Odense-Bogense - operatør: NFJ, en artikel om Odense-Bogense

Odense-Bogense Jernbanen: Bogensebanens Historie og Betydning

Bogensebanen mellem Odense og Bogense blev etableret som en del af den store jernbaneudvidelse i slutningen af 1800-tallet. Med hjemmel i loven af 18. februar 1881 blev der givet koncession til at bygge en jernbane, som kunne forbedre transportforbindelsen mellem de nordvestfynske byer og Odense. Målet var at styrke handel og transport i det nordvestlige Fyn og knytte Bogense tættere til regionens økonomiske og kulturelle centrum.

Planlægning og Anlæg af Bogensebanen

Koncessionen til Bogensebanen blev oprindeligt givet til et midlertidigt udvalg, som efter tre måneder overdrog den til Det Nordfynske Jernbaneselskab. Med en samlet strækning på 38,1 kilometer blev banen en vigtig del af infrastrukturen i Nordfyn, da den blev indviet inden for fristen den 1. juli 1883. Byggeprojektet gav lokal beskæftigelse og vakte store forventninger om vækst og udvikling i de omkringliggende områder, da der nu var skabt bedre muligheder for både gods- og passagertransport.

Stationer og Infrastruktur

På ruten fra Odense til Bogense blev der etableret stationer i Beldringe, Otterup, Kappendrup, Skamby og Jullerup. Disse stationer var udstyret med rejsestalde, hvor folk fra oplandet kunne parkere deres vogne og heste, mens de var i byen. Stationerne havde oprindeligt også krohold, som gjorde det muligt for rejsende at få et måltid eller overnatte, inden de skulle videre på deres rejse.

Bogensebanens stationer blev hurtigt centrale mødesteder for lokalsamfundene langs ruten. Her kunne man samles og få nyheder fra de større byer, og den jævnlige forbindelse til Odense styrkede sammenhængskraften på Fyn.

Tidlige År og Driftsmæssig Vækst

I de første år oplevede Bogensebanen en stabil vækst i både passager- og godstrafik. For indbyggerne i Bogense og omegn blev det lettere at tage til Odense for at handle, arbejde eller besøge familie. Den forbedrede infrastruktur muliggjorde en mere fleksibel og hurtig transport end de hidtidige transportmidler. Med banen blev det også muligt at fragte varer hurtigt og billigt mellem byerne.

Banens hovedkontor blev i første omgang placeret i Odense, men blev flyttet til Bogense i 1910, da N.P. Thage blev ansat som driftsbestyrer. Med flytningen af hovedkontoret blev jernbanen et endnu mere centralt element i Bogenses udvikling. I 1962 blev hovedkontoret dog flyttet tilbage til Odense, da Bogensebanen blev en del af et driftsfællesskab med Nordvestfyenske Jernbane (NFJ) og Odense-Kerteminde-Martofte Jernbane (OKMJ).

Besættelsen og Sidesporet til Flyvestation Beldringe

Under Besættelsen spillede Bogensebanen en væsentlig rolle for de tyske besættelsesstyrker. I 1943 anlagde tyskerne et 2,5 kilometer langt sidespor fra Lumby Trinbræt til Flyvestation Beldringe for at kunne transportere materialer til flyvestationen. Dette sidespor blev hurtigt en af de mest strategisk vigtige transportforbindelser på Fyn, og Bogensebanen blev dermed en af de danske jernbaner, som oplevede flest sabotagehandlinger. I alt blev banen udsat for 191 sabotager, hvilket medførte store forsinkelser og problemer i driften.

Efter krigens afslutning blev sporet til Flyvestation Beldringe taget op, og de ret svære skinner på 33,4 kg/meter blev genbrugt på strækningen mellem Snapind og Søhus. Sporet var også meget slidt helt til Beldringe, og da Kolding Sydbaner blev nedlagt i 1948, købte man herfra 20 km spor med 22,45 kg/meter skinner, og det rakte så man kunne udskifte skinnerne helt til Uggerslev.

Betydelige Industrielle Kunder

I 1956-1957 blev der anlagt et 1 kilometer langt sidespor fra Snapind til Haustrups Fabrikker i Næsby, som producerede blikvarer og konservesdåser. Fabrikken blev hurtigt en vigtig kunde for Bogensebanen, da den kunne generere op til 20 godsvogne om dagen, hvilket gjorde den til en af banens mest stabile og indtægtsgivende kunder. Med tiden blev dette sidespor endnu vigtigere, da det efter banens lukning i 1966 blev forlænget, så det også kunne tilsluttes Odense havnebane.

