Hund

Hund – Jernbaneslang for hemsko til bremsning af godsvogne under rangering

En hund er en populær betegnelse fra dansk jernbanesprog for en hemsko, også kaldet bremsesko eller slæbesko, der anvendes til at bremse eller standse jernbanevogne under rangering. En hemsko er et transportabelt bremseredskab af stål, som anbringes på en skinne foran et hjul på en vogn i bevægelse. Når hjulet når hemskoen, løber det op på en særlig sål og støder mod et anslag, hvorved hjulets rotation bremses eller standses. Vognens fortsatte bevægelse får hjulet til at skubbe hemskoen frem langs skinnen, så friktionen mellem hemskoens sål og skinnehovedet omdanner vognens bevægelsesenergi til varme. Derved reduceres vognens hastighed, indtil den enten standser, eller hemskoen frigøres ved en særlig anordning i sporet. Betegnelsen hund blev især anvendt blandt rangerpersonale på større godsbanegårde og rangerbanegårde, hvor godsvogne blev sorteret gennem almindelig rangering eller ved hjælp af et rangerbjerg. På sådanne anlæg kunne vognene rulle ved egen kraft ned fra en forhøjning og fordeles til forskellige retnings- og opstillingsspor. Hemskoen var her et vigtigt arbejdsredskab, fordi den gjorde det muligt at regulere vognenes hastighed uden at anvende deres egne bremser. Hundens anvendelse krævede betydelig erfaring, da bremsevirkningen afhang af blandt andet vognens vægt, hastighed, skinnernes tilstand, sporets fald og vejrliget. Hemskoen kunne også anvendes til at sikre henstående vogne mod utilsigtet bevægelse, men der skal skelnes mellem den dynamiske afbremsning af en rullende vogn og den statiske sikring af en allerede standset vogn. Betegnelsen hund hører til den traditionelle danske rangerterminologi og er dokumenteret i jernbanesproget siden mindst begyndelsen af 1920'erne.

Betegnelsen hund i dansk jernbanesprog

Ordet hund er et eksempel på den særlige fagjargon, som udviklede sig blandt ansatte ved de danske jernbaner. Gennem generationer opstod der en række uformelle betegnelser for lokomotiver, vogne, værktøj og arbejdsmetoder, som blev anvendt i den daglige tjeneste, men som ikke nødvendigvis var de officielle tekniske betegnelser. En hemsko blev blandt rangerpersonalet ofte kaldt en hund. Betegnelsen var kort, let at udtale og velegnet til den mundtlige kommunikation under rangerarbejdet. I Ordbog over det danske Sprog er betydningen dokumenteret under ordet hund, hvor det i en særlig jernbaneteknisk betydning forklares som en hemsko eller stoppeklods. Ordbogen henviser til en anvendelse i Dagens Nyheder fra 5. august 1923. Det viser, at betegnelsen allerede var etableret i dansk jernbanesprog i begyndelsen af det 20. århundrede. Den kan meget vel være ældre, men uden tidligere dokumentation bør der ikke angives et bestemt oprindelsesår. Ordets præcise sproglige oprindelse er ikke sikkert fastlagt. Det kan derfor ikke uden videre konkluderes, at betegnelsen skyldes hemskoens form, dens måde at gribe fat om hjulet på eller dens funktion som en slags vogter af vognene. Det sikre er, at ordet blev en almindeligt forstået betegnelse blandt jernbanepersonale, især i forbindelse med godsvognsrangering. Betegnelsen var ikke begrænset til ældre jernbanesprog. DSB's personaleblad Ud & Se omtalte i 2023 fortsat en hund som en hemsko, der anvendes til at forhindre et jernbanekøretøj i at komme i bevægelse.

