Blokinduktor
Definition og jernbanefaglig betydning
En blokinduktor er en håndbetjent elektrisk generator, der anvendtes i visse ældre blokapparater til at frembringe strøm til blokfeltets betjening. Funktion og virkemåde: Ved at dreje et håndtag kunne operatøren levere den elektriske energi, som systemets elektromagneter krævede for en bestemt blokoperation. Konstruktionen varierede mellem blokapparattyper.
Teknisk og historisk sammenhæng
Induktoren er et eksempel på jernbanens tidlige elektrificering af sikkerhedsfunktioner på stationer, før moderne netforsyninger og elektroniske styreenheder blev almindelige. Ved vurdering af ældre sikringsanlæg er det afgørende at kende den konkrete anlægstype og dens samtidige reglement. Den samme betegnelse kan dække forskellige udformninger på statsbaner og privatbaner, og et signal eller en afhængighed kan have ændret funktion efter ombygning. Derfor må ældre anlægsplaner, betjeningsvejledninger og stationsinstrukser læses i sammenhæng.
Anvendelse, afgrænsning og fortolkning
Den må ikke forveksles med en telefoninduktor, selv om det fysiske princip med hånddreven generator kan ligne. Et sikringsteknisk begreb bør altid forbindes med spørgsmålet om, hvilken fare funktionen skal forhindre. Det kan være konflikt mellem togveje, forkert sporskiftestilling eller betjening uden nødvendige forudsætninger. Teknisk låsning og personalets driftsregler supplerer hinanden, men ingen af delene kan uden videre erstatte den anden. Inden for sikringsanlæg og signalteknik er Blokinduktor dermed et relevant opslagsord i beskrivelser af sikringsanlæg, signalteknik, jernbanesikkerhed, togdrift. Den præcise udformning og anvendelse må altid vurderes på grundlag af den konkrete bane, materieltype og den historiske periode.