G-bremse
G-bremse – Langsomtvirkende godstogsbremse
G-bremse er en langsomtvirkende bremseart, som hovedsageligt er udviklet til lange og tunge godstog, hvor bremsekraften skal opbygges og aftage gradvist for at begrænse de længdegående kræfter mellem togets vogne. Bogstavet G stammer fra den tyske betegnelse Güterzugbremse, der betyder godstogsbremse. G-bremsen anvendes normalt som en særlig driftsindstilling af et gennemgående trykluftbremsesystem og er karakteriseret ved væsentligt længere tilbremsnings- og løsetider end den hurtigtvirkende P-bremse, hvor P står for Personenzugbremse, eller persontogsbremse. Den langsomme virkning er særlig vigtig ved lange godstog, fordi en bremsekommando ikke når samtlige vogne samtidig. Når lokomotivføreren indleder en bremsning, forplanter en trykændring sig gennem togets hovedluftledning, hvorefter de enkelte vognes styreventiler begynder at opbygge bremsetryk. Hvis togets forreste vogne bremsede meget kraftigt, før de bageste vogne begyndte at bremse, kunne der opstå store trykkræfter mellem vognene. Disse kræfter kan belaste puffere, koblinger og andre dele af vognforbindelserne og i alvorlige tilfælde bidrage til driftsfarlige situationer. G-bremsens langsommere opbygning af bremsekraften begrænser sådanne påvirkninger og gør det lettere at fremføre lange og tunge tog med en mere kontrolleret fordeling af bremsekræfterne. G-bremse betegner således ikke en særskilt type bremseklods eller en bestemt bremseteknologi, men en bremseart med en defineret tidsmæssig virkemåde. Den kan anvendes på både godsvogne og lokomotiver, hvis deres bremsesystemer er konstrueret og godkendt til denne indstilling. Selvom G-bremsen historisk var tæt knyttet til godstog, anvendes P-bremse i dag også i stor udstrækning inden for godstrafikken. Valget af bremseart afhænger derfor af togets længde, vægt, sammensætning, tilladte hastighed og de gældende sikkerhedsbestemmelser.
G-bremsens historiske baggrund
G-bremsens udvikling hænger tæt sammen med jernbanernes overgang fra manuelt betjente bremser til gennemgående automatiske bremsesystemer. I jernbanernes første årtier i 1800-tallet var det almindeligt, at både person- og godstog blev bremset ved hjælp af håndbetjente bremser på lokomotivet og udvalgte vogne. Særligt udpegede bremsebetjente havde til opgave at betjene vognenes skruebremser efter signaler fra lokomotivpersonalet. Denne bremsemetode havde flere begrænsninger. Bremsekraften var fordelt på forholdsvis få vogne, og bremsebetjentene kunne ikke nødvendigvis reagere samtidig. Ved lange tog kunne det derfor være vanskeligt at opnå en ensartet og tilstrækkelig bremsevirkning. I anden halvdel af 1800-tallet blev der udviklet gennemgående bremsesystemer, som gjorde det muligt for lokomotivføreren at betjene bremserne på samtlige tilsluttede vogne. En vigtig milepæl var udviklingen af den automatiske trykluftbremse, som blev videreudviklet af George Westinghouse fra slutningen af 1860'erne. Den automatiske trykluftbremse fik stor betydning for jernbanesikkerheden, fordi toget kunne bremses ved en reduktion af trykket i den gennemgående hovedluftledning. Hvis togstammen blev adskilt, ville trykfaldet under normale forudsætninger medføre, at bremserne blev aktiveret på de berørte togdele. Efterhånden som trykluftbremsen blev udbredt, opstod der behov for at tilpasse dens funktion til forskellige togtyper. Persontog var normalt forholdsvis korte og havde behov for hurtig bremsevirkning, mens godstogene kunne være betydeligt længere og tungere. Ved lange godstog blev det tydeligt, at en meget hurtig opbygning af bremsekraften på de forreste vogne kunne medføre uønskede længdekræfter gennem togstammen. Derfor blev der udviklet langsomtvirkende bremseindstillinger, som skulle mindske disse påvirkninger. G-bremse blev en del af den europæiske standardisering af jernbanernes trykluftbremser, hvor de forskellige bremsearter efterhånden blev betegnet med bogstaverne G, P og R.
