Fakultativ køreplan

En fakultativ køreplan er en på forhånd udarbejdet køreplan for et tog, som kun fremføres, når der er et konkret trafikmæssigt behov, og kørslen er blevet særskilt tillyst. Betegnelsen fakultativ kommer af det latinske ord facultas, der betyder mulighed eller adgang til at foretage et valg. Inden for jernbanedriften anvendes udtrykket om tog, der ikke nødvendigvis kører på alle de dage, hvor der findes en gyldig køreplan, men som kan indsættes efter behov. En fakultativ køreplan indeholder normalt oplysninger om togets nummer, togkategori, kørselsstrækning, afgangs- og ankomsttider, gennemkørselstider, standsninger, hastighed og eventuelle særlige driftsmæssige betingelser. Køreplanen gør det muligt at planlægge togbevægelser på forhånd, så ekstra persontrafik, godstrafik, materieltransporter og andre særlige kørsler kan gennemføres uden hver gang at skulle udarbejde en fuldstændig ny køreplan. Den fakultative køreplan kan være knyttet til en forudlagt togkanal, som giver mulighed for at indsætte et ekstra tog i den eksisterende trafik. Det er dog vigtigt at skelne mellem en fakultativ køreplan og en generelt reserveret kapacitetsreserve, da fakultativ først og fremmest betyder, at det pågældende tog kun kører efter særskilt tillysning. En fakultativ køreplan er således ikke ensbetydende med en akut ekstratogskørsel, men kan også anvendes til planlagte, sæsonbestemte eller lejlighedsvise transporter. Betegnelsen anvendes fortsat i dansk jernbanedrift, blandt andet i Banedanmarks tjenestekøreplaner for personførende tog, godstog og materieltog.

Fakultative køreplaners historiske baggrund

Behovet for fakultative køreplaner opstod i forbindelse med udviklingen af den organiserede jernbanetrafik i 1800-tallet. Allerede fra jernbanernes tidligste år var det nødvendigt at skelne mellem tog, der kørte regelmæssigt efter en offentliggjort køreplan, og tog, som kun blev indsat ved særlige lejligheder. De første jernbaner havde ofte et begrænset antal daglige tog, og en stor del af trafikken bestod af regelmæssige person- og godstog. Efterhånden som jernbanenettene blev udbygget, voksede behovet for ekstra tog til markeder, højtider, militære transporter, større godsforsendelser og særlige begivenheder. På enkeltsporede baner var indsættelsen af ekstra tog forbundet med særlige vanskeligheder, fordi modkørende tog kun kunne krydse hinanden på stationer med de nødvendige sporanlæg. Hvert ekstra tog skulle derfor indpasses i den eksisterende togfølge, så der ikke opstod konflikter med andre tog. I den tidlige jernbanedrift blev ekstratog normalt annonceret gennem særlige tjenestemeddelelser, togordrer eller andre former for skriftlige instruktioner til det personale, som havde ansvaret for togtrafikkens afvikling. Efterhånden som trafikmængden steg, blev det hensigtsmæssigt at udarbejde køreplaner for tog, som kunne forventes indsat med mellemrum, men som ikke havde en fast daglig kørsel. På denne måde kunne jernbaneselskaberne på forhånd fastlægge passende køretider, krydsningsmuligheder, togfølge og ophold på stationerne. Når behovet opstod, kunne toget tillyses efter den allerede udarbejdede køreplan. Denne form for planlægning blev især relevant ved godstrafik, hvor transportmængderne kunne variere betydeligt fra dag til dag. Godstog blev ofte indsat efter behov, afhængigt af hvor mange vogne der skulle transporteres, og hvilke destinationer godset skulle til. Fakultative køreplaner udviklede sig derfor som et praktisk redskab til at kombinere en fastlagt grundkøreplan med fleksibilitet til at håndtere svingende trafik.

