Gå til indhold

Farligt gods

Farligt gods er en fællesbetegnelse for stoffer og genstande, som på grund af deres kemiske, fysiske, biologiske eller radioaktive egenskaber kan udgøre en risiko for mennesker, dyr, miljø, ejendom eller jernbanens sikkerhed under transport. Inden for jernbanedriften defineres farligt gods som stoffer og genstande, der ifølge Reglementet for international befordring af farligt gods med jernbane (RID) enten er forbudt at transportere eller kun må transporteres under nærmere fastsatte betingelser. Farligt gods omfatter blandt andet eksplosive stoffer, brandfarlige væsker, brandfarlige og giftige gasser, ætsende kemikalier, oxiderende stoffer, radioaktive materialer og forskellige miljøfarlige stoffer. Transporten er underlagt særlige bestemmelser om klassificering, emballering, mærkning, dokumentation, godsvogne, tankvogne, læsning, rangering, sikkerhedsforanstaltninger og håndtering af uheld. Formålet med bestemmelserne er at forebygge ulykker og begrænse konsekvenserne, hvis der under transporten opstår brand, eksplosion, udslip eller andre farlige situationer. RID er en del af den internationale konvention om jernbanebefordring, COTIF, og gælder i Danmark for både national og international jernbanetransport af farligt gods. Reglementet administreres internationalt af Organisation intergouvernementale pour les transports internationaux ferroviaires (OTIF), mens Trafikstyrelsen er den ansvarlige danske myndighed. Reglerne revideres normalt hvert andet år for at tage hensyn til nye kemikalier, transportformer, sikkerhedskrav og teknologiske udviklinger. Trafikstyrelsen+2

Den historiske baggrund for transport af farligt gods på jernbaner

Transport af farlige stoffer har været en del af jernbanernes virksomhed siden midten af 1800-tallet. Allerede i jernbanernes første årtier blev der transporteret krudt, sprængstoffer, petroleum, kulprodukter, kemikalier og andre materialer, som kunne medføre betydelige risici ved forkert håndtering. Den industrielle udvikling medførte et stigende behov for at transportere råstoffer og kemiske produkter over lange afstande, og jernbanerne blev hurtigt et af de vigtigste transportmidler til dette formål. I begyndelsen var bestemmelserne om farligt gods hovedsageligt fastlagt af de enkelte jernbaneselskaber. Reglerne omfattede blandt andet, hvilke stoffer der kunne modtages til befordring, hvordan de skulle emballeres, og om bestemte godstyper skulle holdes adskilt fra passagerer og andet gods. Særligt transport af krudt og andre eksplosive stoffer gav anledning til sikkerhedsmæssige overvejelser, fordi en brand eller eksplosion kunne få alvorlige konsekvenser for både togpersonale, passagerer og de omkringliggende områder. Efterhånden som jernbanenettene blev forbundet på tværs af landegrænserne, opstod der behov for fælles internationale bestemmelser. Hvis hvert land anvendte forskellige regler for klassificering, emballering og mærkning af farlige stoffer, ville internationale transporter blive både vanskelige og risikable. Dette førte til et samarbejde mellem de europæiske jernbaneforvaltninger om fælles regler for transport af farligt gods. Et vigtigt historisk udgangspunkt var den internationale Bernkonvention af 14. oktober 1890 om godstransport med jernbane. Konventionen indeholdt bestemmelser om internationale godstransporter, og dens gennemførelsesbestemmelser omfattede et bilag med særlige regler for farlige stoffer og genstande. I 1893 blev der udarbejdet internationale regler for jernbanetransport af farligt gods, som blev grundlaget for den senere RID-ordning. De tidligste bestemmelser var forholdsvis begrænsede sammenlignet med nutidens omfattende regler. De koncentrerede sig især om afsenderens forpligtelser, emballagens beskaffenhed og jernbanens mulighed for at afvise transporter, som kunne være farlige for driften. Efterhånden blev reglerne udvidet til at omfatte stadig flere stoffer og detaljerede tekniske bestemmelser. I løbet af det 20. århundrede voksede transporten af farligt gods betydeligt som følge af udviklingen inden for olieindustrien, den kemiske industri, medicinalindustrien og fremstillingen af kunstgødning og andre industriprodukter. Jernbanerne begyndte i stigende omfang at anvende specialiserede tankvogne og andre godsvogne, som var konstrueret til bestemte typer farligt gods. Samtidig blev de internationale bestemmelser udbygget med fælles regler for godsvognenes konstruktion, tankenes styrke, sikkerhedsventiler, mærkning og kontrol.

