Banegårdshal

Banegårdshal – definition, konstruktion, funktion og historisk udvikling

En banegårdshal er en større, overdækket hal på en jernbanestation eller banegård, som enten dækker dele af stationens spor- og perronanlæg eller fungerer som et rummeligt opholds- og fordelingsområde for de rejsende. I den klassiske jernbanearkitektur betegner ordet især en stor tagkonstruktion, der spænder over flere jernbanespor og perroner, så tog og passagerer beskyttes mod vind og nedbør. En sådan konstruktion betegnes også som en perronhal eller sporhal. Begrebet banegårdshal har imidlertid også en bredere sproglig betydning. Det kan betegne den store stationshal i selve banegårdsbygningen, hvor de rejsende opholder sig, køber billetter og finder adgang til perronerne. Denne type hal kaldes normalt en forhal, afgangshal, ankomsthal eller vandrehal, afhængigt af dens indretning og funktion. Det er derfor vigtigt at skelne mellem en perronhal, som overdækker spor og perroner, og en stationshal, som primært er indrettet til passagerernes ophold og færden. På større historiske banegårde kan begge typer forekomme som dele af ét samlet bygningsanlæg. De klassiske banegårdshaller blev især udviklet i 1800-tallet, hvor jernbanen voksede til et vigtigt transportmiddel, og de større byer fik monumentale stationsbygninger. Store tagkonstruktioner af jern, stål, træ og glas gjorde det muligt at overdække flere spor uden et stort antal søjler, som kunne genere togtrafikken. Banegårdshallernes funktion var oprindeligt både praktisk og arkitektonisk. De skulle beskytte de rejsende mod vejrliget og skabe gode forhold ved på- og afstigning, men samtidig fremhæve jernbanens teknologiske fremskridt og stationens betydning for byen. I Danmark er egentlige, store perronhaller forholdsvis ualmindelige sammenlignet med eksempelvis Storbritannien, Tyskland og Frankrig. Der findes dog væsentlige danske eksempler, herunder Københavns Hovedbanegård, Aarhus Hovedbanegård og Fredericia Banegård. De tre anlæg har forskellige konstruktioner og udformninger, hvilket viser, at betegnelsen banegårdshal omfatter flere arkitektoniske løsninger. Københavns Hovedbanegård er særlig bemærkelsesværdig, fordi den har både en monumental hovedhal og en række overdækkede perronhaller med store bærende trækonstruktioner. Aarhus Hovedbanegård har et overdækket perronområde, der er forbundet med stationens vandrehal, mens Fredericia Banegård blev anlagt med perronhal og adgang fra stationsbygningen gennem en perrontunnel.

Banegårdshallens vigtigste funktioner

En banegårdshal skal først og fremmest skabe et overdækket område, hvor jernbanens trafikfunktioner og passagerernes færden kan foregå under mere beskyttede forhold. På større stationsanlæg kan hallen være indrettet som en samlet overdækning over flere spor, så passagererne kan vente på perronerne uden at være direkte udsat for regn, sne og blæst. På stationer med en stor stationshal kan hallen desuden fungere som et centralt fordelingsområde, hvor passagererne bevæger sig mellem hovedindgangen, billetsalg, servicefaciliteter og perronadgange. Den praktiske indretning afhænger af banegårdens sporplan, antallet af perroner og den måde, passagertrafikken er organiseret på. En banegårdshal kan også have en vigtig arkitektonisk funktion. Den store rumhøjde og tagkonstruktion kan give banegården et monumentalt udtryk, som understreger stationens betydning som trafikknudepunkt. På mange historiske banegårde er banegårdshallen derfor en af de mest karakteristiske dele af stationsbygningen.

Perronhal og sporhal

En perronhal er en overdækket konstruktion over en eller flere perroner og de tilhørende jernbanespor. En sporhal er en nært beslægtet betegnelse, hvor vægten især ligger på overdækningen af selve sporområdet. På større banegårde kan en perronhal bestå af én stor tagkonstruktion over mange spor eller flere parallelle tagkonstruktioner, som hver dækker et begrænset antal spor og perroner. Perronhallens konstruktion skal skabe tilstrækkelig frihøjde over togene og samtidig overholde de tekniske krav til jernbanens fritrumsprofil. Hvis hallen har bærende søjler mellem sporene, skal de placeres, så de ikke kommer i konflikt med tog, perroner eller de rejsendes adgangsveje. Mange historiske perronhaller blev derfor konstrueret med store spændvidder, hvor tagets bærende elementer kunne spænde over flere spor uden mellemliggende understøtninger. Perronhaller adskiller sig fra almindelige perrontage, som normalt er mindre overdækninger placeret over en del af en enkelt perron.

