Loggia

Loggia – Arkitektonisk element på historiske stationsbygninger

En loggia er et åbent eller delvist åbent, overdækket bygningsrum, som er indbygget i eller placeret langs facaden på en bygning. I dansk jernbanearkitektur betegner loggia typisk en overdækket gang, et åbent venteareal eller et tilbagetrukket indgangsparti, hvor taget eller etagen ovenover bæres af søjler, murede piller eller buer. Loggiaen er en del af stationsbygningens arkitektoniske helhed og giver passagererne mulighed for at opholde sig udendørs, men beskyttet mod regn, sne og i et vist omfang blæst. Konstruktionen forekommer især på stationsbygninger fra anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvor arkitekterne lagde vægt på at forene praktiske funktioner med en harmonisk og repræsentativ bygningsudformning. Loggiaen kunne placeres mod stationspladsen, hvor passagererne ankom, eller mod perronen, hvor den fungerede som overdækket venteområde i umiddelbar tilknytning til togene. Den kunne også indgå som en åben mellembygning mellem stationsbygningens hovedfløj og et varehus, en retiradebygning eller andre tilhørende bygninger. Et karakteristisk eksempel findes i de stationsbygninger, som DSB's overarkitekt Heinrich Wenck tegnede til flere danske privatbaner omkring år 1900. Her indgik loggiaen som et genkendeligt arkitektonisk element, ofte i forbindelse med halvvalmede tage, murede piller og enkle, velproportionerede facader. Loggiaer kan desuden findes i mere monumentale stationsbygninger, hvor de er udformet som rundbuede indgangspartier eller arkader. Loggiaen har således både en praktisk, arkitektonisk og kulturhistorisk betydning og er et karakteristisk eksempel på, hvordan stationsbygningernes udformning blev tilpasset jernbanens særlige behov for passageradgang, ventefaciliteter og beskyttelse mod vejrliget.

Betegnelsens oprindelse og arkitektoniske betydning

Ordet loggia stammer fra italiensk og er beslægtet med det franske ord loge. I arkitekturen anvendes betegnelsen om et overdækket rum eller en åben gang, der er forbundet med en bygning og åbner sig mod omgivelserne gennem søjler, piller eller buer. Loggiaen har sine historiske rødder i den romerske arkitektur og fik særlig betydning i den italienske middelalder og renæssance. I Italien blev loggiaer anvendt ved paladser, rådhuse, markedsbygninger og private boliger, hvor de dannede en overgang mellem bygningernes indre rum og de omkringliggende pladser eller gårdrum. Et kendt historisk eksempel er Loggia dei Lanzi i Firenze, som blev opført i slutningen af 1300-tallet. Her danner en række store buer et åbent, overdækket rum mod byens centrale plads. Denne type arkitektur fik betydning for senere europæisk byggeri, hvor loggiaer blev anvendt både som repræsentative bygningsdele og som praktiske opholds- og adgangsarealer. I Danmark blev loggiaen blandt andet anvendt i herregårdsbyggeri, villaarkitektur og offentlige bygninger. I jernbanearkitekturen fik den en særlig funktion, fordi stationsbygninger skulle kunne håndtere en løbende bevægelse af mennesker mellem det offentlige gaderum, ventesalene og perronerne. Loggiaen skabte et beskyttet overgangsrum mellem ude og inde og var derfor velegnet til bygninger, hvor passagerer skulle ankomme, vente og fortsætte deres rejse. I moderne arkitektur anvendes ordet også om indbyggede altaner og overdækkede opholdsarealer. Denne nyere anvendelse bygger på det samme grundprincip, nemlig et overdækket rum, der ligger inden for eller i tæt forbindelse med bygningens ydre afgrænsning og er åbent mod omgivelserne.