Hvordan en gennemgående trykluftbremse fungerer
For at forstå G-bremsens funktion er det nødvendigt at kende hovedprincipperne i den automatiske trykluftbremse. Et almindeligt godstog med gennemgående trykluftbremse har en hovedluftledning, der går fra lokomotivet gennem samtlige tilkoblede vogne. Ledningen forbindes mellem køretøjerne ved hjælp af fleksible bremseslanger og koblingshaner. På mange traditionelle europæiske trykluftbremsesystemer er hovedluftledningens normale driftstryk omkring 5 bar. Når toget er klar til kørsel, er hovedluftledningen fyldt med trykluft, og vognenes hjælpebeholdere er opladet. Vognenes styreventiler registrerer trykforholdene og holder bremserne løsnede, så længe de nødvendige betingelser er opfyldt. Når lokomotivføreren ønsker at bremse toget, reduceres trykket i hovedluftledningen gennem førerbremseventilen. Trykfaldet forplanter sig gennem toget og registreres af de enkelte vognes styreventiler. Styreventilen sørger derefter for, at trykluft fra vognens hjælpebeholder føres til bremsecylinderen. Bremsecylinderen omsætter lufttrykket til mekanisk kraft, som gennem bremseanordningen påvirker hjulenes bremseklodser eller bremseskiverne. Når bremserne skal løsnes, hæves trykket i hovedluftledningen igen. Styreventilerne reagerer på trykstigningen og sørger for, at bremsecylindrene tømmes for luft efter bremsesystemets konstruktion. G-bremsens særlige virkemåde ligger især i, hvor hurtigt bremsecylindertrykket opbygges og reduceres. Sammenlignet med P-bremse foregår begge processer væsentligt langsommere.
G-bremsens tilbremsningstid og løsetid
Et af de vigtigste kendetegn ved G-bremse er den forholdsvis lange tid, det tager at opbygge det nødvendige tryk i bremsecylinderen. Efter almindeligt anvendte europæiske specifikationer ligger bremsecylinderens fyldetid ved G-bremse typisk i størrelsesordenen 18-30 sekunder, mens løsetiden normalt ligger omkring 45-60 sekunder. De tilsvarende tider ved P-bremse ligger typisk omkring 3-5 sekunder for tilbremsning og 15-20 sekunder for løsning, med variationer efter køretøjstype og de konkrete bestemmelser. Tiderne er karakteristiske for den pågældende bremsearts trykopbygning og trykreduktion under specificerede prøveforhold. De skal ikke forveksles med den samlede tid, det tager at standse et helt tog, eller den tid det tager, før den sidste vogn begynder at reagere på en bremsekommando. I historisk undervisningsmateriale fra DSB forekommer også andre angivelser, eksempelvis omkring 40 sekunder for tilbremsning og 50 sekunder for løsning ved G-bremse. Forskellene skyldes blandt andet bremsesystemets konstruktion, den konkrete prøveprocedure og den tekniske udvikling. Det centrale ved G-bremse er ikke én universel sekundangivelse, men at bremsecylindertrykket opbygges og aftager langsommere end ved P-bremse. Denne forskel har stor betydning for togets køreegenskaber. Ved G-bremse opbygges bremsekraften gradvist, og lokomotivføreren skal derfor tage højde for bremsens reaktionstid ved hastighedsnedsættelser og standsninger. Samtidig kan løsningen af bremserne tage forholdsvis lang tid. Dette gør G-bremse mindre hensigtsmæssig ved togtrafik med hyppige standsninger, korte stationsafstande eller behov for hurtige hastighedsændringer. MDPI
Hvorfor G-bremse anvendes ved lange godstog
