Færgebroens hæveværk

Færgebroens hæveværk – definition og jernbanefaglig anvendelse

Færgebroens hæveværk er de mekaniske eller hydrauliske anordninger, der regulerer en færgebros højde og hældning, så broen kan møde en færge ved skiftende vandstand og last. Begrebet hører til den jernbanehistorie, hvor færgedrift forbandt adskilte dele af et jernbanenet. En jernbanefærge blev derved en del af jernbanens transportkæde, og både færgeleje, vogne og spor fik en særskilt teknisk rolle.

Teknisk funktion og driftsmæssig betydning

Indretningen afhænger af broens alder og konstruktion. Reguleringen skal ske inden passage af jernbanevogne, og en sikker overgang kræver, at bro, skinner og fartøj er korrekt indbyrdes placeret. Jernbanefærger var en del af infrastrukturen, ikke blot skibe i almindelig rutefart. En sammenhængende transport forudsatte samordning af togkørsel, landanlæg, havnemanøvrer, sejlads og sikkerhed. Danmark tog sin første jernbanefærge i brug på overfarten mellem Strib og Fredericia i 1872, og færgedrift over Storebælt med jernbanevogne fulgte i 1883. Senere faste forbindelser reducerede behovet for mange af de historiske jernbanefærgeoverfarter.

Historisk udvikling og afgrænsning

Ved vurdering af historiske tegninger og fotografier er det væsentligt at skelne mellem det tekniske anlægs oprindelige funktion og senere ombygninger. Færger, spor, brokonstruktioner og kajanlæg kan have haft forskellige udformninger gennem deres levetid. Dimensioner, lastegrænser og sikkerhedsprocedurer må derfor henføres til den konkrete færge og periode frem for at overføres ukritisk mellem anlæg. Nært beslægtede opslag er Færgeleje, Færgeport og Færgelejets ledeværk. De beskriver andre dele af samme faglige sammenhæng og må ikke uden videre bruges som synonymer for færgebroens hæveværk.

Historiske kilder og dokumentation

• Danmarks Jernbanemuseum – Danske jernbanefærger – baggrundskilde om fagområdet; de enkelte historiske forhold skal sammenholdes med periodens reglementer og anlægsdokumenter.
• Lex – Jernbanefærge – baggrundskilde om fagområdet; de enkelte historiske forhold skal sammenholdes med periodens reglementer og anlægsdokumenter.