Udfordringer med Konkurrence fra Vejtransport

Efter Anden Verdenskrig begyndte vejtransporten at vinde frem. Den stigende tilgængelighed af biler, busser og lastbiler skabte hård konkurrence for jernbanen. Bilismen tilbød fleksibilitet og bekvemmelighed, hvilket i stigende grad gjorde Bogensebanens tjenester overflødige. Passagertallene begyndte at falde, og økonomiske problemer blev en konstant udfordring for banen. Til trods for forsøg på at modernisere og forbedre driften, kunne Bogensebanen ikke modstå presset fra vejtransporten.

Banens Lukning og Eftermæle

Efter flere år med økonomiske problemer og lavere passagertal blev det besluttet at nedlægge Bogensebanen den 31. marts 1966. Denne beslutning markerede afslutningen på en æra, hvor jernbanetransport havde været en uundværlig del af infrastrukturen på Fyn og i de omkringliggende områder. For mange småbyer betød nedlæggelsen af banen, at de mistede en vigtig transportforbindelse til resten af Fyn.

Bogensebanens historie er en påmindelse om, hvordan infrastruktur spiller en central rolle i udviklingen af småsamfund og bidrager til økonomisk vækst og kulturel sammenhængskraft. Selvom jernbanen har været lukket i årtier, lever dens minde videre i historien og i de resterende dele af banetracéet.

Banetracéet i Dag

En del af det gamle banetracé mellem Odense Banegårdcenter og Søhus er i dag omdannet til en populær cykel- og vandresti. Denne strækning på cirka 6 kilometer giver moderne fynboere mulighed for at nyde den smukke natur og samtidig reflektere over jernbanens historiske betydning. Ruten gennemgår naturskønne områder og er et attraktivt udflugtsmål for både lokale og turister. Ved at omdanne dele af den gamle jernbane til rekreative formål sikres en form for arv for den historiske Bogensebane, selvom togene for længst er forsvundet.

Afsluttende Bemærkninger om Bogensebanens Betydning

Bogensebanen var ikke blot en transportforbindelse, men et vigtigt redskab i udviklingen af det nordvestlige Fyn. Fra transport af gods og passagerer til værende en strategisk del af infrastrukturen under Besættelsen spillede banen en central rolle i det fynske samfund. Den bidrog til regionens økonomiske vækst og styrkede den sociale og kulturelle forbindelse mellem de små nordfynske samfund og Odense.

Selvom Bogensebanen i dag kun eksisterer som et minde og en sti, er den et eksempel på, hvordan jernbaner har formet de småsamfund, de forbandt, og bidraget til udviklingen af regioner langt uden for storbyernes grænser. For dem, der bruger stien i dag, repræsenterer den en tid, hvor tog var hverdagsbilledet i byer som Otterup, Skamby og Bogense.

Odense Banegård (1914-1995) – Fra Historisk Banegård til Moderne Transportcenter

Odenses første banegård blev opført i 1865 som en del af etableringen af den fynske hovedbane mellem Nyborg og Middelfart. Placeringen af banegården blev besluttet nord for Kongens Have i Odense, som dengang var statsejet. Gennem årene har Odense Banegård udviklet sig fra en beskeden station til en af landets mest centrale transportknudepunkter. I denne artikel vil vi dykke ned i banegårdens historie fra dens første år frem til opførelsen af det nuværende Odense Banegård Center i 1995.

Den Første Banegård (1865-1914)

Den første banegård i Odense blev bygget i 1865 og var tegnet af den velkendte arkitekt N.P.C. Holsøe, som stod bag mange af landets tidlige stationsbygninger. Den oprindelige placering var nord for Kongens Have, og stationen blev hurtigt en vigtig del af Odenses byliv. Stationen blev bygget i en klassisk stil, der var typisk for Holsøe, og som passede godt ind i datidens byarkitektur.

Selvom stationen oprindeligt var designet til at håndtere det forventede antal passagerer og godstransport, blev den hurtigt for lille. Den stigende trafik og udvidelsen af jernbanenettet, som omfattede linjer som Nordfynske Jernbane (1882) og Kertemindebanen (1900), gjorde det nødvendigt at udvide stationen.

