Bloksignal

loksignal – definition, funktion og betydning for jernbanens linjeblokanlæg

Et bloksignal er et jernbanehovedsignal, der indgår i et linjeblokanlæg og anvendes til at regulere togenes kørsel mellem stationerne. Bloksignalerne er en del af jernbanens sikringsanlæg og skal medvirke til at forhindre, at tog får modstridende kørseltilladelser eller kommer for tæt på hinanden. De viser lokomotivføreren, om der efter de gældende sikkerhedsbestemmelser må køres videre, og indgår samtidig i den tekniske kontrol af togfølgen på den fri bane. Betegnelsen bloksignal er en fællesbetegnelse for de signaler, som hører til linjeblokken. I den traditionelle danske signalterminologi omfatter dette blandt andet udkørselssignaler, indkørselssignaler og mellembloksignaler, når de indgår i linjeblokanlæggets funktion. Et bloksignal er således ikke nødvendigvis en særlig signalmast med et bestemt udseende, men et hovedsignal, der udfører en bestemt funktion i sikringen af togtrafikken. Et linjeblokanlæg forbinder sikkerhedsmæssigt to nabostationer og kan opdele den mellemliggende banestrækning i flere blokafsnit. Hvert blokafsnit er en afgrænset del af sporet mellem to på hinanden følgende bloksignaler i samme køreretning. Formålet er at sikre, at et efterfølgende tog ikke får normal tilladelse til at køre ind i et blokafsnit, som endnu ikke er frigivet af det forankørende tog. Bloksignaler har haft stor betydning for udviklingen af den danske jernbanedrift. De gjorde det muligt at afvikle flere tog mellem to stationer samtidig, fordi togene kunne følge efter hinanden med blokafstand i stedet for at skulle afvente, at hele banestykket blev frit. Dermed kunne kapaciteten på trafikerede banestrækninger øges uden nødvendigvis at anlægge yderligere spor. På de traditionelle danske jernbaner er bloksignaler normalt udført som lyssignaler, der viser bestemte signalbilleder med farvede lys. Tidligere kunne tilsvarende sikkerhedsfunktioner være baseret på mekaniske armsignaler og blokapparater. Med indførelsen af moderne elektroniske sikringsanlæg og ETCS er den fysiske signalgivning langs banen på flere strækninger blevet erstattet af information i togets førerrum.

Bloksignalets funktion i linjeblokanlægget

Bloksignalets vigtigste opgave er at kontrollere adgangen til det efterfølgende blokafsnit. Signalet fungerer som en synlig grænse, hvor lokomotivføreren skal rette sig efter den viste signalgivning, inden toget fortsætter. Når bloksignalet viser stop, må toget som udgangspunkt ikke passere signalet. Når signalet viser en kørseltilladende signalgivning, betyder det, at de nødvendige betingelser for den pågældende togbevægelse er opfyldt. Disse betingelser afhænger af signaltypen og linjeblokanlæggets konstruktion. De kan blandt andet omfatte, at det efterfølgende blokafsnit er registreret frit, at der ikke er etableret modstridende togveje, og at den relevante køreretning er sikret. Bloksignalet arbejder derfor ikke som en selvstændig installation. Det er forbundet med sikringsanlæggets øvrige udstyr gennem tekniske afhængigheder, som skal forhindre usikker signalgivning. På traditionelle strækninger med automatisk linjeblok bliver signalgivningen i væsentligt omfang styret af togenes bevægelser. Når et tog passerer ind i et blokafsnit, ændres den tekniske registrering af afsnittet, og signalgivningen bag toget tilpasses.

Hvilke signaler betegnes som bloksignaler?