Den væsentligste tekniske begrundelse for G-bremsen er behovet for at begrænse de længdegående kræfter i togstammen. Når et langt tog bremses, sker bremseaktiveringen ikke fuldstændigt samtidigt på alle vogne. Trykændringen i hovedluftledningen skal bevæge sig fra lokomotivet gennem vognenes bremseslanger og ledninger. På et kort tog er forskellen mellem den første og sidste vogns reaktion normalt begrænset. På et meget langt godstog kan tidsforskellen derimod få større betydning. Hvis bremserne på de forreste vogne hurtigt udvikler stor bremsekraft, mens de bageste vogne fortsat ruller fremad, vil den bageste del af toget kunne presse mod den forreste del. Dette medfører trykkræfter gennem puffere og koblingsanordninger. Ved store belastninger kan der opstå kraftige sammenpresninger og bevægelser mellem vognene. Når bremserne efterfølgende løsnes, kan der opstå tilsvarende trækkræfter, hvis de forreste vogne begynder at rulle frit, mens de bageste stadig holdes tilbage af deres bremser. G-bremsens langsommere virkning reducerer forskellene i bremsekraft mellem de enkelte vogne under tilbremsning og løsning. Formålet er dermed at mindske de mekaniske belastninger på togets forbindelser og forbedre stabiliteten ved bremsning. Det er dog ikke korrekt at antage, at G-bremse fjerner alle længdegående kræfter. De afhænger også af togets vægt, hastighed, stigningsforhold, koblingssystem, fordelingen af læssede og tomme vogne samt lokomotivførerens betjening.
Puffere, koblinger og længdekræfter
På traditionelle europæiske godsvogne anvendes normalt sidepuffere og en centralt placeret skruekobling. Skruekoblingen overfører trækkræfterne mellem vognene, mens sidepufferne optager trykkræfter, når vognene presses mod hinanden. Ved bremsning kan der ske betydelige ændringer i belastningen af disse forbindelser. Hvis de bageste vogne fortsat bevæger sig med større hastighed end de forreste, kan der opstå kraftige sammenpresninger gennem togstammen. Når toget igen accelererer, eller når bremserne løsnes ujævnt, kan der i stedet opstå store trækkræfter i skruekoblingerne. På lange godstog er disse længdekræfter en vigtig faktor i både sikkerhedsreglerne og den praktiske togfremføring. G-bremse er udviklet til at begrænse disse kræfter gennem en mere gradvis opbygning og reduktion af bremsekraften. Derfor skal den ikke betragtes som en teknisk primitiv eller blot svagere bremse, men som en bremseart med egenskaber, der er tilpasset bestemte driftsforhold.
Forskellen mellem G-bremse og P-bremse
G-bremse og P-bremse er to forskellige bremsearter, som normalt anvender det samme grundlæggende princip med en gennemgående automatisk trykluftbremse. Forskellen ligger først og fremmest i bremsens tidsmæssige karakteristik. P-bremse er udviklet til en forholdsvis hurtig opbygning og løsning af bremsekraften. Det er hensigtsmæssigt ved persontog og mange moderne godstog, hvor der er behov for hurtige hastighedsændringer og en forholdsvis præcis regulering af togets hastighed. G-bremse anvender derimod en langsommere opbygning og løsning af bremsekraften, hvilket kan reducere de længdegående kræfter i lange togstammer. G-bremse og P-bremse er altså ikke nødvendigvis forskellige mekaniske bremsekonstruktioner. Den samme godsvogn kan være udstyret med en styreventil, som gør det muligt at vælge mellem begge bremsearter. Det betyder også, at valget af G-bremse ikke automatisk indebærer, at vognens maksimale bremsecylindertryk er lavere end ved P-bremse. Den konkrete bremsevirkning afhænger af bremsesystemets konstruktion og godkendelse. Betegnelserne beskriver heller ikke i sig selv en universel maksimalhastighed. Den højst tilladte hastighed fastlægges på baggrund af blandt andet bremseart, bremseprocent, togvægt, strækningsforhold og de gældende regler.
