Blokafsnit

Blokafsnit – definition, funktion og betydning for sikker togdrift

Et blokafsnit, også kaldet et linjeblokafsnit, er en afgrænset del af et jernbanespor mellem to på hinanden følgende bloksignaler i samme køreretning. Blokafsnittet indgår i jernbanens linjeblokanlæg og har til formål at sikre, at tog kan fremføres med en sikker indbyrdes afstand. Ved at opdele den fri bane i flere blokafsnit kan flere tog følge efter hinanden på den samme banestrækning, uden at hele strækningen mellem to stationer nødvendigvis skal være fri, før det næste tog kan afsendes. Blokafsnittet er en grundlæggende del af det traditionelle jernbanesikringssystem. Hvert blokafsnit overvåges eller beskyttes gennem et linjeblokanlæg, som regulerer, hvornår et tog må køre ind i afsnittet. På strækninger med automatisk linjeblok anvendes normalt teknisk togdetektering, eksempelvis sporisolationer eller akseltællere, til at registrere, om et bestemt sporafsnit er besat af et tog. Når et tog kører ind i et blokafsnit, registrerer sikringsanlægget, at afsnittet er besat. Det bloksignal, som beskytter indkørslen til afsnittet, vil under normale forhold ikke kunne vise et kørseltilladende signal for et efterfølgende tog, så længe de nødvendige frigivelsesbetingelser ikke er opfyldt. Først når det forankørende tog har frigivet det relevante afsnit, og de øvrige sikkerhedsbetingelser er opfyldt, kan der igen gives tilladelse til at køre ind. Blokafsnittenes længde kan variere betydeligt. På nogle banestrækninger er de forholdsvis korte for at muliggøre tæt togfølge, mens de på andre strækninger kan være flere kilometer lange. Længden afhænger blandt andet af den tilladte hastighed, bremseforholdene, signalsystemets udformning og den ønskede trafikkapacitet. På danske jernbaner er blokafsnit især knyttet til de traditionelle strækninger med linjeblok, hvor der anvendes faste bloksignaler langs sporet. I moderne elektroniske signalsystemer som ETCS kan infrastrukturen fortsat være opdelt i faste togdetekteringsafsnit, men køretilladelserne formidles på en anden måde, og afsnittene er ikke nødvendigvis afgrænset af traditionelle lyssignaler. Det er derfor vigtigt at skelne mellem den klassiske definition af et blokafsnit som sporet mellem to bloksignaler og det bredere princip om at opdele jernbanen i beskyttede sporafsnit, som fortsat anvendes i moderne jernbaneteknologi.

Blokafsnittets funktion i jernbanens sikkerhedssystem

Blokafsnittets vigtigste funktion er at forhindre, at tog får tilladelse til at benytte samme sporområde på en måde, som kan medføre sammenstød. Når jernbanen inddeles i afgrænsede blokafsnit, kan sikringsanlægget kontrollere, hvilke dele af strækningen der er besat, og hvilke der kan anvendes til efterfølgende togbevægelser. Princippet betegnes som kørsel med blokafstand. Det betyder, at tog kan følge efter hinanden med en afstand, der bestemmes af blokinddelingen og de gældende signal- og sikkerhedsbestemmelser. Et efterfølgende tog behøver dermed ikke at afvente, at det forankørende tog når helt frem til næste station, hvis linjeblokanlægget kan sikre en kortere togfølge. På en banestrækning med flere blokafsnit kan forskellige tog derfor befinde sig på hvert sit blokafsnit samtidig. Dette øger strækningens kapacitet sammenlignet med drift, hvor der kun må befinde sig ét tog mellem to nabotogfølgestationer. Blokafsnittet har også betydning for trafikafviklingen ved driftsforstyrrelser. Hvis et tog standser på den fri bane, skal linjeblokanlægget fortsat beskytte det besatte afsnit, så et efterfølgende tog ikke utilsigtet får tilladelse til at køre ind i det.