I det danske Sikkerhedsreglement (SR) anvendes betegnelsen bloksignaler om de hovedsignaler, som indgår i linjeblokanlægget. Det gælder signaler ved stationernes ind- og udkørsel samt mellembloksignaler på den fri bane. De vigtigste signalbetegnelser er følgende:

Signal	Betydning og funktion
U-signal	Udkørselssignal, som blandt andet regulerer udkørslen fra en station til den fri bane.
I-signal	Indkørselssignal, som beskytter indkørslen til en station og kan danne afslutning på linjeblokken.
AM-signal	Automatisk mellembloksignal, der opdeler den fri bane i flere blokafsnit.
AM/DS-signal	Automatisk mellembloksignal, der samtidig fungerer som dækningssignal.
VU-signal	Venstresporsudkørselssignal, der anvendes ved relevante kørsler ad venstre spor.
VI-signal	Venstresporsindkørselssignal, der beskytter indkørsel fra venstre spor.
VM-signal	Venstresporsmellembloksignal, som indgår i linjeblokken ved kørsel ad venstre spor.
VM/DS-signal	Venstresporsmellembloksignal, der samtidig har funktion som dækningssignal.

Disse signaltyper kan indgå i linjeblokkens funktion, men de er ikke alle placeret samme sted eller har samme primære opgave. Særligt skal der skelnes mellem stationernes ind- og udkørselssignaler og de egentlige mellembloksignaler, som er placeret på den fri bane. Et signal betegnes som bloksignal, når det indgår i linjeblokanlægget. Et indkørselssignal eller udkørselssignal på en station uden linjeblok har derfor ikke automatisk denne funktion.

Udkørselssignalet som bloksignal

Et udkørselssignal, forkortet U-signal, er et hovedsignal, som regulerer togenes udkørsel fra en station. På en strækning med linjeblok udgør det normalt begyndelsen på linjeblokken i den pågældende køreretning. Når et tog skal afgå fra stationen, skal sikringsanlægget sikre, at den relevante udkørselstogvej er korrekt indstillet, og at linjeblokkens betingelser for togkørsel er opfyldt. Først herefter kan der gives den nødvendige signalgivning til udkørsel, medmindre særlige regler for uregelmæssigheder finder anvendelse. Udkørselssignalet har dermed både en funktion i stationens sikringsanlæg og en funktion i linjeblokanlægget. Det forbinder sikkerhedsmæssigt stationens togveje med togfølgen på den fri bane. På dobbeltsporede strækninger kan der desuden være særlige signaler for kørsel ad venstre spor. Her anvendes blandt andet VU-signaler, hvor den konkrete stræknings indretning og sikkerhedsregler kræver det.

Indkørselssignalet som bloksignal

Et indkørselssignal, forkortet I-signal, er et hovedsignal, som beskytter indkørslen til en station. På en banestrækning med linjeblok udgør signalet normalt afslutningen på linjeblokken i den pågældende køreretning. Indkørselssignalet indgår samtidig i stationens sikringsanlæg, hvor det er afhængigt af blandt andet sporskifternes stilling, togvejens sikring og relevante sporbesættelser. Når et tog nærmer sig stationen, skal de nødvendige betingelser for indkørsel være opfyldt, før signalet kan vise en kørseltilladende signalgivning. På dobbeltsporede strækninger kan et VI-signal anvendes ved indkørsel fra venstre spor. Indkørselssignalet har derfor en dobbelt sikkerhedsmæssig funktion. Det markerer grænsen mellem den fri bane og stationen og indgår samtidig i kontrollen med, at toget kan føres sikkert ind på stationens spor.

Automatiske mellembloksignaler

Et automatisk mellembloksignal, forkortet AM-signal, er et bloksignal, der er placeret på den fri bane mellem to nabostationer. Det anvendes til at opdele den mellemliggende strækning i flere blokafsnit, så tog kan følge efter hinanden med kortere afstand. Et AM-signal er normalt direkte afhængigt af linjeblokanlæggets registrering af, om det efterfølgende blokafsnit er frit eller besat. Når et tog passerer signalet, bliver blokafsnittet bag signalet registreret som besat efter togdetekteringssystemets principper. Signalgivningen til eventuelle efterfølgende tog reguleres derefter. Når toget har forladt det pågældende blokafsnit, og de nødvendige frigivelsesbetingelser er opfyldt, kan AM-signalet igen vise en kørseltilladende signalgivning. AM-signaler kan også forsignalere det efterfølgende hovedsignal, så lokomotivføreren får information om, hvorvidt der kan forventes stop eller anden restriktiv signalgivning længere fremme. De automatiske mellembloksignaler er særligt vigtige på længere banestykker, hvor afstanden mellem stationerne ellers ville begrænse antallet af tog, som kan køre efter hinanden.

