Gå til indhold

Hastighedskontrol og automatisk Togstop, HKT

HKT – Hastighedskontrol og automatisk togstop på S-banen

HKT er en forkortelse for Hastighedskontrol og automatisk Togstop og betegner det tidligere automatiske togkontrolsystem på den københavnske S-bane. HKT blev udviklet til at overvåge S-togenes hastighed og forhindre, at tog passerede standsningspunkter uden den nødvendige tilladelse. Systemet kunne automatisk aktivere togets bremser, hvis lokomotivføreren overskred den tilladte hastighed eller ikke reagerede korrekt på en hastighedsbegrænsning eller standsningsinformation. HKT bestod af faste anlæg i jernbanens infrastruktur og mobile anlæg i S-togene. Oplysninger om tilladt hastighed og togfølgen blev overført kontinuerligt fra sikringsanlægget til toget gennem elektriske linjeledere, der var anbragt mellem skinnerne. Det mobile HKT-anlæg modtog informationerne, viste de relevante kørselsoplysninger i førerrummet og overvågede togets faktiske hastighed. HKT blev indført på S-banen i 1975 og fik stor betydning for sikkerheden og trafikafviklingen på et jernbanenet med mange tog og korte intervaller mellem afgangene. Systemet gjorde det muligt at anvende kortere blokafsnit og i større omfang overføre signalinformationen direkte til lokomotivføreren i stedet for udelukkende at anvende traditionelle hovedsignaler langs sporet. HKT var udviklet til S-banens særlige driftsforhold og adskilte sig teknisk fra det ATC-system, som senere blev indført på de danske fjernbaner. Den gradvise udfasning begyndte i 2016, da den første S-banestrækning blev omlagt til det nye digitale CBTC-signalsystem, og blev afsluttet i september 2022. HKT er dermed et historisk togkontrolsystem, som gennem næsten et halvt århundrede havde central betydning for den københavnske S-banes udvikling, kapacitet og sikkerhed.

HKT-systemets historiske baggrund

Den københavnske S-bane blev indviet den 3. april 1934 med elektrisk togdrift mellem Frederiksberg og Klampenborg via København H. I de følgende årtier blev nettet udbygget, og S-togstrafikken fik stadig større betydning for den kollektive trafik i hovedstadsområdet. Efter Anden Verdenskrig steg behovet for hyppigere afgange og større kapacitet, navnlig på de centrale strækninger gennem København. Den stigende trafik stillede større krav til sikringsanlæggene, fordi togene skulle kunne følge efter hinanden med korte intervaller, uden at sikkerheden blev forringet. De traditionelle signalanlæg var baseret på faste blokafsnit og ydre signaler, som lokomotivførerne skulle observere langs sporet. Et tog kunne normalt ikke få tilladelse til at køre ind i et blokafsnit, før de nødvendige betingelser var opfyldt. Blokafsnittenes længde havde derfor stor betydning for, hvor mange tog der kunne passere en bestemt strækning inden for et givet tidsrum. Hvis blokafsnittene var forholdsvis lange, kunne der være betydelig afstand mellem togene, selv om den faktiske bremseafstand ville have gjort en tættere trafikafvikling mulig under et mere avanceret overvågningssystem. Samtidig var den traditionelle signalgivning afhængig af, at lokomotivføreren korrekt observerede og reagerede på de ydre signaler. På en tæt trafikeret S-bane var der derfor behov for både større kapacitet og en sikkerhedsmæssig forbedring, som kunne gribe ind ved menneskelige fejl. Denne udvikling førte til etableringen af HKT.

Udviklingen af HKT i 1960'erne

I slutningen af 1960'erne arbejdede DSB med en omfattende modernisering af S-banens sikrings- og trafikstyringssystemer. Baggrunden var blandt andet de planlagte udvidelser af S-banen mod Køge og Farum, der ville gøre nettet større og mere forgrenet. Samtidig var kapaciteten på de centrale strækninger blevet en væsentlig begrænsning for den videre udbygning af togtrafikken. I DSB's historiske redegørelse Sikringsanlæg siden 1945, udarbejdet i 1987, beskrives de krav, som førte til udviklingen af det nye system. Her fremhæves især behovet for kortere blokafsnit, automatisk togstop og en mere centraliseret trafikstyring. Resultatet blev tre nært forbundne tekniske løsninger: et kontinuerligt togkontrolsystem, der fik betegnelsen HKT, nye relæbaserede sikrings- og linjeblokanlæg af typen DSB 1969 samt et computerbaseret fjernstyringssystem. Sikringsanlæggene skulle kunne levere den nødvendige information til togets HKT-udstyr, mens fjernstyringssystemet skulle muliggøre en mere effektiv afvikling af den samlede S-togstrafik. Denne kombination repræsenterede et betydeligt teknologisk fremskridt i forhold til ældre sikringsanlæg, hvor signalgivning og trafikstyring i større omfang var baseret på lokalt udstyr og manuelle betjeningshandlinger. HKT var derfor ikke blot en ekstra sikkerhedsanordning, som blev monteret i de eksisterende S-tog. Systemet indgik i en samlet modernisering af infrastrukturen og trafikstyringen.