RID – Reglementet for international befordring af farligt gods med jernbane

RID er en forkortelse for den franske betegnelse Règlement concernant le transport international ferroviaire des marchandises dangereuses, som på dansk betyder Reglement for international befordring af farligt gods med jernbane. RID udgør det vigtigste internationale regelsæt for transport af farligt gods med jernbane. Reglementet er knyttet til Convention relative aux transports internationaux ferroviaires (COTIF), der er den internationale konvention om jernbanebefordring. Den moderne COTIF-konvention blev vedtaget i 1980 og senere ændret gennem Vilniusprotokollen af 1999. RID indgår som bilag C til konventionen og indeholder de tekniske og administrative bestemmelser for transport af farlige stoffer og genstande. De internationale regler omfatter både stoffer, der kan transporteres under bestemte betingelser, og stoffer, som er udelukket fra transport. Det er derfor ikke tilstrækkeligt blot at konstatere, at et bestemt produkt er optaget i RID for at afgøre, om det må transporteres. Det er nødvendigt at undersøge den konkrete klassificering og de bestemmelser, der gælder for stoffet, dets emballage, koncentration, mængde og transportform. RID indeholder blandt andet bestemmelser om afsenderens og transportørens ansvar, klassificering af farlige stoffer, anvendelse af godkendt emballage, konstruktion og prøvning af tanke, transportdokumenter, mærkning med faresedler, orange skilte, sammenlæsning, læsning og aflæsning samt særlige sikkerhedsforanstaltninger. Reglementet er opbygget i syv hoveddele, der omfatter generelle bestemmelser, klassificering, fortegnelser over farligt gods, emballering, forsendelse, konstruktion og prøvning samt regler for selve transporten. I Danmark gælder RID både for nationale og internationale transporter af farligt gods med jernbane. Det betyder, at en transport mellem to danske stationer som udgangspunkt er underlagt de samme grundlæggende sikkerhedsbestemmelser som en international jernbanetransport.

Farligt gods opdelt i ni fareklasser

RID anvender et internationalt klassificeringssystem med ni overordnede fareklasser. Inddelingen bygger på stoffernes eller genstandenes væsentligste farlige egenskaber og anvendes til at fastlægge, hvilke sikkerhedsbestemmelser der skal overholdes under transporten. Klasse 1 – Eksplosive stoffer og genstande. Denne klasse omfatter blandt andet sprængstoffer, ammunition, visse typer fyrværkeri og andre genstande, som kan eksplodere eller udvikle betydelige mængder varme og gas ved en kemisk reaktion. Klassen er opdelt i underklasser efter eksplosionsrisikoens karakter og omfang. Transport med jernbane kræver særlige bestemmelser om emballering, mærkning, håndtering og i visse tilfælde adskillelse fra andre godstyper. Klasse 2 – Gasser. Klassen omfatter komprimerede, fordråbede, nedkølede og opløste gasser. Eksempler er propan, butan, ilt, nitrogen, klor og ammoniak. Gasserne kan være brandfarlige, giftige, kvælende eller have andre farlige egenskaber. Transporten foregår ofte i særligt konstruerede tankvogne eller trykbeholdere, hvor der stilles krav til blandt andet trykbestandighed, ventiler og kontrol. Klasse 3 – Brandfarlige væsker. Denne klasse omfatter blandt andet benzin, ethanol, methanol, acetone og en række opløsningsmidler. Brandfarlige væsker kan under bestemte forhold udvikle dampe, som danner antændelige blandinger med luft. Mange af jernbanernes store transporter af olieprodukter og kemikalier hører til denne fareklasse. Dieselolie kan også være omfattet, afhængigt af produktets klassificering og egenskaber. Klasse 4 – Brandfarlige faste stoffer og beslægtede farer. Klassen er opdelt i tre underklasser. Klasse 4.1 omfatter brandfarlige faste stoffer, selvnedbrydende stoffer, polymeriserende stoffer og visse desensibiliserede eksplosive stoffer. Klasse 4.2 omfatter selvantændelige stoffer, der kan antændes ved kontakt med luft eller som følge af selvopvarmning. Klasse 4.3 omfatter stoffer, som udvikler brandfarlige gasser ved kontakt med vand. Eksempler på den sidstnævnte gruppe er visse metalhydrider og andre stærkt vandreaktive stoffer. Klasse 5 – Oxiderende stoffer og organiske peroxider. Klasse 5.1 omfatter oxiderende stoffer, som kan forstærke brand ved at fremme forbrændingen af andre materialer. Klasse 5.2 omfatter organiske peroxider, som kan være termisk ustabile og under bestemte forhold nedbrydes med kraftig varmeudvikling. Nogle stoffer i disse klasser kræver særlig temperaturkontrol eller andre sikkerhedsforanstaltninger under transporten. Klasse 6 – Giftige og smittefarlige stoffer. Klasse 6.1 omfatter giftige stoffer, som kan forårsage alvorlige helbredsskader eller dødsfald ved indånding, indtagelse eller hudkontakt. Klasse 6.2 omfatter smittefarlige stoffer, der indeholder eller kan indeholde sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Det kan eksempelvis være visse biologiske prøver og klinisk materiale, som opfylder kriterierne for klassificering som smittefarligt gods. Klasse 7 – Radioaktive stoffer. Klassen omfatter materialer, som indeholder radionuklider i koncentrationer og aktivitetsmængder, der overstiger de grænser, som er fastlagt i de internationale transportbestemmelser. Det kan eksempelvis være radioaktive isotoper til medicinsk behandling, industriel måleteknik og forskning samt visse materialer fra den nukleare industri. Transporten er underlagt særlige bestemmelser om emballagens konstruktion, strålingsniveau, mærkning og sikkerhed. Klasse 8 – Ætsende stoffer. Denne klasse omfatter stoffer, som kan forårsage alvorlige skader på hud, øjne eller andre materialer gennem kemisk påvirkning. Eksempler er svovlsyre, saltsyre og natriumhydroxid. Mange ætsende kemikalier transporteres i specialiserede tankvogne, hvor materialevalg og tankens kemiske bestandighed er afgørende. Klasse 9 – Forskellige farlige stoffer og genstande. Denne klasse omfatter farlige stoffer og genstande, som ikke naturligt hører under de øvrige fareklasser. Eksempler er visse miljøfarlige stoffer, lithiumbatterier, natriumionbatterier og andre produkter med særlige transportrelaterede risici. Klassen har fået stigende betydning i takt med udviklingen af nye batteriteknologier og andre industriprodukter. Fareklasserne er fælles for de internationale systemer til transport af farligt gods og danner grundlag for den videre klassificering efter blandt andet UN-nummer, emballagegruppe, faresedler og særlige transportbestemmelser.