Forskellen mellem G-bremse og R-bremse
Ved siden af G- og P-bremse anvendes betegnelsen R-bremse om en hurtigtvirkende bremseart med særlige egenskaber med henblik på høj bremsevirkning. Bogstavet R stammer fra den tyske betegnelse Rapidbremse. R-bremse er især knyttet til visse lokomotiver og personvogne, som er konstrueret til højere hastigheder og har behov for en særlig bremsekarakteristik. Tilbremsnings- og løsetiderne er normalt sammenlignelige med P-bremsens, men den tilgængelige bremsevirkning kan være højere efter bremsesystemets konkrete konstruktion og regulering. G-, P- og R-bremse beskriver således forskellige bremsearter, og det er ikke korrekt udelukkende at definere dem som henholdsvis langsom, mellem og hurtig bremsekraft. G-bremsens vigtigste karakteristikum er den langsomme tilbremsning og løsning, P-bremsens den hurtige virkning, mens R-bremsen i relevante konstruktioner giver mulighed for en højere bremseydelse.
G/P-omstilling på godsvogne
Mange traditionelle europæiske godsvogne er udstyret med en bremseartsomstiller, som gør det muligt at vælge mellem G- og P-bremse. Omstilleren kan være udformet som et håndtag på vognens yderside og er normalt forsynet med tydelig mærkning af de tilgængelige indstillinger. Når bremseartsomstilleren stilles i G, ændres styreventilens funktion, så bremsecylindertrykket opbygges og reduceres efter den langsomtvirkende karakteristik. Når den samme vogn stilles i P, arbejder bremsen med en hurtigere tilbremsning og løsning. Omstillingen gør det muligt at anvende vognen i forskellige typer tog, så længe dette er tilladt efter dens tekniske godkendelse og de gældende regler. En godsvogn kan således indgå i et tog, hvor P-bremse er den krævede bremseart, og ved en anden transport anvendes med G-bremse, hvis betingelserne er opfyldt. Det er vigtigt, at bremseartsomstilleren står korrekt, inden toget afgår. En forkert indstilling kan medføre, at togets faktiske bremseegenskaber ikke svarer til den planlagte bremseberegning.
Bremseartsomstiller og lastomstiller
G/P-omstilling må ikke forveksles med en lastomstiller. Bremseartsomstilleren bestemmer først og fremmest, hvor hurtigt bremsekraften opbygges og aftager. En lastomstiller har derimod til opgave at tilpasse bremsevirkningen til vognens belastning. En tom godsvogn har en langt mindre samlet vægt end den samme vogn, når den er fuldt læsset. Hvis bremsevirkningen var uændret under alle forhold, kunne der være risiko for, at en tom vogn fik for stor bremsekraft i forhold til dens vægt. Derfor er mange godsvogne udstyret med en manuel omstilling mellem tom og læsset vogn eller et automatisk lastafhængigt bremsesystem. På vogne med automatisk lastbremsning reguleres bremsekraften efter den aktuelle belastning. En godsvogn kan derfor både have en G/P-omstilling og et særskilt system til lastafhængig bremsning. Disse systemer har forskellige funktioner, men arbejder sammen om at sikre den nødvendige bremsevirkning.
G-bremse og bremsevægt
Bremsevægt er en standardiseret størrelse, som angiver den bremsevirkning, der må medregnes for et bestemt jernbanekøretøj under de gældende betingelser. Bremsevægten udtrykkes normalt i ton, men er ikke det samme som køretøjets fysiske vægt. Ved beregning af et togs samlede bremseevne anvendes den bremsevægt, som må medregnes for de enkelte køretøjer i deres aktuelle indstilling. En vogn kan have forskellige bremseværdier afhængigt af blandt andet bremseart, belastning og bremsesystemets konstruktion. Det betyder, at den bremsevægt, som anvendes ved P-bremse, ikke nødvendigvis kan anvendes uændret ved G-bremse. For lokomotiver og godsvogne kan de forskellige værdier være angivet på særlige bremsepåskrifter eller i køretøjets tekniske dokumentation. Oplysningerne indgår ved udarbejdelsen af togets bremseberegning og fastlæggelsen af den tilladte hastighed.
