Gå til indhold

Hjælpetog

Hjælpetog – Særligt anvendt tog til assistance ved nedbrud og jernbaneuheld

Hjælpetog er en jernbanedriftsmæssig betegnelse for et tog, der anvendes til at yde assistance til et nedbrudt tog eller i forbindelse med et uheld på jernbanen. Et hjælpetog kan eksempelvis anvendes til at trække eller skubbe et tog, som ikke længere kan fortsætte ved egen kraft, transportere strandede passagerer videre eller medbringe personale og specialudstyr til afhjælpning af en driftsforstyrrelse. Ved større jernbaneuheld kan hjælpetoget bestå af et lokomotiv med særlige hjælpevogne, værkstedsvogne eller en skinnekørende kran, der anvendes til bjærgning af afsporede køretøjer og rydning af sporet. Hjælpetogets sammensætning afhænger således af opgavens karakter og kan spænde fra et enkelt hjælpelokomotiv til et omfattende rednings- og oprydningstog. Historisk blev hjælpetog ofte tillyst som ekstratog, men efter de danske sikkerhedsregler kan et hjælpetog også være et eksisterende plantog, der får til opgave at hjælpe et andet tog. Denne mulighed blev udtrykkeligt præciseret i DSB's sikkerhedsbestemmelser i 1996. Et hjælpetog adskiller sig fra almindelig togtrafik ved, at dets opgave er at afhjælpe en konkret driftsmæssig eller sikkerhedsmæssig situation. Fremføringen kan kræve særlige sikkerhedsforanstaltninger, navnlig når hjælpetoget skal køre ind på et sporafsnit, der allerede er besat af det nedbrudte tog. Hjælpetog har været en vigtig del af de danske jernbaners beredskab siden 1800-tallet og har gennem tiden udviklet sig fra damplokomotivtrukne redningstog med håndværktøj og løftegrej til moderne assistance- og bjærgningsoperationer med specialiseret materiel, hydraulisk løfteudstyr og koordineret trafikstyring.

Hjælpetogets historiske baggrund

Behovet for hjælpetog opstod allerede i jernbanernes første årtier i 1800-tallet. De tidlige damplokomotiver var forholdsvis komplicerede maskiner, der kunne blive ramt af fejl på dampmaskinen, kedeludstyret, hjulsættene eller de mekaniske forbindelser mellem drivakslerne. Når et lokomotiv ikke længere kunne fortsætte, var det ofte nødvendigt at sende et andet lokomotiv til assistance, så toget kunne bringes frem til nærmeste egnede station. På enkeltsporede baner kunne et havareret tog hurtigt medføre omfattende trafikforstyrrelser. Et tog, der standsede på den fri bane uden mulighed for at fortsætte, kunne blokere strækningen mellem to togfølgestationer og forhindre andre tog i at passere. Hurtig assistance var derfor afgørende for både trafikafviklingen og jernbanens driftsøkonomi. Behovet var endnu mere omfattende ved afsporinger og sammenstød. Et afsporet lokomotiv eller en væltet godsvogn kunne ikke nødvendigvis fjernes med almindelige lokomotiver. Det krævede særligt løfteudstyr, taljer, donkrafte, opklodsningsmateriel og efterhånden egentlige skinnekørende kraner. Jernbaneselskaberne udviklede derfor særlige beredskabsordninger, hvor lokomotiver, hjælpevogne og uddannet personale kunne udsendes fra bestemte stationer eller maskindepoter. På større jernbanenet kunne der etableres flere hjælpevognsstationer, så materiellet kunne nå frem til forskellige dele af nettet inden for en rimelig tid. Hjælpetoget fik dermed to nært beslægtede funktioner: at yde trækkraftassistance til et tog, som var brudt ned, og at medbringe det nødvendige beredskab til redning og oprydning efter mere alvorlige hændelser.