UN-numre og identifikation af farligt gods

Et vigtigt element i klassificeringen af farligt gods er anvendelsen af UN-numre. UN står for United Nations, De Forenede Nationer, og numrene anvendes internationalt til identifikation af farlige stoffer og genstande under transport. Et UN-nummer består af fire cifre og er knyttet til en bestemt stofbetegnelse, stofgruppe eller kategori af farligt gods. Nummeret anvendes blandt andet i RID, ADR for vejtransport og IMDG-koden for søtransport. Eksempelvis anvendes UN 1203 for benzin, UN 1202 for gasolie, dieselolie eller fyringsolie af den relevante klassificering, UN 1005 for vandfri ammoniak og UN 1017 for klor. UN-nummeret gør det muligt at identificere godset på tværs af landegrænser og sprog. Det har stor betydning for både jernbanepersonale, transportører, terminaloperatører og redningsberedskab. Et UN-nummer er dog ikke altid tilstrækkeligt til at fastlægge samtlige transportbetingelser. Der kan være behov for yderligere oplysninger om blandt andet stoffets koncentration, fysiske tilstand, emballagegruppe eller særlige farlige egenskaber. RID indeholder derfor en omfattende fortegnelse over farligt gods, hvor de enkelte UN-numre er knyttet til bestemmelser om klassificering, emballering, tanke, mærkning og transport.

Faresedler og mærkning af godsvogne

Godsvogne, containere, tankvogne og emballager med farligt gods skal i de tilfælde, hvor RID kræver det, være forsynet med særlige faresedler og anden sikkerhedsmærkning. Faresedlerne består normalt af diamantformede symboler, som angiver godsets fareklasse og eventuelle supplerende farer. Faresedlernes farver og symboler er internationalt standardiserede. Brandfarlige væsker mærkes eksempelvis med en rød fareseddel med flammesymbol, mens ætsende stoffer mærkes med et symbol, der viser væske, som angriber en hånd og et metalstykke. Giftige stoffer kan være mærket med dødningehoved og korslagte knogler, og radioaktive materialer anvender særlige faresedler med det internationale strålingssymbol. På tankvogne og visse andre transportenheder anvendes desuden orange skilte, som kan indeholde oplysninger om stoffets fareidentifikationsnummer og UN-nummer. Det øverste tal på et nummereret orange skilt er fareidentifikationsnummeret, også betegnet Kemler-tallet. Dette nummer angiver stoffets væsentligste farlige egenskaber. Det nederste tal er UN-nummeret, som identificerer det transporterede stof eller den pågældende stofgruppe. For en tankvogn med benzin kan mærkningen eksempelvis være 33 over 1203, hvor 33 angiver en meget brandfarlig væske, mens 1203 identificerer benzin. Et bogstav X foran fareidentifikationsnummeret betyder, at stoffet reagerer farligt med vand. En sådan mærkning har betydning for redningsberedskabets valg af sluknings- og indsatsmetoder. Den internationale mærkning gør det muligt hurtigt at identificere de væsentligste risici ved en transport, selv når godset befinder sig langt fra sin afsender eller passerer gennem flere lande.