AM/DS-signaler og dækningsfunktion

Et AM/DS-signal er et automatisk mellembloksignal, som samtidig har funktion som dækningssignal. Det kombinerer således regulering af togfølgen med beskyttelse af et bestemt punkt eller område på den fri bane. Et dækningssignal kan eksempelvis være knyttet til et sidespor eller et andet anlæg, hvor der er behov for særlig sikring mod konfliktende togbevægelser. Når et mellembloksignal samtidig fungerer som dækningssignal, skal dets signalgivning være afhængig af både linjeblokkens betingelser og den nødvendige sikring af det dækkede område. Denne kombination gør det muligt at anvende ét hovedsignal til flere sikkerhedsmæssige funktioner. Den tilsvarende funktion kan forekomme ved kørsel ad venstre spor, hvor betegnelsen VM/DS-signal anvendes.

Venstresporsmellembloksignaler

På dobbeltsporede banestrækninger har der traditionelt været en normal køreretning for hvert hovedspor. I Danmark er højrekørsel det almindelige udgangspunkt på mange traditionelle dobbeltsporede strækninger. Når en banestrækning er indrettet til signalreguleret kørsel ad venstre spor, kan den være forsynet med særskilte bloksignaler for denne køreretning. Et VM-signal er et venstresporsmellembloksignal, som har en tilsvarende grundlæggende funktion som et AM-signal, men anvendes ved den relevante kørsel ad venstre spor. Et VM/DS-signal er et venstresporsmellembloksignal, der også fungerer som dækningssignal. Disse signaler indgår i de tekniske afhængigheder, som skal sikre, at der ikke gives modstridende tilladelser til tog i forskellige køreretninger på samme hovedspor. Særligt på strækninger med vekselspor er det vigtigt, at linjeblokanlægget kan håndtere den valgte køreretning og sikre togfølgen i overensstemmelse med de gældende regler.

Bloksignal og blokafsnit

Et blokafsnit er den del af sporet, som ligger mellem to på hinanden følgende bloksignaler i samme køreretning. Signalernes placering fastlægger dermed de trafikale grænser for blokinddelingen. Et blokafsnit kan eksempelvis ligge mellem et udkørselssignal og et automatisk mellembloksignal, mellem to mellembloksignaler eller mellem et mellembloksignal og den efterfølgende stations indkørselssignal. Hvis en banestrækning ikke har mellembloksignaler, kan hele den fri bane mellem de to stationers relevante bloksignaler indgå som ét samlet blokafsnit. Når der opstilles yderligere mellembloksignaler, kan strækningen opdeles i flere afsnit. Dermed kan det første tog frigive et afsnit, før det når helt frem til næste station, så et efterfølgende tog får mulighed for at følge efter. Det er denne sammenhæng mellem bloksignaler og blokafsnit, der gør linjeblokanlægget til et vigtigt redskab i reguleringen af togfølgen.

Kørsel med blokafstand

Kørsel med blokafstand betyder, at tog på den fri bane holdes adskilt ved hjælp af blokafsnit. Under normal drift må der ikke gives kørseltilladelse til et efterfølgende tog ind i et blokafsnit, som fortsat er besat og beskyttet for det forankørende tog. Dette adskiller sig fra kørsel med stationsafstand, hvor togfølgen normalt reguleres efter, at der kun må befinde sig ét tog på banestykket mellem to nabotogfølgestationer, med de relevante bestemmelser for hvert spor. Ved blokafstand kan flere tog befinde sig på den samme længere strækning mellem stationerne, fordi de opholder sig i forskellige beskyttede blokafsnit. Denne mulighed har stor betydning for jernbanens kapacitet, især på hovedbaner med tæt person- og godstrafik. Bloksignalerne gør det således muligt at opdele et langt banestykke i mindre sikkerhedsmæssige enheder, så infrastrukturen kan udnyttes mere effektivt.