Loggiaens funktion på en jernbanestation

På en historisk jernbanestation havde loggiaen først og fremmest en praktisk funktion som overdækket adgangs- og venteområde. I jernbanernes første årtier var passagerernes ophold ofte knyttet til stationsbygningen, hvor der fandtes billetsalg, ventesale og eventuelt rejsegodsekspedition. Når toget nærmede sig, bevægede passagererne sig fra ventesalen ud mod perronen. En loggia på perronsiden gjorde det muligt at vente tæt ved toget uden at stå fuldstændig ubeskyttet i regn eller sne. Den kunne også fungere som en naturlig forbindelse mellem ventesalen og de udendørs færdselsarealer. Passagerer kunne opholde sig under taget, mens de orienterede sig mod toget eller ventede på, at ombordstigningen kunne begynde. På mindre stationer var det ikke altid økonomisk hensigtsmæssigt at anlægge lange, selvstændige perrontage. En loggia kunne derfor være en praktisk løsning, fordi en del af ventesarealet blev indbygget i selve stationsbygningen. Loggiaen kunne også være placeret mod stationspladsen. Her dannede den et overdækket ankomstområde, hvor passagerer kunne søge ly, inden de gik ind i stationsbygningen, eller mens de ventede på transport videre fra stationen. Ved større stationer kunne en loggia samtidig have en repræsentativ funktion. Et rundbuet, søjlebåret indgangsparti kunne tydeligt markere hovedindgangen og give stationsbygningen et mere monumentalt udtryk. Loggiaens funktion varierede derfor med stationens størrelse og arkitektoniske udformning. På nogle stationer var den primært et åbent venterum, mens den andre steder var et markant indgangsparti eller en forbindelsesgang.

Loggiaens konstruktion og udformning

En loggia består normalt af et overdækket areal, som på mindst én side er åbent mod det fri. Taget kan være en selvstændig tagkonstruktion eller en fortsættelse af stationsbygningens hovedtag. Hvis loggiaen er placeret i bygningens stueetage, kan overdækningen også være dannet af etageadskillelsen til førstesalen. Den åbne side er ofte opdelt af søjler eller piller, som bærer taget eller de overliggende bygningsdele. På traditionelle danske stationsbygninger blev pillerne ofte udført i murværk, eksempelvis røde eller gule teglsten. I andre tilfælde blev der anvendt naturstenssøjler, træstolper eller støbejernskomponenter. Åbningerne mellem pillerne kunne være rektangulære eller afsluttet med rundbuer og andre bueformer. Ved en rundbuet loggia overføres belastningen gennem buekonstruktionen til de bærende piller. I bygninger fra slutningen af 1800-tallet kunne loggiaen være udsmykket med mønstermurværk, profilerede gesimser, særlige sokler og dekorative søjlekapitæler. På mere enkle privatbanestationer blev loggiaen ofte udformet med få, kraftige murpiller og et tag, der var videreført fra hovedbygningen. Gulvet kunne være belagt med teglsten, natursten, fliser eller andre slidstærke materialer, som var egnede til offentlig færdsel. I nogle loggiaer fandtes faste bænke eller andre siddepladser. De gjorde det muligt at anvende rummet som en egentlig åben ventesal. Den praktiske og arkitektoniske udformning var derfor tæt forbundet. De samme piller, buer og tagkonstruktioner, som gav stationsbygningen dens karakteristiske udseende, skabte samtidig et funktionelt opholdsrum for passagererne.

Forskellen mellem loggia, veranda og overdækket perron

Loggia, veranda og perrontag er beslægtede arkitektoniske elementer, men betegner ikke nødvendigvis det samme. En loggia er normalt indbygget i eller tæt integreret med selve bygningskroppen. Den har et overdækket rum, hvor åbningerne mod det fri er afgrænset af piller, søjler eller buer. En veranda er typisk et overdækket opholdsareal, som er anlagt foran eller langs en bygnings facade. Den kan være åben eller delvist lukket og er ofte mere selvstændigt tilføjet bygningens yderside. Et perrontag er derimod en overdækning, som primært er etableret for at beskytte passagerer på perronen. Det kan være fastgjort til stationsbygningen eller stå som en selvstændig konstruktion. Et perrontag kan derfor eksistere uden nogen loggia, ligesom en loggia kan findes på en stationsbygning uden et egentligt perrontag. Forskellen er særlig tydelig på stationer, hvor perrontaget består af en udkraget konstruktion båret af støbejernssøjler. En sådan overdækning vil normalt blive betegnet som et perrontag eller en perronhalvtag, ikke som en loggia. En loggia kan derimod danne et egentligt rum under stationsbygningens tag og samtidig fungere som overdækket venteområde ved perronen. Begreberne kan dog overlappe i historiske beskrivelser, hvor en åben, overdækket del af stationsbygningen undertiden betegnes som veranda eller loggia afhængigt af arkitektonisk tradition og den anvendte kilde. Ved en præcis bygningshistorisk beskrivelse bør betegnelsen derfor vælges ud fra konstruktionens placering, afgrænsning og sammenhæng med bygningen.

