KA - Kleinbahnen des Kreises Apenrade, senere AaAJ
De sønderjyske amtsbaner er dansk jernbanehistories gøgeunger.
De blev anlagt af tyskerne i årene omkring 1900 for at skabe bedre forbindelse med det øvrige tyske rige og for at sikre købstæderne et handelsmæssigt opland.
Hvor man i Danmark bestræbte sig for en optimal udnyttelse af ressourcer, eksempelvis at samle alle baner i en by på samme station, var der i Tyskland tradition for at adskille privatbaner og statsbaner.
Ligeledes så man mere lempeligt på privatbanerne i Tyskland i det hele taget.
Tilsynet med disse var mere lempeligt. Overført til forholdene i det nu tyske Sønderjylland betød dette at banerne blev anlagt som selvstændige baner der snoede sig rundt i oplandet uden hensyn til Statsbaner eller andre eksisterende baner.
Amtsbanerne i Aabenraa Amt blev indviet som Kleinbahnen des Kreises Apenrade, KA, 14. februar 1899 med den 31,5 kilometerlange strækning Aabenraa - Graasten . Den 8. maj 1901 kom strækningen Aabenraa - Løgumkloster til. Denne strækning var på 54,3 kilometer. I årene fra 1922 og frem til banenernes lukning transporterede man betydelige mængder mergel på banen. Der er tale om årlige mængder på mellem 1.000 og 1.500 t i årene 1922 - 1925. I 1925 er mængden omkring 970 t. Det har ikke været muligt at fremskaffe detaljeret materiale om denne banes økonomi og drift men skal man tro billedet fra de øvrige amtsbaner har driftsomkostningerne været store i form af mange udgifter til nedslidte faste anlæg og forholdsvis meget personale.
Det var almindeligt, at jernbaner snoede sig meget på grund af terrænet eller ud fra et ønske om at nå rundt til så mange småbyer som muligt. Men Aabenraa-Løgumkloster banen var i den henseende helt ekstrem, og det er ikke underligt, at den i folkemunde fik navnet "Æ Kringelbahn". Løgumkloster ligger 30 km vest for Aabenraa i luftlinje, og på de første 7 km havde man allerede Rødekro-Aabenraa banen. Men amtsbanestrækningen startede med at gå mod nordøst ud gennem Løjt Land, derpå mod nordvest for at krydse statsbanen i Hovslund Stationsby og endelig mod sydvest og vest til Løgumkloster.
Banen fulgte heller ikke den lige linje mellem Løjt Land og Hovslund Stationsby, men stak mod nord til holdepladsen Knivsbjerg og derefter mod vest. Denne holdeplads lå 1 km syd for et af Sønderjyllands højeste punkter, det 97 m høje Knivsbjerg, som i 1893 blev erhvervet af Knivsberggesellschaft til afholdelse af folkefester for Sønderjyllands (Nordslesvig på tysk), tyske befolkning. I 1895 begyndte man at bygge et 45 meter højt Bismarck-tårn, som foruden at være et nationalt monument over den tyske sejr i 1864 rummede platforme til talere og et 80 mands orkester. Tårnet blev indviet 4. maj 1901 – 4 dage før banen.
Togturen Aabenraa-Løgumkloster kom til at tage 3 timer! Det blev ikke bedre af, at den store amtsbanestation i Hovslund var en rebroussementsstation, hvor togene skulle køre baglæns ud af stationen, så der gik et kvarters tid med at vende lokomotivet og rangere det hen i den modsatte ende af toget.
Der var advarsler mod den valgte linjeføring, men Aabenraa kreds (amt) var også afhængig af statslig medfinansiering. Efter drøftelser med de preussiske statsbanemyndigheder gav disse udtryk for modvilje mod en bane ind i landet over Rødekro mod Løgumkloster og foreslog kredsdagen at anlægge netop den bane, der blev resultatet. Medlem af kredsdagen (amtsrådet) Jep Hinrichsen fra Øster Terp udtalte i sit indlæg: "Det er rigtignok ikke den linje, vi har ønsket os, men da der har stillet sig så uovervindelige forhindringer i vejen for den direkte linje fra Rødekro til Løgumkloster, er det bedst, at vi tager imod det vi kan få. Man må jo gribe til så længe der er støtte at hente fra såvel staten som provinsen."
På samme måde som med amtsbanerne på Als blev Aabenrå Amts Jernbaner (AaAJ) indviet i den periode da Slesvig-Holsten var under tysk herredømme i perioden 1864 - 1920. Det var naturligt for Tyskland at forsøge at få integreret hertugdømmerne med det øvrige tyske rige så hurtigt som muligt.
Jernbanerne blev bygget inden for rammerne af Preussische Kleinbahngesetz fra 1892, der gav mulighed for at anlægge lokale jernbaner. De var ikke designet til stor trafik, tunge læs og høje hastigheder, og derfor kunne man se stort på en række af de skrappe sikkerhedskrav, som var gældende ved anlæg af statsbanestrækninger. Samtidig blev der åbnet mulighed for at banerne kunne finansieres lokalt af amter og byer, hvilket lettede den preussiske stat for en stor byrde. I lighed med de øvrige kredsbaner i Sønderjylland blev AaAJ anlagt med smalspor og lette skinner. Det satte snævre begrænsninger på akseltryk og hastighed.
En generel tendens i samtiden var etableringen af lokale jernbaner. Det var ikke bare i Danmark, men i Tyskland og det meste af Europa at denne tendens var fremherskende. Derfor fik Sønderjylland en række små privatbaner der efter danske forhold var lidt særprægede. Alle amtsbanerne var smalsporede, det var anlagt efter den tyske Kreisbahn model. Det vil sige at man forsøger at nå alle bebyggelser i et område. Og mange af banerne fik materiel der var utraditionelt i forhold til dansk tradition.
Under 1. verdenskrig havde jernbanen fragtet store mængder gods og personer, både militære og civile, og den almindelige materialemangel havde betydet, at jernbanen efter 1. verdenskrigs afslutning var i en dårlig vedligeholdelsesstand. Den uheldige linjeføring på Løgumkloster-linjen betød, at trafikken ikke var overvældende, og i takt med at konkurrencen fra lastbiler og busser satte ind, begyndte banen, som før krigen havde givet overskud, at blive en underskudsforretning.