Bloksignaler og togdetektering

På traditionelle automatiske linjeblokanlæg er signalgivningen afhængig af et system, der kan registrere, om et bestemt sporafsnit er frit eller besat. Denne funktion betegnes togdetektering. På danske jernbaner har sporisolationer historisk været en af de mest anvendte metoder. En sporisolation bygger på, at skinnerne indgår i en elektrisk kreds, som påvirkes, når et togs hjulaksler skaber elektrisk forbindelse mellem skinnestrengene. Når toget befinder sig i det overvågede område, registrerer anlægget efter de relevante tekniske principper afsnittet som besat. Først når hele toget har forladt afsnittet, og de nødvendige betingelser er opfyldt, kan det igen registreres som frit. En anden metode er akseltællere, hvor antallet af aksler registreres ved indgang og udgang af et afgrænset sporafsnit. Når systemet har registreret, at alle de indkørte aksler også har forladt afsnittet, kan afsnittet frigives efter anlæggets sikkerhedslogik. Både sporisolationer og akseltællere kan anvendes som grundlag for signalgivningen i et linjeblokanlæg. Det er dog vigtigt at skelne mellem blokafsnittets trafikale afgrænsning og de tekniske detekteringsafsnit, som anvendes af sikringsanlægget. De to inddelinger kan være sammenfaldende, men behøver ikke altid være fuldstændigt identiske.

Bloksignalernes sikkerhedsmæssige afhængigheder

Et bloksignal må ikke betragtes som en simpel lampe, der alene skifter mellem stop og kør. Signalgivningen indgår i et sikringssystem med en række tekniske afhængigheder. Disse afhængigheder skal blandt andet sikre, at et blokafsnit ikke frigives på et forkert grundlag, og at der ikke gives modstridende kørseltilladelser til tog i forskellige retninger. Ved automatiske linjeblokanlæg sker kontrollen gennem forbindelsen mellem signaler, togdetektering og blokudstyr. På fjernstyrede banestrækninger kan sikringsanlæggets tilstand desuden overvåges fra en fjernstyringscentral, forkortet FC. Hvis en teknisk fejl medfører, at anlægget ikke med sikkerhed kan fastslå, om et sporafsnit er frit, skal sikringsanlæggets fejlsikre principper forhindre normal kørseltilladende signalgivning på et usikkert grundlag. Denne sikkerhedsmæssige opbygning er en af de væsentligste forskelle mellem et bloksignal og et almindeligt informationssignal langs jernbanen.

Bloksignaler og forsignalering

Ved højere hastigheder kan et tog normalt ikke standse på den afstand, hvorfra lokomotivføreren første gang kan se et hovedsignal. Derfor anvendes forsignalering, som giver føreren oplysninger om den signalgivning, der kan forventes ved det efterfølgende hovedsignal. Forsignalering kan ske gennem et selvstændigt fremskudt signal, betegnet F-signal, eller ved at et tidligere hovedsignal samtidig forsignalerer det næste. Et bloksignal kan derfor både regulere adgangen til det umiddelbart efterfølgende blokafsnit og give information om den forventede signalgivning længere fremme. Dette har særlig betydning på strækninger med høj hastighed og forholdsvis korte blokafsnit. Den nødvendige signalafstand afhænger blandt andet af strækningshastighed, bremseforhold og signalanlæggets tekniske opbygning. Et F-signal er dog ikke i sig selv et bloksignal, fordi det normalt alene forsignalerer et efterfølgende hovedsignal og ikke selv beskytter indkørslen til et blokafsnit.

Bloksignaler og ATC

På en række traditionelle danske fjernbanestrækninger blev signalgivningen suppleret med ATC, Automatic Train Control. Systemet overvåger togets kørsel på grundlag af information fra infrastrukturen og kan gribe ind, hvis toget ikke overholder de relevante hastigheds- og signalbegrænsninger. Informationerne overføres blandt andet gennem baliser, der er anbragt i sporet. ATC erstatter ikke bloksignalernes grundlæggende funktion i det traditionelle linjeblokanlæg. Systemet supplerer derimod signalgivningen med automatisk overvågning og indgreb. På denne måde kan togets hastighed kontrolleres i forhold til de informationer, som signalsystemet giver. Samspillet mellem bloksignaler og ATC blev en vigtig del af moderniseringen af de danske jernbaners sikkerhedssystemer i slutningen af det 20. århundrede.