Hemskoens historiske udvikling

Behovet for transportable bremseredskaber opstod i forbindelse med jernbanernes tidlige udvikling i 1800-tallet. De første godsvogne havde ofte en forholdsvis enkel bremseudrustning. Nogle vogne havde håndbetjente bremser, mens andre ikke havde selvstændigt bremseudstyr. Når en vogn skulle flyttes på et stationsområde, kunne den skubbes af et lokomotiv, trækkes ved hjælp af heste eller flyttes med særlige spil og andre mekaniske hjælpemidler. Hvis vognen blev frakoblet og derefter bevægede sig frit, var der behov for at kunne reducere dens hastighed eller bringe den til standsning. Hemskoen var et enkelt og forholdsvis billigt redskab til dette formål. Den krævede ikke en mekanisk forbindelse til vognens eget bremsesystem og kunne anvendes på forskellige vogntyper, forudsat at hemskoens udformning passede til det aktuelle spor og køretøj. Efterhånden som godstrafikken voksede i anden halvdel af 1800-tallet, blev rangering en stadig vigtigere del af jernbanedriften. Større stationer udviklede omfattende godsspor og rangeranlæg, hvor mange vogne dagligt skulle fordeles mellem forskellige tog og destinationer. Her fik hemskoen stor betydning som et praktisk bremseredskab. Den blev især vigtig på rangerbanegårde, hvor vognene kunne bevæge sig frit over længere afstande, uden at der var et lokomotiv koblet direkte til dem.

Hundens konstruktion

En traditionel hemsko er normalt fremstillet af stål og består grundlæggende af en sål, et anslag og et håndtag. Sålen er den flade, langstrakte del, som lægges oven på skinnehovedet. Den er udformet, så et jernbanehjul kan løbe op på den. Anslaget er en forhøjning, som standser hjulets rotation og får hjulet til at skubbe hemskoen frem. Håndtaget gør det muligt at transportere og håndtere hemskoen. Mange traditionelle hemsko har desuden en styrefjeder eller anden føringsanordning, som hjælper med at holde hemskoen korrekt på skinnen. Sålen kan være forsynet med en nedadbøjet kant, der sammen med styrefjederen modvirker, at hemskoen forskydes sideværts under belastningen. En hemsko er ikke et universelt redskab, som uden videre passer til alle skinner. Skinnernes profil og skinnehovedets bredde kan variere, og hemskoens sål skal være tilpasset den aktuelle skinnetype. DSB's Rangerreglement af 1959 beskrev derfor hemsko med forskellige sålbredder og med særlig udførelse til højre og venstre skinnestreng. Hemskoene kunne også være enkeltlaskede eller dobbeltlaskede, afhængigt af hvordan deres føringsdele var udført. Disse forskelle havde betydning for både stabilitet, bremsevirkning og sikker anvendelse.

Hvordan hunden bremser en jernbanevogn

Hundens bremsevirkning bygger på et mekanisk princip, som adskiller sig fra en almindelig klodsbremse. Ved en traditionel klodsbremse presses bremseklodser mod hjulenes løbeflader, så hjulenes rotation hæmmes, mens vognen fortsætter med at rulle på skinnerne. Ved en hemsko sker der derimod en overgang fra rullende bevægelse til glidende bevægelse. Når vognen nærmer sig hemskoen, løber det pågældende hjul op på den forreste del af sålen. Hjulet kommer derefter i kontakt med anslaget, som modvirker den fortsatte rotation. Vognens bevægelsesenergi presser nu hjulet og hemskoen fremad, så hemskoen glider langs skinnehovedet. Der opstår friktion mellem hemskoens underside og skinnen. Denne friktion virker bremsende på vognens bevægelse og kan gradvist bringe vognen til standsning. Under en kraftig afbremsning kan der udvikles betydelig varme, og der kan opstå gnister mellem hemskoen og skinnen. Bremsevirkningen afhænger af friktionsforholdene, trykbelastningen og den afstand, hemskoen kan glide. Det er derfor ikke muligt at angive én bestemt bremseafstand for en hund. En tung vogn med høj begyndelseshastighed vil normalt kræve større bremsearbejde end en lettere vogn med lav hastighed, men de faktiske forhold afhænger også af skinnernes tilstand og sporets hældning.

