Jydsk-Fyenske Jernbaner - JFJ
Den Første Jyske Jernbane og Overgangen til Statsbanerne
Den første jyske jernbane blev åbnet den 4. september 1862 mellem Aarhus og Randers under ledelse af det engelske entreprenørfirma Peto, Brassey and Betts. Banen blev betalt af staten, mens driften blev bortforpagtet til det private selskab Det Danske Jernbanedriftsselskab (DJDS).Peto, Brassey & Betts' Rolle i Opførelsen
Det engelske firma Peto, Brassey & Betts havde allerede opbygget stor erfaring i Danmark ved at stå for byggeriet af både den sydslesvigske og den nordslesvigske bane. Mange af de ingeniører og det tekniske personale, der havde arbejdet i Slesvig, fortsatte deres arbejde i Nørrejylland og på Fyn, hvor de tog ledende roller som stationsforvaltere, togførere, lokomotivførere og værkstedshåndværkere.Oprettelsen af Jysk-Fyenske Jernbaner
De Jysk-Fyenske Jernbaner (JFJ) blev dannet af staten i 1867, men skiftede navn i 1874 til "De Danske Statsbaner i Jylland-Fyn", uformelt kendt som De Jysk-Fynske Statsbaner. Dette skete, efter at staten besluttede at overtage kontrollen med selskabet på grund af økonomiske problemer hos Peto, Brassey and Betts.Jysk-Fyenske Jernbaner overtog materiel og aktiviteter fra Det Danske Jernbanedriftselskab, der var oprettet af konsortiet Peto, Brassey and Betts. Konsortiet havde været nødsaget til at afhænde deres danske aktiver som følge af økonomiske vanskeligheder i England. De første jernbaner i Jylland og på Fyn var blevet opført og drevet af dette konsortium, og udbygningen fortsatte under det statslige selskab.
De Første Strækninger og Udviklingen
Strækningen mellem Aarhus og Randers var den første del af et stort samlet projekt, der senere kom til at omfatte hele den østjyske længdebane og hovedbanen over Fyn. Disse strækninger blev en vigtig del af infrastrukturen i Danmark og bidrog til en betydelig udvikling af transportmulighederne i regionen.Baner under Jysk-Fyenske Jernbaners driftsselskab, sorteret efter åbningsår:
- Aarhus - Randers (1862)
- Langå - Viborg (1863)
- Viborg - Skive (1864)
- Skive - Struer (1865)
- Nyborg - Middelfart (1865)
- Middelfart - Strib (1866)
- Struer - Holstebro (1866)
- Fredericia - Vamdrup (1866)
- Fredericia - Aarhus (1868)
- Randers - Aalborg (1869)
Produktion af Jernbanevogne i Randers
Peto, Brassey and Betts havde en plan om at producere jernbanevogne i Danmark. I marts 1860 købte de Hvide Mølle i Randers, en tidligere vandmølle, som lå umiddelbart øst for den projekterede banegård i Randers. Produktionen af jernbanevogne startede i efteråret 1861. I 1876 blev vognfabrikken omdannet til et selvstændigt selskab og skiftede navn til Vognfabrikken Scandia.Konkurs og Statslig Overtagelse
Den 11. maj 1866 gik Sir Samuel Morton Peto i betalingsstandsning som følge af en konkurs af et større firma i England. Selvom Sir Peto ikke selv blev erklæret konkurs, kom selskabet Peto, Brassey & Betts i en yderst vanskelig økonomisk situation, hvilket førte til, at de ønskede at realisere deres danske aktiver. Den danske stat, som allerede havde udtrykt utilfredshed med flere af de engelske ledere, overtog alle aktiver og driften pr. 1. september 1867.Lokomotiver og Infrastruktur under Statsligt Eje
Ved overtagelsen i 1867 var der en stor mangel på lokomotiver, og banernes nye chef, ingeniørkaptajn Niels Holst, samt den nyudnævnte overmaskinmester John Blair, bestilte nye lokomotiver hos Robert Stephenson & Co. i Newcastle-on-Tyne. I de første år blev lokomotiverne udelukkende købt i England, da de engelskbyggede maskiner, især dem fra Stephensons fabrik, var kendt for deres høje kvalitet. En af disse maskiner, en E-maskine, kørte i hele 64 år.Peto, Brassey and Betts havde oprindeligt benyttet skinner med en vægt på 32 kg/m, men af økonomiske årsager blev der senere anvendt lettere skinner på kun 22,5 kg/m. De anvendte lokomotiver blev derfor også lettere og kunne kun trække meget lette tog. I 1880'erne, da man anlagde banerne Thybanen (Thisted–Struer), Sallingbanen (Skive - Glyngøre) og Assensbanen (Tommerup - Assens), gik man endda ned til meget spinkle skinner på kun 17,5 kg/m, hvilket begrænsede det maksimale akseltryk til 7 tons. Dette begrænsede valget af lokomotiver til dem med meget begrænset trækkraft.
Direktørrækken for Jysk-Fyenske Jernbaner
- John S. Louth, overdriftsbestyrer (1862-1866)
- F.H. Trevithick, overdriftsbestyrer (1866-1867)
- Niels Henrik Holst, driftsbestyrer (1867-1885), senere generaldirektør i DSB