Bloksignaler ved fejl og driftsforstyrrelser

Hvis der opstår fejl i et bloksignal eller det tilhørende linjeblokanlæg, kan det påvirke trafikafviklingen på hele banestykket. En fejl i togdetekteringen kan eksempelvis medføre, at et blokafsnit ikke kan registreres som frit, selv om der ikke fysisk befinder sig et tog i afsnittet. Signalanlægget kan dermed blive forhindret i at vise den normale kørseltilladende signalgivning. I sådanne tilfælde må togtrafikken kun fortsætte efter de særlige sikkerhedsprocedurer, som gælder for den pågældende fejl og strækning. Det kan eksempelvis være nødvendigt med særlig tilladelse til at passere et signal, der ikke kan vise den normale kørseltilladelse. De konkrete procedurer er fastlagt i Sikkerhedsreglementet og de relevante supplerende sikkerhedsbestemmelser. Bloksignalets funktion er derfor tæt forbundet med jernbanens regler for uregelmæssigheder og fejl i sikringsanlæg.

Bloksignaler og arbejdskørsel

Bloksignaler spiller også en rolle ved arbejde på den fri bane. Arbejdstog og arbejdskøretøjer kan have behov for at køre på en strækning under andre betingelser end den almindelige togtrafik. Hvis der etableres en sporspærring, skal det relevante sporområde beskyttes efter de gældende sikkerhedsbestemmelser. Bloksignaler og linjeblokanlæg kan indgå i denne beskyttelse, men en sporspærring skal etableres og ophæves efter de særlige regler for infrastrukturarbejder. Historisk har reglerne for arbejdskørsel også haft betydning for, om almindelige tog måtte følge efter et arbejdstog med blokafstand eller først måtte afsendes efter andre betingelser. Dette viser, at bloksignalernes anvendelse ikke alene bestemmes af deres tekniske funktion, men også af den type togbevægelse, som skal gennemføres.

Historisk udvikling af bloksignaler

Bloksignalernes historie hænger sammen med udviklingen af jernbanens signal- og sikringssystemer i 1800-tallet. Efterhånden som togtrafikken blev tættere, blev det nødvendigt at udvikle mere systematiske metoder til at holde togene adskilt. På de tidligste jernbaner blev togfølgen i høj grad reguleret gennem køreplaner og meldinger mellem stationerne. Senere blev der udviklet mekaniske og elektriske blokapparater, som kunne skabe afhængigheder mellem signaler og togbevægelser. I de tidlige systemer skulle stationernes personale ofte betjene blokapparaterne og udveksle meldinger om togenes passage. Med udviklingen af automatisk togdetektering blev det muligt at lade togenes bevægelser påvirke bloksystemets tilstand direkte. Det reducerede behovet for manuel betjening og skabte grundlaget for automatiske mellembloksignaler.

Automatiske mellembloksignaler hos DSB

Automatiske mellembloksignaler blev taget i anvendelse hos DSB i 1930'erne. De gjorde det muligt at opdele længere banestykker mellem stationerne i flere blokafsnit, så togene kunne følge efter hinanden med kortere afstand. Dette fik stor betydning på de mere trafikerede dele af statsbanenettet. Med de automatiske mellembloksignaler kunne togfølgen i højere grad reguleres af de tekniske anlæg, fordi signalernes stilling var afhængig af togenes passage og registreringen af de enkelte blokafsnit. Udbygningen af linjeblok blev senere videreført med forbedrede sporisolationer, relæbaserede sikringsanlæg og centraliseret fjernstyring. Bloksignalerne blev dermed en vigtig del af den tekniske modernisering af jernbanedriften gennem det 20. århundrede.