Hjælpetog ved de tidlige danske jernbaner

De danske jernbaner udviklede deres beredskab i takt med udbygningen af jernbanenettet. På de tidlige strækninger kunne et ekstra lokomotiv anvendes til at hente et nedbrudt tog, mens større uheld krævede mobilisering af personale og materiel fra jernbanens værksteder og maskindepoter. I damplokomotivernes tid skulle et hjælpelokomotiv normalt klargøres med tilstrækkeligt damptryk, vand og brændsel, inden det kunne afgå. På større stationer kunne der være et reservelokomotiv, som stod klar til at overtage opgaver, hvis et ordinært lokomotiv fik tekniske problemer. Denne funktion er dokumenteret i ældre dansk jernbaneterminologi. Ordbog over det danske Sprog beskriver eksempelvis hjælpelokomotiv som et lokomotiv, der på visse stationer holdtes under damp og kunne indsættes til hjælp for nedbrudte tog eller ved udsendelse af hjælpetog. Et egentligt hjælpetog til et større uheld kunne kræve betydeligt mere forberedelse. Det nødvendige værktøj skulle fremskaffes, og personale med erfaring i lokomotivteknik, vognreparation og løftearbejde skulle tilkaldes. Efterhånden som banerne blev mere trafikerede, blev det derfor vigtigt at organisere beredskabet gennem faste instrukser, så hjælpetog og redningsmateriel kunne udsendes uden unødigt tidstab.

Hjælpetog i DSB's Sikkerhedsreglement af 1935

En vigtig historisk primærkilde er DSB's Sikkerhedsreglement af 1935, hvor hjælpetog var behandlet i § 38. Bestemmelserne kan blandt andet følges i reglementets udgave med rettelser frem til 1974. Efter disse bestemmelser kunne hjælpetog anordnes af driftstjenesten eller af andre, som havde særlig bemyndigelse. Hjælpetoget kunne bestå af et hjælpelokomotiv eller være et tog, som medførte hjælpevogn eller kørekran. Hjælpetog skulle efter de historiske regler bestilles hos togkontoret, og udsendelsen skulle anmeldes til de relevante togfølgestationer og betjente holdesteder på den strækning, hvor toget skulle køre. Dette viser, at hjælpetog ikke blot var et ekstra lokomotiv, som kunne sendes ud uden videre. Fremføringen skulle indpasses i jernbanens øvrige togtrafik, og de berørte stationer skulle have de nødvendige oplysninger. Når hjælpetoget skulle frem til et nedbrudt tog på den fri bane, var der desuden behov for særlige forholdsregler, fordi det normale princip om adskillelse af tog på samme sporafsnit ikke kunne anvendes på sædvanlig måde. De historiske bestemmelser understreger derfor hjælpetogets dobbelte karakter som både praktisk assistance og en sikkerhedsmæssigt særlig togbevægelse.

Hjælpetog behøver ikke at være et ekstratog

Den oprindelige definition, hvor hjælpetog beskrives som et ekstratog, er historisk forståelig, men ikke dækkende for alle perioder. Et ekstratog er efter den traditionelle danske toginddeling et tog, som fremføres efter særlig toganmeldelse i stedet for som et ordinært plantog. Et plantog er derimod et tog, som kører efter den almindelige tjenestekøreplan. Historisk blev hjælpetog ofte oprettet som særlige ekstratog, fordi der skulle udsendes materiel, som ikke indgik i den planlagte trafik. Men i praksis kunne et tog, der allerede befandt sig i nærheden, undertiden yde assistance hurtigere end et hjælpetog udsendt fra et fjernere depot. Med virkning fra 25. november 1996 blev det udtrykkeligt præciseret i DSB's sikkerhedsbestemmelser, at et hjælpetog kunne være enten et plantog eller et ekstratog. Banedanmarks samtidige regelinformation forklarede, at ændringen skulle bringe bestemmelserne i overensstemmelse med den praksis, der allerede forekom. Sondringen er væsentlig for en teknisk korrekt definition: Det er hjælpetogets opgave, der bestemmer betegnelsen, og ikke alene om toget er planlagt eller særligt tillyst. På Banedanmarks traditionelle SR-strækninger er denne forståelse fortsat anvendt i Sikkerhedsreglementet.