Linjeblokanlæg og blokinddeling

Et linjeblokanlæg er et sikringsanlæg, som anvendes til at sikre togtrafikken mellem stationerne. Anlægget etablerer tekniske afhængigheder mellem signaler, togdetektering og eventuelle andre kontrolfunktioner, så togbevægelserne kan gennemføres i den nødvendige rækkefølge. På en traditionel linjeblokstrækning kan den fri bane være opdelt i et eller flere blokafsnit. Hvis afstanden mellem to stationer er stor, kan der opstilles mellembloksignaler, som deler strækningen i kortere afsnit. På denne måde kan et efterfølgende tog under normale forhold afsendes, når det første tog har passeret den relevante blokgrænse og frigivet det foregående afsnit. Linjeblokanlæggets indretning afhænger af den anvendte teknologi. Ældre anlæg kunne være baseret på elektromekaniske eller relæbaserede systemer, mens nyere anlæg anvender elektroniske sikringssystemer. Fælles for systemerne er, at togfølgen reguleres gennem bestemte afhængigheder, som skal forhindre farlige togbevægelser.

Bloksignaler

Et bloksignal er et signal, som indgår i linjeblokanlæggets sikring af togfølgen. Bloksignaler anvendes til at regulere adgangen til de efterfølgende blokafsnit og til at formidle relevante kørseltilladelser eller standsningspåbud til lokomotivføreren. På traditionelle danske jernbaner findes forskellige signaltyper, som kan indgå i linjeblokkens funktion. Et udkørselssignal ved en station kan beskytte udkørslen til den fri bane og dermed indgangen til det første blokafsnit. Mellembloksignaler kan opdele den fri bane i flere afsnit, mens indkørselssignalet ved den næste station beskytter indkørslen til stationsområdet. I det danske Sikkerhedsreglement anvendes blandt andet betegnelserne U-signal, I-signal og AM-signal. De har forskellige funktioner i sikringsanlægget og må ikke uden videre betragtes som fuldstændig ens signaltyper. Bloksignalerne arbejder sammen med linjeblokanlægget, så et kørseltilladende signal kun kan vises, når de relevante tekniske og trafikale betingelser er opfyldt.

Automatisk mellembloksignal

Et automatisk mellembloksignal, forkortet AM-signal, anvendes på den fri bane til at opdele strækningen mellem stationer i flere blokafsnit. Signalet styres normalt automatisk af linjeblokanlægget på grundlag af blandt andet de registrerede togbevægelser og de tilhørende sikkerhedsbetingelser. Når et tog passerer et AM-signal, kører det ind i det efterfølgende blokafsnit. Linjeblokanlægget registrerer efter de anvendte principper, at afsnittet er besat, og signalgivningen til et eventuelt efterfølgende tog tilpasses derefter. Når det forankørende tog har frigivet blokafsnittet, kan signalet igen vise en kørseltilladende signalgivning, hvis de øvrige nødvendige betingelser er opfyldt. AM-signalerne gør det muligt at afvikle en tættere togfølge end på en strækning, hvor hele den fri bane mellem nabostationerne behandles som én samlet togfølgestrækning. Automatiske mellembloksignaler blev taget i anvendelse på DSB's jernbanenet i 1930'erne og blev senere en væsentlig del af udbygningen af den automatiske linjeblok.

Togdetektering i blokafsnit

For at linjeblokanlægget kan fungere sikkert, skal det have et pålideligt grundlag for at afgøre, om et blokafsnit er frit eller besat. Denne funktion kaldes togdetektering. På danske jernbaner anvendes især to traditionelle principper: sporisolationer og akseltællere. Begge systemer kan anvendes til at registrere besættelsen af afgrænsede sporafsnit, men de arbejder efter forskellige tekniske principper.

Sporisolation

En sporisolation er et elektrisk system, hvor skinnerne indgår i en kreds, der anvendes til at registrere tilstedeværelsen af et skinnekøretøj. Når et tog kører ind i et sporafsnit, vil hjulakslerne normalt skabe en elektrisk forbindelse mellem de to skinnestrenge. Dette påvirker sporisolationens elektriske kredsløb, så sikringsanlægget kan registrere afsnittet som besat. Sporisolationen er normalt konstrueret efter et sikkerhedsprincip, hvor visse fejl også skal føre til en besat eller restriktiv tilstand frem for fejlagtigt at indikere frit spor. Det er afgørende, at hele toget har forladt det relevante sporafsnit, før sporisolationen igen kan registrere det som frit. Sporisolationer har historisk været meget udbredte på danske jernbaner og har indgået i både stationssikringsanlæg og linjeblokanlæg.

