Skinnefriktion
Skinnefriktion – definition og jernbanefaglig betydning
Skinnefriktion betegner friktionen i kontakten mellem jernbanehjul og skinner.
Teknisk funktion og praktisk anvendelse
Friktionen skal være tilstrækkelig til acceleration og bremsning, men for høj eller uhensigtsmæssig friktion kan øge slid og kurvestøj. Forholdene ændres med vejr, forurening og hjulprofil. Støj fra jernbanen kan skyldes flere samtidige mekanismer. Hjul og skinner kan udsende rullestøj, mens motorer, køleanlæg og bremser bidrager med andre lyde. Vibrationer kan desuden forplante sig gennem jord og konstruktioner. En vurdering skal derfor begynde med at fastslå, hvilken lydkilde eller påvirkningsvej der faktisk er relevant.
Historisk udvikling og dansk jernbanesammenhæng
Udviklingen af smøre- og friktionsstyringssystemer er tæt forbundet med ønsket om at begrænse slitage og støj uden at forringe sikkerheden. Valget af støjdæmpende løsning afhænger af forholdene på den enkelte strækning. Skinnetilstand, kurver, togtyper, trafikmængder, afstand til boliger og terræn spiller sammen. Banedanmarks oplysninger om støj og kurveskrig viser, hvorfor en metode, der virker på én type støj, ikke uden videre kan overføres til en anden.
Afgrænsning og forhold ved dokumentation
Friktion er ikke det samme som adhæsionsvægt; vægten påvirker de mulige kontaktkræfter, mens friktionen afhænger af kontaktforholdene.