Hjælpelokomotiv til et nedbrudt tog

Den enkleste form for hjælpetog er et lokomotiv, som sendes ud for at assistere et tog, der ikke længere kan fortsætte ved egen kraft. Årsagen kan eksempelvis være fejl i lokomotivets dieselmotor, elektriske trækkraftudstyr, styringssystem, hjælpeanlæg eller andre komponenter, der er nødvendige for togfremføringen. Hvis toget stadig kan rulle sikkert, og dets bremse- og koblingssystemer er funktionsdygtige, kan det være muligt at koble et hjælpelokomotiv til og trække toget til en egnet station. Hjælpelokomotivet kan efter de tekniske og sikkerhedsmæssige forudsætninger kobles til det nedbrudte togs forende eller bagende. Den valgte løsning afhænger blandt andet af adgangen til det nedbrudte tog, togvejene, materiellets koblingsanordninger og den planlagte videre fremføring. Ved assistance fra bagenden kan hjælpelokomotivet i nogle situationer skubbe det nedbrudte tog. Det kræver særlige hensyn til bremsebetjening, kommunikation og de kræfter, der overføres mellem køretøjerne. Det er vigtigt at skelne mellem et hjælpelokomotiv, som udsendes på grund af et nedbrud, og et forspandslokomotiv, der anvendes til at øge trækkraften ved en ellers planlagt transport. Begge kan levere ekstra trækkraft, men deres driftsmæssige formål er forskelligt.

Hjælpetog ved nedbrud på den fri bane

Når et tog bliver ude af stand til at fortsætte mellem to stationer, opstår en særlig trafikal situation. Toget kan blokere et sporafsnit, som normalt skal være frit, før et efterfølgende tog får tilladelse til at køre ind. Den første opgave er at sikre det nedbrudte tog og underrette trafikstyringen om situationen. Herefter skal det vurderes, om toget kan bringes videre ved egen kraft, om der er mulighed for at udbedre fejlen på stedet, eller om der skal rekvireres et hjælpetog. Når hjælpetoget skal frem til det nedbrudte tog, kan det være nødvendigt at føre det ind på det samme sporafsnit som det havarerede tog. Dette adskiller sig fra almindelig togfølge, hvor sikkerhedssystemerne normalt sikrer den nødvendige adskillelse mellem togene. Derfor skal hjælpetogets fremføring ske efter særlige bestemmelser, der omfatter blandt andet tilladelse til kørsel, oplysninger om det nedbrudte togs placering og sikker tilkørsel frem mod sammenkoblingen. Lokomotivføreren på hjælpetoget skal være bekendt med de forhold, som gælder for den konkrete assistance. Det er især vigtigt at kunne standse sikkert foran det nedbrudte tog og gennemføre sammenkoblingen uden uønskede bevægelser. Efter sammenkoblingen skal det sikres, at den samlede togstamme kan videreføres på en forsvarlig måde. Det kan kræve kontrol af koblinger, bremseledninger, bremsevirkning og den tilladte hastighed. Den præcise procedure varierer mellem forskellige regelsystemer og materieltyper.