Forskellen mellem en fakultativ køreplan og en ordinær køreplan

Den grundlæggende forskel mellem en ordinær køreplan og en fakultativ køreplan er, om toget er planlagt til at køre på de angivne trafikdage, eller om kørslen forudsætter en særskilt beslutning. Et ordinært tog har en fastlagt køreplan og fremføres normalt på de dage, som fremgår af køreplansbestemmelserne. Det kan eksempelvis være et regionaltog, som kører hver time på hverdage, eller et godstog med en fast aftalt køreplan på bestemte ugedage. Et fakultativt tog har også en fastlagt køreplan, men det fremføres kun, hvis den ansvarlige jernbanevirksomhed eller trafikplanlægningsfunktion tillyser kørslen efter de gældende bestemmelser. Det betyder, at et fakultativt tog kan være opført med køredage fra mandag til fredag uden nødvendigvis at blive fremført på alle disse dage. Køredagene angiver, hvornår køreplanen kan anvendes, og ikke nødvendigvis hvornår toget faktisk kører. Denne forskel er udtrykkeligt beskrevet i Banedanmarks tjenestekøreplan for godstog, hvor fakultative tog kun fremføres, når de er tillyst ved en toganmeldelse. Den fakultative køreplan er derfor en forberedt mulighed for togfremføring, mens selve tillysningen er den driftsmæssige beslutning om at gennemføre kørslen. For jernbanens trafikstyring er forskellen væsentlig, fordi et fakultativt tog ikke må betragtes som et faktisk kørende tog alene på grundlag af dets tilstedeværelse i tjenestekøreplanen.

Togkanaler og kapacitetsplanlægning

En togkanal er den kapacitet, som et bestemt tog har fået tildelt på en jernbanestrækning inden for et afgrænset tidsrum. Togkanalen beskriver togets planlagte bevægelse gennem jernbanenettet og omfatter blandt andet tidsmæssige og geografiske oplysninger. Når en togkanal planlægges, skal der tages hensyn til den øvrige trafik på strækningen. Det gælder blandt andet togfølgeafstande, kørehastigheder, krydsninger på enkeltsporede baner, overhalinger, stationsophold og kapaciteten på de enkelte stationer. På en tæt trafikeret hovedbane kan det være vanskeligt at indsætte et ekstra tog, fordi de eksisterende tog allerede optager en stor del af den tilgængelige kapacitet. En forudlagt fakultativ togkanal kan mindske dette problem, fordi der allerede under køreplansarbejdet er taget hensyn til muligheden for at fremføre det pågældende tog. Det betyder dog ikke, at alle fakultative tog automatisk råder over en ubetinget og ubegrænset kapacitetsreservation. Den konkrete adgang til at anvende togkanalen afhænger af den gældende kapacitetstildeling, eventuelle ændringer i køreplanen og de relevante driftsbestemmelser. En fakultativ køreplan kan heller ikke anvendes vilkårligt på andre tidspunkter eller strækninger end dem, den er udarbejdet til. Hvis et tog ønskes fremført uden for de fastlagte betingelser, kan det være nødvendigt at udarbejde en ny køreplan eller gennemføre en særskilt kapacitetstildeling. Fakultative køreplaner skal derfor betragtes som en del af den samlede kapacitetsplanlægning og ikke som frie tidsrum, der uden videre kan benyttes til enhver form for ekstrakørsel.

