Sivkro Trinbræt, en artikel om Sivkro Trinbræt

Sivkro Trinbræt og dets rolle i den sønderjyske jernbanehistorie

Sivkro Trinbræt, beliggende ved den gamle landevej fra Åbenrå til Løgumkloster, udgjorde et beskedent element i den sønderjyske jernbanestruktur. Trinbrættet blev anlagt på det punkt, hvor landevejen skar banen i en spids vinkel. Der var ingen nærliggende stationsby, men en større gård ved navn Sivkro, og cirka én kilometer mod nord lå den lille landsby Svejlund med omkring ti gårde og huse. Omgivelserne bestod hovedsageligt af spredte landbrugsejendomme, hvilket gjorde trinbrættets placering og funktion atypisk sammenlignet med andre stationer og holdepladser på Amtsbanerne i Sønderjylland.

Allerede ved banens åbning var det tydeligt, at Sivkro Trinbræt ikke var tænkt som et knudepunkt for massiv passagertransport. Trinbrættet havde en 40 meter lang jordperron med en simpel retiradebygning, men ingen egentlig ventebygning. På den sydlige side af banen blev der anlagt et 60 meter langt læssespor samt en mindre kvægrampe.

Gården Sivkro og det tidlige samarbejde med banen

Gården Sivkro havde i tidligere tider fungeret som gæstgiveri og skiftested for postheste, og selvom gæstgiveriet var lukket mange år før banens åbning, blev navnet videreført i trinbrættets navn. Ved banens etablering var ejeren af gården den tysk-sindede kommuneforstander Christiansen, som var aktiv i den tyske forening for Nordslesvig. Han blev udpeget som stationsagent mod det standardiserede vederlag på 50 Mark. For dette beløb forpligtede han sig til at ekspedere både gods og passagerer samt at stille et værelse til rådighed som ventesal.

Denne ordning fik dog en brat afslutning allerede i januar 1903, hvor den gamle gård nedbrændte totalt. Ilden opstod i noget tøj, der hang til tørre, og ødelæggelsen var så omfattende, at genopbygningen blev nødvendig. Christiansen opførte en ny, langt mere beskeden hovedbygning i enkel stil. Anlægget bestod af en enderisalit med gavle ud mod både have og gårdsplads, samt en længe mod øst. Avlsbygningerne lå på syd- og vestsiden, mens gårdspladsens åbne side vendte mod både landevejen og jernbaneperronen.

Fra hjemmetysk forvaltning til dansk statsejerskab

I 1910 solgte Christiansen gården til den danske stat for 100.000 Mark. Det var en del af den generelle afvikling af hjemmetyske interesser i Sønderjylland efter 1864 og under Første Verdenskrig. Staten forpagtede gården ud for en årlig sum på 1.000 Mark, først til en tysker ved navn Baltes, som også overtog stationsarbejdet. Siden fulgte flere forpagtere, senest en familie, hvor både enken og sønnen videreførte driften efter forpagterens død. I denne periode var lønnen for at fungere som stationsagent steget fra de oprindelige 50 Mark til 300 Mark – og efter genforeningen ændredes beløbet i 1920 til 300 kr. årligt. Det var et betydeligt honorar for et hverv, som lokalbefolkningen mente kun krævede minimal indsats, da "stationsagenten kun havde sig selv at passe." Da forpagtningstiden udløb i 1927, overgik gården til Domæneforvaltningen, en statslig enhed som administrerede danske landbrugsejendomme.

Hverdagsdrift og anekdoter fra Sivkro

Trinbrættet havde gennem årene en beskeden, men stabil drift, og den danske overtagelse bragte ikke umiddelbart større ændringer i den daglige funktion. En episode fra 1922 giver dog et indblik i de praktiske udfordringer, der opstod: Den tyske konduktør Helsinghoff indberettede, at der ikke var nogen til stede ved trinbrættet, da tog 16 passerede, og en rejsende ønskede at stige på. Forpagteren Jensen svarede, at han ganske vist havde set manden løbe til toget, men vurderede, at han ikke havde haft tid til at ekspedere ham. Resultatet blev, at passageren undgik at betale ekstragebyr for at købe billet i toget – en sjælden fordel for passageren og et vidnesbyrd om den fleksibilitet, der kunne præge driften i udkantsområder.

Passagertrafik og godstransport gennem årene

Persontrafikken ved Sivkro Trinbræt var altid meget ringe. I årene før Første Verdenskrig var det årlige antal afrejsende rejsende omkring 1.000. Under krigen faldt dette drastisk til 3-400, og i året 1917/1918 var der slet ingen registrerede passagerer. Det er bemærkelsesværdigt, at trinbrættet ikke blev nedlagt i 1921 sammen med flere andre mindre holdepladser. Det skyldes sandsynligvis kombinationen af statsligt ejerskab af gården og en vis godsmængde, som fortsat blev afsendt fra området.

Godstransporten var varierende, men i nogle år betydningsfuld. I begyndelsen af 1900-tallet blev der enkelte år kun afsendt et par tons gods. Der var dog jævnligt ankommet mergel, og i krigsårene – særligt under Første Verdenskrig – steg godsmængden markant. Her blev der sendt over 1.000 tons tørv og andre varer årligt fra trinbrættet. Efter krigen faldt mængderne, men forblev relativt stabile på mellem 100 og 250 tons om året.

Nedlæggelse og den nye statsbanes linjeføring

Da statsbanen mellem Rødekro og Bredebro senere blev anlagt, fulgte den det samme tracé som den gamle amtsbane på strækningen ved Sivkro. På trods af dette valgte man ikke at etablere et nyt trinbræt ved Sivkro. Det er forståeligt ud fra de beskedne trafikmængder og det lave befolkningstal i området, men det markerer også afslutningen på den rolle, som stedet havde spillet i det regionale transportnet.