Hemskoens anvendelse ved almindelig rangering

Ved almindelig rangering flyttes godsvogne mellem forskellige spor på en station eller rangerbanegård. Rangeringen kan udføres ved, at et rangerlokomotiv trækker eller skubber en sammenkoblet gruppe vogne. I andre situationer kan enkelte vogne eller mindre vogngrupper frigøres og derefter fortsætte en kortere strækning ved egen bevægelsesenergi. Når sådanne vogne skal bringes til standsning, kan en hemsko anvendes til at optage deres bevægelsesenergi. Historisk havde hemskoen særlig betydning ved rangering af vogne, som ikke havde en egnet håndbremse, eller hvor det ikke var praktisk muligt at anvende vognens egen bremse under den frie bevægelse. Rangerpersonalet skulle vurdere, hvor hemskoen skulle placeres, så vognen ikke standsede for tidligt eller fortsatte for langt. Hvis en vogn standsede for tidligt, kunne det medføre behov for yderligere rangering for at få den placeret korrekt. Hvis den fortsatte for langt, kunne den støde kraftigt sammen med henstående vogne eller nå frem til et område, hvor der var fare for materielskade. Placeringen af hunden var derfor ikke blot et spørgsmål om at standse en vogn, men om at kontrollere vognens bevægelse som led i en samlet rangeroperation.

Rangering over rangerbjerg

En af de mest karakteristiske anvendelser af hunde fandt sted på rangerbanegårde med rangerbjerg. Et rangerbjerg, også kaldet en rangerryg, er en kunstigt anlagt forhøjning i sporanlægget, hvorfra godsvogne kan rulle ned ved hjælp af tyngdekraften. Rangerlokomotivet skubber en vognstamme frem over rangerbjergets toppunkt. Når en vogn eller en mindre gruppe vogne er blevet frigjort, fortsætter den ned ad faldet ved egen kraft. Sporskifterne neden for rangerbjerget indstilles, så vognene føres til de sorteringsspor, der svarer til deres destinationer. Denne arbejdsmetode gjorde det muligt at sortere et stort antal godsvogne forholdsvis hurtigt. En væsentlig udfordring var imidlertid, at vognene ikke alle rullede lige hurtigt. En tungt læsset vogn kunne have andre løbeegenskaber end en tom vogn. Desuden havde hjullejer, hjulenes mekaniske tilstand, vindforhold og skinnernes friktion betydning for hastigheden. Uden regulering kunne nogle vogne rulle for langsomt og standse før bestemmelsesstedet, mens andre kunne opnå så stor hastighed, at de ramte de henstående vogne med voldsom kraft. Hunde og andre former for sporbremser blev derfor anvendt til at kontrollere vognenes hastighed under nedløbet.

Hunde på de store danske rangerbanegårde

I Danmark blev rangering over rangerbjerg blandt andet anvendt på Københavns Godsbanegård og på rangeranlæg i Aarhus, Fredericia og Padborg. Disse anlæg havde stor betydning for sorteringen af godsvogne mellem forskellige banestrækninger. Københavns Godsbanegård var i en lang periode et af landets vigtigste godstrafikale knudepunkter. Her blev vogne fra forskellige tog fordelt efter deres videre destination, og rangerbjergsystemet gjorde det muligt at sortere store vognmængder. Rangerpersonalet anvendte blandt andet hunde til at reducere vognenes hastighed og sikre, at de nåede frem til de ønskede spor uden voldsomme sammenstød. Et særligt historisk eksempel findes i en artikel fra Jernbanen i 1965, hvor rangerarbejdet på Københavns Godsbanegård beskrives. Artiklen omtaler hunde som den daglige betegnelse for hemsko og forklarer, hvordan de blev anvendt både under hastighedsreguleringen og ved standsning på sorteringssporene. Denne samtidige beskrivelse er særlig værdifuld, fordi den viser, hvordan hemskoene faktisk blev anvendt i det daglige rangerarbejde, og hvordan personalet omtalte redskaberne.