Hjælpetogets videreførsel af det nedbrudte tog

Når hjælpetoget har koblet til det nedbrudte tog, opstår en ny togformation, hvor trækkraft, bremsesystemer og ansvar for togfremføringen skal være afklaret. I de traditionelle SR-bestemmelser har spørgsmålet om tognummer og kommunikation med trafikstyringen særlig betydning. Banedanmarks vejledning til SR § 89 beskriver eksempelvis, at det er hjælpetogets tognummer, der anvendes, når et hjælpetog har sammenkoblet med et nedbrudt tog på den fri bane og skal videreføre det til en af de afgrænsende togfølgestationer. Herefter kan trafikstyringen tage stilling til, hvilket tognummer den samlede togformation skal fortsætte med. Den bestemmelse skal ikke forveksles med reglerne for ERTMS-strækninger, hvor tognummer, køreplan og køretilladelse håndteres efter et andet operationelt regelsystem. Før videreførslen skal det også være afklaret, om det nedbrudte tog kan bremses normalt, og om de enkelte køretøjer opfylder de nødvendige tekniske betingelser for transporten. Hvis der er fejl i bremser, hjulsæt, bogier eller andre sikkerhedskritiske dele, kan transporten være underlagt særlige restriktioner eller kræve andet bjærgningsmateriel. Et hjælpetog kan derfor ikke automatisk videreføre ethvert nedbrudt tog. Muligheden afhænger af den konkrete fejl og materiellets tekniske tilstand.

Hjælpetog ved afsporinger og jernbaneulykker

Ved afsporinger kan der være behov for et betydeligt mere omfattende hjælpetog end et almindeligt hjælpelokomotiv. Hvis et eller flere hjulsæt er løbet af skinnerne, kan toget normalt ikke blot trækkes videre. Først skal det undersøges, hvordan køretøjerne kan bringes tilbage på sporet, og om der er skader på undervogn, bogier, aksler eller spor. Ved mindre afsporinger kan det i nogle tilfælde være muligt at anvende hydrauliske løfteapparater og særligt indsporingsudstyr til at bringe køretøjet tilbage på skinnerne. Ved større afsporinger kan der være behov for en kørekran, der kan løfte en vognkasse eller dele af et lokomotiv. Hjælpetoget kan i sådanne situationer medføre udstyr til opklodsning, løftning, understøtning, skæring, belysning og sikring af køretøjerne. Det kan også transportere det tekniske personale, som skal forestå bjærgningen. Ved større ulykker skal oprydningen koordineres med redningsberedskabet, politiet og eventuelle undersøgelsesmyndigheder. Personredning og sikring af ulykkesstedet har forrang for genoptagelsen af togtrafikken. Bjærgning og fjernelse af materiel skal desuden tage hensyn til nødvendige undersøgelser og sikring af tekniske spor efter hændelsen. Hjælpetogets opgave kan derfor omfatte flere faser: indledende sikring, teknisk assistance, bjærgning af afsporet materiel, rydning af sporet og klargøring til den efterfølgende genoprettelse af infrastrukturen.

DSB's hjælpevogne og redningsmateriel

Danske Statsbaner havde gennem en stor del af det 20. århundrede et organiseret beredskab med særlige hjælpevogne. En væsentlig historisk kilde er DSB's Hjælpevognsinstruks fra 1954, som giver en detaljeret beskrivelse af beredskabets materiel, organisation og tekniske udstyr. DSB skelnede mellem store og små hjælpevogne. Forskellen vedrørte ikke blot vognenes fysiske størrelse, men navnlig hvilket inventar de medførte, og hvor omfattende rydningsopgaver de kunne anvendes til. Hjælpevognene var indrettet med værktøj og udstyr til at bringe jernbanekøretøjer tilbage på sporet og til at rydde et uheldssted. De kunne blandt andet medføre løfteapparater, taljer, wirer, stropper, værktøj, belysningsmateriel og udstyr til skæring i metal. Instruksen beskriver også udstyr til frigørelse af tilskadekomne personer. Det viser, at hjælpevognsberedskabet ikke alene havde til opgave at redde jernbanemateriel, men også kunne indgå i den tekniske indsats ved alvorlige ulykker. Hjælpevognene var normalt stationeret på bestemte hjælpevognsstationer, hvor der fandtes personale og procedurer for alarmering og udsendelse. Udstyret skulle holdes klar til brug og underkastes eftersyn. Efter en indsats skulle materiellet kontrolleres og bringes tilbage til den krævede beredskabstilstand.