Udvidelsen i 1880'erne

Allerede i begyndelsen af 1880'erne blev det besluttet, at den oprindelige banegård skulle udvides for at imødekomme den stigende trafikmængde. Udvidelsen blev gennemført mellem 1883 og 1884 og blev ledet af overbaneingeniør W. A. Thulstrup med assistance fra arkitekt Thomas Arboe. Selvom N.P.C. Holsøe stadig var aktiv som banegårdsarkitekt, blev han ikke tildelt opgaven, og i stedet blev udvidelsen foretaget på Thulstrups kontor.

Udvidelsen resulterede i, at den oprindelige banegård blev næsten uigenkendelig, da man byggede en ny struktur omkring den gamle. Den nye station stod færdig i 1885 og blev hurtigt et vigtigt knudepunkt for både person- og godstransport. Men selv denne udvidede banegård blev til sidst for lille, især med åbningen af Sydfynske Jernbane i 1876 og de mange privatbaner, der blev etableret i årene efter.

Anden Banegård (1914-1995)

Den anden banegård i Odense blev bygget som en direkte konsekvens af den stigende trafik og de mangelfulde forhold ved den første station. Den nye banegård stod færdig i 1914 og blev placeret ca. 200 meter øst for den oprindelige bygning. Arkitekten bag den nye banegård var Heinrich Wenck, og bygningen blev opført i nybarok stil, som var karakteristisk for mange offentlige bygninger fra denne periode.

Denne nye station blev hurtigt et centralt knudepunkt for både byens tog- og busforbindelser, og den moderne arkitektur med de karakteristiske tårne og spir gjorde den til et imponerende syn i bybilledet. Banegården blev bygget med henblik på at imødekomme både den stigende passagertrafik og den voksende mængde godstransport, og den blev hurtigt en vigtig del af byens infrastruktur.

Fra Trafikalt Knudepunkt til Kaotisk Infrastruktur

I mange år fungerede Odense Banegård som et effektivt transportknudepunkt for både tog, busser og rutebiler. Men med tiden begyndte infrastrukturen omkring stationen at blive overbelastet, især godstrafikken og fragtterminalen skabte store trafikale udfordringer. Bybusser, rutebiler, tog og taxaer skabte til tider kaotiske forhold omkring stationen, og det blev klart, at der var behov for en modernisering af hele området.

Op gennem 1980'erne blev der derfor lagt planer om at flytte fragtcentralen ud af byen og bygge en helt ny og redesignet banegård. Flytningen af fragtcentralen til det nyetablerede Tietgen Parken skulle aflaste stationen og forbedre de trafikale forhold i byen.

Opførelsen af Odense Banegård Center (1995)

Odense Banegård Center, som vi kender det i dag, stod færdig den 15. september 1995. Det nye banegårdscenter blev opført som en moderne trefløjet bygning, der skulle samle alle byens transportmidler på ét sted. Banegårdcenteret ligger langs Østre Stationsvej og strækker sig tværs over jernbanesporene og bybusterminalen.

Centret blev designet med henblik på at være et multifunktionelt transport- og oplevelsescenter. Udover tog- og busforbindelser rummer bygningen også en biograf, flere restauranter, butikker og et bibliotek. Denne modernisering gjorde det muligt for byen at håndtere den stigende mængde af både lokale og regionale rejsende.

En Del af Byens Puls

I dag er Odense Banegård Center et centralt punkt i Odenses byliv. Centret betjener dagligt omkring 25.000 besøgende, og med sin placering tæt på byens centrum er det let tilgængeligt for både rejsende og lokale. Banegården er et vigtigt trafikknudepunkt for både regionale og nationale togforbindelser, herunder InterCity-tog til større byer som Aarhus, Aalborg og Hamborg, samt lokalbaner til Ringe og Svendborg.

Centret er også en integreret del af byens øvrige infrastruktur med et stort parkeringshus, en rutebilterminal og FynBus' kundeservicecenter. Med etableringen af Odense Letbane i 2022 blev transportmulighederne i byen yderligere udvidet, og letbanestationen ligger nu på Østre Stationsvej lige uden for banegården.