Fakultative tog i godstrafikken

Fakultative køreplaner har traditionelt haft særlig stor betydning inden for jernbanernes godstrafik. I modsætning til persontrafikken, hvor mange tog kører efter regelmæssige intervaller, afhænger godstrafikkens omfang ofte af de aktuelle transportordrer og kundernes behov. En industrivirksomhed kan eksempelvis have behov for at få transporteret et større antal godsvogne én dag, mens der på andre dage ikke er tilstrækkeligt gods til at begrunde et selvstændigt tog. Hvis jernbaneselskabet har en fakultativ køreplan til den pågældende transport, kan toget indsættes, når godsmængden er tilstrækkelig, og de øvrige betingelser for kørslen er opfyldt. Dette kan være økonomisk fordelagtigt, fordi jernbanevirksomheden undgår at fremføre tog, hvor der ikke er et tilstrækkeligt transportbehov. Fakultative godstog kan blandt andet anvendes til ekstra godsmængder, sæsonbetonede landbrugstransporter, større industriforsendelser, containertransporter og særlige transporter til havne eller terminaler. Historisk var det også relevant ved transporter af sukkerroer, korn, kunstgødning, kul, tømmer og andre varer, hvor transportmængderne varierede efter sæson og efterspørgsel. På de danske privatbaner havde godstransporternes variation stor betydning for driftsplanlægningen. Mange baner havde et begrænset antal faste godstog, mens yderligere transporter kunne gennemføres efter behov. Et fakultativt tog kunne derfor give mulighed for at indsætte ekstra godskapacitet uden at forpligte banen til daglig fremføring. Fakultative godstog anvendes fortsat i moderne jernbanedrift, hvor godstransporterne ofte er baseret på aftaler mellem jernbanevirksomheder, speditører, terminaloperatører og større transportkunder.

Fakultative køreplaner i persontrafikken

Selv om begrebet ofte forbindes med godstrafik, anvendes fakultative køreplaner også til personførende tog. I persontrafikken kan behovet opstå i forbindelse med ekstraordinært store passagermængder, særlige arrangementer, ferieperioder, helligdage og andre situationer, hvor den ordinære togdrift ikke har tilstrækkelig kapacitet. En jernbanevirksomhed kan eksempelvis have udarbejdet en fakultativ køreplan til et ekstra persontog mellem to større stationer. Toget fremføres kun, hvis der opstår behov for den ekstra kapacitet, og kørslen bliver tillyst. Det kan også være relevant ved større sportsbegivenheder, koncerter eller andre arrangementer, hvor mange passagerer skal transporteres inden for et kort tidsrum. Fakultative persontog kan desuden anvendes til særlige driftsopgaver, hvor der på forhånd er udarbejdet en køreplan, men hvor det endnu ikke er fastlagt, om toget skal indsættes. Det er vigtigt at skelne mellem den interne tjenestekøreplan og den offentlige passagerkøreplan. Et fakultativt persontog kan være opført i jernbanens interne køreplansmateriale uden at være annonceret som en ordinær afgang for de rejsende. Før toget kan indgå i den offentlige persontrafik, skal de nødvendige driftsmæssige og passagerrettede forhold være afklaret, herunder eventuel information til passagererne. En fakultativ køreplan er derfor ikke i sig selv et løfte om, at et bestemt passagertog bliver fremført på de anførte køredage.

Fakultative materieltog

Fakultative køreplaner anvendes også til materieltog, som er togbevægelser, der normalt gennemføres uden ordinære passagerer og med det primære formål at flytte jernbanemateriel mellem forskellige lokaliteter. Et materieltog kan eksempelvis anvendes til at overføre et togsæt fra et depot til en station, flytte lokomotiver mellem værksteder og driftssteder eller omplacere materiel i forbindelse med ændringer i den planlagte togdrift. Behovet for disse transporter kan variere betydeligt, og det kan derfor være hensigtsmæssigt at have en række forberedte fakultative køreplaner til rådighed. Hvis et ekstra togsæt eksempelvis skal flyttes til en anden landsdel for at dække et midlertidigt materielbehov, kan der anvendes en eksisterende fakultativ materieltogskøreplan, hvis den passer til transportopgaven. Dette reducerer den nødvendige planlægningsindsats og gør det lettere at gennemføre transporter, som ikke indgår i den almindelige materielturnering. I de danske tjenestekøreplaner anvendes særskilte togkategorier for fakultative persontog og fakultative materieltog. Betegnelserne kan blandt andet være FP og FM, afhængigt af jernbanevirksomhed og den gældende togkategorisering. Det er dog selve køreplanens fakultative status og kravet om tillysning, der er afgørende, og ikke alene den anvendte bogstavkode.