Fra mekaniske til elektroniske sikringsanlæg

De ældre bloksystemer byggede ofte på mekaniske eller elektromekaniske forbindelser mellem signaler og blokapparater. Senere blev relæteknik en væsentlig del af sikringsanlæggene. Relæerne gjorde det muligt at etablere omfattende elektriske afhængigheder, som automatisk kontrollerede de nødvendige betingelser for signalgivning. I nyere anlæg anvendes i stigende grad computerbaserede sikringssystemer, hvor sikkerhedsfunktionerne gennemføres af elektronisk udstyr. Denne udvikling har ændret den tekniske opbygning af linjeblokanlæggene, men det grundlæggende formål er fortsat at sikre, at togene holdes korrekt adskilt.

Bloksignaler og moderne ETCS

På de danske fjernbanestrækninger, der er ombygget til ETCS niveau 2, anvendes en anden form for signalgivning end på traditionelle banestrækninger med fysiske bloksignaler. ETCS står for European Train Control System og er et fælles europæisk system til togkontrol og sikker trafikafvikling. Ved ETCS niveau 2 overføres køretilladelser og relevante hastighedsinformationer normalt til toget gennem radiokommunikation og vises i førerrummet. Det betyder, at de traditionelle lyssignaler langs banen på mange ETCS-strækninger kan undværes. Sikringsanlægget skal dog fortsat sikre, at togene ikke får modstridende køretilladelser. På de danske ETCS niveau 2-strækninger anvendes fortsat faste togdetekteringsafsnit, blandt andet med akseltællere. Den traditionelle betegnelse bloksignal har derfor især betydning på de banestrækninger, som fortsat anvender det klassiske linjebloksystem. Det er vigtigt ikke at forveksle ETCS niveau 2 med et egentligt flydende bloksystem. Det danske ETCS-system bygger fortsat på faste tekniske sporafsnit, selv om køretilladelserne formidles uden traditionelle hovedsignaler langs banen.

Forskellen mellem bloksignal og beslægtede signalbegreber

Et bloksignal er et hovedsignal, som indgår i linjeblokanlægget. Et mellembloksignal er derimod en mere specifik type bloksignal, som er placeret på den fri bane for at opdele den i flere blokafsnit. Et udkørselssignal og et indkørselssignal kan være bloksignaler, når de indgår i linjeblokken, men de har samtidig funktioner i stationernes sikringsanlæg. Et forsignal er ikke et bloksignal i sig selv, da det alene varsler signalgivningen i et efterfølgende hovedsignal. Et dækningssignal har til opgave at beskytte et bestemt farepunkt eller anlæg. Når dækningsfunktionen kombineres med et mellembloksignal, anvendes betegnelser som AM/DS-signal og VM/DS-signal. Et rangeringssignal anvendes til at regulere rangerbevægelser og har derfor en anden funktion end et bloksignal, der indgår i reguleringen af almindelig togfølge på den fri bane. Denne sondring er vigtig, fordi flere signaltyper kan have et lignende udseende, men indgå i forskellige tekniske og trafikale sammenhænge.

Bloksignalets betydning for jernbanesikkerheden

Bloksignalerne er en grundlæggende del af den traditionelle jernbanes signal- og sikringsteknik. De gør det muligt at regulere togtrafikken ved hjælp af afgrænsede blokafsnit, som beskyttes gennem linjeblokanlæggets tekniske afhængigheder. Deres vigtigste sikkerhedsmæssige funktion er at forhindre, at tog under normal drift får tilladelse til at benytte et blokafsnit på en måde, som kan medføre fare for sammenstød. Samtidig har bloksignalerne stor betydning for banestrækningernes kapacitet, fordi de gør det muligt at fremføre flere tog mellem to stationer med blokafstand. Historisk har udviklingen fra manuelle bloksystemer til automatiske mellembloksignaler, relæbaserede sikringsanlæg og moderne elektroniske systemer været en væsentlig del af forbedringen af jernbanens driftssikkerhed. Selv om de traditionelle bloksignaler gradvist erstattes af førerrumssignalering på nye ETCS-strækninger, er de fortsat et centralt begreb i dansk jernbanehistorie og i forståelsen af de klassiske signalanlægs funktion.

