Signaltræk
Definition og jernbanefaglig betydning
Et signaltræk er den mekaniske forbindelse, som overfører bevægelsen fra et signalhåndtag til et signal, eksempelvis et historisk armsignal. Funktion og virkemåde: Forbindelsen kunne bestå af stænger eller tråd, styret over ruller, skiver og retninger, og krævede justering for friktion, temperatur og afstanden til signalet.
Teknisk og historisk sammenhæng
Mekaniske signaltræk gjorde det muligt at samle betjeningen af signalerne et andet sted end selve signalmasten. Ved længere afstande blev teknikken gradvist mere krævende at vedligeholde. Ved vurdering af ældre sikringsanlæg er det afgørende at kende den konkrete anlægstype og dens samtidige reglement. Den samme betegnelse kan dække forskellige udformninger på statsbaner og privatbaner, og et signal eller en afhængighed kan have ændret funktion efter ombygning. Derfor må ældre anlægsplaner, betjeningsvejledninger og stationsinstrukser læses i sammenhæng.
Anvendelse, afgrænsning og fortolkning
Signaltræk beskriver overførslen til signalet; et sporskiftetræk har en anden mekanisk endefunktion. Et sikringsteknisk begreb bør altid forbindes med spørgsmålet om, hvilken fare funktionen skal forhindre. Det kan være konflikt mellem togveje, forkert sporskiftestilling eller betjening uden nødvendige forudsætninger. Teknisk låsning og personalets driftsregler supplerer hinanden, men ingen af delene kan uden videre erstatte den anden. Inden for sikringsanlæg og signalteknik er Signaltræk dermed et relevant opslagsord i beskrivelser af sikringsanlæg, signalteknik, jernbanesikkerhed, togdrift. Den præcise udformning og anvendelse må altid vurderes på grundlag af den konkrete bane, materieltype og den historiske periode.