Historiske Rødder og Modernisering

Odense Banegård har gennemgået mange forandringer siden den første station blev bygget i 1865. Fra en lille og ydmyg station til det moderne og multifunktionelle Odense Banegård Center, har banegården været en central del af byens infrastruktur i over et århundrede.

Mens den første banegård blev ombygget og udvidet i 1880'erne, blev det nødvendigt at bygge en helt ny station i 1914 for at kunne håndtere den stigende trafikmængde. Den nuværende bygning fra 1995 er en videreudvikling af byens behov for en moderne og effektiv transportløsning, som samtidig tilbyder en bred vifte af oplevelser for både rejsende og lokale borgere.

Baggrunden for Bogensebanen og Nordfynske Jernbane

Bogensebanen blev anlagt for at skabe en vital transportforbindelse mellem Odense og de nordlige egne af Fyn, specifikt Bogense-området, der tidligere havde været afhængigt af langsom eller besværlig transport ad landeveje eller mindre vandveje. Initiativet til banen kom fra lokale kræfter, der ønskede at fremme handel, landbrug og kommunikation. Da Nordfynske Jernbane (NFJ) officielt åbnede strækningen den 1. juli 1882, var det et skridt mod at integrere de mere afsides liggende egne af Fyn med købstaden Odense. Gennem en smalsporet eller normalsporet bane (afhængigt af tid og forskellige opgraderinger) kunne gods og passagerer hurtigere og billigere transporteres mellem byerne.

Selvom Bogensebanen primært var tiltænkt at understøtte handelslivet og landbruget, kom der snart øgede forventninger fra de voksende forstæder omkring Odense. Heriblandt var Tarup et af de områder, som i begyndelsen af 1900-tallet begyndte at se en betydelig udvidelse i sin befolkning. Tarup var, da banen åbnede, blot et mindre lokalområde uden nævneværdig bymæssig bebyggelse. Men omkring år 1900 begyndte Odense at vokse hastigt, og det samme gjorde forstæderne, der med tiden ville omfatte Tarup. Det var i denne kontekst, at ønsket om et egentlig trinbræt i Tarup opstod, så de lokale kunne drage fordel af den etablerede jernbane. De første underskriftsindsamlinger og formelle henvendelser til Nordfynske Jernbane tog derfor fart, og allerede i 1910 blev der fremsat et ønske om at etablere et stoppested ved Rugaards Landevej-overkørslen.

Ønsket om Trinbræt i Tarup og Ansøgningerne fra Fyns Stifts Husmandsskole

Fyns Stifts Husmandsskole, placeret i Tarup, var en vigtig institution for egnens landmænd, elever og kursister, der kom rejsende fra forskellige dele af landet. Med et voksende antal tilrejsende opstod behovet for en mere praktisk og lokal ankomstmulighed end Odense Station, som lå en betydelig gåafstand fra Tarup. I 1910 henvendte 25 underskrivere, tæt knyttet til husmandsskolen, sig til Nordfynske Jernbane med ønsket om at få anlagt et trinbræt ved Rugaards Landevej.

Det første svar fra Nordfynske Jernbane var afvisende med henvisning til, at selskabet var stærkt optaget af at omlægge Odense Station. På trods af dette gendrev Fyns Stifts Husmandsskole afvisningen ved i 1914 at indsende en ny ansøgning, denne gang underskrevet af 60 personer. Skolen fremhævede, at de havde modtaget op mod 5.000 besøgende det foregående år samt 800 elever og kursusdeltagere. Dertil kom en kraftig vækst i byggeri og befolkning i Tarup. Nordfynske Jernbane foreslog som kompromis at indsætte ekstratog under store arrangementer, men skolen fandt denne løsning uholdbar, da man ønskede en permanent ordning.

Nordfynske Jernbanes Beslutning og Navnet Snapind Holdeplads

Det endelige gennembrud kom i 1915, hvor en ny henvendelse med 65 underskrivere gjorde indtryk på baneselskabet. Dokumentationen for, at der var opført 27 nye huse og villaer i Tarup i de forudgående fem år, demonstrerede et reelt behov for et lokalt stoppested. Resultatet blev, at Nordfynske Jernbane accepterede at etablere en holdeplads, dog med det forbehold, at kun halvdelen af togene ville standse der i første omgang.