Kørekraner i hjælpetog

En kørekran er en skinnekørende kran, som kan anvendes til løftning af tunge genstande og jernbanekøretøjer. Kørekraner har historisk været blandt de vigtigste former for specialmateriel ved større jernbaneulykker. DSB's hjælpevognsinstruks fra 1954 dokumenterer blandt andet, at Statsbanerne på dette tidspunkt rådede over 30-tons kørekraner ved Københavns Godsbanegård og Aarhus H Maskindepot. Der fandtes desuden 10-tons kørekraner ved centralværkstederne. De angivne løfteevner beskriver materiellet i 1954 og kan ikke uden videre anvendes som oplysninger om DSB's beredskab i senere perioder. Kørekranerne kunne anvendes til at løfte afsporede vogne, lokomotivdele og andet tungt materiel. Til kranerne hørte specialudstyr og i visse tilfælde særskilte værkstedsvogne. Arbejdet krævede en grundig vurdering af belastning, understøtning og løfteretning. Det var ikke tilstrækkeligt, at kranen havde den nødvendige nominelle løfteevne; kranens placering, udlæg og stabilitet havde også betydning for, om løftet kunne gennemføres sikkert. Ved arbejde på elektrificerede strækninger var der desuden særlige risici ved kranernes nærhed til køreledningsanlægget. Derfor indeholdt hjælpevognsinstruksen bestemmelser om elektrisk sikkerhed og nødvendigheden af at få anlægget gjort spændingsløst og jordet, når arbejdsforholdene krævede det.

Hjælpevognsstationer og beredskabets organisation

Et hjælpetog var kun effektivt, hvis både materiel og personale kunne mobiliseres. DSB organiserede derfor beredskabet omkring bestemte hjælpevognsstationer og depoter. Hjælpevognsinstruksen fra 1954 beskrev blandt andet hjælpevognsstationernes organisation, ledelsesforhold, vagtordninger og krav til personalets uddannelse. Ved større uheld kunne en sektionsingeniør fra maskintjenesten eller en stedfortræder indgå i ledelsen af den tekniske indsats. Arbejdet blev udført af personale med kendskab til lokomotiver, vogne, løfteudstyr og de særlige risici ved bjærgning. Der var behov for at kunne arbejde under vanskelige forhold, eksempelvis om natten, i dårligt vejr og på strækninger langt fra større stationer. Hjælpevognene medførte derfor blandt andet belysningsmateriel, som gjorde det muligt at arbejde uden dagslys. En del af beredskabet bestod også i regelmæssige øvelser og kontrol af udstyret. Det var vigtigt, fordi mange af de mere omfattende løfte- og bjærgningsopgaver kun forekom forholdsvis sjældent, men skulle kunne udføres sikkert, når behovet opstod. Denne organiserede hjælpevognstjeneste viser, at jernbanernes beredskab allerede i midten af det 20. århundrede var en specialiseret teknisk funktion med eget materiel, personale og instrukser.

Hjælpetog, værkstedsvogne og udrykningsbiler

DSB's historiske beredskab omfattede flere former for materiel, som havde forskellige funktioner. En hjælpevogn var især indrettet til assistance ved ulykker og større driftsuheld. En værkstedsvogn kunne derimod medføre værktøj og reservedele til almindelige reparationer af lokomotiver, vogne og tekniske installationer. Den kunne også anvendes ved mindre uheld, hvor et større hjælpevognsberedskab ikke var nødvendigt. DSB anvendte desuden særlige udrykningsbiler. I hjælpevognsinstruksen fra 1954 beskrives køretøjer, der kunne anvendes ved mindre uheld og til hurtig førstehjælp. Nogle af disse køretøjer kunne anvendes både på vej og på skinner og kunne medføre en påhængsvogn med yderligere materiel. Det var dermed ikke alle tekniske indsatser, som nødvendigvis krævede udsendelse af et egentligt hjælpetog. Mindre reparationer kunne i nogle tilfælde udføres af personale, der ankom ad landevejen eller med et ordinært tog. Forskellen mellem hjælpetog, hjælpevogn og udrykningsbil er vigtig. Hjælpetog betegner en togbevægelse med et bestemt assistanceformål, mens hjælpevognen er en konkret materieltype. En hjælpevogn kan indgå i et hjælpetog, men er ikke i sig selv et tog.

