Køge-Ringsted Banen (KRB): En Dansk Privatbane 1917-1963
Køge-Ringsted Banen (KRB) var en privatbane i Danmark, der betjente strækningen mellem Køge og Ringsted fra 1917 til 1963. Banen blev anlagt for at forbinde oplandet vest for Køge med byen, og den blev hurtigt en vigtig del af infrastrukturen for både passager- og godstransport. Trods banens lukning i 1963, spiller den stadig en rolle i historien om privatbanernes betydning i Danmark.
Baggrunden for Køge-Ringsted Banen
Historien om Køge-Ringsted Banen begynder med jernbaneloven af 8. maj 1894, hvor en jernbane fra Køge til Borup blev foreslået. I den næste store jernbanelov fra 1908 blev linjen ændret til at gå fra Køge til Kværkeby, men i 1913 blev det besluttet, at endestationen skulle være i Ringsted. Eneretsbevillingen til banen blev udstedt den 5. marts 1914, og anlægsarbejdet begyndte i foråret 1915. Banen blev ført ind på statsbanestationerne både i Køge og Ringsted, men i 1934 opførte KRB sin egen station, Køge Vest, af økonomiske årsager. Her havde selskabet sin egen drejeskive og remise. Denne stationsbygning og remise fungerede som hovedcenter for banens drift frem til nedlæggelsen i 1963.
Banens Anlæg og Drift
I starten af banens historie var der modstand mod projektet i både Ringsted og Borup, hvilket førte til forsinkelser i beslutningen om linjeføringen. Banen blev til sidst en realitet med en samlet anlægssum på 1,6 millioner kroner, hvoraf staten betalte halvdelen. Arbejdet med at anlægge banen blev forsinket af Første Verdenskrig, som gjorde det vanskeligt at fremskaffe materialer. Trods disse udfordringer kunne banen åbnes den 4. august 1917, selvom der på grund af krigens påvirkning kun var to daglige togpar. Banen havde oprindeligt to damplokomotiver og ét sæt personvogne, hvilket gjorde det muligt at køre fire dobbeltture om dagen. På grund af de høje kulpriser under krigen startede banen dog med kun to togpar om dagen. I takt med at krigen ebbede ud, blev driften udvidet til tre togpar, og efter 1923 var banen oppe på fire daglige togpar. Med sommerkøreplanen fra den 15. maj 1929 stod der at banens motortog kunne optage og afsætte passagerer ved "alle vejskæringer". Banen havde allerede i 1924 nævt dette, men der stør først nævnt i sommerkøreplanen fra 1929. Muligvis har det været praksis fra 1924 og uden der anlagdes deciderede trinbrætter.
Udfordringer under og efter Krigen
Ligesom mange andre privatbaner oplevede KRB udfordringer under Første Verdenskrig og efterfølgende. På grund af den stigende konkurrence fra landevejstrafik og stigende driftsomkostninger begyndte banen at køre med underskud. I 1927 lejede KRB en Triangel-motorvogn fra Hammelbanen, hvilket gjorde banen til en af de første privatbaner, der skiftede til motorvognsdrift. Motorvognene var billigere i drift end damplokomotiverne og kunne reducere rejsetiden til én time. KRB fortsatte med at investere i motorvogne og afskaffede dampdriften helt i 1937. Dette blev dog et problem under Anden Verdenskrig, da rationeringen af brændstof førte til, at KRB måtte udstyre sine motorvogne med gasgeneratorer, hvilket reducerede deres ydelse og gjorde driften mere besværlig. For at opretholde køreplanen blev en del af banens trinbrætter nedlagt i 1940.
Konkurrence og Overlevelse
Trods anbefalinger om nedlæggelse fra både Trafikkommissionen i 1936 og Privatbanekommissionen i 1954, overlevede Køge-Ringsted Banen. Banen formåede at tiltrække godstransport, især efter udvidelsen af Køge Havn i 1934, hvor banen begyndte at transportere kul fra havnen til gasværkerne i Ringsted og Sorø. I 1957 supplerede banen sin vognpark med en brugt Scandia skinnebus, som blev indkøbt fra den nedlagte Vejle-Vandel-Grindsted Jernbane. Skinnebussen tog straks over og kørte to tredjedele af banens togkilometer. I banens sidste år, 1963, kørte KRB op til syv togpar på hverdage og seks på søn- og helligdage.
De Sidste År
I løbet af 1950'erne og 1960'erne blev KRB's økonomiske situation stadig vanskeligere. Passagertallet faldt støt, og behovet for investeringer i fornyelse af spor og materiel blev stadig mere påtrængende. På en ekstraordinær generalforsamling den 9. august 1962 blev det besluttet at nedlægge banen pr. 1. april 1963 og erstatte den med rutebilkørsel. En tragisk hændelse fandt sted kort før banens lukning, da remisen i Køge nedbrændte den 10. januar 1963, hvilket ødelagde tre af banens motorvogne. For at kunne opretholde driften de sidste måneder blev der lejet en Triangelvogn fra Østsjællandske Jernbaneselskab (ØSJS). Det sidste tog på Køge-Ringsted Banen ankom til Køge om aftenen den 31. marts 1963, hvorefter banen officielt blev lukket den 1. april.
Efter Banens Lukning
Efter nedlæggelsen blev strækningen mellem Køge og Køge Ås købt af Køge Kommune og omdannet til en cykelsti. I alt er omkring 7 km af banens tracé bevaret og tilgængeligt for offentligheden. Ringsted Kommune erhvervede sporet fra stationen gennem byen som en kommunal stambane, hvor DSB kunne fortsætte med at transportere gods. Tilgroede rester af dette 1,5 km lange tracé kan stadig ses på vej ud mod Ringsted flyveplads.
Bevarelse af Banens Historie
Flere af KRB's oprindelige stationsbygninger og remiser blev tegnet af arkitekten Christian Sylow fra Køge. Selvom mange af disse bygninger er blevet bevaret, blev Køge Vest-stationen, der var designet af arkitekten Tage Nielsen, nedrevet i 1983 for at gøre plads til ombygningen af Køge Station i forbindelse med S-banens indførelse. Banens betydning for de to byer, Køge og Ringsted, er stadig tydelig, selvom den ikke længere er i drift. Som en af de mange privatbaner, der blev nedlagt i midten af det 20. århundrede, er KRB et symbol på en svunden tid i dansk jernbanehistorie, hvor privatbanerne spillede en central rolle i transporten mellem mindre byer og opland. Køge-Ringsted Banen (KRB) var en vigtig del af den danske jernbaneinfrastruktur fra 1917 til 1963. Banen formåede at betjene både passagerer og gods, trods udfordringer som konkurrencen fra vejtrafikken og økonomiske vanskeligheder. KRB's historie er et eksempel på de mange privatbaner, der spillede en vigtig rolle i det danske transportnetværk, men som til sidst måtte lukke på grund af skiftende transportvaner og økonomiske udfordringer.