Holdepladsen fik navnet Snapind Holdeplads, formentlig inspireret af lokale stednavne eller betegnelser, der kunne give stoppestedet en unik identitet. Uanset navnets præcise baggrund kom Snapind til at dække det geografiske område omkring Tarup-beboerne, husmandsskolen og de nye villaområder, der var under hastig vækst.

Placeringen ved Banevogterhuset og Ekspeditricens Rolle

Snapind Holdeplads blev anlagt ved banevogterhuset i Tarup, hvor en af banens vogtere var bosat med sin familie. Banevogterhuset var oprindelig opført for at styre overskæringen ved Rugaards Landevej, i en tid hvor trafikken var beskeden. Ved etableringen af Snapind Holdeplads fik man samtidig en lokal, daglig betjening i form af en ekspeditrice — en titel, der for første gang blev officielt brugt af Nordfynske Jernbane. Ofte var det banevogterens hustru eller en anden kvinde i familien, der fik stillingen som ekspeditrice.

Ekspeditricens opgaver var at sælge billetter, holde området ved perronen ryddeligt og hjælpe passagerer, der måtte have spørgsmål til togtider og rejser. Samtidig fortsatte det daglige arbejde med at overvåge togpassagen ved overkørslen. Med tiden blev Snapind Holdeplads et fast stoppested, der bidrog til at forankre banens tilstedeværelse i lokalområdet og gav Tarups indbyggere en nem tilgang til Nordfynske Jernbanes togforbindelser.

Opgraderingen i 1919 og Behovet for Banepakker

Efterspørgslen på rejser og gods i Tarup voksede i takt med den generelle udvikling i Odenses forstæder. I 1919 vurderede Nordfynske Jernbane, at Snapind Holdeplads havde tilstrækkeligt potentiale til at gøre det værd at udvide faciliteterne. Man opførte en lav, men mere rummelig tilbygning i retning af sporet, således at det blev muligt at ekspedere banepakker og mindre stykgods lokalt på Bogensebanen. Denne forøgede kapacitet indebar dog ikke, at Snapind Holdeplads fik et egentlig varehus eller læssespor, da det ansås for unødvendigt på baggrund af den relativt beskedne godsmængde.

Banepakker, der kunne omfatte alt fra breve og mindre pakker til lette fragtgenstande, blev en populær service for beboerne i området, heriblandt elever og ansatte ved Fyns Stifts Husmandsskole. Fordelen var, at man kunne sende og modtage gods uden at skulle ind til Odense Station. Selvom mængden af stykgods aldrig blev voldsom, gav det dog en bekvem service for lokalsamfundet, især hvis man skulle transportere varer til husmandsskolen eller forretningsdrivende i Tarup.

Samspillet mellem Tarups Vækst og Snapind Holdeplads

Tarup gennemgik i første halvdel af 1900-tallet en markant befolkningsfremgang, understøttet af Odenses ekspansion som by. Fra at være en mindre landbebyggelse udviklede Tarup sig til et mere bypræget område, hvor nye villakvarterer skød op. Snapind Holdeplads blev dermed et praktisk transportled, hvor rejsende kunne nå Odense centrum eller nordfynske byer som Bogense på relativt kort tid.

Fyns Stifts Husmandsskole var fortsat en vigtig institution, der regelmæssigt tiltrak kursister, studerende og besøgende fra hele landet. De kunne nu let stige af toget ved Snapind, i stedet for at skulle køre eller gå fra Odense Station. Det fremmede skolens muligheder for at afholde større arrangementer, foredrag og kurser. Sammen med de mange nye beboere i Tarup-området var det med til at skabe en stabil passagerbase for Nordfynske Jernbane på denne del af strækningen.

Bogensebanens Nedlæggelse og Snapind Holdeplads' Afslutning

Trods en periode med pæn passagerfremgang måtte Bogensebanen, ligesom mange andre privatbaner, til sidst bukke under for konkurrencen fra bilisme og bedre vejnet. Den 31. marts 1966 blev Bogensebanen nedlagt, hvilket automatisk førte til lukningen af alle dens stationer og trinbrætter, heriblandt Snapind Holdeplads.

Den sidste forstander for Snapind var Tove Andersen, der havde varetaget rollen siden den 1. april 1954. Efter banens nedlæggelse fortsatte hun et års tid med at bestyre postekspeditionen frem til 31. marts 1967, hvorefter posthuset blev lukket. Dermed forsvandt Snapind Holdeplads som et aktivt jernbanepunkt, og bygningen blev solgt til Autohuset Kronsbjerg A/S. I 1969 blev den gamle station revet ned og erstattet af en udvidelse af bilforhandlerens anlæg, hvilket symboliserede bilismens fremmarch på bekostning af jernbanetrafik.