Forskellen mellem loggia, arkade og søjlegang

En loggia kan være udformet som en arkade eller søjlegang, men ordene beskriver forskellige forhold ved arkitekturen. En arkade er en række buer, som bæres af søjler eller piller. Arkaden beskriver dermed først og fremmest den konstruktive og arkitektoniske udformning af en række åbninger. En søjlegang er et overdækket gangareal, hvor taget eller den overliggende konstruktion bæres af en række søjler. En kolonnade er en regelmæssig række søjler, som kan være fritstående eller indgå i en større bygningskonstruktion. En loggia er derimod selve det åbne, overdækkede rum, som kan være indrammet af en arkade, en kolonnade eller en række piller. En stationsbygning kan derfor have en loggia med rundbuede arkader, uden at disse betegnelser er synonymer. På historiske tegninger kan konstruktionen eksempelvis være vist som et overdækket rum bag en række buer. Her er buerne en del af facadens arkitektur, mens det overdækkede område bag dem udgør loggiaen. Denne forskel er væsentlig ved registrering og beskrivelse af historiske stationsbygninger, hvor det ofte er ønskeligt at anvende de arkitektoniske fagudtryk så præcist som muligt.

Loggiaen i dansk jernbanearkitektur

De danske stationsbygninger blev fra midten af 1800-tallet opført i forskellige arkitektoniske stilarter, som afspejlede både samtidens byggeskik og jernbaneselskabernes praktiske behov. I de tidligste år var stationsarkitekturen blandt andet inspireret af britisk og italiensk byggetradition. Senere fik historicisme, nationalromantik, Bedre Byggeskik og funktionalisme betydning for bygningernes udseende. Loggiaen blev især anvendt i stationsarkitekturen i den periode, hvor arkitekterne kombinerede historiske stiltræk med ønsket om funktionelle bygninger til en voksende jernbanetrafik. På større stationer kunne loggiaen være et monumentalt indgangsparti, mens den på mindre stationer ofte var et mere beskedent overdækket venteområde. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev loggiaen særlig udbredt i visse standardtyper af stationsbygninger, hvor den blev en integreret del af den arkitektoniske komposition. Stationsarkitekterne havde ofte til opgave at tegne mange bygninger til den samme jernbane. De udviklede derfor grundtyper, som kunne gentages med mindre variationer afhængigt af den enkelte stations størrelse og funktion. En loggia kunne indgå som et fast element i denne standardisering. Den skabte en genkendelig facade og gav samtidig passagererne et praktisk overdækket område. Det er især Heinrich Wencks bygninger til flere danske privatbaner, som tydeligt illustrerer denne anvendelse.

Heinrich Wenck og loggiaen på de danske privatbaner

Heinrich Emil Charles Wenck, der levede fra 1851 til 1936, var en af de mest betydningsfulde arkitekter inden for dansk jernbanebyggeri. Wenck blev i 1894 overarkitekt ved Statsbaneanlæggene og fik senere ansvaret for en lang række stationsbygninger for både statsbanerne og privatbanerne. Han tegnede blandt andet stationer til Kystbanen, der åbnede i 1897, og Københavns nuværende hovedbanegård, som blev opført i årene 1904-1911. Wenck udviklede desuden flere stationsbygningstyper til mindre jernbaner, hvor bygningerne skulle være økonomiske at opføre, funktionelle i daglig drift og samtidig have et værdigt arkitektonisk udtryk. Et karakteristisk element i flere af disse stationstyper var en loggia kombineret med et halvvalmet tag. På Odsherreds Jernbane, som åbnede i 1899, og Høng-Tølløse Jernbane, der åbnede i 1901, anvendte Wenck bygningstyper, hvor loggiaen indgik som et væsentligt arkitektonisk træk. Stationsbygningerne havde ofte lyse facader, enkle murværksdetaljer og tagformer, som gav dem et vist præg af villaarkitektur. Loggiaen understregede denne karakter og gjorde stationsbygningerne mere åbne og indbydende end mange af de tidligere, mere lukkede stationshuse. Wencks stationstyper blev senere anvendt som forbilleder for andre privatbaner. Blandt andet blev flere af hans arkitektoniske løsninger videreført på Varde-Nørre Nebel Jernbane, hvor loggiaens placering blev tilpasset de lokale forhold. Dette viser, hvordan et oprindeligt arkitektonisk element blev udviklet til en praktisk standardløsning, som kunne genanvendes på stationer i forskellige dele af Danmark.

