Hviding-Tønder Jernbane - operatør: DSB, en artikel om Hviding-Tønder Jernbane

Hviding-Tønder Jernbane: En Historisk Forbindelse i Sønderjylland

Hviding-Tønder jernbane, tidligere kendt som Vedsted/Hvidding-Tønder jernbane, har spillet en afgørende rolle i udviklingen af jernbaneinfrastrukturen i Sønderjylland. Jernbanen blev åbnet den 15. november 1887 i det daværende tyske Sønderjylland og blev en vigtig forbindelse mellem Hviding, tidligere Vedsted/Hvidding, og Tønder. I dag udgør den en del af Bramming-Tønder-banen.

Jernbanen blev etableret i en periode præget af politiske og territoriale forandringer, hvilket afspejles i dens historie. Oprindeligt skabt som en del af den tyske jernbaneudbygning i regionen, blev den hurtigt en vigtig del af det lokale transportnetværk.

Finansiering og Anlæg

Hviding-Tønder jernbane blev skabt gennem en kombination af offentlige og private initiativer. En af de mest betydningsfulde aktører bag projektet var etatsråd C.F. Tietgen, der trådte til for at finansiere og gennemføre byggeriet, efter at lovgivningsmæssige uoverensstemmelser havde forsinket projektet. Hans engagement sikrede, at jernbanen blev etableret og skabte en væsentlig forbindelse, ikke blot mellem byer, men også mellem kulturer og politiske grænser.

Betydningen af Vedsted-Hvidding Station

Vedsted-Hvidding station var en af de mest markante stationer på strækningen, kendt for sin imponerende længde og strategiske placering. Den fungerede som en vigtig transitstation mellem Danmark og Tyskland, hvilket gjorde den til et centralt knudepunkt for både passager- og godstrafik. Indtil genforeningen i 1920 spillede stationen en afgørende rolle i den internationale jernbanetrafik.

Efter Genforeningen i 1920

Efter Genforeningen i 1920 blev Sønderjylland igen en del af Danmark, og Hviding mistede sin status som grænsestation. Jernbanen blev derefter integreret i det danske jernbanesystem. Selvom den internationale betydning aftog, forblev banen vigtig for regional transport og understøttede fortsat lokale forbindelser mellem byer og samfund.

Nutidens Rolle og Betydning

I dag udgør Hviding-Tønder jernbane en vigtig del af det sønderjyske transportsystem. Selvom dens rolle ikke længere er så central som tidligere, forbinder den fortsat lokalsamfund og letter adgangen til arbejde, uddannelse og rekreative aktiviteter. Banen har været en vigtig brik i regionens udvikling og har bidraget til at forme infrastrukturen i området.

Rejsby startede som holdeplads ved et vogterhus eller "Bedarfshaltestelle" som det hed under den tyske tid. Rejsby Holdeplads var et af de forholdsvis mange standsningssteder på delstrækning Heide-Vedsted og åbnedes den 15. november 1887 sammen med strækningen.

Lige efter århundredeskiftet tilkom sidespor og godsekspedition og Rejsby blev ophøjet til station. Den lille station lå meget øde uden det store opland og fik aldrig nævneværdig godstrafik, men persontrafikken var fornuftig.

Rejsby Station blev nedsat til Trinbræt med Sidespor i 1962 og sidesporet blev nedlagt i 1970.

Byggestilen for Rejsby er den samme som Vollum og Døstrup og stationsbygningen i Rejsby blev nedrevet i 1964.

Brøns Trinbræt og dets Historiske Udvikling

Brøns Station blev etableret i 1887 som en del af jernbanestrækningen mellem Ribe og Tønder. Jernbanens ankomst var en vigtig milepæl for lokalsamfundet og gav Brøns en bedre transportforbindelse til resten af landet. Stationen fungerede fra starten som en krydsningsstation, hvor tog nordfra kunne passere tog sydfra via et ekstra spor.

Stationen var ikke blot et stoppested for passagerer, men også et vigtigt knudepunkt for godstransport. Blandt de typiske varer, der blev fragtet via jernbanen, var kreaturer, heste, grise, kartofler, roer, hø, mergel, kunstgødning og brændsel.

Ved jernbaneoverskæringen på Tingvej blev der opført et ledvogterhus, hvorfra bommene blev betjent manuelt. Samtidig blev Stationsvej anlagt for at forbinde stationen med de omkringliggende veje. Langs denne vej blev der opført flere huse i den karakteristiske stationsbystil, som stadig kan ses i dag.

