Gå til indhold

Færgeleje

Færgeleje – definition og jernbanefaglig anvendelse

Et færgeleje er det havneanlæg, hvor en færge lægger til, og hvor der skabes forbindelse mellem land og skib. Et jernbanefærgeleje omfatter typisk spor, fortøjnings- og ledeanordninger samt en overgangskonstruktion. Begrebet hører til den jernbanehistorie, hvor færgedrift forbandt adskilte dele af et jernbanenet. En jernbanefærge blev derved en del af jernbanens transportkæde, og både færgeleje, vogne og spor fik en særskilt teknisk rolle.

Teknisk funktion og driftsmæssig betydning

Ved overførsel af vogne skal landsporets skinner flugte tilstrækkeligt præcist med skinnerne på færgen. Vandstand, skibets dybgang og belastning kan ændre højdeforholdene og kræve regulering af overgangsforbindelsen. Jernbanefærger var en del af infrastrukturen, ikke blot skibe i almindelig rutefart. En sammenhængende transport forudsatte samordning af togkørsel, landanlæg, havnemanøvrer, sejlads og sikkerhed. Danmark tog sin første jernbanefærge i brug på overfarten mellem Strib og Fredericia i 1872, og færgedrift over Storebælt med jernbanevogne fulgte i 1883. Senere faste forbindelser reducerede behovet for mange af de historiske jernbanefærgeoverfarter.

Historisk udvikling og afgrænsning

Ved vurdering af historiske tegninger og fotografier er det væsentligt at skelne mellem det tekniske anlægs oprindelige funktion og senere ombygninger. Færger, spor, brokonstruktioner og kajanlæg kan have haft forskellige udformninger gennem deres levetid. Dimensioner, lastegrænser og sikkerhedsprocedurer må derfor henføres til den konkrete færge og periode frem for at overføres ukritisk mellem anlæg. Nært beslægtede opslag er Færgespor, Færgehavn og Dobbeltsporet jernbanefærge. De beskriver andre dele af samme faglige sammenhæng og må ikke uden videre bruges som synonymer for færgeleje.

Historiske kilder og dokumentation

Tilbage til dansk jernbaneordbog