Büssingbremsen og den regulerede hund

På større rangerbanegårde blev hemskoens funktion videreudviklet til særlige bremseanlæg. En af disse konstruktioner var Büssingbremsen, også betegnet reguleringshemskoen. Büssingbremsen bestod af en særlig sporindretning, hvor en hemsko kunne anvendes til at bremse en fritløbende godsvogn over en bestemt strækning. Langs den ene skinne var der monteret en reguleringsskinne eller styreskinne, som styrede hemskoens bevægelse. Når et vognhjul ramte hemskoen, blev hjulets rotation hæmmet, og hemskoen gled frem langs skinnen. Derved blev vognens hastighed reduceret. Ved afslutningen af bremseområdet var sporet udformet, så hemskoen blev ført væk fra skinnen, og vognen derefter kunne fortsætte sin bevægelse med en lavere hastighed. Denne konstruktion adskilte sig fra almindelig brug af en hund til fuldstændig standsning. Ved Büssingbremsen var formålet ofte en kontrolleret delvis nedbremsning, så vognen fortsat havde tilstrækkelig hastighed til at nå frem til sit sorteringsspor. DSB's lærebog Banens Bygning og Udstyrelse fra 1965 beskriver denne type bremseanlæg og angiver, at styreskinnen typisk kunne være omkring 20-30 meter lang. Büssingbremsen var dermed et tidligt eksempel på en mekanisk sporbremse, hvor et forholdsvis enkelt redskab blev integreret i en særlig sporinstallation.

Büssingmandens arbejde

På de rangerbanegårde, hvor Büssingbremser blev anvendt, fandtes personale, hvis opgave var at regulere de nedløbende vognes hastighed. En sådan medarbejder kunne omtales som en Büssingmand. Arbejdet krævede erfaring med både vogntyper og de lokale sporforhold. Büssingmanden skulle bedømme, hvor stor hastighed den enkelte vogn eller vogngruppe havde, og hvor kraftigt den skulle bremses. Det var ikke nødvendigvis tilstrækkeligt at bedømme vognens størrelse. En lukket godsvogn kunne være tom eller tungt læsset, uden at dette umiddelbart fremgik af dens udseende. Samtidig kunne der være væsentlige forskelle på, hvor let forskellige vogne rullede. Medløbende vind kunne øge hastigheden, mens modvind kunne bremse vognen. Vådt, fedtet eller isglat spor kunne ændre hemskoens friktion og dermed bremsevirkningen. Erfarne rangerarbejdere måtte derfor løbende tilpasse deres arbejde efter forholdene. En artikel i Jernbanen fra 1965 beskriver netop denne erfaring som en væsentlig forudsætning for sikker anvendelse af hunde. Det viser, at arbejdet med hemsko ikke blot var et simpelt manuelt arbejde, men en specialiseret del af rangerpersonalets faglige kunnen.

Hunden som stopmiddel på sorteringsspor

Efter at en godsvogn havde passeret den første hastighedsregulering, kunne den fortsætte mod sit bestemmelsesspor. Her skulle vognen enten bringes til standsning eller have en så lav hastighed, at den kunne slutte sig til de vogne, der allerede stod på sporet, uden unødige stød. På sorteringssporene kunne rangerpersonalet anvende almindelige hemsko til at standse vognene. Når hjulet ramte hemskoen, blev den skubbet langs skinnen, indtil vognens bevægelsesenergi var optaget. Efter standsningen kunne hemskoen undertiden frigøres som følge af en mindre tilbagerulning af vognen. Dette havde praktisk betydning, fordi en hemsko, som blev stående fastklemt under et hjul, kunne være vanskelig at fjerne. Efter standsningen måtte vognen sikres mod utilsigtet bevægelse efter de relevante regler. En hund, der netop havde standset en vogn, var således ikke nødvendigvis den endelige sikring af vognen. Denne forskel mellem at bremse en vogn under bevægelse og at sikre den efter standsning er grundlæggende for forståelsen af redskabets funktion.