Tankvogne til transport af farligt gods

Tankvogne har gennem mere end et århundrede været en af de vigtigste vogntyper til transport af farligt gods med jernbane. En tankvogn er en godsvogn, der er forsynet med en tankbeholder til transport af væsker, gasser eller andre materialer, som er egnede til tanktransport. De første jernbanetankvogne blev udviklet i anden halvdel af 1800-tallet og blev blandt andet anvendt til transport af petroleum og andre olieprodukter. Efterhånden som den kemiske industri voksede, blev der udviklet tankvogne til stadig flere kemikalier og gasser. Moderne tankvogne er konstrueret til bestemte transportopgaver og skal opfylde de tekniske bestemmelser, der gælder for den pågældende godstype. Tankens konstruktion afhænger blandt andet af stoffets kemiske egenskaber, densitet, damptryk, temperatur og risiko ved udslip. Tankvogne til brandfarlige væsker kan være konstrueret til transport ved atmosfærisk tryk eller begrænset overtryk, mens tankvogne til fordråbede gasser normalt skal kunne modstå betydeligt højere tryk. Tankvogne til ætsende kemikalier kan være fremstillet af særlige stålkvaliteter eller forsynet med indvendig beskyttelse for at modstå kemiske påvirkninger. Der stilles desuden krav til blandt andet tankenes styrke, åbninger, lukkemekanismer, ventiler, prøvning og periodiske eftersyn. Tankvogne må ikke uden videre anvendes til alle former for farligt gods. Det skal dokumenteres, at tanktypen er godkendt til det konkrete stof, og at de relevante fyldnings- og sikkerhedsbestemmelser overholdes.

Andre godsvogne og transportenheder til farligt gods

Farligt gods transporteres ikke udelukkende i tankvogne. En væsentlig del af transporterne foregår i almindelige eller specialiserede godsvogne med emballeret gods. Lukkede godsvogne har historisk været anvendt til transport af kemikalier, maling, opløsningsmidler, emballerede giftstoffer og andre produkter, som skulle beskyttes mod vejrliget. Åbne godsvogne og fladvogne kan anvendes til visse typer farligt gods, hvis emballage, fastgørelse og transportbetingelser tillader det. Containere og veksellad har fået stigende betydning, fordi de gør det muligt at gennemføre kombineret transport mellem jernbane, vej og søtransport uden at omlæsse selve godset. En tankcontainer kan eksempelvis transporteres på en jernbanevogn, derefter overføres til en lastbil og fortsætte til den endelige modtager. Denne transportform kræver, at de forskellige transportformers sikkerhedsbestemmelser bliver overholdt. Klassificeringen er i vidt omfang harmoniseret internationalt, men der kan stadig være forskelle mellem de konkrete regler for vej-, jernbane- og søtransport. Tankcontainere, mellemstore bulkcontainere, også betegnet IBC, og andre godkendte emballager anvendes derfor efter de specifikke bestemmelser for den pågældende godstype.

Emballering og emballagegrupper

Korrekt emballering er en central del af sikkerheden ved transport af farligt gods. Emballagen skal være egnet til det stof, der transporteres, og skal kunne modstå de belastninger, som normalt kan opstå under transport, håndtering og omlæsning. RID fastsætter detaljerede bestemmelser om emballagetyper, materialer, lukkeanordninger, prøvning og godkendelse. For en række farlige stoffer anvendes emballagegrupper, der angiver den relative faregrad. Emballagegruppe I omfatter stoffer med høj fare, emballagegruppe II stoffer med middel fare og emballagegruppe III stoffer med lavere fare inden for de relevante klassificeringskriterier. Disse grupper anvendes til at fastlægge, hvilke emballager der må benyttes, og hvilke prøvningskrav der skal opfyldes. Ikke alle fareklasser anvender emballagegrupper. Eksempelvis er reglerne for eksplosive stoffer, gasser og radioaktive materialer opbygget efter andre klassificeringsprincipper. En emballage skal i mange tilfælde være forsynet med en særlig UN-godkendelsesmærkning, som dokumenterer, at den er prøvet og godkendt efter de relevante internationale bestemmelser.

