MT
MT – definition og jernbanehistorisk anvendelse
DSB litra MT er en betegnelse, som blandt andet blev anvendt om 17 dieseldrevne lokomotiver bygget af Frichs i Aarhus i årene 1958–1960. MT-lokomotiverne var tiltænkt opgaver, hvor der var behov for en relativt beskeden, men selvstændig trækkraftenhed, især i forbindelse med gods- og rangerarbejde. Litra MT skal ses i sammenhæng med DSB’s øvrige diesellokomotiver, som gradvis afløste damplokomotiverne i efterkrigstiden. Indførelsen af dieseltraktion betød, at man kunne reducere en række arbejdsopgaver, der var forbundet med damplokomotiver: optænding, håndtering af kul og vand, asketømning og mange af de daglige klargøringsopgaver. Et diesellokomotiv kunne gøres klar til tjeneste hurtigere og bruges mere fleksibelt. For et mindre lokomotiv som MT var det især en fordel ved rangering og korte transporter, hvor mange stop og hyppige retningsskift ellers gjorde damplokomotivdrift arbejdskrævende. MT kunne anvendes på stations- og værkstedsområder til flytning af vogne mellem forskellige spor og driftsfunktioner. Rangering kræver præcis betjening af trækkraft, bremse og retning samt sikker kommunikation mellem lokomotivfører og rangerpersonale. Sammenlignet med hovedlinjelokomotiver var lavhastighedsegenskaber og praktisk manøvrering vigtigere end høj maksimal hastighed. Om et bestemt lokomotiv kunne fremføre tog på den fri bane, afhang af dets tekniske godkendelse og de relevante driftsbestemmelser. DSB litra MT repræsenterer således en del af den danske jernbanes overgang fra damp til diesel og fra lokal, arbejdskraftkrævende rangering til mere fleksibel materieldrift. Ved historiske fotos bør både litra, nummer, byggeår og eventuelle senere ejerskifter registreres. Det er især nyttigt, fordi flere mindre diesellokomotiver kan ligne hinanden i størrelse og opbygning, men være produceret i forskellige serier med forskellige tekniske egenskaber.
Arbejde og anvendelsesområde
DSB litra MT er en betegnelse, der knytter sig til dansk rangertrækkraft. Rangerlokomotiver af denne karakter havde til opgave at flytte vogne på stationer, værkstedsområder, terminaler og industrispor. I modsætning til store hovedlinjelokomotiver skal rangerlokomotivet ofte yde stor trækkraft ved meget lave hastigheder, og det skal kunne begynde at trække en vogngruppe kontrolleret uden unødige stød. Litraet bør fortolkes sammen med det konkrete lokomotivnummer og historiske periode, så det ikke blandes sammen med andre serier eller senere omnummereringer.
Trækkraft og koblingsudstyr
Ved rangering kommer koblinger, puffere og den måde vognene sættes i bevægelse på, til at spille en særlig stor rolle. Et hurtigt og ujævnt træk kan beskadige gods og materiel, mens en kontrolleret igangsætning gør arbejdet mere sikkert. Lokomotivets traktion skal desuden passe til de ofte glatte skinner på havne- og læssespor, hvor blade, fugt og andet kan påvirke adhæsionen. Sandingsudstyr, bremser og korrekt vægtfordeling er derfor centrale for rangermateriellets anvendelighed. Førerens udsyn og løbende kontakt med rangerpersonalet er mindst lige så vigtig som lokomotivets nominelle effekt.
Rangeringens sikkerhedsarbejde
Rangerbevægelser foregår i et miljø med sporskifter, faste anlæg, personel i sporniveau og vogne, der kan stå tæt. Sikkerheden afhænger af klare ansvarsforhold, aftalt kommunikation og kontrol af den bevægelse, der udføres. Rangerlederen skal kende forholdene på området, og føreren må ikke blot antage, at et spor er frit. Lokomotivets bremseegenskaber skal vurderes i forhold til vognlast og terræn, og henstående vogne skal sikres mod utilsigtet bevægelse. Historiske driftsreglementer giver indblik i, hvordan denne arbejdsform blev formaliseret på DSB og privatbanerne.
Fra stationsrangering til færre terminaler
Rangeringens rolle blev reduceret i takt med, at store dele af den lokale godsekspedition blev omlagt eller nedlagt. Containerisering, lastbiltransport og koncentration af jernbanegods på færre terminaler ændrede behovet for mange små rangerlokomotiver fordelt over landet. Nogle lokomotiver fortsatte derfor i nye funktioner eller hos andre ejere, mens andre blev udrangeret og ophugget. Deres historiske betydning er især knyttet til et tidligere godsnet, hvor mindre stationer håndterede en bred vifte af vogne, stykgods og lokale industriforsendelser.
Litra, nummer og teknisk identitet
En litraangivelse identificerer en gruppe materiel, men det konkrete løbenummer er nødvendigt, hvis historien om et enkelt køretøj skal følges præcist. Byggeår, leveringsdato, første driftsdag og senere statusændringer er forskellige oplysninger, som bør dokumenteres hver for sig. Ved en gennemgang af arkivmateriale bør man skelne mellem fabrikantens specifikation, DSBs materielregister, værkstedsjournaler, samtidige fotografier og senere sekundærlitteratur. Materialet kan være ombygget, omnummereret eller overført til en anden ejer, og en opslagsartikel bør gøre det klart, hvilken tidsperiode en teknisk oplysning gælder.
Dokumentation af tekniske ændringer
Tekniske datablad, instruktionsbøger og reservedelskataloger kan dokumentere en konstruktion på leveringstidspunktet. Tjenestekøreplaner, maskinrapporter og lokomotivfordelingsplaner giver en anden type viden, nemlig om hvordan materiellet faktisk blev brugt. Fotografier kan vise bemaling og udstyr, men ikke nødvendigvis præcis motoreffekt eller indvendige ændringer. Sammenhold af flere uafhængige kildetyper er derfor nødvendigt, hvis der skal skrives en detaljeret og historisk præcis redegørelse for en dansk materielserie.