Tillysning og toganmeldelse

En fakultativ køreplan kan først anvendes til faktisk togfremføring, når toget er blevet tillyst efter de gældende bestemmelser. Tillysning betyder, at det meddeles til de relevante trafikstyrings- og driftsfunktioner, at et fakultativt tog skal fremføres. I Banedanmarks nuværende tjenestekøreplan for godstog er det udtrykkeligt fastsat, at fakultative tog alene kører, hvis de er tillyst på en toganmeldelse. Toganmeldelsen er en driftsmæssig meddelelse, som blandt andet kan anvendes til at fastlægge eller ændre oplysninger om konkrete togbevægelser. Når et fakultativt tog tillyses, skal det sikres, at toget kan fremføres inden for de gældende kapacitetsmæssige og sikkerhedsmæssige rammer. Det omfatter blandt andet kontrol af tognummer, planlagte tider, kørselsstrækning og eventuelle særlige forhold ved togfremføringen. Trafikstyringen skal desuden kunne identificere toget korrekt i forhold til den øvrige trafik og de relevante togfølgesystemer. De konkrete procedurer for tillysning har ændret sig gennem jernbanernes historie. Tidligere blev meddelelserne blandt andet formidlet gennem skriftlige ordrer, telegraf, telefon og interne driftsmeddelelser, mens moderne jernbanedrift i høj grad anvender elektroniske trafikstyrings- og planlægningssystemer. Det grundlæggende princip er imidlertid uændret: Et fakultativt tog er ikke automatisk tillyst, blot fordi det har en eksisterende køreplan.

Fakultative køreplaner på enkeltsporede jernbaner

Fakultative køreplaner havde historisk særlig betydning på enkeltsporede jernbanestrækninger, hvor mulighederne for at fremføre ekstra tog var begrænset af antallet af krydsningsstationer. På en enkeltsporet bane kan modkørende tog normalt kun passere hinanden på stationer med krydsningsspor eller andre særligt indrettede anlæg. Hvis et ekstra tog indsættes, kan det derfor være nødvendigt at ændre krydsningsmønsteret eller tilpasse den øvrige togtrafik. Ved at udarbejde en fakultativ køreplan på forhånd kunne jernbaneselskabet fastlægge, hvilke stationer toget skulle passere eller standse på, og hvor det eventuelt skulle krydse andre tog. Dette var især vigtigt ved de danske privatbaner, hvor mange strækninger var enkeltsporede og havde forholdsvis begrænset kapacitet. Et fakultativt godstog kunne eksempelvis være planlagt til at afgå fra en endestation efter ankomsten af et ordinært persontog og derefter krydse et modkørende tog på en bestemt mellemstation. Hvis det fakultative tog ikke blev fremført, ville den planlagte krydsning naturligvis heller ikke finde sted. Når et fakultativt tog blev tillyst, skulle det relevante personale være bekendt med den ændrede trafiksituation, så togfølgen kunne afvikles sikkerhedsmæssigt korrekt. Fakultative køreplaner var dermed et vigtigt redskab til at skabe fleksibilitet uden at opgive den nødvendige planlægning og kontrol med toggangen.

Forskellen mellem fakultative tog og ekstratog

Begreberne fakultativt tog og ekstratog er nært beslægtede, men dækker ikke nødvendigvis det samme. Et fakultativt tog er et tog, hvortil der allerede foreligger en køreplan, men hvor den faktiske fremføring afhænger af en særskilt tillysning. Toget er således planlagt på forhånd, selv om det ikke nødvendigvis skal køre. Et ekstratog er derimod et tog, som indsættes ud over den almindeligt planlagte togtrafik. Et ekstratog kan anvende en eksisterende fakultativ køreplan, men det kan også være nødvendigt at udarbejde en særskilt køreplan. Forskellen ligger derfor især i den forudgående planlægning. Hvis der eksempelvis er udarbejdet en fakultativ køreplan for et ekstra godstog mellem Fredericia og Aarhus, kan jernbanevirksomheden tillyse toget, når der opstår et passende transportbehov. Hvis der derimod opstår et akut behov for at fremføre et tog på en strækning eller et tidspunkt, hvor der ikke findes en egnet køreplan, må kapaciteten planlægges og tildeles særskilt. Det er derfor ikke korrekt at definere fakultative køreplaner udelukkende som reserver til akutte eller ad hoc-prægede togbevægelser. Mange fakultative køreplaner er netop udarbejdet for at kunne håndtere forventelige, men uregelmæssige transportbehov.