Stationshal, forhal og vandrehal

En stationshal er et større indendørs rum i banegårdsbygningen, som anvendes af de rejsende. Historisk kunne en stationshal rumme billetluger, ventesale, rejsegodsekspedition, informationsskranke, kiosker og forskellige servicefaciliteter. En forhal er normalt det rum, som passagererne kommer ind i fra banegårdspladsen eller hovedindgangen. En afgangshal er indrettet til rejsende, som skal af sted med toget, mens en ankomsthal oprindeligt kunne være et særskilt område for passagerer, der netop var ankommet. En vandrehal fungerer som et større fordelingsområde, hvor passagerer bevæger sig mellem forskellige dele af stationsanlægget. På større historiske banegårde blev disse funktioner undertiden adskilt for at undgå, at ankommende og afgående passagerer skulle krydse hinandens færdselsveje. I moderne stationsanlæg er funktionerne ofte samlet i større åbne rum. Den Danske Ordbog anvender netop betegnelsen banegårdshal om et stort, højloftet rum med blandt andet billet- og servicefaciliteter. Denne sproglige betydning er vigtig, fordi ordet derfor ikke udelukkende beskriver en overdækning af sporene.

Banegårdshallens konstruktive opbygning

En klassisk banegårdshal består normalt af en tagkonstruktion, som bæres af søjler, buer, spær eller andre konstruktive elementer. Den præcise konstruktion afhænger af hallens alder, spændvidde, arkitektoniske udformning og de materialer, som var til rådighed ved opførelsen. I 1800-tallet blev jern og senere stål almindelige materialer i store banegårdshaller, fordi de kunne anvendes til forholdsvis slanke konstruktioner med store frie spænd. Træ blev også anvendt, især i lande med stærke håndværkstraditioner og adgang til egnede trækonstruktioner. Tagfladerne kunne være dækket af metalplader, skifer, glas eller andre materialer.

Bærende buer og spær

En vigtig egenskab ved de klassiske banegårdshaller er de store spændvidder. Ved at anvende buer eller gitterspær blev det muligt at spænde over flere spor og perroner uden søjler midt i trafikarealerne. Buernes form kunne samtidig give konstruktionen et særligt arkitektonisk udtryk. På nogle banegårde blev tagkonstruktionen udformet som ét stort tøndehvælv, mens andre anvendte flere parallelle haller med særskilte buer. Konstruktionens spændvidde skulle tilpasses sporenes placering, perronernes bredde og behovet for frihøjde over togene.

Trækonstruktioner

Træ spillede en væsentlig rolle ved opførelsen af flere historiske danske banegårdshaller. Store træbuer kunne fremstilles ved at sammenføje mindre træelementer til en samlet bærende konstruktion. En fordel ved denne metode var, at man kunne skabe store spændvidder uden at anvende massive, krumme træstammer. Københavns Hovedbanegård er et særligt eksempel, fordi perronhallernes bærende konstruktioner hovedsageligt er udført som træbuer, der hviler på jernsøjler. De store træbuekonstruktioner har både teknisk og arkitektonisk betydning og er en væsentlig del af banegårdens historiske karakter.

Jern- og stålkonstruktioner

I den internationale jernbanearkitektur blev jern og stål meget udbredte materialer til opførelse af store banegårdshaller. Materialerne gjorde det muligt at skabe slanke, men stærke konstruktioner, som kunne bære store tagflader. Samtidig gav de mulighed for at integrere omfattende glaspartier, så dagslys kunne trænge ned på perronerne. Store jern- og stålhaller blev særligt karakteristiske for flere af Europas vigtigste jernbanestationer i anden halvdel af 1800-tallet. Teknologien var tæt forbundet med industrialiseringen, hvor fremstilling af jern- og stålkonstruktioner blev en vigtig del af moderne byggeri.