Enkelte og dobbelte hemsko

DSB's rangerreglementer skelnede mellem enkelte og dobbelte hemsko. En enkelt hemsko var beregnet til at blive anbragt på én skinnestreng og virke på ét hjul. De enkelte hemsko kunne fremstilles til højre eller venstre skinnestreng. Denne forskel hang sammen med hemskoens styrefjeder og øvrige føringsdele, som skulle vende korrekt i forhold til skinnen. Dobbelte hemsko bestod derimod af to hemsko, én til hver skinnestreng, som var forbundet med en jernstang. De dobbelte hemsko kunne anvendes som en form for reserve-sporstopper ved enden af et spor. DSB's Rangerreglement fra 1959 beskrev blandt andet, at dobbelte hemsko skulle anvendes i passende afstand fra grusvolde ved enden af blindspor, medmindre andre egnede sporstopperanordninger gjorde dem overflødige. Denne anvendelse var forskellig fra den almindelige dynamiske afbremsning af en fritløbende vogn. En dobbelt hemsko ved et blindspors afslutning havde især til formål at reducere risikoen for, at vogne fortsatte for langt og ramte en fast sporstopper eller kørte ud over sporets afslutning.

Forskellen mellem hund, håndspage og stopklods

På de historiske rangerbanegårde blev der anvendt forskellige redskaber til at bremse og sikre jernbanevogne. En hund eller hemsko var konstrueret til at glide langs skinnen under belastning fra et hjul og derved optage bevægelsesenergi gennem friktion. En håndspage var derimod et manuelt redskab, som kunne anvendes til at påvirke et vognhjul under bestemte rangeroperationer. En stopklods eller hjulklods havde normalt til formål at forhindre en allerede standset vogn i at bevæge sig. Der er dermed en vigtig funktionel forskel mellem en hemsko, der anvendes til dynamisk bremsning, og en hjulklods, der anvendes til statisk sikring. I daglig tale kunne betegnelserne dog overlappe, og moderne hemsko kan også være konstrueret til at sikre henstående materiel. En afløbssko er en anden type sikkerhedsredskab. Den kan anvendes til at afspore utilsigtet løbende vogne, før de kommer ind på et spor, hvor der er fare for sammenstød med anden trafik. En afløbssko har derfor et andet formål end en almindelig hund, der primært anvendes til bremsning eller fastholdelse.

Hundens betydning for sikkerheden under rangering

Brugen af hunde var forbundet med betydelige sikkerhedsmæssige risici. Rangerpersonalet arbejdede tæt på vogne i bevægelse og skulle håndtere tunge ståldele på eller omkring skinnerne. Hvis hemskoen blev placeret forkert, kunne den blive slået af skinnen eller virke på en uforudset måde. Hvis en vogn kom med for høj hastighed, kunne bremsebelastningen blive så stor, at vognen ikke standsede på det ønskede sted. En hemsko kunne heller ikke uden videre anvendes ved alle sporkonstruktioner. DSB's Rangerreglement fra 1959 indeholdt derfor særlige bestemmelser om hemskoenes tilstand og anvendelse. Reglementet fastsatte blandt andet, at hemskoens spids skulle være ubøjet og hel, og at redskabet skulle være tilpasset den skinnetype, som det blev anvendt på. Det blev desuden understreget, at hemsko ikke måtte udlægges, så de kunne blive ført gennem sporskifter eller overkørsler, hvor deres passage kunne være farlig. I kurver måtte enkelte hemsko efter reglementet kun anbringes på kurvens indvendige skinne. Bestemmelserne viser, at hemskoens anvendelse krævede både teknisk viden og nøje overholdelse af arbejdsprocedurerne. De historiske regler bør ikke anvendes som nutidige arbejdsinstruktioner. Moderne anvendelse af hemsko skal ske efter det konkrete materiels godkendelser og de gældende sikkerhedsbestemmelser.