Stationens Rolle i Lokalsamfundet

Selvom Brøns fik sin egen station, blev byen aldrig et større jernbaneknudepunkt – denne rolle tilfaldt i stedet nabobyen Skærbæk, hvor jernbanetrafikken og handelslivet voksede betydeligt mere.

Ikke desto mindre havde stationen stor betydning for de lokale landmænd og erhvervsdrivende. Med banen blev det nemmere at transportere varer til større markeder, og jernbanen muliggjorde en hurtigere og mere effektiv vareudveksling.

I forbindelse med stationens etablering blev der også opført en kro, kendt som Brøns Stationskro. Kroen, som blev opført i en typisk gårdstruktur med en kørelade ud mod vejen mellem Brøns og Frifelt, har haft en omskiftelig historie. I 1905 blev kroen ramt af en stor brand, men den blev senere genopbygget. I nyere tid har den periodevis været lukket, men i dag er den igen velholdt og fungerer som et vigtigt samlingspunkt i lokalsamfundet.

Industriforsøg og Jernbanens Betydning

Brøns forsøgte også at udnytte jernbanens muligheder til industri. En margarinefabrik blev opført tæt ved banen, men den viste sig ikke at være rentabel og lukkede allerede i 1903.

Derudover blev stationen benyttet til en lang række landbrugsrelaterede transporter. Efterhånden som lastbiltransport blev mere udbredt i midten af det 20. århundrede, begyndte godstrafikken på jernbanen dog at aftage, hvilket påvirkede stationens aktivitet negativt.

Nedgradering og Lukning af Brøns Station

Efterhånden som passager- og godstrafikken faldt, blev Brøns Station nedgraderet til et trinbræt. Dette betød, at stationen mistede sin bemanding og kun fungerede som et simpelt stoppested for persontrafik.

Stationsbygningen blev efter lukningen overladt til forfald og blev gradvist dækket af tæt bevoksning. Efter mange år uden anvendelse blev bygningen til sidst revet ned i januar 2017.

Det nuværende Brøns Trinbræt er placeret syd for den oprindelige stationsbygning og fungerer i dag som et stoppested på jernbanestrækningen.

Brøns Trinbræt i Dag

Selvom stationen er væk, lever jernbaneforbindelsen stadig videre gennem Brøns Trinbræt. Stoppestedet anvendes primært af pendlere og rejsende fra lokalområdet, men den storhedstid, som stationen engang oplevede, er for længst forbi.

Skærbæk blev stavet Scherrebek før genforeningen.

Døstrup startede som billetsalg fra et vogterhus eller "Bedarfshaltestelle" som det hed under den tyske tid, men siden er blevet ophøjet til egentlig station. Byggestilen for Døstrup er den samme som Vollum og Rejsby.

Døstrup Station blev nedrevet juni 1967 og har fungeret siden som trinbræt.

Vollum Billetsalgssted kan spores tilbage til ca. 1900, da der bevilgedes et beløb til indretning af en "station", hvilket dog kun drejede sig om billetsalg fra et vogterhus eller "Bedarfshaltestelle" ved Norder Wollum, hvor der efter genforeningen opførtes en lille ekspeditionsbygning af træ.

Vollum Billetsalgssted blev nedsat til trinbræt i 1957 og nedlagdes helt i 1968 og i 1971 blev træbygningen nedrevet.

Bredebro Station havde fra den 8. maj 1901 en sidebane til Løgumkloster med mellemstation i Ellum. I 1927 blev den tidligere amtsbane ombygget til en normalsporet statsbane mellem Rødekro og Løgumkloster men hele strækningen fra Bredebro til Rødekro blev allerede i 1936 nedlagt.

Stationen er blevet revet ned august 2002.

Visby Trinbræt – Fra station til ubetjent stop på jernbanen

Visby Station blev oprettet den 15. november 1887 som en del af jernbanen mellem Vedsted/Hvidding og Tønder. På dette tidspunkt var Sønderjylland en del af det tyske kejserrige, og jernbanen blev anlagt af de tyske myndigheder for at styrke infrastrukturen i regionen.

Stationen blev placeret ca. 500 meter øst for landsbyen Visby, men det omkringliggende opland var tyndt befolket, og stationen blev aldrig en større trafikal knudepunkt. Både person- og godstrafik forblev begrænset gennem hele stationens levetid.