Fakultative køreplaner og aflysning af tog

Det er også vigtigt at skelne mellem et fakultativt tog, som ikke bliver tillyst, og et ordinært tog, som bliver aflyst. Et ordinært tog er planlagt til at køre på de anførte køredage. Hvis toget ikke kan gennemføres, kan det være nødvendigt at aflyse det efter de gældende procedurer. Et fakultativt tog er derimod ikke forudsat fremført, før der foreligger en gyldig tillysning. Hvis toget ikke bliver tillyst, er der derfor som udgangspunkt ikke tale om en aflysning, men om at den på forhånd udarbejdede køreplan ikke bliver benyttet. Denne forskel har betydning for registrering af togtrafik, driftsstatistik, kapacitetsudnyttelse og vurdering af jernbanevirksomhedernes faktiske togproduktion. Et fakultativt tog, som er tillyst, men senere opgives, kan derimod skulle aflyses efter de relevante bestemmelser.

Fakultative køreplaner i moderne dansk jernbanedrift

Fakultative køreplaner anvendes fortsat som en del af den danske jernbanes kapacitets- og trafikplanlægning. Banedanmark udarbejder hvert år tjenestekøreplaner, som indeholder de togkanaler, der er tildelt jernbanevirksomhederne gennem den årlige kapacitetstildeling. Tjenestekøreplanerne omfatter blandt andet persontog, godstog og materieltog samt forskellige fakultative togkategorier. I tjenestekøreplanen for godstog, Tjenestekøreplan Gods (TKG), fremgår det udtrykkeligt, at fakultative tog kan optages i køreplanerne, men kun fremføres efter tillysning på en toganmeldelse. De angivne køredage for fakultative tog viser alene, på hvilke ugedage de er planlagt til at kunne køre. bane.dk Også i køreplansåret 2026, betegnet K26, anvendes fakultative køreplaner i dansk persontrafik. Banedanmarks tjenestekøreplan omfatter blandt andet fakultative persontog og fakultative materieltog. Et konkret eksempel er DSB's fakultative persontog FP 771221, som i K26 har en forudlagt køreplan fra København H klokken 6.04 til Nykøbing F klokken 7.29. Toget er opført med en planlagt kørselsmulighed alle ugens dage gennem køreplanåret, men dette betyder ikke, at toget nødvendigvis fremføres dagligt. søg i alle tog Tilsvarende findes fakultative køreplaner for godstog hos flere forskellige jernbanevirksomheder. I Tjenestekøreplan Gods anvendes eksempelvis togkategorierne BF, CF og HF for fakultative tog hos henholdsvis Banedanmark, Viking Rail og Hector Rail. bane.dk Disse eksempler viser, at fakultative køreplaner ikke blot er et historisk begreb, men fortsat udgør en integreret del af den praktiske kapacitetsplanlægning.