Transportdokumenter og afsenderens ansvar

Transport af farligt gods kræver normalt særlige oplysninger i transportdokumenterne. Dokumentationen skal gøre det muligt for jernbanevirksomheden at identificere godset og sikre, at transporten gennemføres efter de relevante bestemmelser. Oplysningerne omfatter blandt andet UN-nummer, officiel godsbetegnelse, fareklasse, eventuel emballagegruppe, antal og beskrivelse af kolli samt mængden af farligt gods. Afhængigt af stoffet og transportformen kan der desuden være krav om supplerende oplysninger. Afsenderen har et væsentligt ansvar for, at godset er korrekt klassificeret, emballeret og mærket, og at de nødvendige oplysninger bliver stillet til rådighed. Transportøren har tilsvarende ansvar for at gennemføre de kontroller og sikkerhedsforanstaltninger, som følger af RID og de øvrige gældende bestemmelser. Også læssere, påfyldere, aflæssere, tankoperatører og andre aktører kan have særlige forpligtelser. Fordelingen af ansvaret er vigtig, fordi en sikker jernbanetransport forudsætter, at alle led i transportkæden udfører deres respektive opgaver korrekt.

Læsning, sammenlæsning og rangering

Ved transport af farligt gods stilles der særlige krav til læsning og håndtering af godsvognene. Visse farlige stoffer må ikke læsses sammen i den samme vogn eller container, fordi de kan reagere farligt med hinanden ved et udslip eller en beskadigelse. RID indeholder derfor bestemmelser om sammenlæsning, som skal forhindre, at uforenelige stoffer placeres i samme transportenhed. Der stilles også krav til fastgørelse af gods, så kolli og beholdere ikke vælter, forskyder sig eller bliver beskadiget under transporten. Ved rangering skal der tages hensyn til både godsvognenes konstruktion og det transporterede gods. Rangering kan medføre stød og belastninger, når godsvogne kobles sammen eller flyttes mellem spor. For visse typer farligt gods gælder der derfor særlige begrænsninger i, hvordan vognene må rangeres. Det kan eksempelvis være nødvendigt at undgå bestemte former for stødvis rangering eller at gennemføre vognbevægelser under særligt kontrollerede forhold. De konkrete begrænsninger afhænger af RID-bestemmelserne og de gældende jernbanedriftsforskrifter. Det er derfor ikke korrekt at antage, at alle vogne med farligt gods skal behandles efter fuldstændigt identiske rangeringsregler. Kravene varierer efter stoffernes egenskaber og transportens konkrete forhold.

Farligt gods i danske jernbaners historie

Transport af farligt gods har været en vigtig del af den danske jernbanegodstrafik siden anden halvdel af 1800-tallet. Med industrialiseringen steg behovet for transport af petroleum, kulprodukter, kemikalier, sprængstoffer og andre varer, der krævede særlige forholdsregler. På de tidlige danske jernbaner blev farligt gods hovedsageligt transporteret efter de bestemmelser, som var fastsat i jernbaneselskabernes godstariffer, ekspeditionsforskrifter og tjenestereglementer. Bestemmelserne regulerede blandt andet modtagelse af farligt gods, emballagekrav, mærkning og særlige forhold under befordringen. Transport af krudt og sprængstoffer var eksempelvis relevant i forbindelse med militære forsyninger, minedrift, stenbrud og større anlægsarbejder. Petroleum og andre brandfarlige væsker fik voksende betydning som følge af deres anvendelse til belysning, opvarmning og industrielle formål. I første halvdel af det 20. århundrede blev olieprodukter en stadig vigtigere del af jernbanernes godstrafik. Det medførte en øget anvendelse af tankvogne, som kunne transportere større mængder brændstof og andre væsker direkte mellem havne, raffinaderier, depoter og industrielle virksomheder. Efter Anden Verdenskrig voksede den danske kemiske industri og olieindustri, og jernbanernes transport af kemikalier blev mere specialiseret. Det omfattede blandt andet transporter af forskellige former for brændstof, syrer, baser og industrigasser. DSB anvendte gennem tiden både egne godsvogne og privatejede specialvogne, som var registreret til befordring på jernbanen. Mange tankvogne tilhørte virksomheder eller specialiserede vognudlejere, der havde behov for køretøjer med særlige tekniske egenskaber. Farligt gods blev transporteret både i indenlandsk trafik og internationalt via de danske grænseforbindelser og jernbanefærger. De internationale transporter var underlagt fælles jernbanebestemmelser, hvilket gjorde det muligt at gennemføre transporter mellem Danmark og andre europæiske lande uden at skulle omlæsse godset ved hver landegrænse.