Loggiaer på Odsherreds Jernbane og Høng-Tølløse Jernbane

Odsherreds Jernbane og Høng-Tølløse Jernbane er væsentlige eksempler på privatbaner, hvor loggiaen indgik i stationsbygningernes oprindelige arkitektur. De to baner blev etableret omkring århundredskiftet, hvor der var omfattende interesse for at udbygge jernbanenettet i de sjællandske landdistrikter. Stationsbygningerne skulle både rumme billetsalg, ventesal, stationskontor og bolig for stationsbestyreren eller andet personale. Det var derfor nødvendigt at samle flere funktioner i forholdsvis beskedne bygninger. Wenck udviklede stationsmodeller med halvvalmet tag og loggia, som kunne tilpasses stationernes størrelse. Loggiaen blev en del af bygningens offentlige område og markerede overgangen mellem det udendørs stationsmiljø og de indvendige lokaler. På sådanne stationer kunne loggiaen give adgang til ventesalen eller fungere som et beskyttet opholdssted for rejsende. Den arkitektoniske udformning med åbninger og murede piller skabte samtidig en særlig facadevirkning, som adskilte disse bygninger fra almindelige beboelseshuse. Stationsmodellerne fik efterfølgende betydning for andre privatbaner, hvor lignende konstruktioner blev anvendt i forskellige størrelser og udformninger. Det er dog vigtigt ikke at antage, at samtlige stationsbygninger på de to baner havde identiske loggiaer. Bygningernes indretning og senere ombygninger varierede, og den oprindelige konstruktion bør dokumenteres gennem tegninger og historiske fotografier.

Loggiaer på Varde-Nørre Nebel Jernbane

Varde-Nørre Nebel Jernbane, som åbnede i 1903, er et særligt tydeligt eksempel på loggiaens anvendelse i dansk privatbanearkitektur. Banens stationsbygninger blev tegnet af Heinrich Wenck og var inspireret af de bygningstyper, han tidligere havde udviklet til Odsherreds Jernbane og Høng-Tølløse Jernbane. En væsentlig forskel var, at loggiaen på Varde-Nørre Nebel Jernbanes mellemstationer blev vendt mod perronen. Denne placering var funktionelt hensigtsmæssig, fordi den gav passagererne mulighed for at vente under tag i direkte tilknytning til togene. Loggiaen fungerede således som et åbent venteområde på banesiden, hvor passagererne kunne opholde sig uden at skulle stå ubeskyttet på perronen. Wenck udarbejdede forskellige stationsmodeller til banen. Der blev blandt andet tegnet større bygninger til Janderup, Billum, Henne og Lunde og mindre bygninger til Hyllerslev og Vrøgum. Oksbøl og Outrup fik særskilt udformede stationsbygninger. De forskellige bygningstyper var tilpasset stationernes forventede trafik og betydning, men havde fælles arkitektoniske træk. Loggiaen var derfor en del af en samlet arkitektonisk typologi, hvor bygningernes indretning blev afstemt med privatbanens økonomiske og driftsmæssige behov. Ved historisk dokumentation af Varde-Nørre Nebel Jernbanes stationsbygninger er det især relevant at undersøge, om den oprindelige loggia er bevaret, om åbningerne senere er blevet lukket med vinduer eller døre, og om forbindelsen til ventesalen fortsat eksisterer.

Loggiaen på Pedersborg Station

Pedersborg Station på Sorø-Vedde Jernbane er endnu et eksempel på Heinrich Wencks stationsarkitektur med loggia. Stationsbygningen var udformet med en loggia langs den ene side, hvor tagfladen blev videreført ud over ydermuren og båret af murede piller. Denne konstruktion viser en forholdsvis enkel anvendelse af loggiaprincippet, hvor bygningens tag blev udnyttet til at skabe et overdækket, åbent område. Den arkitektoniske løsning var beslægtet med Wencks stationsbygninger på blandt andet Odsherreds Jernbane, Høng-Tølløse Jernbane og Varde-Nørre Nebel Jernbane. Pedersborg Stations loggia er beskrevet i en lokalhistorisk fremstilling fra Sorø-området, hvor konstruktionen fremhæves som et af de tydeligste karakteristiske træk ved stationsbygningen. Bygningen illustrerer, hvordan en relativt lille landstation kunne få et markant arkitektonisk udtryk gennem en forholdsvis enkel tagkonstruktion og nogle få murede piller. Eksemplet viser desuden, at loggiaen kunne være mere end et dekorativt element. Den indgik i stationsbygningens funktionelle sammenhæng og bidrog til at gøre de udendørs færdselsarealer mere anvendelige.