Indførelsen af HKT i 1975

HKT blev taget i brug på S-banen i 1975. På dette tidspunkt havde S-banen allerede været i drift i mere end 40 år, og det eksisterende net var under fortsat udbygning. Indførelsen af HKT gav mulighed for at overvåge togets hastighed og automatisk aktivere bremsen, hvis toget ikke overholdt de sikkerhedsmæssige betingelser. Systemet havde dermed to grundlæggende funktioner: hastighedskontrol og automatisk togstop. Hastighedskontrollen skulle sikre, at S-togene ikke overskred de hastighedsgrænser, som var fastlagt ud fra signal- og blokforholdene. Det automatiske togstop skulle beskytte mod, at et tog fortsatte forbi et standsningspunkt, når der ikke var tilladelse til videre kørsel. HKT blev efterhånden en integreret del af S-banens normale driftsform og kom til at præge både førerrumsudstyr, signalgivning, blokinddeling og lokomotivførernes arbejdsprocedurer. Systemet bidrog til, at S-banen kunne afvikle en tættere trafik, uden at den øgede togfølge alene skulle baseres på lokomotivførernes observation af signalerne langs sporet.

Hvad forkortelsen HKT betyder

Forkortelsen HKT står normalt for Hastighedskontrol og automatisk Togstop. Den forkortes undertiden i tekniske beskrivelser til Hastighedskontrol og togstop, mens DSB's ældre dokumentation også anvender formuleringen system for automatisk togstop og hastighedskontrol. Alle disse betegnelser henviser til det samme grundlæggende togkontrolsystem. Det er vigtigt at bemærke, at bogstavet K står for kontrol og ikke for køreplan eller kommunikation. Systemets funktion var heller ikke alene at standse tog, som passerede et stopsignal. Det overvågede også hastigheden under almindelig kørsel og kunne gribe ind, før toget nåede et standsningspunkt. HKT bør derfor betegnes som et automatisk togkontrolsystem med kontinuerlig informationsoverførsel og ikke blot som en enkel togstopanordning.

HKT-systemets tekniske opbygning

HKT bestod af to hoveddele: det faste HKT-anlæg i infrastrukturen og det mobile HKT-anlæg i S-toget. Det faste anlæg var forbundet med banens sikringsanlæg og linjebloksystem. Sikringsanlægget leverede de oplysninger, som var nødvendige for at bestemme, hvilken hastighed et tog måtte anvende i et bestemt sporafsnit. Informationerne blev sendt til toget gennem linjeledere, der var placeret mellem skinnerne. Der var således tale om en elektrisk, kontinuerlig informationsoverførsel og ikke om radiokommunikation i moderne forstand. Det mobile anlæg i S-toget modtog de elektriske signaler og omsatte dem til information om den tilladte kørsel. Anlægget sammenholdt de modtagne oplysninger med togets faktiske hastighed. Hvis hastigheden overskred den tilladte grænse efter systemets overvågningsprincipper, kunne HKT automatisk aktivere bremsen. HKT fungerede derfor som et sikkerhedssystem mellem banens sikringsanlæg og togets bremsesystem. En væsentlig egenskab var, at informationerne blev overført løbende. Når forholdene foran toget ændrede sig, kunne den relevante HKT-information ændres, uden at toget først skulle passere et bestemt punkt med en enkeltstående informationsgiver. Denne kontinuerlige overførsel adskilte HKT fra flere andre togkontrolsystemer, hvor informationen primært blev opdateret ved passage af baliser.

Linjeledere og kontinuerlig informationsoverførsel

Linjelederen var en af HKT-systemets mest karakteristiske tekniske komponenter. Den bestod af en elektrisk leder, som var anbragt i sporet og anvendt til overførsel af information til toget. I HKT blev informationerne overført ved hjælp af elektriske tonefrekvenser. De enkelte kombinationer af toner repræsenterede bestemte hastigheds- og stopinformationer. Banedanmarks banenorm BN1-172-1 fra 2017 beskriver, at en HKT-information teknisk bestod af to toner, som blev udsendt skiftevis. De mobile anlæg i S-togene kunne registrere disse informationer gennem modtageudstyr og anvende dem til hastighedsovervågning. En fordel ved linjelederprincippet var, at toget kunne modtage opdaterede oplysninger kontinuerligt under kørslen. Det betød, at ændringer i den tilladte hastighed kunne videreformidles gennem den elektriske information i sporet. En ulempe var, at systemet krævede omfattende teknisk udstyr langs banen. Linjeledere, forbindelser, sikringsanlæg og elektroniske komponenter skulle vedligeholdes, og fejl i infrastrukturen kunne påvirke systemets funktion. HKT var dermed et eksempel på avanceret analog signalteknologi, som forudsatte et omfattende samspil mellem sporanlæg og tog.

