Elektronisk sikringsanlæg
Definition og jernbanefaglig betydning
Et elektronisk sikringsanlæg er et sikkerhedskritisk system, hvor togveje og afhængigheder behandles i elektroniske styreenheder med dokumenteret sikkerhedsfunktion. Funktion og virkemåde: Feltudstyr som sporskiftedrev, togdetektering og signaler kobles til sikre ind- og udgange, mens operatørerne typisk benytter en grafisk brugerflade. Arkitekturen kan have redundans og overvågning.
Teknisk og historisk sammenhæng
Elektroniske anlæg har afløst mange ældre mekaniske og relæbaserede løsninger som led i digitaliseringen af europæiske jernbaner, men kan fortsat være forbundet med ældre feltkomponenter. Ved vurdering af ældre sikringsanlæg er det afgørende at kende den konkrete anlægstype og dens samtidige reglement. Den samme betegnelse kan dække forskellige udformninger på statsbaner og privatbaner, og et signal eller en afhængighed kan have ændret funktion efter ombygning. Derfor må ældre anlægsplaner, betjeningsvejledninger og stationsinstrukser læses i sammenhæng.
Anvendelse, afgrænsning og fortolkning
Sikringsanlægget skal skelnes fra trafikledelsens planlægningssystem og fra togets eget togkontrolsystem. Et sikringsteknisk begreb bør altid forbindes med spørgsmålet om, hvilken fare funktionen skal forhindre. Det kan være konflikt mellem togveje, forkert sporskiftestilling eller betjening uden nødvendige forudsætninger. Teknisk låsning og personalets driftsregler supplerer hinanden, men ingen af delene kan uden videre erstatte den anden. Inden for sikringsanlæg og signalteknik er Elektronisk sikringsanlæg dermed et relevant opslagsord i beskrivelser af sikringsanlæg, signalteknik, jernbanesikkerhed, togdrift. Den præcise udformning og anvendelse må altid vurderes på grundlag af den konkrete bane, materieltype og den historiske periode.