Akseltæller

En akseltæller registrerer antallet af aksler, der passerer bestemte målepunkter ved sporet. Ved at sammenholde antallet af aksler, som er kørt ind i et sporafsnit, med antallet af aksler, som er kørt ud, kan systemet afgøre, om afsnittet er frigivet. Hvis der eksempelvis registreres flere aksler ved indgangen end ved udgangen, vil afsnittet fortsat blive betragtet som besat. Akseltællere anvendes blandt andet på strækninger, hvor man ønsker togdetektering uden de samme elektriske forudsætninger som ved traditionelle sporisolationer. De er også væsentlige komponenter i moderne sikringsanlæg og på banestrækninger med ETCS. Det er vigtigt at skelne mellem et blokafsnit og et akseltællerafsnit. Et blokafsnit er en trafikal og signalmæssig inddeling, mens et akseltællerafsnit er et teknisk afgrænset detekteringsområde. De kan have sammenfaldende grænser, men behøver ikke altid at være identiske.

Blokafsnit og stationsafstand

På jernbaner skelnes der mellem kørsel med blokafstand og kørsel med stationsafstand. Ved kørsel med stationsafstand tillades der normalt kun ét tog ad gangen på den fri bane mellem to nabotogfølgestationer, eller ét tog på hvert spor under de relevante regler for en flersporet strækning. Ved kørsel med blokafstand kan den fri bane opdeles i flere blokafsnit, så flere tog kan følge efter hinanden inden for den samme stationsafstand. Hvis der eksempelvis er flere blokafsnit mellem to stationer, kan et efterfølgende tog under normale forhold køre ind på strækningen, når det første tog har frigivet det blokafsnit, som det efterfølgende tog skal benytte. På den måde kan flere tog befinde sig mellem de samme stationer samtidig, forudsat at linjeblokanlægget og de gældende trafikregler tillader det. Forskellen er væsentlig, fordi kørsel med blokafstand kan give en betydelig kapacitetsforbedring på trafikerede banestrækninger.

Blokafsnittets længde

Længden af et blokafsnit afhænger af flere tekniske og trafikale forhold. Den skal blandt andet vurderes i sammenhæng med togets hastighed, bremseforhold, signalafstande og sikringsanlæggets opbygning. En kort blokinddeling gør det ofte muligt at afvikle flere tog tæt efter hinanden. Til gengæld kræver den flere signaler, flere detekteringsafsnit og mere teknisk udstyr. Længere blokafsnit kræver normalt mindre anlægsudstyr, men kan reducere kapaciteten, fordi et efterfølgende tog skal afvente, at det relevante lange afsnit bliver frigivet. Banedanmarks tekniske undervisningsmateriale beskriver, at blokafsnit på traditionelle anlæg kan variere fra meget korte afsnit i nærheden af stationer til afsnit på flere kilometer på den fri bane. Det er dog ikke muligt at fastsætte én generel bloklængde, som er optimal for alle banestrækninger. Den valgte inddeling er et resultat af den samlede projektering af signalsystem, togtrafik og infrastruktur.

Blokafsnit og bremseafstand

Bremseafstanden har stor betydning for placeringen af bloksignaler og udformningen af linjeblokanlægget. Et tog, der kører med høj hastighed, har behov for en betydelig afstand til at standse. Denne afstand afhænger blandt andet af hastighed, togets bremseevne, banens stigning eller fald og de aktuelle driftsforhold. Signalsystemet skal derfor give lokomotivføreren de nødvendige informationer i tilstrækkelig tid, så et tog kan standse foran et signal, der viser stop. På traditionelle anlæg kan dette ske gennem forsignaler eller gennem den måde, de forskellige hovedsignaler varsler den efterfølgende signalgivning. På strækninger med ATC kan togets hastighed desuden overvåges automatisk på grundlag af information fra infrastrukturen. Det er væsentligt at forstå, at blokafsnittets længde ikke i alle tilfælde er identisk med togets nødvendige bremseafstand. Signalafstande, forsignalering, hastighedsovervågning og sikkerhedsmarginer indgår i en samlet vurdering.

Blokafsnit på enkeltsporede og dobbeltsporede baner

På en enkeltsporet bane benytter tog i begge retninger det samme hovedspor. Derfor skal linjeblokanlægget ikke alene sikre afstanden mellem tog, der kører i samme retning, men også forhindre, at modkørende tog får modstridende kørseltilladelser til samme sporområde. Dette sker gennem tekniske afhængigheder i sikringsanlægget, som regulerer den tilladte køreretning og adgangen til banestykket. På dobbeltsporede baner anvendes hovedsporene normalt til togtrafik i hver sin retning. Her er blokafsnittenes væsentligste funktion at regulere afstanden mellem tog, der følger efter hinanden. Hvis en dobbeltsporet bane er indrettet til kørsel i begge retninger på de enkelte spor, skal linjeblokanlægget også kunne håndtere de nødvendige retningsafhængigheder. Den konkrete løsning afhænger af, om strækningen eksempelvis er udstyret med traditionel linjeblok, vekselspor eller et nyere elektronisk signalsystem.