Farligt gods og de danske jernbanefærger

De danske jernbanefærger havde historisk betydning for den internationale transport af farligt gods. Før etableringen af de faste forbindelser over Storebælt og Øresund var store dele af jernbanetrafikken afhængige af færger, som kunne transportere godsvogne mellem forskellige dele af jernbanenettet. Når en godsvogn med farligt gods skulle overføres med en jernbanefærge, var transporten underlagt særlige bestemmelser. En færgetransport adskiller sig fra en almindelig jernbanetransport, fordi godsvognen midlertidigt befinder sig om bord på et skib, hvor brand, udslip eller eksplosion kan få særlige konsekvenser. Der kunne derfor gælde begrænsninger for bestemte godstyper, krav om adskillelse fra andre vogne eller særlige bestemmelser om færgens lastning og sikkerhedsudstyr. Reglerne afhang blandt andet af den pågældende færgerute, godsets fareklasse og de nationale og internationale bestemmelser, der var gældende på transporttidspunktet. På nogle færgeruter kunne bestemte transporter kun gennemføres med særlige forholdsregler, mens andre typer farligt gods kunne være udelukket. Ved undersøgelser af historiske transporter af farligt gods over eksempelvis Storebælt, Øresund eller forbindelserne til Tyskland er det derfor nødvendigt at inddrage både jernbanernes godsbefordringsbestemmelser og de særlige regler for den pågældende færgeoverfart.

Sikkerhedsafstande, standsning og opstilling af godsvogne

Sikker håndtering af farligt gods omfatter ikke kun selve transporten, men også de perioder, hvor godsvogne opholder sig på stationer, rangerbanegårde, godsterminaler og private sidespor. Når godsvogne med farligt gods opstilles, skal der tages hensyn til risikoen ved det transporterede stof og de lokale forhold. Det kan blandt andet være relevant at vurdere nærheden til bygninger, andre godsvogne, tankanlæg, befolkede områder og installationer, som kan udgøre en antændelseskilde. Der kan også være særlige regler for overvågning, sikring mod uvedkommendes adgang og midlertidigt ophold med visse typer farligt gods. RID og jernbanevirksomhedernes sikkerhedsbestemmelser fastlægger de relevante krav, og disse varierer efter godsets klassificering. For farligt gods med høj risiko kan der gælde særlige sikkerhedsplaner og procedurer, som skal mindske risikoen for tyveri, sabotage eller anden forsætlig misbrug. Det er vigtigt at understrege, at der ikke findes én universel sikkerhedsafstand, som gælder for alle typer farligt gods på alle stationer. Afstandskrav og øvrige forholdsregler afhænger af den konkrete fare, mængde, transportform og de gældende bestemmelser.

Sikkerhedsrådgivere og uddannelse af jernbanepersonale

Den moderne transport af farligt gods stiller omfattende krav til uddannelse og organisation. Jernbanevirksomheder og andre virksomheder, som udfører aktiviteter omfattet af RID, skal som hovedregel have tilknyttet en sikkerhedsrådgiver for transport af farligt gods, medmindre de er omfattet af en relevant undtagelse. Sikkerhedsrådgiveren har til opgave at rådgive virksomheden om, hvordan transporterne kan gennemføres i overensstemmelse med lovgivningen og de gældende sikkerhedsbestemmelser. Arbejdet omfatter blandt andet kontrol med procedurer, vurdering af risici, rådgivning om håndtering af farligt gods og undersøgelser af uheld og andre sikkerhedsrelaterede hændelser. Sikkerhedsrådgiveren skal desuden udarbejde en årlig rapport til virksomhedens ledelse om aktiviteterne vedrørende transport af farligt gods. I Danmark skal sikkerhedsrådgivere have et gyldigt kompetencebevis efter de relevante bestemmelser. Beviset opnås gennem en eksamen og er normalt gyldigt i fem år, hvorefter det kan fornyes. Også andre medarbejdere, som arbejder med farligt gods, skal have en uddannelse, der svarer til deres funktion og ansvar. Det kan eksempelvis være personale, som udarbejder transportdokumenter, læsser tankvogne, gennemfører rangering eller har ansvar for kontrol af godsvogne før afgang. Uddannelsen skal blandt andet give medarbejderne kendskab til de relevante farer, mærkning, sikkerhedsprocedurer og håndtering af hændelser.