Glas og ovenlys

Dagslys var en vigtig del af banegårdshallernes udformning. Store vinduespartier og ovenlys kunne reducere behovet for kunstig belysning og gøre det lettere for de rejsende at orientere sig. På mange historiske banegårdshaller blev glas indbygget i tagets øverste dele eller langs hallernes sider. Det gav et lyst stationsrum og kunne samtidig understrege konstruktionens størrelse. Glaspartierne havde dog også praktiske udfordringer, herunder behov for rengøring, tætning og løbende vedligeholdelse.

Banegårdshaller i damplokomotivernes tid

De store banegårdshaller blev udviklet i en periode, hvor damplokomotiver dominerede jernbanetrafikken. Det betød, at hallerne skulle kunne håndtere røg, damp og andre påvirkninger fra lokomotivernes drift. Når et damplokomotiv holdt under en stor overdækning, kunne røg og damp samle sig under taget. Der var derfor behov for ventilation gennem åbninger, ovenlys eller særlige ventilationsanordninger. På nogle banegårde blev tagkonstruktionen udformet, så røgen kunne slippe ud gennem åbninger i hallens øverste del. Dette var et vigtigt hensyn ved projektering af store perronhaller, hvor mange damplokomotiver kunne opholde sig samtidig. Med indførelsen af diesel- og elektrisk trækkraft ændrede behovene sig. Dieseltrækkraft medførte fortsat behov for håndtering af udstødningsgasser, mens elektriske tog ikke havde lokal udstødning fra en forbrændingsmotor. Banegårdshaller fra damptiden kan derfor have ventilationsløsninger, som afspejler de oprindelige driftsforhold.

Banegårdshaller og elektrificering

Elektrificering af en jernbane kan give særlige udfordringer, hvis sporene ligger under en eksisterende banegårdshal. Kørestrømsanlægget kræver tilstrækkelig plads over togene og passende sikkerhedsafstande til de omgivende konstruktioner. På ældre banegårde kan tagkonstruktionens frihøjde derfor være en begrænsende faktor. Der kan blive behov for særlige kørestrømsophæng, ændringer af konstruktionen eller justering af sporets højde. En elektrificering kan også stille nye krav til jording, potentialudligning og beskyttelse mod elektriske farer. Det er derfor ikke tilstrækkeligt blot at montere køreledninger under en historisk overdækning uden at undersøge de tekniske og sikkerhedsmæssige forhold. På banegårde med kulturhistorisk værdifulde haller skal elektrificeringen desuden ofte tilpasses hensynet til den eksisterende arkitektur.

Banegårdshallens betydning for passagererne

Banegårdshallen havde historisk stor betydning for komforten ved togrejser. Inden moderne lukkede stationsanlæg og omfattende passagerfaciliteter blev almindelige, var beskyttelse mod regn, sne og blæst en væsentlig forbedring. En overdækket perronhal gjorde det muligt at vente tæt ved toget under mere behagelige forhold. Den gav også bedre muligheder for håndtering af rejsegods og for den praktiske ekspedition af passagerer. På store banegårde kunne hallen desuden skabe en mere overskuelig forbindelse mellem de enkelte spor og perroner. I moderne jernbanedrift spiller banegårdshallen fortsat en vigtig rolle ved passagerstrømme, adgangsforhold, belysning og oplevelsen af tryghed.

Historisk udvikling af banegårdshaller

Banegårdshaller blev især udviklet i takt med de store europæiske jernbanestationers fremkomst i 1800-tallet. De tidlige stationer var ofte forholdsvis beskedne, men med stigende trafik blev der behov for større stationsbygninger og mere omfattende perronanlæg. En stor overdækning kunne samle flere spor og passagerområder i én arkitektonisk enhed. Samtidig var de nye jern- og stålkonstruktioner et synligt udtryk for tidens teknologiske fremskridt. I større europæiske byer blev banegårdshaller derfor ofte opført som monumentale bygningsværker, der skulle markere byens betydning og jernbanens moderne karakter. I Danmark udviklede banegårdshallerne sig mere beskedent, men der blev opført flere teknisk og arkitektonisk bemærkelsesværdige anlæg.