Blokafsnit og jernbanens kapacitet

Blokinddelingen har stor betydning for, hvor mange tog der kan afvikles på en banestrækning inden for en bestemt periode. Hvis blokafsnittene er lange, skal et tog ofte køre en betydelig strækning, før det efterfølgende tog kan få adgang til det samme afsnit. Hvis blokafsnittene er kortere, kan et efterfølgende tog i mange tilfælde komme tættere på det forankørende. Dette kan øge kapaciteten, især på dobbeltsporede hovedbaner med tæt togtrafik. Det er dog ikke alene blokafsnittenes længde, som bestemmer kapaciteten. Stationernes sporplaner, sporskifter, hastighedsbegrænsninger og forskelle i togenes kørehastighed har også betydning. En banestrækning med mange korte blokafsnit kan derfor stadig have kapacitetsbegrænsninger ved bestemte stationer eller jernbaneknudepunkter. Blokinddelingen er således ét af flere tekniske værktøjer, som anvendes til at forbedre jernbanens trafikafvikling.

Blokafsnit ved ETCS og moderne signalsystemer

Med indførelsen af ETCS (European Train Control System) har måden, hvorpå togtrafikken sikres og reguleres, ændret sig. På de danske fjernbanestrækninger med ETCS niveau 2 overføres køretilladelser til lokomotivføreren gennem togets førerrumssignal i stedet for gennem de traditionelle lyssignaler langs banen. Den grundlæggende idé om at holde tog adskilt er dog bevaret. Infrastrukturen er fortsat opdelt i teknisk afgrænsede områder, hvor sikringsanlægget kan registrere, om et tog befinder sig. På danske ETCS-strækninger anvendes blandt andet akseltællere til denne togdetektering. Det traditionelle blokafsnit mellem to fysiske bloksignaler har derfor ikke nødvendigvis en direkte tilsvarende afgrænsning i det moderne signalsystem. I stedet anvendes togdetekteringsafsnit og elektronisk fastlagte køretilladelser, som tilsammen sikrer, at togene kan fremføres uden modstridende bevægelser. ETCS niveau 2 på de danske fjernbaner bygger fortsat på en fast teknisk inddeling af infrastrukturen. Det må ikke forveksles med et egentligt flydende bloksystem, hvor sikkerhedsafstanden beregnes dynamisk ud fra togets løbende position uden samme princip om faste blokafsnit.

Faste og flydende blokafsnit

I jernbaneteknologien skelnes der mellem faste blokafsnit og flydende blok, også kaldet moving block. Ved faste blokafsnit er jernbanesporet inddelt i geografisk bestemte områder, hvis grænser ligger fast. Togfølgen reguleres efter de enkelte afsnits besættelse og de tilhørende sikkerhedsbetingelser. Ved flydende blok beregnes den nødvendige afstand mellem togene derimod løbende ud fra blandt andet togenes position, hastighed og bremseegenskaber. Systemet kan dermed tilpasse beskyttelsen til de enkelte togbevægelser frem for udelukkende at anvende faste blokgrænser. På Københavns S-bane er det tidligere faste blokprincip blevet erstattet af CBTC, Communication Based Train Control, som anvender et flydende blokprincip. Systemet kan beregne, hvor tæt togene kan følge efter hinanden, og dermed understøtte en mere intensiv trafikafvikling. Forskellen mellem faste og flydende blokafsnit er væsentlig, fordi det viser udviklingen fra den traditionelle linjeblok med signaler langs banen til moderne kommunikationsbaseret togkontrol.

