Togopvarmning
Togopvarmning – definition og jernbanefaglig betydning
Togopvarmning er den samlede varmeforsyning til passager- og tjenesterum i et tog.
Teknisk funktion og praktisk anvendelse
I ældre materiel kunne damp fra lokomotiv eller en særskilt kedel føres gennem toget og reguleres i vognene. Andre systemer anvender elektrisk varme, varmt vand eller klimaanlæg. Samspillet mellem varmekilde, ledninger, regulering og indvendige installationer har betydning for både passagerkomfort og driftsklarhed. Når en togstamme sammensættes af forskellige vogntyper, må personalet sikre, at tilslutninger og forsyningsprincipper er forenelige. Det er derfor vigtigt at beskrive den konkrete vognserie og dens byggeperiode frem for at antage, at alle vogne er indrettet ens.
Historisk udvikling og dansk jernbanesammenhæng
DSB's varmevejledning fra 1939 og vognlæren fra 1957 beskriver dampvarmen som en væsentlig del af personvognenes drift. Omstillingen til elektrisk og selvstændig opvarmning skete gradvist og forskelligt for materieltyperne. Dokumentation af historisk vognudstyr bør skelne mellem de løsninger, som fandtes ved levering, og senere ombygninger. Samme vogntype kunne i sin levetid få ændret både belysning og opvarmning. DSB-materiale fra 1939, 1957 og 1980 viser tydeligt, hvordan udstyr, praksis og betegnelser udviklede sig over tid.
Afgrænsning og forhold ved dokumentation
Togopvarmning omfatter varme under kørsel og ved ophold; togforvarmning er den særlige opvarmning før afgang.