonomiske og transportmæssige kontekst.
I 1923 blev der nedsat en kommission for at vurdere de planlagte jernbaneprojekters levedygtighed og økonomiske bæredygtighed. Kommissionen konkluderede, at Esbjerg-Agerbæk Jernbane ville true den eksisterende jernbaneforbindelse mellem Esbjerg og Bramming og argumenterede for, at etablering af en busrute ville være mere omkostningseffektivt og tilstrækkeligt for at opfylde transportbehovet.
Denne vurdering førte til, at Esbjerg-Agerbæk Jernbane blev forkastet som et projekt. Kommissionen viste en generel bekymring for de økonomiske omkostninger ved at opretholde og udvide jernbanenet, da den øgede konkurrence fra landevejstrafik og rutebiler blev stadig mere dominerende.
På trods af bestræbelserne på at etablere en direkte jernbaneforbindelse mellem Esbjerg og Agerbæk blev projektet aldrig realiseret. Beslutningen om at afvise det var et resultat af skiftende transporttendenser, økonomiske hensyn og vurderingen af jernbanens rolle i forhold til andre transportformer.
Esbjerg-Agerbæk Jernbaneprojektet repræsenterede en tid i Danmarks jernbanehistorie, hvor der var en balancegang mellem traditionelle jernbaneforbindelser og de nye udfordringer og muligheder, som moderne transportteknologi og infrastruktur præsenterede.