Uheld og beredskab ved transport af farligt gods

Et af RID-reglernes vigtigste formål er at forebygge uheld og begrænse konsekvenserne, hvis der alligevel opstår en farlig situation. Uheld med farligt gods kan eksempelvis opstå ved afsporing, sammenstød, beskadigelse af beholdere, utætte ventiler, forkert håndtering eller fejl under læsning og aflæsning. Konsekvenserne afhænger af godsets egenskaber. En lækage fra en tankvogn med en brandfarlig væske kan medføre brand- eller eksplosionsfare, mens udslip af giftige gasser kan medføre alvorlig fare for mennesker i et større område. Udslip af ætsende eller miljøfarlige stoffer kan forårsage skader på jord, grundvand og nærliggende vandmiljøer. Ved et uheld er det vigtigt, at redningsberedskabet hurtigt kan identificere det transporterede gods og vurdere de konkrete risici. Her spiller UN-numre, faresedler, orange skilte og transportdokumenter en central rolle. Jernbanevirksomheden og infrastrukturforvalteren skal desuden have de nødvendige procedurer for håndtering af uheld, alarmering og samarbejde med relevante myndigheder. I Danmark fører Trafikstyrelsen tilsyn med jernbanernes håndtering af farligt gods. Alvorlige uheld og visse andre hændelser skal indberettes efter RID's bestemmelser. Formålet med indberetningerne er blandt andet at sikre, at der kan gennemføres undersøgelser og iværksættes forebyggende tiltag, når der identificeres sikkerhedsmæssige problemer.

Farligt gods og miljøbeskyttelse

Miljøhensyn har fået stigende betydning i de internationale regler for farligt gods. De tidligste bestemmelser var især rettet mod at beskytte jernbanepersonale, passagerer og materiel mod brand og eksplosion. Senere er hensynet til natur, grundvand og miljø blevet en stadig vigtigere del af reguleringen. Nogle stoffer kan medføre betydelig miljøskade, selv om de ikke nødvendigvis er særligt brandfarlige eller akut giftige for mennesker. Miljøfarlige stoffer kan eksempelvis skade vandlevende organismer eller medføre langvarig forurening, hvis de slipper ud under transporten. Derfor indeholder RID regler om miljøfareklassificering og særlig mærkning af relevante stoffer. For nogle produkter anvendes et særskilt mærke for miljøfarlige stoffer, som viser et dødt træ og en død fisk. Miljøbeskyttelsen indgår også i bestemmelserne om emballage, tankenes tæthed, håndtering af spild og krav til transportørernes sikkerhedsprocedurer. Jernbanetransport kan være en effektiv transportform til store mængder industriprodukter og kemikalier, men det ændrer ikke ved, at farligt gods kræver en høj grad af sikkerhed og kontrol.

RID, ADR og IMDG – forskellen mellem transportformerne

De internationale bestemmelser om farligt gods er i høj grad harmoniseret, men der anvendes forskellige regelsæt afhængigt af transportformen. RID gælder for transport af farligt gods med jernbane, mens ADR anvendes ved vejtransport. ADR omfatter blandt andet krav til klassificering, emballering, mærkning, køretøjer og sikkerhedsudstyr ved transport på vej. Ved søtransport anvendes International Maritime Dangerous Goods Code (IMDG-koden), som indeholder særlige bestemmelser om farligt gods om bord på skibe. Ved lufttransport anvendes blandt andet ICAO's tekniske instruktioner for sikker transport af farligt gods med luftfartøjer. De forskellige regelsæt bygger i vidt omfang på FN's anbefalinger om transport af farligt gods, som betegnes UN Recommendations on the Transport of Dangerous Goods. Det betyder, at et stof normalt har den samme grundlæggende internationale identifikation, uanset hvilken transportform der anvendes. Der kan dog være væsentlige forskelle i kravene til emballage, tilladte mængder, transportenheder og sikkerhedsforanstaltninger. Ved kombineret transport er det derfor nødvendigt at tage hensyn til de relevante bestemmelser for alle de transportformer, som indgår i transportkæden.

Udviklingen af RID frem til i dag

RID er gennem tiden blevet ændret og udvidet adskillige gange for at tilpasse reglerne til nye transportformer, kemikalier og teknologier. Hvor de tidlige regler især omfattede sprængstoffer, brandfarlige væsker og andre klassiske industriprodukter, omfatter de moderne bestemmelser et meget stort antal stoffer og genstande. Samtidig er kravene til dokumentation, tankkonstruktioner, emballager og sikkerhedsorganisationer blevet væsentligt mere detaljerede. En vigtig udvikling har været harmoniseringen med de øvrige internationale regler om farligt gods, så klassificering og mærkning i videst muligt omfang følger fælles principper. De moderne regler opdateres normalt hvert andet år. RID 2025 trådte i kraft den 1. januar 2025 og afløste RID 2023 efter de relevante overgangsbestemmelser. Blandt ændringerne i RID 2025 var nye og ændrede bestemmelser vedrørende batterier, herunder natriumionbatterier, samt tilpasninger af klassificering og emballering. Udviklingen af moderne batteriteknologier har gjort transport af batterier til et stadig vigtigere område inden for farligt gods. Batterier kan under bestemte fejlforhold udvikle betydelige mængder varme og i nogle tilfælde forårsage brand. De internationale bestemmelser skal derfor løbende tilpasses udviklingen i batteriernes kemiske sammensætning, konstruktion og anvendelse. Trafikstyrelsen offentliggør den danske udgave af RID og oplysninger om ændringerne i reglementet. Den gældende udgave i oktober 2026 er RID 2025.

