Lemvig-Thyborøn Jernbane, senere VLTJ

LTJ – Lemvig-Thyborøn Jernbane: Historien om en Lokalbane

Lemvig-Thyborøn Jernbane, kendt som LTJ, spillede en afgørende rolle i udviklingen af transportinfrastrukturen i Nordvestjylland. Jernbanen blev anlagt for at imødekomme behovet for bedre transportmuligheder for fiskeriet og den lokale industri, som blomstrede langs den jyske vestkyst. I 1921 blev LTJ fusioneret med Vemb-Lemvig Jernbane (VLJ), og dermed blev Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane (VLTJ) dannet.

Oprettelsen af LTJ og Jernbaneloven af 1894

Med den store jernbanelov fra 1894 blev det besluttet at anlægge en jernbane fra Lemvig Havn over Lemvig Station og videre til Thyborøn Kanal. Denne strækning blev anerkendt som vigtig for både lokal godstransport og persontrafik. Strækningen fra Lemvig Havn til Lemvig Station eksisterede allerede som Lemvig Havnebane, og LTJ købte dette stykke af VLJ for at inkorporere det i sin rute. Strækningen mellem Lemvig og Thyborøn blev åbnet i 1899 og i første omgang kun til Harboøre. Senere samme år blev strækningen udvidet helt til Thyborøn Havn.

Den oprindelige Lemvig-Thyborøn-strækning var 23 km lang, og selvom der var stor forventning om trafik til og fra fiskerihavnen i Thyborøn, blev banen aldrig en stor økonomisk succes. En vigtig tilføjelse til strækningen fandt sted i 1924, da Thyborøn Havn blev udvidet med en ny endestation, der primært var beregnet til godstrafik.

Banens Materiel og Driftsbetingelser

LTJ blev etableret med enkle midler, ligesom Vemb-Lemvig Jernbane, men der blev investeret i lidt mere rullende materiel, som blandt andet omfattede tre lokomotiver, fem person- og pakvogne samt 11 godsvogne. Driften af LTJ var allerede fra begyndelsen udfordrende, og selskabet indgik hurtigt samarbejde med VLJ om fælles driftsbestyrer og personale for at reducere omkostningerne.

Jernbanen blev anlagt på skrabede vilkår, og sporene fulgte en rute langs kysten, hvilket betød, at strækningen mellem Harboøre og Thyborøn ofte var udsat for oversvømmelser fra Nissum Bredning. Dette førte til mange udfordringer, og i 1921 blev sporet hævet med en meter for at undgå de værste problemer.

Sammenlægningen til Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane

I 1921 stod LTJ over for store økonomiske vanskeligheder, og selskabet meddelte, at det ville indstille driften. En redningsplan blev dog iværksat, og på en generalforsamling den 16. august 1921 blev selskabet Vemb-Lemvig-Harboøre-(Thyborøn) Jernbaneselskab stiftet. Denne ændring markerede starten på Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane (VLTJ). Formålet med det nye selskab var at sikre den fortsatte drift mellem Vemb og Lemvig, samt mellem Lemvig og Thyborøn, omend kun med begrænsede togpar dagligt.

I de efterfølgende år blev der dagligt kørt fem togpar mellem Vemb og Lemvig, mens der kun kørte to togpar mellem Lemvig og Thyborøn. Den økonomiske situation var dog stadig en udfordring, særligt på den sidste del af strækningen mellem Harboøre og Thyborøn, der aldrig formåede at generere det forventede overskud.

Omlægning af Strækningen og Opførelse af Rønland Station

Strækningen mellem Harboøre og Thyborøn blev oprindeligt anlagt på en lav strandeng, hvilket gjorde den særligt udsat for oversvømmelser. I 1955 blev der imidlertid gennemført en omfattende omlægning af banen, hvor sporet blev flyttet cirka to kilometer længere mod øst og op på det nye havdige. Dette nye tracé gjorde strækningen langt mere robust over for oversvømmelser, og det forbedrede driftsforholdene væsentligt.

Samtidig blev de gamle stationer Langerhuse Trinbræt og Knopper Station nedlagt, og i stedet blev der etableret en ny station ved Cheminovas fabriksanlæg under navnet Rønland Station. Denne station kom til at spille en vigtig rolle i godstransporten til og fra fabrikken.

Økonomiske Udfordringer og Banens Fremtid

Trods flere redningsaktioner og tiltag, der skulle forbedre økonomien for jernbanen, forblev strækningen mellem Lemvig og Thyborøn en udfordring. Særligt godstrafikken, der oprindeligt var tænkt som den store indtægtskilde, levede aldrig op til forventningerne. Alligevel formåede banen at overleve takket være sin betydning for fiskeriet i Thyborøn og den lokale industri, herunder Cheminova, der var en vigtig kunde for godstransporten.