Togforvarmning
Togforvarmning – definition og jernbanefaglig betydning
Togforvarmning er opvarmning af en togstamme, mens den holder stille før afgang.
Teknisk funktion og praktisk anvendelse
Energi kan tilføres fra stationære anlæg, kedelvogne eller køretøjernes egne systemer. Formålet er at sikre en acceptabel temperatur ved passagernes indstigning og undgå store opvarmningsbehov straks efter afgang. Samspillet mellem varmekilde, ledninger, regulering og indvendige installationer har betydning for både passagerkomfort og driftsklarhed. Når en togstamme sammensættes af forskellige vogntyper, må personalet sikre, at tilslutninger og forsyningsprincipper er forenelige. Det er derfor vigtigt at beskrive den konkrete vognserie og dens byggeperiode frem for at antage, at alle vogne er indrettet ens.
Historisk udvikling og dansk jernbanesammenhæng
DSB's varmevejledning fra 1939 og vognlære fra 1980 omtaler forvarmning som en særskilt driftsopgave, der skulle påbegyndes i passende tid. Praksis har ændret sig med moderniseringen af materiel og depotanlæg. Dokumentation af historisk vognudstyr bør skelne mellem de løsninger, som fandtes ved levering, og senere ombygninger. Samme vogntype kunne i sin levetid få ændret både belysning og opvarmning. DSB-materiale fra 1939, 1957 og 1980 viser tydeligt, hvordan udstyr, praksis og betegnelser udviklede sig over tid.
Afgrænsning og forhold ved dokumentation
Togforvarmning betegner tiden og arbejdsgangen før kørsel; togopvarmning omfatter hele varmefunktionen under drift.