Relæsikringsanlæg
Definition og jernbanefaglig betydning
Et relæsikringsanlæg anvender sikkerhedsteknisk indrettede relæer og elektriske kredsløb til at gennemføre stationens afhængigheder mellem togveje, signaler og sporskifter. Funktion og virkemåde: Relæerne repræsenterer blandt andet sporskifters stillinger, signalernes betingelser og sporafsnits frie eller besatte tilstand. Anlægget er konstrueret, så udvalgte fejl skal føre til en restriktiv tilstand.
Teknisk og historisk sammenhæng
Relæteknikken fik stor betydning ved moderniseringen af stationer og dannede i mange år grundlaget for fjernbetjening og automatisk togvejsindstilling. Ved vurdering af ældre sikringsanlæg er det afgørende at kende den konkrete anlægstype og dens samtidige reglement. Den samme betegnelse kan dække forskellige udformninger på statsbaner og privatbaner, og et signal eller en afhængighed kan have ændret funktion efter ombygning. Derfor må ældre anlægsplaner, betjeningsvejledninger og stationsinstrukser læses i sammenhæng.
Anvendelse, afgrænsning og fortolkning
En relæstyret betjeningspult er ikke det samme som en elektronisk interlocking, hvor logikken udføres i sikkerhedsgodkendt software. Et sikringsteknisk begreb bør altid forbindes med spørgsmålet om, hvilken fare funktionen skal forhindre. Det kan være konflikt mellem togveje, forkert sporskiftestilling eller betjening uden nødvendige forudsætninger. Teknisk låsning og personalets driftsregler supplerer hinanden, men ingen af delene kan uden videre erstatte den anden. Inden for sikringsanlæg og signalteknik er Relæsikringsanlæg dermed et relevant opslagsord i beskrivelser af sikringsanlæg, signalteknik, jernbanesikkerhed, togdrift. Den præcise udformning og anvendelse må altid vurderes på grundlag af den konkrete bane, materieltype og den historiske periode.