Loggiaen på Vrensted Station

Vrensted Station på Hjørring-Løkken-Aabybro Jernbane var et interessant eksempel på en stationsbygning, hvor loggiaen havde en tydeligt defineret funktion som åbent venterum. Stationen blev opført i forbindelse med banens åbning i 1913, og stationsbygningen var tegnet af arkitekten Sylvius Knutzen. Bygningen var udformet efter samme hovedprincip som flere af de øvrige mellemstationer på banen. Sammenbygget med stationshuset fandtes et åbent venterum udført som loggia samt en toiletbygning. Loggiaen indgik således som en del af stationsbygningens samlede anlæg og skabte et overdækket areal for passagererne. Fra ventesalen var der adgang mod loggiaen, mens stationskontoret havde en anden orientering i bygningen. Stationens indretning viser, hvordan loggiaen kunne anvendes til at adskille forskellige funktioner og skabe en praktisk overgang mellem passagerlokalerne og de udendørs stationsarealer. På mindre privatbanestationer, hvor økonomien ofte var begrænset, var denne type konstruktion hensigtsmæssig, fordi det åbne venteområde kunne indgå i en forholdsvis kompakt bygningsløsning. Vrensted Station viser desuden, at loggiaen ikke udelukkende var knyttet til Heinrich Wencks arkitektur, men også blev anvendt af andre stationsarkitekter i begyndelsen af 1900-tallet.

Loggiaen på Rungsted Kyst Station

Rungsted Kyst Station på Kystbanen er et særligt interessant eksempel på anvendelsen af loggiaer i en større og mere monumentalt udformet stationsbygning. Stationen blev opført i forbindelse med Kystbanens åbning i 1897 og blev tegnet af Heinrich Wenck. Bygningens oprindelige arkitektur omfattede en loggia mod perronen, ligesom der fandtes en tilsvarende loggia i ventesalsbygningen på den modsatte side af sporene. Loggiaen mod perronen var udformet med buer, der blev båret af granitsøjler og murede piller. Konstruktionen havde desuden dekorative murværksdetaljer og et hvælvet loft. Dette var en mere omfattende arkitektonisk udformning end de enkle loggiaer på mange mindre privatbanestationer. På Rungsted Kyst Station havde loggiaen både en funktionel og repræsentativ betydning. Den beskyttede passagererne mod vejrliget og indgik samtidig som en markant del af stationsbygningens arkitektur. Gennem 1900-tallet blev stationsbygningen ændret flere gange. Allerede i 1908 blev der opført en tilbygning af hensyn til postvæsenets behov, og i 1978 blev anlægget yderligere udvidet. Den oprindelige loggia mod perronen blev senere lukket og inddraget i forhallen. I stedet blev der etableret en udvendig baldakin med kobberbeklædt tag og grønmalede jernsøjler. Den tidligere loggias arkitektoniske elementer blev dog i væsentligt omfang bevaret i bygningens indre, herunder dele af murværket, de karakteristiske buer og søjlerne. Dette er et godt eksempel på, hvordan en oprindeligt åben loggia senere kan blive et indendørs rum, uden at alle dens historiske konstruktionsdele nødvendigvis forsvinder. Ved bygningshistorisk registrering er det derfor vigtigt at undersøge både den oprindelige og den nuværende rumindretning.

Loggiaen på Roskilde Station

Roskilde Station er et andet eksempel på anvendelsen af loggiaen som et markant arkitektonisk element. Roskilde Stations hovedbygning blev opført i forbindelse med åbningen af Danmarks første jernbane mellem København og Roskilde i 1847 og er en af landets ældste bevarede stationsbygninger. Den har dog gennemgået væsentlige ændringer og ombygninger. Stationens facade mod stationspladsen er karakteriseret ved to tårnagtige bygningsdele og et centralt indgangsparti. Dette indgangsparti er udformet som en loggia med fem rundbuede åbninger. Loggiaen danner et overdækket overgangsrum mellem stationspladsen og bygningens indre ankomsthal. Konstruktionen har en markant arkitektonisk betydning, fordi den skaber en regelmæssig og monumental rytme i facaden. De rundbuede åbninger bidrager til bygningens historiske karakter og viser påvirkningen fra den klassiske og italiensk inspirerede arkitektur, som spillede en væsentlig rolle i 1800-tallets offentlige byggeri. I den registrerede bygningsudformning er væggene i loggiaen blåmalede, mens der i åbningerne mod ankomsthallen findes senere indsatte træ- og glaspartier. Roskilde Station viser dermed en anden anvendelse af loggiaen end de mindre privatbanestationer. Her er konstruktionen først og fremmest et markant indgangsparti og en del af stationens repræsentative facade. Eksemplet illustrerer, at en loggia ikke nødvendigvis skal være placeret mod perronen. Den kan også være en central del af stationsbygningens offentlige adgangsside.

