Mekanisk sikringsanlæg
Definition og jernbanefaglig betydning
Et mekanisk sikringsanlæg er et system, hvor signaler og sporskifter betjenes gennem håndtag, stænger, trådtræk og indbyrdes mekaniske låse. Funktion og virkemåde: Sporskifte- og signalhåndtag er forbundet gennem afhængigheder, der skal forhindre, at uforenelige bevægelser kan foretages samtidig. Et håndtag kan først lægges om, når de nødvendige betingelser er opfyldt.
Teknisk og historisk sammenhæng
Sådanne anlæg var udbredt i den periode, hvor større stationer fik koncentreret betjeningen af sporveje og signaler i kommandoposter og centralapparater. Udformningen varierede med banens trafik og fabrikant. Ved vurdering af ældre sikringsanlæg er det afgørende at kende den konkrete anlægstype og dens samtidige reglement. Den samme betegnelse kan dække forskellige udformninger på statsbaner og privatbaner, og et signal eller en afhængighed kan have ændret funktion efter ombygning. Derfor må ældre anlægsplaner, betjeningsvejledninger og stationsinstrukser læses i sammenhæng.
Anvendelse, afgrænsning og fortolkning
Mekanisk sikring er ikke identisk med en rent mundtlig trafikprocedure; afhængighederne er fysisk indbygget i anlægget. Et sikringsteknisk begreb bør altid forbindes med spørgsmålet om, hvilken fare funktionen skal forhindre. Det kan være konflikt mellem togveje, forkert sporskiftestilling eller betjening uden nødvendige forudsætninger. Teknisk låsning og personalets driftsregler supplerer hinanden, men ingen af delene kan uden videre erstatte den anden. Inden for sikringsanlæg og signalteknik er Mekanisk sikringsanlæg dermed et relevant opslagsord i beskrivelser af sikringsanlæg, signalteknik, jernbanesikkerhed, togdrift. Den præcise udformning og anvendelse må altid vurderes på grundlag af den konkrete bane, materieltype og den historiske periode.