Eftermæle og Betydning for Området

Selvom Snapind Holdeplads kun eksisterede i knap halvtreds år, spillede den en vigtig rolle i Tarups lokalhistorie. Den var en del af en tid, hvor privatbaner i høj grad bandt forstæder og oplandsbyer sammen med de større købstæder og skabte grundlag for befolkningsvækst, handel og uddannelse. I dag ses kun få fysiske spor af hverken bogensebanen eller Snapind Holdeplads, men historien om stoppestedet minder om en tid, hvor jernbanen var afgørende for at integrere små lokalsamfund i en større økonomisk og social sammenhæng.

Snapind Holdeplads forblev et mindre, men betydningsfuldt lokalt trafikknudepunkt, som har været vidne til Odenses ekspansion og Tarups forvandling fra landsby til forstad. 

Fra billetsalgssted til holdeplads

Næsby Trinbræt har en lang og væsentlig historie i den danske jernbaneudvikling. Oprindeligt blev der etableret et billetsalgssted i 1885 på den Nordfyenske Jernbane. Det blev hurtigt en vigtig station for lokalbefolkningen og blev allerede i 1886 ophøjet til holdeplads.

Som billetsælgerske fra 1885 var det Emma Jensen, der havde fungeret som ledvogterske siden åbningen af Bogensebanen den 1. juli 1882. Hendes tilstedeværelse og arbejde var afgørende for betjeningen af de rejsende og bidrog til at holde jernbaneforbindelsen aktiv.

Ønske om forbedrede faciliteter

I 1907 opstod et ønske om at forbedre de forhold, som de rejsende oplevede på holdepladsen. Den eksisterende infrastruktur var ret primitiv, og der var behov for en ventesalsbygning på omkring 14 m².

Nordfyenske Jernbane godkendte forslaget, men kun på betingelse af, at en lokal lodsejer donerede det nødvendige areal. En lokal lodsejer imødekom dette krav, og ventesalen blev opført i 1908. Ifølge den teknisk tilsynsførende var ventesalen "et smukt venterum for de rejsende", hvilket var en klar forbedring af de tidligere faciliteter.

Etablering af læssespor og vækst i Næsby

Beboerne i Næsby viste sig at være særdeles initiativrige, og i 1912 opstod der et ønske om et roesidespor. Landbruget spillede en væsentlig rolle i lokalområdet, og et roesidespor ville lette transporten af sukkerroer til forarbejdning.

Nordfyenske Jernbane måtte endnu en gang investere i stationen, og i 1912 blev der etableret et læssespor, også kaldet et ladespor, som forbedrede godshåndteringen væsentligt.

I 1914 fulgte endnu en udvikling, hvor beboerne krævede en egentlig ventesal. En forretningsmand fra Odense tilbød at købe en grund og opføre bygningen mod at få overdraget billetsalg og andre forretninger ved stationen. Jernbaneselskabet afslog dette tilbud og valgte i stedet at opføre et formandshus med ekspedition. Dette skulle fungere som bolig for en baneformand og hans kone, der samtidig overtog billetsalg fra Emma Jensen.

Opførelsen af Næsby Station

I 1916 blev Næsby Station opført med midler fra fornyelsesfonden. Den nye stationsbygning blev tegnet af kongelig bygningsinspektør Jens Vilhelm Petersen fra Odense, der også stod bag stationerne på Nordvestfyenske Jernbane i 1911.

Bygningen adskilte sig fra de øvrige mellemstationer på Bogensebanen ved sit høje og kompakte design. I modsætning til mange af de tidligere stationer blev der ikke opført en rejsestald, hvilket vidnede om en mere moderne tilgang til stationsbyggeri.

Som et led i udvidelsen blev stationen også forsynet med et værelse til landposten, da Næsby nu var vokset til en forstad til Odense og fik sit eget brevsamlingssted.