Fakultative køreplaners driftsmæssige og økonomiske betydning

Den væsentligste fordel ved fakultative køreplaner er muligheden for at kombinere en på forhånd planlagt togdrift med fleksibilitet til at tilpasse antallet af faktisk kørende tog. Hvis alle mulige ekstratog skulle planlægges fra begyndelsen, hver gang der opstod et transportbehov, ville det medføre et betydeligt administrativt arbejde og potentielt forsinke transporterne. Ved at udarbejde fakultative køreplaner kan jernbanevirksomhederne på forhånd afklare en række forhold om togfølgen, strækningskapaciteten og den forventede fremføringstid. Dette kan mindske den nødvendige planlægningsindsats, når der senere opstår behov for at indsætte toget. For godstrafikken giver fakultative køreplaner mulighed for at tilpasse togproduktionen til kundernes transportbehov og undgå unødvendige kørsler med lav kapacitetsudnyttelse. For persontrafikken kan ordningen anvendes til at forberede ekstra kapacitet i forbindelse med større passagermængder eller særlige driftsforhold. Der er dog også begrænsninger ved en omfattende anvendelse af fakultative togkanaler. Hvis der reserveres for meget kapacitet til tog, som sjældent bliver fremført, kan det reducere mulighederne for at tildele kapacitet til andre jernbanevirksomheder og tog. Derfor skal anvendelsen af fakultative køreplaner indgå i en samlet vurdering af jernbanens kapacitetsbehov og de gældende regler for kapacitetstildeling.

Fakultative køreplaners historiske betydning

Fakultative køreplaner illustrerer et grundlæggende princip i jernbanedriften: at det er nødvendigt at kunne kombinere en fastlagt togfølge med muligheden for at indsætte ekstra trafik efter behov. Fra de tidlige enkeltsporede privatbaner med telegrafisk togmelding og manuelle krydsningsaftaler til nutidens digitalt understøttede trafikstyring har jernbanerne haft behov for at kunne håndtere variationer i transportmængder og trafikale forhold. Den fakultative køreplan har gennem denne udvikling fungeret som et planlægningsredskab, der gør det muligt at forberede togbevægelser uden at gøre deres gennemførelse obligatorisk. Begrebet har især været relevant for godstrafikken, men anvendes også til ekstra persontog og materieltog. Den historiske betydning ligger derfor ikke i en bestemt teknisk konstruktion eller et bestemt signalsystem, men i den måde jernbanerne organiserer og planlægger deres kapacitet på. En fakultativ køreplan er således en forudlagt køreplan for et tog, der kan indsættes efter behov og særskilt tillysning. Den giver jernbanen mulighed for at planlægge uregelmæssige transporter mere effektivt og samtidig opretholde den nødvendige sikkerhed og koordinering af togtrafikken.

Historiske kilder og dokumentation

Følgende kilder kan anvendes til dokumentation af begrebet, dets nuværende anvendelse og den historiske udvikling i dansk køreplanslægning.

Banedanmark – Tjenestekøreplan Gods, K25. En særlig relevant officiel kilde, fordi den direkte definerer anvendelsen af fakultative tog og fastslår, at de kun fremføres, når de er tillyst på en toganmeldelse. Dokumentet indeholder desuden de anvendte togkategorier. Tjenestekøreplan Gods K25 (PDF).
Banedanmark – Tjenestekøreplaner. Officiel oversigt over tjenestekøreplanerne for persontrafik, godstrafik og materieltog, herunder K26. Banedanmarks tjenestekøreplaner.
Banedanmark – Kapacitet og usædvanlig transport. Beskrivelse af årskøreplanen, togkanaler og den årlige kapacitetstildeling. Kapacitet og togkanaler.
DanskeJernbaner.dk – Banedanmarks tjenestekøreplaner K26. Søgbar oversigt over tognumre og togkategorier, herunder fakultative persontog og materieltog. Køreplansoversigten.
DanskeJernbaner.dk – Fakultativt persontog FP 771221. Konkret eksempel på en fakultativ køreplan for DSB med angivelse af strækning, stationer, tider, hastighed og køredage. FP 771221.

Historisk kildepræcisering

Den nuværende definition af fakultative tog kan dokumenteres direkte i Banedanmarks tjenestekøreplaner. For en nærmere undersøgelse af begrebets anvendelse i DSB's og privatbanernes ældre tjenestereglementer vil det være relevant at gennemgå historiske tjenestekøreplaner, togfølgebestemmelser og ordresamlinger. De præcise regler har varieret over tid, og der bør derfor ikke uden videre sættes lighedstegn mellem historiske togordrer og nutidens toganmeldelser.