Loggiaen som forbindelsesbygning

På mange historiske stationer blev de forskellige funktioner ikke nødvendigvis samlet i én fuldstændig lukket bygning. Stationskomplekset kunne bestå af en hovedbygning, et varehus, en retiradebygning og andre mindre bygninger, som var placeret i direkte forbindelse med hinanden. En loggia kunne fungere som en åben mellembygning mellem disse bygningsdele. Det gav mulighed for at etablere et overdækket færdselsareal uden at skulle opføre en fuldstændig lukket gang med vinduer og opvarmning. En sådan løsning kunne være økonomisk fordelagtig på mindre stationer og samtidig skabe en arkitektonisk sammenhæng mellem bygningernes forskellige dele. På nogle stationer blev loggiaen anvendt som åben ventesal, mens den andre steder primært var et gennemgangsareal. Denne type mellembygning kendes fra flere danske stationsanlæg, hvor en åben overdækket del skabte forbindelse mellem stationshuset og de øvrige funktioner. Det er dog nødvendigt at skelne mellem en egentlig loggia og en simpel overdækket passage. En åbning mellem to bygninger er ikke automatisk en loggia, blot fordi den har et tag. Det afgørende er, om konstruktionen er udformet som et arkitektonisk afgrænset, overdækket rum med en eller flere åbne sider.

Loggiaen som udtryk for stationsbygningens arkitektur

Loggiaen var med til at give mange stationsbygninger et mere åbent og imødekommende udtryk. På de mindre privatbanestationer kunne konstruktionen skabe en vis arkitektonisk elegance, selv om bygningen var forholdsvis beskeden i størrelse og materialeforbrug. En loggia med murede piller, et halvvalmet tag og en velproportioneret facade kunne få stationsbygningen til at fremstå mere repræsentativ end et almindeligt beboelseshus. Samtidig markerede loggiaen en del af bygningens offentlige funktion. Stationsbygninger var ofte sammensat af både offentlige lokaler og private tjenesteboliger. I mange stationsbygninger boede stationsbestyreren eller stationsforstanderen med sin familie i en lejlighed, som var en integreret del af bygningen. Loggiaen kunne være med til at understrege forskellen mellem den offentlige passageradgang og den private boligdel. På stationspladsen eller perronsiden kunne den åbne konstruktion tydeliggøre, hvor passagererne skulle gå ind, eller hvor de kunne vente. Den arkitektoniske udformning havde derfor også en praktisk betydning for passagerernes orientering. I større stationsbygninger kunne loggiaen indgå i en symmetrisk facadeopbygning med søjler, buer og dekorative murværksdetaljer. I mindre stationsbygninger var den ofte enklere udført, men byggede på det samme princip om at forene et overdækket uderum med bygningens samlede arkitektur.

Loggiaens betydning for stationspersonalets arbejde

Loggiaen var først og fremmest et passagerrelateret bygningsrum, men dens placering kunne også have betydning for stationspersonalets daglige arbejde. På mindre stationer var ventesalen, stationskontoret og perronen ofte placeret tæt på hinanden, så stationsbestyreren kunne udføre flere forskellige opgaver fra samme del af bygningen. En loggia ved perronen kunne skabe et praktisk område, hvor personalet kunne orientere sig om togtrafikken og passagerernes bevægelser. Hvis loggiaen havde direkte forbindelse til stationskontoret eller ventesalen, kunne den også indgå i den daglige færdsel mellem bygningen og stationsområdet. Dette betyder dog ikke, at loggiaen i sig selv var en særlig signalteknisk installation eller en egentlig kommandopost. Ledelsen af togtrafikken foregik efter de gældende sikkerhedsregler fra stationskontoret, en kommandopost eller andre særligt indrettede betjeningssteder. Loggiaens rolle var arkitektonisk og praktisk, mens trafikstyringen havde sine egne tekniske og organisatoriske forudsætninger. Denne sondring er vigtig, fordi åbne bygningsdele med udsyn over sporene ikke uden videre kan betegnes som loggiaer eller kommandoposter alene ud fra deres placering.

Ombygning og lukning af historiske loggiaer

Mange historiske stationsbygninger har gennem tiden gennemgået omfattende ombygninger. Ændringer i passagerbetjeningen, nye krav til komfort og opvarmning samt behovet for større indendørs arealer har medført, at oprindeligt åbne loggiaer flere steder er blevet lukket. En åben loggia kunne eksempelvis blive forsynet med vinduer og døre og dermed omdannet til en del af ventesalen eller forhallen. På andre stationer blev loggiaen anvendt som ekstra kontorareal, opholdsrum eller lagerplads. Når en loggia lukkes, ændres bygningens facadeudtryk ofte væsentligt. De oprindelige åbninger, som skabte dybde og skyggevirkninger i facaden, kan blive udfyldt med glaspartier eller murværk. Hvis søjler, piller og buer bevares, kan det oprindelige arkitektoniske princip dog stadig være synligt. Rungsted Kyst Station er et dokumenteret eksempel på denne udvikling, hvor en oprindelig loggia blev inddraget i bygningens indre. Ved andre stationer kan ombygningerne have været mere gennemgribende, så konstruktionen ikke længere umiddelbart kan genkendes. Det kan derfor være nødvendigt at sammenholde nutidige fotografier med historiske tegninger og ældre billeder for at fastslå, om en bygning oprindeligt havde en loggia.