Næsby som voksende forstad

Efter opførelsen af Næsby Station begyndte byen for alvor at vokse. Befolkningstallet steg markant over de følgende årtier:

• 1921: 377 indbyggere
• 1925: 488 indbyggere
• 1930: 899 indbyggere
• 1935: 1.388 indbyggere
• 1940: 1.475 indbyggere
• 1945: 1.550 indbyggere
• 1950: 1.723 indbyggere
• 1955: 2.005 indbyggere
• 1960: 2.660 indbyggere

Væksten skyldtes blandt andet jernbanens tilstedeværelse, som gjorde det lettere for folk at bosætte sig i Næsby og pendle til Odense.

Erhvervsudvikling i Næsby

Med den stigende befolkning fulgte også en ændring i erhvervsfordelingen. I 1930 var størstedelen af indbyggerne beskæftiget inden for håndværk og industri (595 personer), mens handel (106), transport (83) og landbrug (19) spillede mindre roller.

I 1950 var industri og håndværk blevet endnu mere dominerende, med 1.140 personer ansat i disse brancher. Samtidig var landbruget svundet ind til kun 62 personer, mens handel (232) og transport (113) stadig var vigtige erhverv.

På dette tidspunkt havde Næsby udviklet en stærkere bystruktur med kirke, skole, baptistkirke, kommunekontor, stadion, kro, vandværk, posthus og endda en maskinfabrik, SIO A/S, med 80 ansatte.

Nedgraderingen til trinbræt

I starten af 1950'erne oplevede Nordfyenske Jernbane økonomiske vanskeligheder, hvilket satte fremtiden for mange mindre stationer i fare. Næsby Station var blandt de truede, men et kommunalt tilskud på 5.000 kr. årligt i 10 år blev tilbudt for at opretholde driften.

Dette tilskud var dog ikke tilstrækkeligt til at sikre stationens fortsatte drift, og i 1955 blev Næsby Station nedgraderet til trinbræt. Dette betød, at bemandingen forsvandt, og stationen mistede sin status som et vigtigt knudepunkt i lokaltrafikken.

Nedlæggelsen af Næsby Trinbræt

Den 31. marts 1966 blev Næsby Trinbræt endeligt nedlagt. Trods nedlæggelsen står stationsbygningen stadig og fungerer i dag som privat bolig.

Den gamle jernbanetracé er siden blevet omdannet til Søhusstien, en populær rute for fodgængere og cyklister. På denne måde lever jernbanens historie videre i lokalområdet, selvom togene ikke længere stopper i Næsby.

Lunde Fyn var en af de hyggelige mellemstationer på Nordfynske Jernbane (Odense-Bogense) fra dennes åbning i 1882. Lunde Station blev kaldt Lunde Fyn for at undgå forveksling med Lunde J på Varde-Nørre Nebel Jernbane.

Lunde Fyn Station var med svinefold og stikspor fra læssesporet til privat varehus for Lunde Korn- og Foderstofforretning.

Nogen stor trafik fik Lunde Fyn Station aldrig, men den fungerede lige til banens nedlæggelse i 1966.

Lunde Fyn Station var som de andre stationsbygninger på Odense-Bogense strækningen er tegnet af arkitekt N.P.C. Holsøe. Bygningen blev stærkt ombygget i 1976 og bruges i dag til privat beboelse.

Otterup Station blev etableret på den Nordfynske Jernbane Odense-Bogense ved åbningen i 1882 og var en typisk fynsk privatbanestation med træer på perronen.

Otterup Station var med rejsestald, som ikke var så almindelig på de fynske jernbaner som ved "rigtige" kroer på de sønderjyske amtsbaner. Men rejsestald ved stationer var almindelig på Nordfynske Jernbanes Odense-Bogense stationer. Nordfynske Jernbanes Odense-Bogense stationer havde også ret til krohold, hvad flere af stationerne også drev, indtil det begyndte at give banen et lidt blakket ry.

Otterup Station var banens bedste mellemstation helt indtil lukningen af banen den 31. marts 1966.

Otterup Stationen blev nedrevet i 1968 for at give plads til byens rådhus.

Brandsby Trinbræt var med træskur og grusperron.

Den gamle rejsestald til Kappendrup Station er nedrevet ca. 2021.

Rostrup Trinbræt blev i 1925 anlagt ved et ladespor, som var beregnet til roetransport.

Ejlby ladespor blev anlagt til roetransport i 1924.

Bogense Station var endestation for både Odense-Bogense banen og Odense-Middelfart banens side bane Branderup-Bogense.