G-bremse og bremseprocent
Et togs bremseprocent angiver forholdet mellem togets samlede medregnelige bremsevægt og dets samlede vægt. Bremseprocenten er en central størrelse ved fastlæggelse af togets bremseevne og højst tilladte hastighed. Ved G-bremse skal der tages hensyn til, at bremsekraften opbygges langsommere end ved P-bremse. Dette har betydning for togets samlede bremseforløb og dermed for de betingelser, som gælder for fremføringen. Selv om et tog har en høj bremseprocent, betyder det ikke nødvendigvis, at det kan bremses lige så hurtigt i G som i P. Bremseprocenten og bremsearten skal derfor vurderes i sammenhæng. Ved beregningen er det også nødvendigt at kende togets vægt, længde, sammensætning og den aktuelle bremsetilstand. En vogn, hvis trykluftbremse er udkoblet, kan eksempelvis ikke uden videre medregnes med den samme bremsevægt som en fuldt funktionsdygtig vogn. Tilsvarende kan særlige bestemmelser fastlægge, hvordan blandinger af forskellige bremsearter skal behandles.
G-bremse og bremselængde
Bremselængden er den afstand, som toget tilbagelægger fra det tidspunkt, hvor bremsningen påbegyndes, til toget er standset. G-bremse påvirker bremselængden, fordi bremsekraften opbygges langsommere end ved P-bremse. Hvis to ellers sammenlignelige tog har samme tilgængelige maksimale bremsekraft, men forskellige tilbremsningstider, vil toget med den langsommere opbygning af bremsekraften normalt tilbagelægge en større afstand under bremseforløbet. Den præcise bremselængde afhænger dog af mange forhold. Blandt de vigtigste er togets begyndelseshastighed, vægt, bremseevne, stigning eller fald på strækningen, adhæsionsforholdene og bremsesystemets reaktionstid. På en faldende strækning skal bremserne både reducere togets bevægelsesenergi og modvirke tyngdekraftens påvirkning. På glatte skinner kan det desuden være vanskeligt at overføre den nødvendige bremsekraft mellem hjul og skinne. Det er derfor ikke muligt at angive én universel bremselængde for G-bremsede godstog. Den konkrete fremføring skal ske efter de bremsebestemmelser og hastighedsbegrænsninger, som gælder for toget og strækningen.
G-bremse ved rangering og korte tog
G-bremse er udviklet med henblik på bestemte forhold ved længere godstog, men det betyder ikke, at indstillingen nødvendigvis er hensigtsmæssig ved alle former for godstrafik. På rangerbanegårde og ved korte godstog kan der være behov for hyppige igangsætninger og standsninger. I sådanne situationer kan den lange løsetid ved G-bremse medføre, at der går forholdsvis lang tid, før alle vognenes bremser er fuldt løsnede. Hvis toget forsøges sat i gang, før bremserne er løsnede efter de gældende procedurer, kan der opstå unødige belastninger, hjulglidning eller andre problemer. P-bremse kan derfor være mere hensigtsmæssig ved visse korte tog og driftsopgaver, fordi bremsen reagerer hurtigere. Den konkrete bremseart kan dog ikke vælges alene ud fra, hvad der er praktisk. Den skal være tilladt for toget og følge de relevante driftsbestemmelser.
G-bremse ved DSB
G-bremse har historisk haft stor betydning for godstrafikken ved Danske Statsbaner. I løbet af det 20. århundrede blev de gennemgående trykluftbremser en stadig vigtigere del af DSB's godsvognsmateriel, og bremsearterne blev reguleret gennem sikkerhedsreglementer, tjenesteforskrifter og teknisk undervisningsmateriale. Ved traditionelle godstog kunne det være nødvendigt at anvende G-bremse på grund af togets længde og sammensætning. DSB havde derfor særlige regler for, hvilke godstog der skulle være G-bremsede, og under hvilke omstændigheder P-bremse kunne anvendes. En væsentlig ændring blev gennemført med virkning fra 1. februar 1982. Efter de ældre bestemmelser var der blandt andet anvendt en grænse på 120 aksler ved vurderingen af, om godstog skulle være G-bremsede. De ændrede bestemmelser gav større mulighed for at anvende P-bremse og afskaffede G-bremsede tog som almindelig særskilt togkategori i DSB's daværende driftsregler. G-bremse forsvandt dog ikke som teknisk bremseart. Vogne og lokomotiver med den relevante indstilling kunne fortsat være udstyret og godkendt til den. DSB's undervisningsmateriale Bremselære fra 1983 dokumenterer bremsesystemernes konstruktion og de forskellige bremsearters karakteristika. Udviklingen viser, at anvendelsen af G-bremse blev ændret i takt med moderniseringen af godsvognene, bedre bremseteknik og ændrede krav til togtrafikkens hastighed og sammensætning.