Vejrets betydning for hundens bremsevirkning

Vejrforholdene kunne have stor betydning for, hvor effektivt en hund bremsede en jernbanevogn. På tørre skinner kunne friktionsforholdene være væsentligt anderledes end på skinner, der var våde, fedtede eller dækket af is. Hvis hemskoens sål ikke havde tilstrækkelig friktion mod skinnehovedet, kunne den blive skubbet længere end forventet. Der var også risiko for, at hemskoen ikke blev liggende korrekt på skinnen. Omvendt kunne for stor friktion medføre en kraftigere afbremsning end ønsket. DSB's Rangerreglement fra 1959 beskrev, at hemskoene skulle være i brugbar stand, og at skinnerne som hovedregel skulle være fri for grus og sten. Reglementet indeholdt samtidig særlige bestemmelser for frostvejr og fedtede skinner, hvor der undtagelsesvis kunne anvendes en mindre mængde sand eller aske efter de daværende instrukser. Vindretningen havde også betydning. En fritløbende godsvogn kunne påvirkes af kraftig medvind eller modvind, og dette kunne ændre den hastighed, som vognen opnåede efter passage af rangerbjerget. Hundens bremsevirkning kunne derfor ikke bedømmes alene ud fra vognens vægt og den afstand, den skulle tilbagelægge.

Hunden og udviklingen af mekaniserede rangerbanegårde

I første halvdel af det 20. århundrede blev hemskoen et almindeligt redskab på mange europæiske rangerbanegårde. Efterhånden som godstrafikken voksede, blev det dog stadig mere ressourcekrævende at lade personale regulere vognene manuelt. På store rangerbanegårde kunne der være behov for mange medarbejdere, som hver især skulle betjene bestemte spor eller bremseområder. Dette arbejde krævede både fysisk indsats og betydelig erfaring. Derfor blev der udviklet mere mekaniserede systemer til hastighedsregulering. Blandt disse var forskellige former for sporbremser, hvor skinner eller bremseelementer kunne presse mod hjulene og reducere vognenes hastighed. Senere blev sådanne anlæg suppleret med elektriske, hydrauliske og computerbaserede styringssystemer, der kunne beregne den nødvendige bremsevirkning ud fra blandt andet vognenes hastighed og de tilgængelige sporforhold. I Danmark blev den traditionelle manuelle hemskobremse efterhånden mindre udbredt i takt med moderniseringen af rangeranlæggene og ændringerne i godstrafikkens organisering. Containertransport, kombinerede transporter og øget anvendelse af faste togstammer reducerede på mange områder behovet for traditionel sortering af enkeltvogne. Det betød også, at en stor del af det traditionelle rangerarbejde med hunde gradvist forsvandt fra de større danske godsbanegårde.

Hundens betydning for dansk jernbanehistorie

Hunden er et karakteristisk eksempel på den praktiske opfindsomhed og særlige fagterminologi, der udviklede sig blandt de danske jernbaners rangerpersonale. Selv om redskabet havde en enkel konstruktion, spillede det en vigtig rolle i håndteringen af godsvogne gennem en stor del af jernbanernes historie. På de større rangerbanegårde kunne hunden anvendes til at regulere vognenes hastighed under nedløb fra et rangerbjerg og til at bringe dem til standsning på sorteringssporene. Den traditionelle anvendelse krævede betydelig erfaring, fordi rangerpersonalet skulle kunne bedømme vognenes hastighed, vægt og løbeegenskaber under skiftende forhold. Udviklingen af Büssingbremsen viser, hvordan det enkle redskab også blev en del af mere avancerede mekaniske bremseanlæg. DSB's rangerreglementer fra 1944 og 1959 dokumenterer de tekniske og sikkerhedsmæssige bestemmelser, som regulerede brugen af hemsko. Samtidig viser samtidige beskrivelser fra Københavns Godsbanegård, at betegnelsen hund var en naturlig del af jernbanepersonalets daglige sprog. Med moderniseringen af rangerbanegårdene og den gradvise omlægning af godstrafikken mistede den traditionelle manuelle hemskobremse en stor del af sin tidligere betydning. Begrebet lever dog videre i dansk jernbanesprog og udgør et lille, men historisk interessant element i fortællingen om godstrafikkens arbejdsmetoder. En hund bør derfor i en jernbaneordbog defineres som en uformel betegnelse for en hemsko, der anvendes til at bremse eller standse rullende jernbanevogne ved hjælp af friktion mellem en stålsål og skinnen, og som i visse udførelser også kan anvendes til sikring af henstående vogne.