Hjælpetog ved passagertog med tekniske fejl

Når et passagertog bliver ramt af et teknisk nedbrud, skal der tages hensyn til både togets tekniske tilstand og passagerernes sikkerhed. Hvis toget holder på en station, kan det i nogle tilfælde være muligt at lade passagererne skifte til et andet tog ved den normale perron. Hvis nedbruddet derimod sker på den fri bane, kan passagerudvekslingen være betydeligt vanskeligere. Et hjælpetog kan i sådanne situationer anvendes til at viderebefordre passagererne eller til at bringe det nedbrudte tog frem til en station, hvor passagererne kan stige sikkert ud. Direkte overførsel af passagerer mellem to tog på den fri bane kan kun gennemføres, hvis de konkrete forhold og de gældende sikkerhedsprocedurer tillader det. Der skal blandt andet tages hensyn til sporforhold, højdeforskelle, afstand mellem køretøjerne og eventuel trafik på tilstødende spor. Ved fejl i togets klimaanlæg, strømforsyning eller andre passagerrelaterede installationer kan behovet for hurtig assistance være særlig stort, selv om toget ikke har været involveret i en egentlig ulykke. Hjælpetogets opgave er derfor ikke alene at genoprette den tekniske togdrift, men kan også have direkte betydning for passagerernes sikkerhed og videre rejse.

Hjælpetog ved S-banen

På S-banen er hjælpetog ligeledes en del af de operationelle bestemmelser for håndtering af nedbrudte tog. S-banens særlige infrastruktur og togkontrolsystem betyder, at hjælpetogets fremføring skal følge de regler, som gælder for dette net. I Banedanmarks Operationelle Regler for S-banen (ORS) beskrives hjælpetog som et tog eller et relevant køretøj, der anvendes til at flytte et jernbanekøretøj, som ikke kan fortsætte ved egen kraft. Hjælpetog kan anvendes ved fejl eller uheld. De operationelle regler fastlægger samtidig ansvarsfordelingen mellem togleder og trafikleder samt de nødvendige meddelelser til føreren af hjælpetoget. I S-banetrafikken kan et nedbrudt tog hurtigt påvirke en betydelig del af trafikafviklingen, fordi togene på de centrale strækninger normalt kører med forholdsvis korte intervaller. Hurtig fjernelse af et nedbrudt togsæt kan derfor være afgørende for at begrænse forsinkelser.

Hjælpetog på strækninger med ERTMS

Indførelsen af European Rail Traffic Management System (ERTMS) og European Train Control System (ETCS) har ændret måden, hvorpå hjælpetog kan fremføres og sikres. På strækninger med ETCS Level 2 er køretilladelser og overvågning af togbevægelser i væsentligt omfang knyttet til elektroniske systemer. Fremføring af et hjælpetog til et nedbrudt tog kræver derfor særlige operationelle procedurer, fordi hjælpetoget skal kunne nærme sig et tog, som allerede optager et sporafsnit. Banedanmarks Operationelle Regler for fjernbanen (ORF) beskriver hjælpetog som en særlig togbevægelse til assistance ved fejl eller uheld. Reglerne omfatter blandt andet oprettelse af køreplan, tilkørsel til det fejlramte tog, sammenkobling og videreførsel af den samlede togformation. Et vigtigt forhold er, at hjælpetoget kan skulle dele sporafsnit med det nedbrudte tog. Dette kræver sikkerhedsmæssig håndtering efter de gældende ERTMS-regler. Hjælpetogets funktion er derfor grundlæggende den samme som i den traditionelle jernbanedrift, men måden, hvorpå kørslen gives tilladelse og overvåges, er ændret.

