ME
ME – definition og jernbanehistorisk anvendelse
DSB litra ME er en betegnelse, som har været anvendt om mere end én materieltype i dansk jernbanehistorie. Den mest kendte anvendelse er DSB litra ME (II), en serie på 37 store dieselelektriske hovedlinjelokomotiver fra den tyske fabrik Henschel, leveret fra 1981 og frem. Det er vigtigt at skelne denne serie fra en tidligere anvendelse af litra ME om motorvogne fra mellemkrigstiden. Et litra identificerer således en materielklasse inden for et bestemt administrations- og tidsmæssigt system; bogstaverne kan ikke altid stå alene uden historisk sammenhæng. De moderne ME-lokomotiver fik en 16-cylindret dieselmotor af typen EMD 16-645 E3B med en motoreffekt omkring 2.450 kW. I modsætning til mange tidligere danske diesellokomotiver anvender de en dieselelektrisk transmission med elektriske asynkronmotorer til trækkraften. Den nominelle topfart er 175 km/t, og lokomotivernes seks drivaksler er fordelt på to tre-akslede bogier med akselrækkefølgen Co-Co. Henschels konstruktion gav stor trækkraft til både tunge persontog og andre krævende opgaver. I almindelig drift tilførte lokomotivet desuden energi til personvognenes elektriske opvarmning og øvrige forsyning. ME-serien fik stor betydning i den danske fjern- og regionaltrafik, navnlig på Sjælland. Den kunne fremføre lokomotivtrukne persontog med konventionelle vogne og indgik senere også i push-pull-trafik med styrevogn, hvor lokomotivet kunne befinde sig i den modsatte ende af toget i forhold til kørselsretningen. Det krævede kompatibel fjernstyring, sikkerhedssystemer og korrekt sammenkobling mellem køretøjerne. En række ME-lokomotiver blev i tidens løb ombygget eller udstyret til ændrede driftsbehov. Serien illustrerer overgangen fra ældre dieseltraktion til moderne, elektronisk reguleret trækkraft og senere til elektrificeret togdrift. Efterhånden som elektriske tog og nye driftskoncepter overtog opgaverne, blev de danske ME-lokomotiver udfaset, og nogle enheder blev bevaret, ophugget eller solgt videre. Ved identifikation af historiske fotografier bør litra ME derfor suppleres med et konkret lokomotivnummer, en datering og eventuelt oplysninger om ejer, bemaling og tekniske ændringer.
Konstruktionen og maskinrummets indretning
ME-lokomotiverne blev udviklet til en dansk driftssituation, hvor ét diesellokomotiv skulle kunne håndtere relativt tunge persontog med høj fart, men også anvendes foran godstog. Vognkassen er opbygget med førerrum i begge ender og et maskinrum mellem dem. De to førerrum gør det muligt at skifte køreretning uden at vende lokomotivet, hvilket er afgørende i den daglige køreplansdrift. I maskinrummet findes dieselmotor, generator, kølesystemer, hjælpeudstyr og elektriske komponenter, mens de elektriske banemotorer er placeret i bogierne. Et bogiearrangement med seks aksler fordeler den betydelige lokomotivvægt over flere kontaktpunkter mellem hjul og skinner. Belastningen på de enkelte aksler og lokomotivets samlede længde har betydning for, hvilke strækninger og broer materiellet må benytte.
Dieselelektrisk kraftoverføring
Betegnelsen dieselelektrisk beskriver ikke et lokomotiv med både dieseldrift og ekstern elforsyning. Dieselmotoren er energikilden, mens kraftoverføringen fra motor til hjul sker elektrisk. Dieselmaskinen trækker en generator, der leverer strøm til trækkraftsystemet. I ME anvendes elektronisk regulering af banemotorerne, og lokomotivtypen repræsenterede dermed et teknologisk spring i forhold til ældre danske diesellokomotiver med mere traditionel jævnstrømsteknik. Den elektriske kraftoverføring gør det muligt at udnytte dieselmotorens effekt over et stort hastighedsområde og regulere trækkraften gradvist, uden at lokomotivet har en traditionel mekanisk gearkasse mellem dieselmotor og drivhjul.