Kort definition til jernbaneordbogen

Bloksignal: Et hovedsignal, der indgår i et linjeblokanlæg og anvendes til at regulere togtrafikken mellem stationerne. Bloksignaler er en fællesbetegnelse for de signaler, som hører til linjeblokken, herunder udkørselssignaler, indkørselssignaler og automatiske mellembloksignaler, når de indgår i linjeblokanlægget. Signalerne afgrænser blokafsnit og er gennem sikringsanlægget med til at sikre, at et efterfølgende tog ikke får normal kørseltilladelse ind i et besat eller endnu ikke frigivet blokafsnit. På traditionelle danske jernbaner omfatter bloksignaler blandt andet U-, I-, AM-, AM/DS-, VU-, VI-, VM- og VM/DS-signaler. De automatiske mellembloksignaler gør det muligt at opdele den fri bane i flere blokafsnit, så tog kan følge efter hinanden med blokafstand. Bloksignalernes signalgivning afhænger blandt andet af linjeblokanlæggets togdetektering, som kan være baseret på sporisolationer eller akseltællere. På moderne ETCS-strækninger er traditionelle bloksignaler i vidt omfang erstattet af førerrumssignalering, mens sikringen af togfølgen fortsat bygger på teknisk overvågning og kontrol af infrastrukturen.

Historiske kilder og dokumentation

Følgende kilder dokumenterer den danske definition af bloksignaler og deres sammenhæng med linjeblokanlæg, mellembloksignaler og udviklingen af jernbanens sikringssystemer.

1. Banedanmark – Sikkerhedsreglement af 1975 (SR). Den vigtigste kilde til den formelle danske signalterminologi. Reglementets § 2 beskriver banestrækninger med linjeblok og definitionen af blokafsnit, mens reglerne for hovedsignaler og linjeblokanlæg beskriver deres funktion. Definitionen af bloksignaler som fællesbetegnelse for signalerne tilhørende linjeblokken fremgår også af reglementets definitionsafsnit. Banedanmark – Sikkerhedsreglementet.

2. DSB – Sikkerhedsreglement af 1975, § 47, historiske bestemmelser om linjeblokanlæg. Den historiske version oplister udtrykkeligt U-, AM-, AM/DS-, I-, VU-, VM-, VM/DS- og VI-signaler som bloksignaler, når de tilhører linjeblokanlægget. Den skelner desuden mellem bloksignaler og mellembloksignaler. DSB – Historiske regler om linjeblokanlæg (PDF).

3. Lex – Linjeblokanlæg, Flemming Otto Jensen. Faglig forklaring på linjeblokanlæggets funktion og opdelingen af jernbanestrækninger i blokafsnit adskilt af bloksignaler. Dokumenterer desuden, at automatiske mellembloksignaler har været anvendt hos DSB siden 1930'erne. Lex – Linjeblokanlæg.

4. Lex – Jernbanesignal. En gennemgang af jernbanesignalernes anvendelse, herunder hovedsignaler på den fri bane, automatiske mellembloksignaler og forsignalering. Kilden forklarer sammenhængen mellem bloksignaler og banestrækningens kapacitet. Lex – Jernbanesignal.

5. Lex – Sikringsanlæg, Flemming Otto Jensen. Gennemgår de tekniske principper bag stationssikringsanlæg og linjeblokanlæg, herunder kravene til fejlsikkerhed og udviklingen fra mekaniske konstruktioner til elektroniske systemer. Lex – Sikringsanlæg.

6. Lex – Jernbanesikkerhed. Beskriver udviklingen fra meldingsudveksling mellem stationer til linjeblok, togdetektering, fjernstyring og moderne togkontrol. Kilden er relevant for at forstå bloksignalernes historiske sikkerhedsmæssige betydning. Lex – Jernbanesikkerhed.

Terminologisk præcisering

Den oprindelige definition er korrekt og svarer til definitionen i det danske Sikkerhedsreglement. Det væsentligste er at præcisere, at bloksignaler ikke kun er automatiske mellembloksignaler på den fri bane. Betegnelsen omfatter også de ind- og udkørselssignaler, som indgår i linjeblokkens funktion.