Visby Station i den tyske periode (1887-1920)

Under tysk styre blev Visby en del af det preussiske jernbanenet, hvilket betød, at stationen var underlagt de tyske jernbanemyndigheder. Herfra kunne man rejse mod Hvidding og videre til Esbjerg samt sydpå mod Tønder og Niebüll i Tyskland.

Den strategiske placering af banen betød, at Visby var forbundet til det overordnede europæiske jernbanenet, men byens lille størrelse og manglende industri gjorde, at stationen ikke blev et betydeligt trafikknudepunkt.

Genforeningen i 1920 og DSB's overtagelse

Efter Genforeningen i 1920 blev Visby en del af Det Danske Statsbanenet (DSB), og stationen overgik fra tysk til dansk administration.

Under DSB blev stationen fortsat betjent, men trafikmængden var lav, da oplandet ikke udviklede sig i en retning, der kunne skabe en større passager- eller godstrafik.

Nedgradering til trinbræt i 1964

Fra midten af 1900-tallet oplevede de danske jernbaner en generel nedgang i passager- og godstrafik, især på mindre stationer. Dette skyldtes blandt andet den stigende bilisme og rutebiltrafik, der overtog mange af de funktioner, som jernbanen tidligere havde haft.

Den 1. februar 1964 blev Visby Station officielt nedgraderet til trinbræt, og den tidligere stationsbygning blev solgt til privat bolig. I stedet blev der etableret et nyt trinbræt ca. 200 meter syd for den oprindelige stationsbygning.

Op til nedlæggelsen af stationen kunne man i de lokale aviser læse følgende meddelelse:
"Fra lørdag den 1. februar 1964 nedlægges jernbanestation, og der oprettes i stedet et trinbræt. Billetsalg til rejsende fra Visby finder herefter kun sted i togene. Stykgods og banepakker til modtagere i Visby bedes fremtidig adresseret til Tønder, hvorfra udkørsel finder sted. Vognladningsgods henvises til af eller pålæsning på nærmeste jernbanestation med læssespor."

Videre skæbne for Visby Trinbræt

Efter at stationen blev omdannet til et ubetjent trinbræt, forblev stoppestedet i drift i nogle årtier. Men i takt med faldende passagerantal og rationaliseringer i jernbanedriften, blev trinbrættet nedlagt fuldstændigt på et senere tidspunkt.

Den tidligere stationsbygning står i dag tilbage som en privat bolig, mens trinbrættet og de tilhørende faciliteter er fjernet.

Tønder H Station – En Central Del af Byens Udvikling

Tønder H Station var ikke den første station i Tønder. Den ældste jernbanestation var Tønder Øst Station, som blev anlagt i 1867 under navnet Tønder Nord. Først indtil Marskbanen (Bramming-Tønder-banen) blev anlagt den 15. november 1887, fungerede Tønder Øst som endestation for Tønder-Tinglev-strækningen. Med etableringen af Tønder Marskbanegård som banegård for privatbanen mellem Heide og Ribe og omdøbningen af Tønder Nord til Tønder Øst, ændrede jernbanenettet sig betydeligt i området. Da den preussiske stat overtog privatbanen i 1890, blev den nuværende Tønder Hovedbanegård opført, mens Tønder Marskbanegård blev omdannet til hotellet "Eichlers Hotel".

De Tre Spor fra Tønder H

I den nordlige ende af Tønder H Station udgik der engang tre spor. Det østlige spor, spor 1, drejer kort efter stationen og Strucks Allé i en skarp bue mod øst. Denne østgående bane forbinder fortsat Tønder med Tingley og er Tønders ældste jernbaneforbindelse, selv om den formelt er nedlagt.
Det midterste spor, vestbanesporet, fortsætter nordpå mod Hviding, oprindelig grænsestationen Vedsted-Hviding ved den gamle grænse, og derfra videre imod Ribe og Bramming. Dette spor er i dag det mest trafikerede.
Højersporet udgik tidligere fra spor 4, det vestlige spor. Det fulgte vestbanesporet frem til det sted, hvor Nordre Landevej i dag krydser jernbanen. Her slog sporet til Højer ind i et venstresving med en radius på 700 meter mod vest.

