Hornbækbanen: Helsingør-Hornbæk-Gilleleje Banen som lokal trafikpuls i Nordsjælland
Hornbækbanen, officielt Helsingør-Hornbæk-Gilleleje Banen, repræsenterer en vigtig strækning i Nordsjælland, der forbinder byerne langs Nordkysten. Historien begynder i slutningen af 1800-tallet, hvor man diskuterede muligheden for at etablere en jernbane langs kysten fra Helsingør til Hornbæk. Flere lokale interessenter, heriblandt Hellebæks klædefabrik, pressede på for at få en bedre transportløsning end den eksisterende vejtransport. På trods af tidlige idéer og forarbejder forblev projektet i en dvaletilstand, indtil jernbaneloven af 8. maj 1894 medtog en bane mellem Helsingør og Hornbæk på listen over nye privatbaner. Denne lovhjemmel muliggjorde aktietegning og baneselskabers finansiering, men det tog næsten ti år, før man reelt kunne udstede en koncession. Da staten gik med til at yde et tilskud på 50 procent af anlægsudgifterne, blev projektet omsider rentabelt for investorer. Den 24. marts 1904 modtog selskabet bag Hornbækbanen eneretsbevillingen til at anlægge og drive banen, hvorefter selve byggestart kunne finde sted.
Opførelsen og åbningen af Helsingør-Hornbæk-delen
Efter koncessionen var sikret, gik arbejdet hurtigt i gang, og byggefasen stod på i lidt over et år. Den 22. maj 1906 åbnede Hornbækbanen officielt strækningen fra Helsingør til Hornbæk. Set i historisk sammenhæng var dette en privatbane med offentlig støtte, som gav passagerer og sommergæster en hurtigere forbindelse end hestevogn og dampbåde. Banens økonomi var dog stram, så man undlod den store indvielsesfest. Køreplanen i begyndelsen bestod af seks daglige togpar på hverdage og ekstra afgange om søndage. Især i sommersæsonen var trafikken høj, da Nordsjællands kyster tiltrak turister. Banen udgik fra en ny station i den nordlige del af Helsingør, Grønnehave Station, som fik eget forbindelsesspor langs havnen over mod statsbanestationen. Denne sporforbindelse gjorde det muligt at køre lokomotiver og vogne mellem banens depot og statsbanernes net. Fra 1908 kunne man videreføre Hornbækbanens tog til en holdeplads ved Toldboden over for Helsingør Station, hvilket skabte en mere direkte forbindelse til DSB's hovedlinjer. Ruten fulgte kysten og rummede flere små stop, blandt andet Marienlyst, Højstrup, Julebæk og Hellebæk, hvor klædefabrikken i sin tid havde været en drivkraft. Stationerne ved Ålsgårde, Skibstrup og Saunte gav lokalområderne en sjælden, men vigtig transportmulighed, og Hornbæk Station blev strækningens midtpunkt. Senere kom trinbrættet Karinebæk i 1991, som et bevis på den løbende tilpasning af passagerbehovet.
Første materiel og ekspansion
Til driften bestilte selskabet bag Hornbækbanen, kaldet Helsingør-Hornbæk Banen (HHB), et helt nyt lokomotiv fra Maffei i Tyskland, men supplerede dette med to brugte P-maskiner fra DSB for at dække spidsbelastningerne. Personvognsmateriellet omfattede fire bogievogne af en relativt usædvanlig konstruktion, såkaldte tagryttervogne, bygget hos Vulcan. Vognene havde midtgang og var rummelige nok til at håndtere pendlere og turister. I alt seks godsvogne fra Vulcan i Maribo udgjorde banens indledende godsflåde, men denne del var ret begrænset. Efter få års drift måtte man supplere lokomotivparken med en større maskine fra Henschel, og nye toakslede personvogne fra Scandia i Randers, da passagertallene voksede over forventning. Under normale forhold kørte Hornbækbanen kun med én togstamme, men i ferier og helligdage var samtlige lokomotiver og vogne i brug. Selv pak- og godsvogne kunne omdannes til midlertidige bænkevogne. Frem mod Første Verdenskrig gav driften et stigende overskud, hvilket var usædvanligt for en privatbane på den tid. Banen fik ry for at være en "udflugtsbane," idet den betjente sommergæster og udflugtsrejsende langs den naturskønne kyst.