Persontog og styrevognskørsel
ME-lokomotivernes rolle i passagertrafikken hænger tæt sammen med DSBs anvendelse af konventionelle personvognsstammer. Når et lokomotiv er i den ene ende og en styrevogn i den anden, kan føreren betjene toget fra styrevognen på returen, forudsat at både lokomotiv, styrevogn og styreforbindelse er indrettet til det. Det sparer tid ved endestationer, fordi lokomotivet ikke skal omløbe hele vognstammen. Forbindelser gennem togstammen overfører nødvendige betjeningssignaler; selve trækkraften leveres fortsat af lokomotivet. En styrevogn er derfor ikke det samme som en motorvogn, og hverken fjernstyring eller multipeldrift kan antages for en tilfældig vogn alene på grund af dens udseende.
Driftsøkonomi og vedligeholdelse
Den praktiske nytte af et diesellokomotiv afhænger af andet end motoreffekten. Brændstofforbrug, adgang til reservedele, værkstedernes specialudstyr, vedligeholdelsesintervaller og rådighedsgrad er centrale faktorer. Et lokomotiv kan fortsat være teknisk anvendeligt, selv om det ikke længere er den økonomisk bedste løsning for en given køreplan. Moderniseringer af elektronisk styring, sikkerhedsudstyr, førerrum og kommunikation kan forlænge anvendelsestiden, men de skal vurderes sammen med udgifterne til drift og godkendelser. Med elektrificering af flere hovedstrækninger ændres desuden grundlaget for diesellokomotivernes anvendelse, idet elektrisk trækkraft typisk har lavere lokalt energitab og ingen udstødning fra en dieselmotor ved toget.
Historisk fortolkning af litraet
Når en historisk kilde omtaler et ME-lokomotiv, bør man kontrollere både tidsperioden og det konkrete løbenummer. Litra er en klassifikation og ikke i sig selv et entydigt teknisk datablad. Forskellige generationer kan have benyttet samme bogstaver, og lokomotiver i samme serie kan være ændret gennem ombygninger og udstyrsskift. For en præcis historisk beskrivelse bør leveringsår, producent, underlitra eller serie, nummer, hjemmeværksted og eventuelle ændringer sammenholdes med samtidige materieloversigter. Fotografier kan støtte identifikationen, men særpræg i bemaling og udstyr kan være ændret og er derfor ikke et sikkert grundlag alene.
Litra, nummer og teknisk identitet
En litraangivelse identificerer en gruppe materiel, men det konkrete løbenummer er nødvendigt, hvis historien om et enkelt køretøj skal følges præcist. Byggeår, leveringsdato, første driftsdag og senere statusændringer er forskellige oplysninger, som bør dokumenteres hver for sig. Ved en gennemgang af arkivmateriale bør man skelne mellem fabrikantens specifikation, DSBs materielregister, værkstedsjournaler, samtidige fotografier og senere sekundærlitteratur. Materialet kan være ombygget, omnummereret eller overført til en anden ejer, og en opslagsartikel bør gøre det klart, hvilken tidsperiode en teknisk oplysning gælder.
Dokumentation af tekniske ændringer
Tekniske datablad, instruktionsbøger og reservedelskataloger kan dokumentere en konstruktion på leveringstidspunktet. Tjenestekøreplaner, maskinrapporter og lokomotivfordelingsplaner giver en anden type viden, nemlig om hvordan materiellet faktisk blev brugt. Fotografier kan vise bemaling og udstyr, men ikke nødvendigvis præcis motoreffekt eller indvendige ændringer. Sammenhold af flere uafhængige kildetyper er derfor nødvendigt, hvis der skal skrives en detaljeret og historisk præcis redegørelse for en dansk materielserie.