Københavns anden hovedbanegård fra 1864

Københavns anden centrale banegård blev taget i brug i 1864 og var et tidligt dansk eksempel på en stor overdækket sporhal. Banegården lå i området ved den nuværende Axeltorv og Paladsbiografen. Den var tegnet af arkitekten Johan Daniel Herholdt og havde en omfattende træbuekonstruktion over sporene. Den store hal var en karakteristisk del af banegårdens arkitektur og illustrerede ambitionerne om at skabe en moderne hovedstation i København. Efter at banegården blev nedlagt i forbindelse med åbningen af den nuværende hovedbanegård i 1911, mistede hallen sin oprindelige jernbanefunktion. De historiske beskrivelser af banegården viser, at store træoverdækninger allerede i 1800-tallet havde en fremtrædende plads i dansk jernbanearkitektur.

Københavns Hovedbanegård fra 1911

Københavns nuværende Hovedbanegård er et af Danmarks vigtigste eksempler på en stor banegårdshal med tilhørende perronhaller. Banegården blev indviet den 30. november 1911 og blev tegnet af Statsbanernes overarkitekt Heinrich Wenck. Det samlede anlæg har en usædvanlig opbygning, hvor den store hovedhal ligger på tværs af sporene og samtidig fungerer som en vigtig adgangsforbindelse til perronerne. Hovedhallen er omkring 138 meter lang og 20 meter høj og er opdelt i to store rumlige afsnit. Oprindeligt var der en tydelig opdeling mellem ankommende og afgående passagerer, som havde hver deres adgangsveje til perronerne. Sporområdet er desuden overdækket af seks parallelle perronhaller, som er opført med store træbuer. Disse perronhaller har en højde på omkring 12 meter og en spændvidde på omtrent 19 meter. Konstruktionerne er særligt bemærkelsesværdige, fordi træ er anvendt som hovedmateriale i en periode, hvor store banegårdshaller i mange andre europæiske lande ofte blev udført i jern og stål.

System Stephan og træbuekonstruktionerne

Perronhallernes bærende trækonstruktioner blev udført efter et særligt konstruktionsprincip kendt som System Stephan. Konstruktionen anvendte sammensatte træbuer, der kunne spænde over de nødvendige sporarealer. I Danmark var systemet knyttet til firmaet I. W. Unmack, som havde rettigheder til at levere konstruktionen. Buerne hvilede på jernsøjler og dannede en række sammenhængende overdækninger over perronerne. Perronhallerne er derfor et vigtigt eksempel på anvendelsen af avanceret trækonstruktion i dansk jernbanebyggeri.

Bevaring og modernisering

Københavns Hovedbanegård er et fredet og kulturhistorisk betydningsfuldt bygningsanlæg. Den store banegårdshal og perronhallernes konstruktioner indgår i den arkitektoniske helhed, som har gjort stationen til et af landets mest karakteristiske jernbanebyggerier. Gennem tiden er der gennemført flere omfattende moderniseringer. DSB har blandt andet iværksat en modernisering af hovedbanegårdens centrale hal i perioden 2026–2028 med henblik på at forbedre passagerernes færden, skabe bedre oversigtsforhold og forny dele af de eksisterende faciliteter. Sådanne arbejder viser, hvordan en historisk banegårdshal fortsat kan fungere som en moderne trafikterminal, samtidig med at der skal tages hensyn til de oprindelige arkitektoniske værdier.

Aarhus Hovedbanegård

Aarhus Hovedbanegård er et andet vigtigt dansk eksempel på et stationsanlæg med en større overdækket perronhal. Den nuværende hovedbanegård blev taget i brug i 1929 og blev opført som et moderne stationsanlæg med en særlig forbindelse mellem stationsbygningen og det lavere liggende sporområde. Banegården er indrettet som en sækbanegård, hvor togene kører ind og ud fra samme ende af stationsanlægget. Perronområdet er placeret i banegraven neden for den centrale stationsbygning, og den overdækkede del af perronanlægget er forbundet med stationens vandrehal. Passagererne bevæger sig mellem vandrehallen og perronerne ved hjælp af trapper, rulletrapper og elevatorer. Denne opbygning adskiller sig fra de klassiske banegårdshaller, hvor en stor konstruktion spænder over et langt sammenhængende sporareal. Aarhus Hovedbanegård illustrerer dermed, at en banegårdshal også kan være integreret i en mere omfattende bygnings- og brokonstruktion. Banegårdens placering i banegraven har desuden haft stor betydning for byudviklingen omkring stationsområdet, hvor der gennem tiden har været flere forslag om yderligere overdækning af jernbanesporene.