Udvidelsen mod Gilleleje
Efter succes i de første år vendte interessen sig mod at forlænge banen fra Hornbæk til Gilleleje. Allerede i 1908 søgte man at rejse privat kapital til en bane, men tiden var ikke moden, og planerne blev lagt til side. Et nyt forsøg kom med loven af 21. april 1914, hvor staten atter lovede 50 procent i anlægstilskud. Koncessionen blev givet den 12. marts 1915, og den 10. juli 1916 åbnede man strækningen Hornbæk-Gilleleje. Dette forlængede Hornbækbanen til at omfatte hele kyststrækningen, og Gilleleje fik derved to jernbaner: Gribskovbanen fra syd og Hornbækbanen fra øst. I praksis gik den nye etape fra vestenden af Hornbæk Station forbi Horneby Sand, Kildekrog, Dronningmølle, Firhøj og Søborg, inden den nåede Gilleleje. Man oprettede også trinbrættet Stæremosen (1988) og Gilleleje Øst (oprindelig Østerport) til mere finmasket betjening. En udfordring opstod dog ved Gilleleje: Hornbækbanen havde ikke indgået aftale med Gribskovbanen om en fælles station, så sporet endte reelt ved byens østlige kant. Først den 16. januar 1918 åbnede Gilleleje en egentlig fællesstation, hvilket gjorde det let for passagerer at skifte mellem Hornbækbanen og Gribskovbanen.
Driften på den forlængede strækning
I forbindelse med den nye del fra Hornbæk til Gilleleje indkøbtes to yderligere damplokomotiver og flere godsvogne. Køreplanen blev udvidet til syv daglige persontog i hver retning og et enkelt godstogpar, suppleret af to ekstra togpar i sommerhalvåret. Imidlertid blev økonomien presset. Efter Første Verdenskrig forsvandt den særlige krigsbetingede efterspørgsel, og underskuddet voksede. Til sidst overtog Helsingør Kommune forpagtningen af banen i 20 år, i håbet om at bremse de røde tal. For at nedbringe udgifterne lejede man i 1923 en Sentinel-dampvogn og en DEVA-motorvogn. Dampvognen viste sig upålidelig og blev hensat i 1930, mens DEVA-vognen kørte helt frem til 1970'erne. Senere tilkom en Scandia-motorvogn med B&W-dieselmotor i 1933. Sideløbende kom Hornbækbanen igen i overskud i slutningen af 1920'erne, men krisen i 1930'erne gjorde driften sårbar, og man var periodevis i økonomiske vanskeligheder.
Under Anden Verdenskrig og efterkrigstid
De fleste privatbaner i Danmark oplevede massiv travlhed under Anden Verdenskrig, fordi benzin og privatbilisme var begrænset. Hornbækbanen stod dog i en anden situation, da dens indtægter i høj grad kom fra udflugts- og lokaltrafik. Krigsårene gjorde det vanskeligt at opretholde rentabel drift, og efter krigen forsvandt nogle større godskunder. Kommunerne Helsingør og Tikøb havde i 1943 forlænget deres forpagtningsaftale med 10 år, men underskuddet var stort. I 1947 anskaffede Hornbækbanen to nye skinnebusser med bivogne fra Scandia, hvilket muliggjorde en reduktion af dyr damplokomotivdrift, og passagerne fik bedre komfort. Det var dog en skrøbelig balance, og man fornyede i 1950'erne og 1960'erne forpagtningen periodisk. I 1952 ombyggede man Grønnehave Station, da fabrikken Tretorn skulle udvide, og man flyttede stationens spor fra nord til syd for stationsbygningen. En køreplan i 1966 viste, at der kørte 20 togpar dagligt på hverdage, foruden tilsluttende busruter.
Veterantog, busdrift og passagerfremgang
I 1971 tog Helsingør Jernbaneklub initiativ til at køre veterantog på Hornbækbanen i sommersæsonen. Det skabte en ny, nostalgisk rejseform, som har været en tilbagevendende begivenhed siden, nu under Nordsjællands Veterantog. Samme år oprettedes Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT), som overtog al Hornbækbanens busdrift i 1974. Året efter blev banen indlemmet i zonetakstsystemet, hvilket gav en mærkbar passagerstigning på 50% – fra 400.000 til 600.000 årligt. Takstsamarbejde med andre baner betød, at rejsende kunne benytte ét fælles billetsystem, hvilket lettede brugen af banen i forbindelse med øvrige lokal- og S-togsstrækninger.
Fra privatbane til fælleslokalbane
Fra 1. juli 2001 stiftedes Hovedstadens Lokalbaner A/S, der samlede flere mindre baner: Lille Nord (mellem Hillerød og Helsingør), Gribskovbanen, Frederiksværkbanen, Nærumbanen og Hornbækbanen under ét selskab. Siden stiftedes Lokalbanen A/S i 2002 til at varetage den daglige drift og infrastrukturen. Endelig overflyttedes Østbanen i 2009 til Regionstog A/S, der senere smeltede sammen til Lokaltog A/S. Denne proces afspejler en landsdækkende tendens til at samle de små privatbaner i større enheder for at effektivisere administration og vedligeholdelse. I dag kører Hornbækbanen i regi af Lokaltog A/S, finansieret og administreret gennem Trafikselskabet Movia og Lokaltog. Ruten holder stadig fast i sin traditionelle rolle som pendler- og udflugtsbane, men har moderniseret rullende materiel og stationer. Hyppigheden af togafgange er generelt højere end i banens første år, og selvom trafikken ikke er på linje med de store S-togslinjer i København, opfylder banen fortsat et vigtigt lokalt behov i Helsingør, Hornbæk og Gilleleje-området.