Tønder – Byhistorie og Udvikling

Tønder blev før Genforeningen stavet Tondern. I dag ligger Tønder (sønderjysk: Tynne, frisisk: Tuner, tysk: Tondern) i det sydvestlige Sønderjylland, omtrent 5 km fra den dansk-tyske grænse. Byen har 7.564 indbyggere (2024), er placeret lavt ved overgangen mellem hedeslette og marsk og afgrænses af Vidå mod syd. De tre store landeveje rute 8, 11 og 25 mødes i Tønder, der fremstår som en moderne skole- og erhvervsby med aluminiumsbearbejdning, fotolaboratorium, støbefabrikker og et aktivt handelsliv i smukke, gamle omgivelser.
Erhvervslivet domineres af store virksomheder som Norsk Hydro Aluminium, Pro Rengøring og Brdr. Hartmann A/S, mens skokoncernen ECCO driver et kursus- og konferencecenter i nærheden. Tønder har desuden et daghospital og er naboby til Møgeltønder, der ligger 4 km mod vest. Tønder Station har daglige afgange med Arriva til Esbjerg og til Niebüll i Tyskland.

Kultur, Begivenheder og Museer

Hvert år i august afholdes den traditionsrige Tønder Festival, især med folke- og jazzmusik. I julemåneden er Tønder kendt for sit julemarked og Det Gamle Apotek, som har Skandinaviens største juleudstilling. Byen byder desuden på Kulturhistorie Tønder (tidligere Tønder Museum), hvor man kan se arkitekt Hans J. Wegners møbler i det gamle vandtårn, og på Kunstmuseet i Tønder (det tidligere Sønderjyllands Kunstmuseum). Nord for byen findes et zeppeliner- og garnisonsmuseum, der vidner om egnens militære fortid. Kulturlivet er mangfoldigt, og det tyske mindretal i området driver også en del af de lokale foreninger.

Historiske Rødder

Byen nævnes allerede i 1100-tallet af den arabiske korttegner Al-Idrisi, men det er usikkert, om navnet Tundira henviser til Tønder eller Møgeltønder. Tønder fik Lybsk stadsret i 1243, hvilket gør den til landets ældste købstad. Byen var oprindeligt en havneby, hvilket stadig afspejles i gadenavne som Skibbroen og Skibbrogade. Men i 1550'erne mistede Tønder sin direkte adgang til havet på grund af Hans den Ældres digebyggerier, som skulle beskytte mod oversvømmelser. Byen har gentagne gange oplevet voldsomme stormfloder, senest i 1923 og 1976, men det fremskudte dige mellem Emmerlev Klev og Hindenburgdæmningen yder i dag en mere effektiv beskyttelse.

Fra Skibsfart til Kniplinger

Indtil 1600-tallet profiterede Tønder af aktiv skibsfart og samhandel med Nordtyskland og Nederlandene, men digerne afskar byen fra havet, og sejladsen flyttede til Rudbøl og senere Højer. Herefter udviklede Tønder sig i høj grad ved produktion og handel med kniplinger. Byen fik et lærerseminarium i 1788, der i 1989 blev sammenlagt med Haderslev Statsseminarium.

Jernbane og Vækst

Efter krigen i 1864 blev Tønder tysk, og byen oplevede en betydelig vækst. Man fik en større indflydelsesradius mod syd, hvilket gav nye handelsmuligheder og fremmede industrien i Tønder. Jernbaneforbindelsen til Tinglev kom i 1867, og i 1892 åbnede banestrækningen til Højer. Ved 1900-tallets begyndelse nød byen godt af turismen til øen Sild, idet turisterne rejste via Tønder og Højer, men dette stoppede da Tønder blev dansk ved Genforeningen i 1920, og den nye grænse fratog byen meget af dens sydlige opland.
I det 20. århundrede formåede Tønder at drage nytte af afvandingen af marsken og udviklede sig til et trafikknudepunkt i regionen. Selv om byen i en periode var begrænset industrialt, steg befolkningstallet markant, så Tønder i 1950 nåede 7.000 indbyggere. Gennem midten af århundredet etableredes nye virksomheder, og allerede eksisterende forretninger voksede. Trods denne udvikling var blot 28 procent af den erhvervsaktive befolkning i 1960 beskæftiget i industri- og håndværksfag.
Ved kommunalreformen i 2007 blev Tønder lagt sammen med seks andre kommuner – herunder Skærbæk og Rømø – og blev dermed Danmarks femtestørste kommune målt på areal.