Farligt gods' betydning for jernbanehistorien

Transport af farligt gods har haft stor betydning for jernbanernes udvikling som transportmiddel for industri, handel og energiforsyning. Jernbanerne gjorde det muligt at transportere store mængder petroleum, olieprodukter, kemikalier, gasser og andre industriprodukter over lange afstande og mellem forskellige lande. Denne udvikling understøttede industrialiseringen og gjorde det muligt at opbygge mere omfattende forsyningskæder for blandt andet brændstoffer, kemiske råvarer og andre produkter, som krævede særlige transportforhold. Samtidig medførte transporterne nye sikkerhedsmæssige udfordringer, som nødvendiggjorde udviklingen af internationale regler, specialiserede godsvogne og fælles mærkningssystemer. RID-reglementet blev et vigtigt resultat af dette internationale samarbejde og repræsenterer en af de ældste former for fælles teknisk og administrativ regulering af jernbanetrafikken. For de danske jernbaner har reglerne haft betydning for både godsekspedition, tankvognstransporter, internationale godstog, rangering, færgeoverførsler og driften af større godsterminaler. I dag er farligt gods fortsat en vigtig del af jernbanernes godstransport. Den teknologiske udvikling har ændret både godstyperne og transportformerne, men behovet for sikker klassificering, korrekt emballering, tydelig mærkning og internationalt ensartede bestemmelser er grundlæggende det samme som ved de første internationale aftaler i slutningen af 1800-tallet. Begrebet farligt gods betegner derfor ikke blot en bestemt kategori af godsforsendelser, men et omfattende sikkerhedsmæssigt og juridisk område, som har været med til at forme udviklingen af den moderne jernbanegodstrafik.

Historiske kilder og dokumentation

Følgende officielle kilder kan anvendes til dokumentation af reglerne om farligt gods, RID's historiske udvikling og de gældende bestemmelser for jernbanetransport.

  • Trafikstyrelsen – RID 2025, Reglement for national og international befordring af farligt gods med jernbane. Den officielle danske udgave af RID med bestemmelser om klassificering, emballering, tankvogne, mærkning, dokumentation og transport. RID 2025 – Trafikstyrelsen.
  • Trafikstyrelsen – Samlet RID 2025. Det fuldstændige danske reglement, herunder bestemmelserne om de ni fareklasser, UN-numre og særlige transportkrav. Samlet RID 2025 (PDF).
  • Trafikstyrelsen – Regler for transport af farligt gods. Officiel beskrivelse af RID's anvendelsesområde, den danske lovgivning og myndighedsansvaret. Regler for farligt gods på jernbanen.
  • OTIF – Explanatory Report concerning RID. Historisk og juridisk gennemgang af udviklingen fra Bernkonventionen af 1890 til det moderne RID-reglement. Kilden er særlig relevant for dokumentationen af de tidligste internationale bestemmelser om farligt gods. OTIF's historiske redegørelse (PDF).
  • Europa-Kommissionen – Evaluation of EU Policy on the Transport of Dangerous Goods since 1994. Historisk redegørelse for reguleringen af farligt gods i Europa, herunder de internationale jernbanebestemmelser fra 1893 og den efterfølgende harmonisering. Europa-Kommissionens rapport (PDF).
  • Trafikstyrelsen – Sikkerhedsrådgiver på jernbanen. Officiel dokumentation for sikkerhedsrådgiverens opgaver, uddannelse, kompetencebevis og virksomhedsansvar. Sikkerhedsrådgiver for farligt gods.
  • Retsinformation – Bekendtgørelse om anvendelse af RID i national transport og transport af farligt gods i håndbagage m.v. Dansk lovgrundlag med definitionen af farligt gods og bestemmelser om RID's anvendelse. Bekendtgørelsen.

Til yderligere jernbanehistorisk forskning vil DSB's ældre godstariffer, ordresamlinger, godsekspeditionsforskrifter og bestemmelser om transport af eksplosive og brandfarlige stoffer være relevante primærkilder. Disse vil kunne belyse, hvordan de internationale regler konkret blev anvendt på danske stationer, rangerbanegårde og jernbanefærger gennem forskellige historiske perioder.

Tilbage til dansk jernbaneordbog