Fejl i togdetektering og linjeblok

Hvis der opstår en fejl i et linjeblokanlæg, kan det få betydning for både signalgivning og togfølgen på banestrækningen. En fejl i en sporisolation eller en akseltæller kan eksempelvis medføre, at et sporafsnit ikke kan frigives på normal vis. I et sikkerhedsorienteret sikringsanlæg skal en usikker tilstand normalt føre til en restriktiv indikering frem for, at et besat afsnit fejlagtigt meldes frit. Hvis blokafsnittet ikke kan registreres som frit, vil sikringsanlægget normalt ikke kunne give den sædvanlige kørseltilladelse ind i afsnittet. Trafikken kan i sådanne situationer blive forsinket eller kræve anvendelse af særlige procedurer for kørsel ved fejl i sikringsanlægget. Disse procedurer er fastlagt i de relevante sikkerhedsregler og kan indebære særlige tilladelser, hastighedsbegrænsninger og kontrolforanstaltninger. Det er vigtigt at understrege, at en teknisk fejlmelding om et besat blokafsnit ikke nødvendigvis betyder, at der faktisk holder et tog i afsnittet. Den betyder, at systemets normale forudsætninger for at erklære afsnittet frit ikke er opfyldt.

Blokafsnittenes historiske udvikling

Princippet om at opdele en jernbanestrækning i sikrede afsnit opstod i 1800-tallet, efterhånden som jernbanetrafikken voksede, og der blev behov for mere systematisk regulering af togfølgen. På de tidligste jernbaner var togtrafikken i høj grad baseret på køreplaner og meldinger mellem stationerne. Efterhånden blev der udviklet elektriske og mekaniske bloksystemer, som gjorde det muligt at kontrollere togbevægelserne mere systematisk. I de tidlige blokanlæg havde stationspersonalet ofte en væsentlig rolle i betjeningen og udvekslingen af meldinger. Senere blev automatiske systemer udviklet, hvor togenes passage påvirkede signaler og blokudstyr. I Danmark blev automatiske mellembloksignaler taget i anvendelse hos DSB i 1930'erne. Dermed kunne længere strækninger opdeles i flere blokafsnit, og flere tog kunne følge efter hinanden med kortere mellemrum. Efterfølgende blev linjeblokanlæggene videreudviklet med relæteknik, forbedret togdetektering og centraliseret fjernstyring. Indførelsen af elektroniske sikringsanlæg, akseltællere og ETCS repræsenterer en videreudvikling af de samme grundlæggende sikkerhedsprincipper, men med andre tekniske metoder til kontrol og regulering af togbevægelser.

Forskellen mellem blokafsnit og beslægtede begreber

Begreb	Betydning
Blokafsnit	Sporafsnit mellem to på hinanden følgende bloksignaler i samme køreretning i det traditionelle linjebloksystem.
Linjeblokafsnit	Betegnelse for et blokafsnit på en strækning med linjeblok.
Bloksignal	Signal, som indgår i reguleringen af adgangen til et blokafsnit.
AM-signal	Automatisk mellembloksignal, som anvendes til at opdele den fri bane i flere blokafsnit.
Linjeblokanlæg	Sikringsanlæg, der beskytter og regulerer togkørslen mellem stationerne.
Banestykke	Den fri bane mellem to nabotogfølgestationer.
Sporisolation	Elektrisk system til registrering af besættelse af et sporafsnit.
Akseltæller	Teknisk udstyr, der registrerer aksler ind og ud af et afgrænset sporafsnit.
Togdetekteringsafsnit	Teknisk afgrænset sporområde, hvor tilstedeværelsen af skinnekøretøjer kan registreres.
Blokafstand	Princip for togfølge, hvor flere tog kan befinde sig på samme banestykke i forskellige sikrede blokafsnit.
Stationsafstand	Princip for togfølge, hvor der normalt kun tillades ét tog ad gangen på den fri bane mellem nabotogfølgestationer, med de relevante regler for hvert spor.
Fast blok	Signalsystem med geografisk faste blokgrænser.
Flydende blok	Togkontrolprincip, hvor beskyttelsesafstanden beregnes løbende ud fra togets position og køreegenskaber.

Blokafsnittets betydning for jernbanedriften

Blokafsnittet er en af de vigtigste grundlæggende enheder i den traditionelle jernbanesikring. Ved at opdele den fri bane i flere beskyttede afsnit bliver det muligt at føre flere tog efter hinanden på samme strækning, samtidig med at sikringsanlægget regulerer adgangen til de enkelte afsnit. Blokinddelingen har derfor betydning for både jernbanesikkerhed, kapacitet, trafikafvikling og den måde, signalanlæggene er opbygget på. Overgangen fra manuel blokbetjening til automatisk linjeblok og senere elektroniske sikringsanlæg har gjort det muligt at afvikle togtrafikken mere effektivt og med en høj grad af teknisk kontrol. Selv om de traditionelle bloksignaler gradvist forsvinder fra dele af det danske jernbanenet, er princippet om sikker adskillelse af tog fortsat grundlæggende for moderne togkontrol.