Bevaring og restaurering af loggiaer

Loggiaer kan have væsentlig kulturhistorisk værdi, fordi de dokumenterer både stationsbygningernes arkitektur og den måde, passagererne oprindeligt anvendte stationerne på. Ved restaurering af en historisk stationsbygning kan det derfor være vigtigt at bevare eller genskabe loggiaens oprindelige udformning. Dette kan blandt andet omfatte de bærende piller, buer, tagkonstruktioner, gulvbelægninger og eventuelle faste bænke. Hvis loggiaen gennem tiden er blevet lukket, kan det være relevant at undersøge, om de oprindelige åbninger stadig findes bag nyere bygningsdele. En restaurering kan i nogle tilfælde indebære, at senere tilføjede vinduespartier fjernes, så det oprindelige åbne rum genskabes. Det er dog ikke altid nødvendigt eller hensigtsmæssigt at føre en historisk bygning tilbage til dens første udformning. Senere ombygninger kan også have arkitektonisk og kulturhistorisk værdi. En korrekt bevaringsmæssig vurdering bør derfor tage udgangspunkt i bygningens samlede historie og de dokumenterede ændringer, som er gennemført. Ved historisk registrering af en loggia bør der så vidt muligt indsamles oplysninger om dens oprindelige funktion, materialer, arkitektoniske udformning og senere ændringer. Særligt værdifulde kilder er originale bygningstegninger, arbejdsbeskrivelser, historiske fotografier, fredningsbeskrivelser og ældre bygningsregistreringer.

Identifikation af loggiaer på historiske fotografier

På historiske fotografier kan en loggia normalt genkendes som et overdækket, delvist åbent område, der indgår i stationsbygningens facade. Konstruktionen kan eksempelvis fremstå som en række åbninger mellem murede piller eller som et tilbagetrukket rum under bygningens tag. Et særligt kendetegn er, at tagfladen eller den overliggende etage fortsætter hen over loggiaen, mens den ydre facade er delvist åben. På mindre privatbanestationer kan loggiaen undertiden ligne en veranda, men den er ofte mere integreret i selve bygningskroppen. Hvis loggiaen er placeret mellem stationsbygningen og en sidebygning, kan den fremstå som en åben forbindelsesgang. På større stationer kan den være udformet med rundbuer eller søjler og dermed ligne en arkade. Ved fotografering fra stationspladsen kan loggiaen være synlig som et markant indgangsparti, mens den på perronsiden ofte kan identificeres som et overdækket område foran ventesalen. Historiske fotografier bør dog vurderes med forsigtighed. Et enkelt billede giver ikke altid tilstrækkelige oplysninger til at skelne mellem en loggia, et perrontag og en veranda. For en mere sikker identifikation bør fotografiet derfor sammenholdes med bygningens grundplan, facadetegninger eller samtidige beskrivelser.

Loggiaens betydning i dansk jernbanehistorie

Loggiaen er et karakteristisk arkitektonisk element, som vidner om den betydning, stationsbygningerne havde i den periode, hvor jernbanen var et af samfundets vigtigste transportmidler. Stationsbygningerne var ikke alene tekniske og administrative anlæg, men også offentlige bygninger, der skulle give passagererne adgang til jernbanen under ordnede og passende forhold. Loggiaen var en praktisk løsning på behovet for overdækket ophold og adgang mellem stationsbygning, perron og stationsplads. Samtidig gav konstruktionen arkitekterne mulighed for at tilføre stationsbygningerne karakter og variation gennem søjler, murede piller, buer og særlige tagformer. I Danmark fik loggiaen især betydning gennem Heinrich Wencks stationsbygninger fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Hans anvendelse af loggiaer på blandt andet Odsherreds Jernbane, Høng-Tølløse Jernbane og Varde-Nørre Nebel Jernbane skabte en række stationsbygninger med fælles arkitektoniske kendetegn. Andre arkitekter anvendte tilsvarende løsninger, blandt andet Sylvius Knutzen på Hjørring-Løkken-Aabybro Jernbane. Loggiaen forekommer desuden i større og mere monumentale stationsbygninger som Roskilde Station og Rungsted Kyst Station, hvor den indgår som en væsentlig del af bygningernes facadeudformning. For dansk jernbanehistorie er loggiaen derfor ikke blot et dekorativt element, men også en vigtig kilde til forståelsen af stationsbygningernes oprindelige funktion og passagerernes anvendelse af de historiske stationsmiljøer. En loggia på en stationsbygning er således et åbent eller delvist åbent, overdækket bygningsrum, som typisk er afgrænset af søjler, piller eller buer og anvendt som indgangsparti, passage eller beskyttet venteområde. Konstruktionen er tæt forbundet med udviklingen af dansk stationsarkitektur og er et særligt karakteristisk træk ved en række stationsbygninger fra perioden omkring 1870-1920.