HKT-blokafsnit og togfølge

S-banen var under HKT-driften inddelt i faste blokafsnit. Et blokafsnit er et afgrænset sporområde, som indgår i jernbanens system til at sikre den nødvendige afstand mellem togene. Under almindelig togdrift skal trafikstyringen og sikringsanlæggene sørge for, at et tog ikke får tilladelse til at fortsætte ind i et område, hvor det kan komme i konflikt med et andet tog. HKT gjorde det muligt at anvende kortere blokafsnit end på en række ældre signalanlæg. DSB's sikringsanlæg af typen 1969 blev udviklet med henblik på denne funktion og blev indrettet til at arbejde sammen med HKT. På mange HKT-strækninger blev blokafsnittenes grænser markeret med faste mærker i stedet for traditionelle hovedsignaler ved hver blokgrænse. Hastighedsinformationen blev i stedet overført direkte til S-togets førerrum. Denne løsning gjorde det muligt at etablere flere blokafsnit uden samtidig at opstille et tilsvarende stort antal ydre signaler langs sporet. Den kortere blokinddeling forbedrede mulighederne for tæt togfølge og var derfor væsentlig for kapaciteten på de centrale S-banestrækninger. HKT anvendte dog fortsat faste blokafsnit. Systemet skal derfor ikke forveksles med den senere CBTC-teknologi, hvor togafstanden kan reguleres efter et princip med flydende blok.

HKT og hastighedsovervågning

HKT overvågede S-togenes hastighed på grundlag af de informationer, som blev modtaget fra infrastrukturen. Når toget fik tilladelse til at køre med en bestemt hastighed, skulle lokomotivføreren holde hastigheden inden for den tilladte grænse. Hvis toget overskred grænsen, kunne HKT aktivere en automatisk bremsefunktion. Systemet kunne også give en lavere hastighedsinformation, når toget nærmede sig et område, hvor det skulle reducere hastigheden eller standse. Denne funktion var afgørende for at sikre, at toget kunne bringes ned i hastighed, inden det nåede en blokgrænse eller et andet beskyttet punkt. Det er derfor mere præcist at beskrive HKT som et system, der overvågede togets hastighed og nødvendige bremseforløb, end alene som et system, der standsede toget efter en utilsigtet forbikørsel af et signal. Overvågningen var knyttet til de oplysninger, som det faste anlæg kunne overføre, og til det mobile HKT-anlægs tekniske funktion. Systemet kunne ikke erstatte lokomotivførerens ansvar for at følge de gældende sikkerhedsbestemmelser, men fungerede som en selvstændig teknisk sikkerhedsbarriere.

Automatisk togstop

HKT's anden hovedfunktion var automatisk togstop. Formålet var at forhindre, at et S-tog fortsatte forbi et beskyttet standsningspunkt, når det ikke havde den nødvendige tilladelse. På en tæt trafikeret jernbane kan en utilsigtet forbikørsel af et stopsignal skabe risiko for sammenstød med et foranliggende tog eller konflikt med en anden togvej. HKT skulle reducere denne risiko gennem automatisk hastighedsovervågning og bremsning. Systemet kunne give toget information om nødvendigheden af at reducere hastigheden frem mod et standsningspunkt. Hvis lokomotivføreren ikke reducerede hastigheden tilstrækkeligt, kunne HKT gribe ind og aktivere bremsen. Den væsentlige sikkerhedsmæssige forskel i forhold til et rent punktformigt togstopsystem var, at HKT kunne overvåge hastigheden under tilkørslen til standsningspunktet. Dette er afgørende, fordi et tog, der først bremses efter passage af et stopsignal, stadig kan nå at bevæge sig ind i et farligt område. HKT's kontinuerlige overvågning gav derfor et højere sikkerhedsniveau end et system, som alene registrerede selve signalpassagen.