Kort definition til jernbaneordbogen

Blokafsnit: Et afgrænset sporafsnit mellem to på hinanden følgende bloksignaler i samme køreretning. Blokafsnittet indgår i jernbanens linjeblokanlæg og anvendes til at sikre en forsvarlig togfølge på den fri bane. Ved hjælp af togdetektering, eksempelvis sporisolationer eller akseltællere, kan sikringsanlægget registrere, om afsnittet er besat eller frit. Under normal drift kan der først gives tilladelse til at køre ind i et blokafsnit, når de nødvendige sikkerhedsbetingelser er opfyldt. Inddelingen i flere blokafsnit gør det muligt at fremføre flere tog mellem to stationer samtidig, idet togene holdes adskilt gennem linjeblokanlæggets signal- og sikkerhedsfunktioner. Blokafsnittenes længde afhænger blandt andet af strækningshastighed, bremseforhold og den ønskede trafikkapacitet. I moderne signalsystemer som ETCS anvendes fortsat faste tekniske togdetekteringsafsnit, selv om de traditionelle lyssignaler langs banen kan være erstattet af førerrumssignalering.

Historiske kilder og dokumentation

1. Banedanmark – Sikkerhedsreglement af 1975 (SR), § 2. Den centrale danske sikkerhedstekniske definition af et blokafsnit og reglerne om linjeblok, togdetektering og signalgivning. SR definerer blokafsnit som sporstykket mellem to på hinanden følgende bloksignaler i samme køreretning. Banedanmarks oversigt indeholder de gældende udgaver, herunder SR 26-6 fra 14. oktober 2026. Banedanmark – Sikkerhedsreglementet.

2. Lex – Linjeblokanlæg, Flemming Otto Jensen. Beskriver linjeblokanlæggets funktion som et sikringsanlæg mellem stationerne, anvendelsen af bloksignaler og den kapacitetsmæssige betydning af at opdele en strækning i flere blokafsnit. Artiklen dokumenterer også anvendelsen af automatiske mellembloksignaler hos DSB siden 1930'erne. Lex – Linjeblokanlæg.

3. Lex – Sporisolation, Flemming Otto Jensen. Teknisk forklaring på, hvordan en sporisolation registrerer besættelsen af et sporafsnit gennem den elektriske forbindelse mellem skinnerne og togets hjulaksler. Kilden beskriver desuden principperne for sikker indikering ved fejl. Lex – Sporisolation.

4. Banedanmark – Sporteknik, 2. udgave, afsnit 9.8. Teknisk undervisningsmateriale om blandt andet sporisolationer, isolerklæbestød, akseltællere og faste blokafsnit. Materialet beskriver, hvordan togdetekteringen anvendes til at registrere sporbesættelse, og hvorfor blokafsnittenes længde kan variere. Banedanmark – Sporteknik (PDF).

5. Banedanmark – SODB Anlægsbestemmelser, juli 2026. Teknisk regelværk for projektering af traditionelle danske sikringsanlæg, herunder signaler, togdetektering og tekniske afhængigheder. Indeholder også historiske forklaringer på udviklingen af sikringsprincipperne. Banedanmark – SODB Anlægsbestemmelser.

6. Banedanmark – Fra HKT til CBTC på S-banen. Gennemgang af forskellen mellem det tidligere signalsystem med faste blokafsnit og det moderne CBTC-system med flydende blok. Kilden forklarer, hvordan togposition og hastighed anvendes til at beregne den nødvendige afstand mellem togene. Banedanmark – Faste og flydende blokafsnit.

7. Banedanmark – Operationelle Regler for Fjernbanen (ORF). Sikkerhedsbestemmelser for banestrækninger med ETCS, hvor køretilladelser og førerrumssignalering anvendes i stedet for den traditionelle signalgivning langs banen. Banedanmark – ORF.

Teknisk præcisering

Den oprindelige definition er korrekt for det traditionelle danske linjebloksystem og svarer til definitionen i Sikkerhedsreglementet. Det væsentligste supplement er at forklare, at et blokafsnit ikke blot er en geografisk afstand mellem to signaler, men et sikkerhedsmæssigt afgrænset sporområde, der indgår i linjeblokanlæggets regulering af togfølgen. Det er desuden vigtigt at skelne mellem traditionelle blokafsnit, tekniske togdetekteringsafsnit og moderne signalsystemers køretilladelser.