Historiske kilder og dokumentation

DSB – Rangerreglement af 1944. En historisk primærkilde, der beskriver anvendelsen af hemsko ved rangering, forskellen mellem enkelte og dobbelte hemsko samt sikkerhedsbestemmelser for deres anvendelse. DSB Rangerreglement 1944 (PDF).
DSB – Rangerreglement af 1959, afsnittet Vognenes bremsning. En central primærkilde, der detaljeret beskriver hemskoenes konstruktion, korrekt anvendelse, tilpasning til skinneprofiler, placering på højre og venstre skinnestreng samt særlige forhold ved vejrlig og sporforhold. DSB Rangerreglement 1959 (PDF).
DSB – Banens Bygning og Udstyrelse, 1965. Teknisk lærebog, der blandt andet beskriver reguleringshemskoen og Büssingbremsen. Særligt relevant for forståelsen af bremseanlæg på rangerbanegårde i København, Aarhus, Fredericia og Padborg. Kilden dokumenterer blandt andet styreskinner og mekanismen til automatisk frigørelse af hemskoen.
DSB – Baneanlæg, Teknisk Afdeling, 1989. Beskriver hemskoen som en lav, bevægelig sporstopper og oplyser udtrykkeligt, at den i daglig tale kaldes en hund. Publikationen indeholder desuden en illustration af en hemsko og beskriver dens virkemåde. DSB Baneanlæg 1989 (PDF).
Dansk Jernbane-Klub – Jernbanen, 1965: Artikel om Københavns Godsbanegård. Samtidig beskrivelse af rangeringen over rangerbjerget og anvendelsen af Büssingbremser og hunde til at regulere og standse godsvogne. Artikel om Københavns Godsbanegård.
Ordbog over det danske Sprog – Hund, betydning 5.3. Sproghistorisk dokumentation, der viser anvendelsen af ordet hund som betegnelse for hemsko eller stoppeklods i jernbanesproget med en kildehenvisning fra 1923. Hund i Ordbog over det danske Sprog.
Erik V. Pedersen – Sporstoppere. Jernbanehistorisk gennemgang af forskellige former for sporstoppere og hemsko, herunder hunde, dobbelte hemsko og Büssingbremser. Indeholder historiske fotografier og tekniske illustrationer. Hemsko og sporstoppere.
DSB – Ud & Se: Hvad siger de?, 2023. Gennemgang af forskellige udtryk fra jernbanepersonalets fagsprog, herunder betegnelsen hund for en hemsko. DSB's jernbaneslang.

Historisk og teknisk præcisering

Det er væsentligt at skelne mellem en almindelig transportabel hemsko, der kan standse en rullende vogn, og den reguleringshemsko, som anvendes i en Büssingbremse til delvis nedbremsning. Derudover bør en hemsko, der anvendes til dynamisk bremsning, ikke uden videre sidestilles med en almindelig stopklods til sikring af henstående materiel. Betegnelsen hund er dokumenteret i dansk jernbanesprog allerede i 1923, men dens præcise sproglige oprindelse er ikke sikkert fastlagt.