G-bremse på lokomotiver
G-bremse er ikke udelukkende en bremseart for godsvogne. Mange lokomotiver er eller har været udstyret med mulighed for G-bremse, så deres bremsekarakteristik kan tilpasses fremføring af bestemte godstog. Ved lange godstog kan der efter de relevante regler være behov for at anvende G-bremse på lokomotivet eller en bestemt del af togstammen. Formålet er blandt andet at begrænse de trykkræfter, som kan opstå, hvis lokomotivet udvikler stor bremsekraft, mens den bageste del af toget endnu ikke bremser tilsvarende. På visse lokomotiver findes en bremseartsomstiller med indstillingerne G, P og R. Disse indstillinger kan påvirke lokomotivets automatiske trykluftbremse, men er ikke nødvendigvis bestemmende for samtlige andre bremsesystemer på lokomotivet. Et dieselelektrisk eller elektrisk lokomotiv kan eksempelvis også være udstyret med direkte lokomotivbremse, elektrisk modstandsbremse eller regenerativ bremse. Det er derfor vigtigt at skelne mellem lokomotivets automatiske trykluftbremse og de øvrige bremsefunktioner.
G-bremse og moderne godstog
Udviklingen af moderne godstrafik har medført, at P-bremse anvendes på mange godstog, hvor togets længde, sammensætning og de gældende bestemmelser tillader det. Det betyder dog ikke, at G-bremse er teknisk forældet. Ved lange og tunge tog kan bremsekræfternes fordeling gennem togstammen fortsat være et væsentligt sikkerhedsmæssigt forhold. I moderne europæiske regler kan der derfor forekomme særlige bestemmelser om bremseartsindstilling på lokomotiver og godsvogne afhængigt af togets længde og sammensætning. Der kan også være regler for, hvor stor en andel af toget der må være G-bremset, når den øvrige del anvender P-bremse. Banedanmarks Operationelle Regler for S-banen indeholder eksempelvis særskilte bestemmelser om visse arbejdskøretøjstog med G- og P-bremsede vogne. Disse regler illustrerer, at blandede bremsearter fortsat forekommer, men de gælder ikke uden videre for alle godstog på fjernbanen. G-bremsens tekniske princip er derfor fortsat relevant i moderne jernbanedrift, selv om den praktiske anvendelse har ændret sig betydeligt siden damplokomotivernes tid. banedanmark.dk+1
G-bremsens betydning for jernbanesikkerheden
G-bremse er et eksempel på, at et jernbanebremsesystems kvalitet ikke alene kan vurderes efter, hvor hurtigt det udvikler maksimal bremsekraft. Ved lange tog er det også nødvendigt at tage hensyn til, hvordan bremsekraften fordeles gennem togstammen, og hvilke mekaniske påvirkninger den medfører. En meget hurtig bremsning kan være ønskelig for at opnå en kort standsningsafstand, men kan samtidig skabe store længdekræfter, hvis de enkelte vogne reagerer på forskellige tidspunkter. G-bremsen er udviklet som en teknisk løsning på netop denne problemstilling. Den langsomme tilbremsning reducerer risikoen for store forskelle mellem de enkelte vognes bremsekræfter under bremseforløbet, mens den langsomme løsning begrænser de tilsvarende påvirkninger, når toget igen skal sættes i gang. G-bremsens karakteristika har derfor stor betydning for togets samlede sikkerhed, men stiller samtidig krav om, at lokomotivføreren er opmærksom på den længere reaktionstid. Forkert anvendelse af bremsearten eller mangelfuld hensyntagen til dens egenskaber kan få betydning for både bremselængde og de mekaniske kræfter i toget. Derfor indgår bremseartsindstilling som en vigtig del af togklargøring, bremseprøve og kontrollen af togets bremseforhold.