Hjælpetog og andre særlige togtyper

Hjælpetog skal skelnes fra flere andre særlige togtyper, som kan forekomme i jernbanedriften. Et arbejdstog anvendes til udførelse af arbejder på jernbanens infrastruktur og kan efter de relevante bestemmelser have særlige muligheder for standsning og bevægelse på den fri bane. Et hjælpetog har derimod som primær opgave at yde assistance ved nedbrud eller uheld. Et snerydningstog er indrettet eller anvendt til at rydde sne fra jernbanesporet. Selv om et snerydningstog kan anvendes under driftsforstyrrelser, er det ikke alene af den grund et hjælpetog. Et materieltog anvendes til at transportere jernbanemateriel uden ordinær passager- eller godstransport. Et sådant tog kan i visse situationer få funktion som hjælpetog, men materieltog er ikke nødvendigvis hjælpetog. Et hjælpelokomotiv er en bestemt trækkraftenhed, der anvendes til assistance. Det kan udgøre et hjælpetog, men hjælpetoget kan også omfatte andre vogne og specialmateriel. Et bjærgningstog eller redningstog anvendes ofte som en beskrivende betegnelse for et tog med særligt udstyr til ulykker og afsporinger. Et sådant tog kan være et hjælpetog, men betegnelsen lægger vægt på den tekniske rednings- og bjærgningsopgave.

Hjælpetogets betydning for trafikafviklingen

Et nedbrudt tog kan påvirke langt flere tog end det, der er ramt af fejlen. Særligt på enkeltsporede strækninger kan et havareret tog blokere forbindelsen mellem to stationer, så tog i begge retninger bliver forsinkede. På dobbeltsporede strækninger kan trafikken efter omstændighederne omlægges til det andet spor, men dette kan reducere banens kapacitet og medføre forsinkelser. Et hjælpetog kan derfor have væsentlig betydning for genoprettelsen af en normal trafikafvikling. Trafikstyringen skal vurdere, hvordan hjælpetoget hurtigst og sikrest kan nå frem, og hvor det nedbrudte tog skal bringes hen. Det er ofte hensigtsmæssigt at vælge en station med egnede spor, hvor det fejlramte materiel kan hensættes uden at blokere den øvrige trafik. Ved større uheld er opgaven mere kompliceret. Selv efter at afsporet materiel er fjernet, kan der være behov for reparation af skinner, sveller, sporskifter, signaludstyr eller køreledningsanlæg. Et hjælpetog kan dermed være afgørende for at få ryddet sporet, men genoptagelse af trafikken kræver også, at infrastrukturen er kontrolleret og frigivet efter de gældende bestemmelser.

Hjælpetogets betydning for jernbanehistorien

Hjælpetog har været en vigtig del af jernbanernes driftssikkerhed siden de første damplokomotiver blev taget i anvendelse. Driftsformen opstod som en nødvendig løsning, når et tog blev ude af stand til at fortsætte ved egen kraft, og udviklede sig siden til et omfattende system af hjælpelokomotiver, hjælpevogne, kørekraner og specialuddannet personale. Ved DSB blev hjælpetog og hjælpevognstjeneste reguleret gennem særskilte sikkerhedsreglementer og tekniske instrukser. Sikkerhedsreglementet af 1935 beskrev blandt andet udsendelse af hjælpetog, mens hjælpevognsinstruksen fra 1954 dokumenterer et organiseret beredskab med forskellige typer redningsmateriel. En væsentlig udvikling var præciseringen i 1996 af, at et hjælpetog ikke nødvendigvis skulle være et ekstratog, men også kunne være et eksisterende plantog, som blev anvendt til assistance. I moderne jernbanedrift er hjælpetog fortsat nødvendige ved nedbrud og uheld, selv om både det rullende materiel og trafikstyringssystemerne er blevet mere avancerede. Begrebet bør derfor defineres med udgangspunkt i hjælpetogets funktion frem for dets oprindelige køreplansmæssige status eller bestemte materielsammensætning. Et hjælpetog er først og fremmest et tog, der anvendes til at hjælpe et andet tog eller til at afhjælpe følgerne af en hændelse på jernbanen.

