Perronspærring
Definition og jernbanefaglig betydning
En perronspærring er en anordning eller lokal regulering, som begrænser adgangen til et perronområde eller til togafgange. Funktion og virkemåde: Historisk kunne adgangskontrol være knyttet til billetkontrol eller perronbilletter; i andre sammenhænge bruges spærring for at holde uvedkommende væk fra arbejds- og fareområder.
Teknisk og historisk sammenhæng
På ældre banegårde var bevogtning og kontrol af perronadgangen ofte en del af ekspeditionens organisering, mens nutidens stationer i højere grad er åbne. Jernbanestationernes indretning og arbejdsdeling afspejler den tid, de blev anlagt og senere moderniseret. Billet- og rejsegodsforhold, personale, adgang til perroner og information til passagererne kunne være meget forskellige mellem en mindre privatbanestation og en stor statsbanegård. Derfor bør en historisk beskrivelse knyttes til den aktuelle stations og jernbaneforvaltnings bestemmelser.
Anvendelse, afgrænsning og fortolkning
Perronspærring betegner ikke automatisk en fysisk billetspærre af samme type som i metroanlæg. Som historisk dokumentation kan stationstegninger, takstbøger, personalereglementer, billetter og samtidige fotografier supplere hinanden. Fotografier viser, hvad der fysisk var til stede, mens reglementer fortæller om det tilsigtede brug. Det er især vigtigt at skelne mellem dokumenteret praksis og generelle muligheder. Inden for stationer og passagerbetjening er Perronspærring dermed et relevant opslagsord i beskrivelser af jernbanestation, passagerbetjening, jernbanehistorie, stationer. Den præcise udformning og anvendelse må altid vurderes på grundlag af den konkrete bane, materieltype og den historiske periode.