SNB - Svendborg-Nyborg Banen

Banen var allerede på bedding i 1822, men hensynet til andre baner gjorde at den først blev realitet ved loven i 1894.

Svendborg-Nyborg Jernbaneselskab, der stod for åbningen af banen den 1. juni 1897, havde en samlet aktiekapital på 2,37 millioner kroner. Staten var storaktionær i selskabet med 50 procent af aktierne.

Svendborg Amtskommune holdt aktier for 291.000 kroner og Svendborg købstadskommune 266.400 kroner. Nyborg købstadskommune og 9 landkommuner tegnede sig for i alt 540.200 kroner af aktiekapitalen.

De private aktionærer i selskabet havde tegnet aktier for i alt 86.800 kroner, heraf stammede 41.800 kroner fra grev Moltke Hvidtfeldt til Glorup.
Den oprindeligt antagede anlægskapital blev overskredet med 30 procent men anlægssummen pr. kilometer på omkring 63.000 kroner var mindre end ved f.eks. Odense - Svendborg banens 75.500 kroner.

Interessant var at SNB i starten arbejdede som et uafhængigt selskab, man havde endda sin egen station i Svendborg beliggende lige ved siden af SFJ's station.

Meget hurtigt efter åbningen begyndte SFJ og SNB at samarbejde for ikke at blive kastet ud i en ødelæggende indbyrdes konkurrence.
SNB blev i 1902 bortforpagtet til Sydfynske Jernbaneselskab ved Svendborg Amt og statens mellemkomst. I de berørte købstæder, herunder specielt Svendborg, var interessen for dette meget begrænset. Man var bange for at SFJ var for domineret af Odense og at det på længere sigt ville skade Svendborg.

Da SNB reelt blev overtaget af SFJ overgik alt rullende materiel også til dette selskab, herunder de fire Jung maskiner der blev leveret i 1897. Disse maskiner blev ombygget på SFJ's værksteder i starten af 1920'erne og endte deres dage som DSB litra AF i årene 1952 - 54. 1. april 1949 blev Sydfynske Jernbaneselskab overtaget af staten. SNB bevarede sin status som privatbane men med staten som forpagter.

For banens brugere var der to mærkbare forskelle. Den første var priserne der faldt betydeligt både for person og gods. Den anden var standarden på materiellet blev dårligere. Det var tydeligt at man var blevet en sidebane i de mægtige statsbaner hvis interesse for strækningen var direkte proportional med afstanden til hovedstaden.

Banen blev nedlagt i 1964 mere som resultat af poltik end af sund fornuft. Banen var, bortset fra en strækning på 15 kilometer, i god teknisk stand. Men Amtmand Friis Jespersen der var bestyrelsesformand og direktør var ikke meget for jernbaner og gjorde ikke modstand da nedlæggelse kom på tale. Det var således en ansat embedsmand og ikke en demokratisk valgt forsamling der besluttede at det sydøstlige Fyn kunne klare sig uden en jernbane.
Kun Svendborg gjorde sig nogle anstrengelser for at bevare banen hvilket som det fremgår var forgæves.