Historiske kilder og dokumentation

  • DSB – Sikkerhedsreglement af 1935, rettet frem til 1974, § 38. Historisk primærkilde til hjælpetogs anordning, bestilling og anmeldelse. Reglementet beskriver blandt andet, at hjælpetog kunne bestå af et hjælpelokomotiv eller et tog med hjælpevogn eller kørekran. DSB's historiske Sikkerhedsreglement (PDF).
  • DSB – Hjælpevognsinstruks, 1954. En omfattende og særdeles relevant primærkilde om Statsbanernes historiske beredskab. Instruksen beskriver store og små hjælpevogne, udrykningsbiler, værkstedsvogne og kørekraner samt inventar, ledelse, vagtordninger, øvelser og vedligeholdelse. DSB Hjælpevognsinstruks 1954 (PDF).
  • DSB Bane – Nyt om SR fra 25. november 1996. Officiel regelinformation, der dokumenterer ændringen, hvor hjælpetog udtrykkeligt kunne være både plantog og ekstratog. Kilden forklarer samtidig ændringerne i bestemmelserne om sammenkobling og videreførsel af nedbrudte tog. Banedanmarks historiske SR-information (PDF).
  • Banedanmark – Sikkerhedsreglement, SR 26-6, gældende fra 14. oktober 2026. Den aktuelle SR-udgave for de dele af Banedanmarks net, der fortsat er omfattet af SR. § 2 definerer hjælpetog som plantog eller ekstratog, der yder assistance ved uheld eller nedbrud, mens § 89 omhandler den konkrete håndtering. Banedanmarks Sikkerhedsreglement.
  • Banedanmark – § 89, Nedbrudte tog og hjælpetog. Officiel vejledning, der blandt andet forklarer anvendelsen af tognummer ved sammenkobling mellem hjælpetog og nedbrudt tog på den fri bane. Banedanmarks vejledning til SR § 89.
  • Banedanmark – Operationelle Regler for fjernbanen (ORF). Beskriver hjælpetog på ERTMS-strækninger, herunder særlig køreplan, fælles sporafsnit med det nedbrudte tog og videreførsel efter sammenkobling. ORF – Operationelle Regler for fjernbanen (PDF).
  • Banedanmark – Operationelle Regler for S-banen (ORS). Indeholder definitionen af hjælpetog samt bestemmelser om beslutning, underretning og assistance til fejlramte tog på S-banen. ORS – Operationelle Regler for S-banen (PDF).
  • Ordbog over det danske Sprog – Hjælpelokomotiv. Historisk sproglig dokumentation af betegnelsen hjælpelokomotiv og den tidligere praksis med at holde reservelokomotiver under damp til assistance ved nedbrud. Hjælpelokomotiv – ODS.

Historisk og teknisk præcisering

Den oprindelige definition bør ændres på ét væsentligt punkt. Et hjælpetog er ikke nødvendigvis et ekstratog. Siden regelændringen af 25. november 1996 har de danske SR-bestemmelser udtrykkeligt tilladt, at et plantog anvendes som hjælpetog. Desuden bør hjælpetog skelnes fra hjælpevogn og hjælpelokomotiv, som betegner konkrete former for materiel, mens hjælpetog beskriver den særlige assistanceopgave.

Tilbage til dansk jernbaneordbog