G-bremsens historiske betydning
G-bremse repræsenterer et væsentligt udviklingstrin i jernbanernes bremseteknik. Driftsformen blev udviklet som følge af behovet for at kunne fremføre stadig længere og tungere godstog med en sikker og kontrolleret bremsevirkning. I modsætning til de tidlige håndbetjente bremser gjorde den gennemgående automatiske trykluftbremse det muligt for lokomotivføreren at betjene bremserne på alle tilsluttede vogne. Udviklingen af forskellige bremsearter gjorde det efterfølgende muligt at tilpasse bremsesystemets virkemåde til forskellige togtyper. G-bremse blev særlig vigtig i godstrafikken, hvor lange togstammer og store vognvægte medførte betydelige længdegående kræfter under bremsning og løsning. Ved DSB var G-bremse gennem store dele af det 20. århundrede en almindelig bremseart i godstogstrafikken, men dens anvendelse blev gradvist ændret gennem modernisering af godsvognene og udvikling af de tekniske sikkerhedsbestemmelser. I dag anvendes P-bremse på mange moderne godstog, men G-bremse er fortsat en kendt og teknisk relevant bremseart i europæisk jernbanedrift. G-bremse bør derfor defineres som en langsomtvirkende bremseart til især lange og tunge godstog, hvor hensigten er at begrænse længdekræfterne i togstammen gennem en kontrolleret opbygning og reduktion af bremsekraften.
Historiske kilder og dokumentation
Følgende kilder er særligt relevante for G-bremsens tekniske virkemåde, historiske udvikling og anvendelse i dansk og europæisk jernbanedrift.
- DSB – Bremselære, Mtj 1983. Historisk dansk undervisningsmateriale om trykluftbremsens funktion, bremsearterne G, P og R, styreventiler, bremsecylindre og bremseomstillere. Materialet er en vigtig primærkilde til forståelsen af de bremsesystemer, som blev anvendt ved DSB i begyndelsen af 1980'erne. DSB Bremselære 1983 (PDF).
- UIC – Code 540: Brakes – Air brakes for freight trains and passenger trains. International teknisk standard for trykluftbremser på person- og godstog. Bilagene beskriver blandt andet bremsesystemer, der er godkendt til international trafik. UIC Code 540, bilag A og B (PDF).
- Banedanmark – Historiske SR-informationer, Røde sider. Dokumenterer moderniseringen af de danske bremsebestemmelser, herunder overgangen til P-bremse som normal bremseart og ændringer i reglerne for lange godstog. Banedanmarks historiske regelinformation (PDF).
- Banedanmark – Operationelle Regler for S-banen, ORS 25-3. Indeholder eksempler på gældende bestemmelser om kombinationer af G-, P- og R-bremse ved bestemte togkategorier og hastigheder. ORS 25-3 (PDF).
- Investigation of the Influence of Distributor Valve Position on Longitudinal Train Dynamics During Braking. Teknisk undersøgelse af sammenhængen mellem G- og P-indstilling, bremsecylindrenes fylde- og løsetider og de længdegående kræfter i togstammen. Teknisk forskningsartikel.
- DanskeJernbaner.dk – Bremsetype og bremseprocent. Beslægtede jernbanetekniske ordbogsopslag om bremsearter, bremsevægt og beregning af togets bremseevne. Bremsetype og Bremseprocent.
Teknisk og historisk præcisering
G-bremse er ikke en betegnelse for en bestemt maksimalhastighed og heller ikke en generelt svagere bremse end P-bremse. Den væsentligste forskel er de langsommere tilbremsnings- og løsetider. Det er desuden vigtigt at skelne mellem bremsecylinderens fyldetid, bremsekommandoens forplantning gennem hovedluftledningen og hele togets faktiske bremselængde. De tre forhold er indbyrdes forbundne, men ikke identiske.