Historiske kilder og dokumentation

Lex – Loggia. Arkitektfaglig definition af begrebet og dets oprindelse i italiensk arkitektur. Artiklen beskriver loggiaen som en åben, overdækket gang under eller langs en bygning, traditionelt båret af søjler eller piller. Kilden er særlig relevant for afgrænsningen mellem loggia, arkade og indbygget altan. Lex – Loggia
Dansk Arkitektur Center – Arkitekturens ABC. Faglig ordbog over arkitektoniske begreber, hvor loggia defineres som et rum, der bæres af søjler eller piller og er åbent til en eller flere sider. Dansk Arkitektur Center – Arkitekturens ABC
Bevaringsforeningen for Varde Kommune – Vestbanens forhistorie, stationsbygninger og drift. En særdeles relevant jernbanehistorisk kilde til loggiaens anvendelse i Heinrich Wencks stationsarkitektur. Artiklen beskriver, hvordan stationstyperne til Odsherreds Jernbane og Høng-Tølløse Jernbane var udformet med halvvalmet tag og loggia, og hvordan denne grundtype senere blev anvendt ved Varde-Nørre Nebel Jernbane, hvor loggiaerne blev orienteret mod perronen. Bevaringsforeningen for Varde Kommune – Vestbanens stationsarkitektur
Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur – Rungsted Station og Remise. Bygningshistorisk og arkitektonisk beskrivelse af Rungsted Kyst Station. Dokumentet omtaler den oprindelige loggia mod perronen, dens krydshvælv, granitsøjler og murede piller samt den senere inddragelse af loggiaen i forhallen. Kilden giver et særligt godt grundlag for at dokumentere, hvordan en historisk loggia kan være blevet ændret gennem senere ombygninger. Rungsted Station og Remise – Bygningshistorisk beskrivelse
Trap Danmark – Roskilde Jernbanestation. Arkitektonisk og bygningshistorisk beskrivelse af Roskilde Station, herunder det centrale indgangsparti med en loggia bestående af fem rundbuede åbninger. Dokumenterer desuden bygningens materialer, facadeudformning og senere ændringer. Trap Danmark – Roskilde Jernbanestation
DanskeJernbaner.dk – Vrensted Station. Stationshistorisk beskrivelse af Vrensted Station på Hjørring-Løkken-Aabybro Jernbane, hvor det åbne venterum var udformet som en loggia og sammenbygget med stationshuset og toiletbygningen. Kilden dokumenterer desuden arkitekten Sylvius Knutzens stationsbygningstype. DanskeJernbaner.dk – Vrensted Station
Juli i Sorø, 2003 – Lokalhistorisk beskrivelse af Pedersborg Station. Indeholder en beskrivelse af Pedersborg Stations loggia og dens arkitektoniske forbindelse til Heinrich Wencks øvrige privatbanestationer. Loggiaen beskrives som en konstruktion med murede piller og en tagflade, der fortsætter ud over bygningens ydermur. Lokalhistorisk beskrivelse af Pedersborg Station
Realdania By & Byg – Stationsbygningen i Gelsted. Kulturhistorisk beskrivelse af Heinrich Wencks stationsbygningstyper og deres funktionelle indretning med blandt andet åbne mellembygninger og overdækkede ventearealer. Kilden er relevant for forståelsen af sammenhængen mellem stationsarkitektur, tjenesteboliger, ventesale og de åbne bygningsdele. Den dokumenterer ikke i sig selv, at enhver sådan mellembygning er en loggia. Realdania By & Byg – Stationsbygningen i Gelsted
Lex – Danmarks jernbanearkitektur. Overordnet historisk gennemgang af udviklingen i danske stationsbygningers arkitektur fra 1800-tallet og frem, herunder J.D. Herholdt, N.P.C. Holsøe, Heinrich Wenck og K.T. Seest. Lex – Danmarks jernbanearkitektur