Fredericia Banegård

Fredericia Banegård er et tredje dansk eksempel på et større stationsanlæg med perronhal. Den nuværende banegård blev taget i brug i 1935 i forbindelse med åbningen af den første Lillebæltsbro og den omfattende omlægning af jernbanen omkring Fredericia. Banegården blev anlagt som et centralt trafikknudepunkt med gennemgående sporforbindelser og store anlæg til person- og godstrafik. Stationsbygningen blev placeret lavere end perronområdet, og passagererne fik adgang til perronerne gennem en perrontunnel. Historiske tekniske beskrivelser af banegårdsanlægget omtaler både hovedbygningen og den tilhørende perronhal. Den overdækkede del af stationsanlægget skulle skabe beskyttelse og gode adgangsforhold for de mange passagerer, der skiftede tog i Fredericia. Fredericia adskiller sig fra Københavns Hovedbanegård ved ikke at have den samme serie af store, parallelle træbuehaller over sporene. Det er derfor vigtigt at forstå betegnelsen perronhal i sammenhæng med den konkrete stationsarkitektur og ikke automatisk sidestille alle danske eksempler med de store historiske banegårdshaller i udlandet. Internationale banegårdshaller viser, hvor omfattende disse konstruktioner kunne blive på Europas største stationer. På London St Pancras International findes en af de mest kendte historiske jernbanehaller med en stor buet jernkonstruktion. Frankfurt Hauptbahnhof har flere parallelle historiske sporhaller, mens Milano Centrale er karakteristisk ved sine monumentale stålkonstruktioner og store overdækkede perronarealer. Disse anlæg illustrerer udviklingen af banegårdshallen som en selvstændig arkitektonisk bygningstype, hvor tekniske krav til spændvidde, passagerkapacitet og ventilation blev kombineret med ønsket om at skabe repræsentative trafikbygninger.

Vedligeholdelse og bevaring af banegårdshaller

Historiske banegårdshaller kræver løbende vedligeholdelse, fordi deres store tagkonstruktioner er udsat for påvirkninger fra vind, nedbør, temperaturændringer og almindelig ældning. På trækonstruktioner er det blandt andet nødvendigt at kontrollere fugtpåvirkning, råd og forbindelser mellem de bærende elementer. På jern- og stålkonstruktioner kan korrosion og svækkede samlinger være væsentlige forhold. Glaspartier og ovenlys kræver vedligeholdelse for at sikre tæthed og forhindre, at vand trænger ind. Modernisering kan være kompliceret, fordi banegårdshallen ofte fortsat skal anvendes under arbejdet. Hvis spor og perroner ligger direkte under tagkonstruktionen, kan det være nødvendigt at gennemføre dele af arbejdet under sporspærringer eller uden for de mest trafikerede perioder. På fredede banegårde skal arbejdet desuden tage hensyn til de oprindelige materialer, konstruktioner og arkitektoniske detaljer.

Forskellen mellem banegårdshal og beslægtede begreber

Begreb	Betydning
Banegårdshal	Større hal på en banegård, enten som overdækning af spor og perroner eller som centralt passagerrum.
Perronhal	Større tagkonstruktion over en eller flere perroner og ofte tilhørende spor.
Sporhal	Overdækket område over jernbanespor, normalt med stor spændvidde og frihøjde.
Stationshal	Stort indendørs rum til passagerernes ophold, adgang og fordeling.
Forhal	Stationsbygningens indgangsrum, ofte med adgang fra banegårdspladsen.
Afgangshal	Hal eller område indrettet til afgående passagerer.
Ankomsthal	Hal eller område indrettet til ankommende passagerer.
Vandrehal	Centralt fordelingsrum, som forbinder stationens forskellige funktioner og perronadgange.
Perrontag	Mindre tagoverdækning over en enkelt perron eller del af en perron.
Banegård	Større jernbanestationsanlæg med spor, perroner, bygninger og driftsfunktioner.

Banegårdshallens betydning for jernbanehistorien

Banegårdshallen er en vigtig del af den europæiske jernbanearkitektur og et synligt udtryk for udviklingen af jernbanens teknologi og trafikfunktioner. I 1800-tallet gjorde nye konstruktionsmetoder det muligt at opføre meget store overdækninger over spor- og perronanlæg, og hallerne blev karakteristiske elementer på de største jernbanestationer. Deres funktion var at beskytte passagererne mod vejrliget, skabe gode forhold for togtrafikken og give stationen et repræsentativt arkitektonisk udtryk. I Danmark fik banegårdshallerne deres særlige karakter gennem anvendelse af blandt andet store trækonstruktioner, som det ses på Københavns Hovedbanegård. Andre danske anlæg, herunder Aarhus Hovedbanegård og Fredericia Banegård, viser, hvordan overdækkede perronområder kunne integreres i stationsbygninger og adgangsanlæg med andre arkitektoniske løsninger. Banegårdshallen er derfor både en funktionel del af jernbanens infrastruktur og et væsentligt kulturhistorisk bygningsværk.

Kort definition til jernbaneordbogen

Banegårdshal: En større overdækket hal på en jernbanestation eller banegård, som enten dækker flere spor og perroner eller fungerer som centralt passagerområde i stationsbygningen. De klassiske banegårdshaller blev især udviklet i 1800-tallet og var kendetegnet ved store tagkonstruktioner af træ, jern eller stål, ofte med glaspartier og ovenlys. Formålet var at beskytte passagerer mod vejrliget, skabe gode adgangsforhold og give de større stationer et monumentalt arkitektonisk udtryk. En hal, der overdækker spor og perroner, betegnes mere præcist som en perronhal eller sporhal, mens en hal til passagerernes ophold og færden kan kaldes stationshal, forhal eller vandrehal. I Danmark findes historiske eksempler på større overdækkede stations- og perronanlæg ved Københavns Hovedbanegård, Aarhus Hovedbanegård og Fredericia Banegård. Københavns Hovedbanegård fra 1911 er særlig bemærkelsesværdig ved sine store træbuekonstruktioner over perronerne.

Historiske kilder og dokumentation

1. Den Danske Ordbog – Banegårdshal. En væsentlig sproglig kilde, der definerer banegårdshal som et stort, højloftet rum med passagerfaciliteter i en banegårdsbygning. Kilden dokumenterer, at ordet også kan anvendes om en stationshal uden direkte overdækning af sporene. Den Danske Ordbog – Banegårdshal.

2. Lex – Københavns Hovedbanegård. Faglig bygningshistorisk beskrivelse af hovedbanegårdens arkitektur, herunder den store toskibede hovedhal og de seks overdækkede perronhaller. Beskriver hallernes dimensioner og deres karakteristiske trækonstruktioner. Lex – Københavns Hovedbanegård.

3. Historisk Atlas – Københavns Hovedbanegård. Beskriver hovedbanegårdens forskellige generationer og den nuværende stations hovedhal og perronhaller. Særligt relevant til konstruktionernes placering på tværs og langs sporene. Historisk Atlas – Hovedbanegårdens historie.

4. Trap Danmark – Københavns Hovedbanegård, bygningshistorie. Dokumenterer stationsanlæggets historiske udvikling fra den første station i 1847 til den nuværende hovedbanegård, indviet i 1911. Trap Danmark – Bygningshistorie.

5. Banedanmark – Aarhus H, anlægsbeskrivelse. Teknisk beskrivelse af Aarhus Hovedbanegård og forbindelsen mellem perronhallen, den overliggende vandrehal og stationsbygningen. Relevant for at forstå, hvordan en perronhal kan indgå i et stationsanlæg med sporene placeret i en banegrav. Banedanmark – Aarhus H, anlægsbeskrivelse (PDF).

6. Modeljernbanen, 1951 – Fredericia nye banegård. En historisk teknisk beskrivelse af Fredericias banegårdsanlæg fra 1935, herunder hovedbygning, perronhal, perrontunnel og de forskellige sporområders indretning. Modeljernbanen 1951 – Fredericia Banegård (PDF).

7. DSB – Modernisering af Københavns Hovedbanegård, 2026–2028. DSB's beskrivelse af moderniseringen af den centrale banegårdshal og hensynet til passagerforholdene i den historiske bygning. DSB – Modernisering af Hovedbanegården.

Terminologisk præcisering

Den oprindelige definition beskriver en banegårdshal som en bygning med et stort tag over sporene. Det er en relevant jernbanearkitektonisk betydning, men ikke den eneste. I almindelig dansk sprogbrug kan ordet også betegne det store passagerrum i stationsbygningen. I en jernbaneordbog er det derfor hensigtsmæssigt at forklare begge betydninger og anvende betegnelsen perronhal eller sporhal, når man specifikt mener overdækningen af spor og perroner.