HKT og signalgivning i førerrummet

Traditionelle jernbanesignaler står langs sporet og skal observeres direkte af lokomotivføreren. Med HKT blev en væsentlig del af den sikkerhedsmæssige information i stedet overført til togets førerrum. Det mobile HKT-anlæg viste den relevante hastighedsinformation, så lokomotivføreren kunne tilpasse kørslen efter de aktuelle forhold. Dette betegnes førerrumssignalering og er et vigtigt princip i moderne togkontrolsystemer. En fordel er, at lokomotivføreren ikke alene er afhængig af at kunne se et ydre signal på afstand. Informationerne kan modtages og overvåges direkte i toget. HKT var dermed et vigtigt tidligt eksempel på førerrumssignalering i dansk jernbanedrift. De ydre signaler forsvandt dog ikke fuldstændigt under HKT-perioden. På stationer og enkelte steder på den fri bane fandtes fortsat hovedsignaler og andre signaler, blandt andet af hensyn til tog og køretøjer, som ikke havde aktivt HKT-udstyr. Den traditionelle signalgivning og HKT-systemets førerrumsinformation fungerede derfor side om side under nærmere bestemte driftsforhold.

Betinget stop og de karakteristiske signaler

Indførelsen af HKT medførte et særligt behov for at skelne mellem tog, som havde aktivt HKT-anlæg, og tog, som måtte fremføres efter den ydre signalgivning. Dette var baggrunden for anvendelsen af signalbegrebet Betinget stop på S-banen. Et sådant signal kunne have forskellig betydning afhængigt af, om toget var udstyret med et virksomt HKT-anlæg, og hvilke bestemmelser der gjaldt for kørslen. For HKT-overvågede tog kunne den nødvendige tilladelse og hastighedsinformation fremgå af førerrumsudstyret, mens tog uden aktiv HKT måtte forholde sig til de særlige begrænsninger ved det ydre signal. Nogle af disse særlige signalbilleder blev i jernbanekredse uformelt omtalt som kineserøjne på grund af deres karakteristiske udseende. Denne signaltekniske løsning viser, hvordan HKT muliggjorde en anden indretning af bloksystemet end ved traditionelle jernbanestrækninger, hvor hvert blokafsnit typisk var knyttet til ydre signalgivning. Det var samtidig nødvendigt at have regler for fejl og uregelmæssigheder, så togene også kunne håndteres sikkert, hvis HKT-anlægget ikke fungerede normalt.

Forenklet HKT – F-HKT

Ikke alle dele af S-banen havde den samme udgave af HKT. På strækningen mellem Lyngby og Hillerød blev der anvendt en forenklet udgave, betegnet F-HKT, hvor F stod for forenklet. F-HKT havde væsentligt færre sikkerhedsfunktioner end det fulde HKT-system. I modsætning til fuldt HKT overvågede F-HKT ikke løbende togets hastighed. Systemet kunne heller ikke sikre, at toget blev bragt til standsning inden passage af et stopsignal. F-HKT kunne derimod aktivere bremsen, når toget passerede et signal, der viste Stop. Det betyder, at F-HKT grundlæggende var et punktformigt automatisk togstopsystem snarere end et fuldstændigt hastighedsovervågningssystem. Denne forskel er væsentlig i jernbanehistorisk sammenhæng, fordi betegnelserne HKT og F-HKT undertiden omtales samlet, selv om systemernes sikkerhedsniveau ikke var ens. I Banedanmarks beslutningsoplæg til Signalprogrammet fra december 2008 blev forskellen udtrykkeligt beskrevet. Her blev det fremhævet, at F-HKT ikke gav samme beskyttelse mod hastighedsoverskridelser og utilsigtet forbikørsel af et stopsignal som det almindelige HKT-system. Den forenklede HKT-teknologi på Nordbanen var en af årsagerne til, at strækningen Hillerød–Jægersborg blev udvalgt som den første til indførelse af CBTC i 2016.

HKT og de automatiske sikringsanlæg

HKT fungerede ikke uafhængigt af stationernes sikringsanlæg. Tværtimod var det faste HKT-anlæg tæt forbundet med de relæbaserede sikringsanlæg og den automatiske linjeblok. Et sikringsanlæg skal blandt andet sikre, at sporskifter er korrekt indstillet, at der ikke etableres modstridende togveje, og at de nødvendige betingelser for en togbevægelse er opfyldt. Disse oplysninger dannede grundlag for den hastigheds- og stopinformation, som HKT sendte til toget. DSB's sikringsanlæg af typen 1969 blev udviklet til dette samspil og var baseret på standardiserede relægrupper. HKT indgik samtidig i en større teknisk modernisering med et computerbaseret fjernstyringssystem. Det gjorde det muligt at overvåge og styre en stadig større del af S-banen centralt. Denne sammenhæng er vigtig, fordi HKT ikke kan beskrives fyldestgørende som et isoleret apparat i S-togene. Systemet var en integreret del af infrastrukturen, hvor togkontrol, sikringsanlæg, linjeblok og fjernstyring arbejdede sammen om at sikre og effektivisere togtrafikken.

HKT og automatisk trafikafvikling

Moderniseringen af S-banen omkring 1970 omfattede også et nyt datamatbaseret fjernstyringssystem, ETCT. Systemet gav mulighed for en mere omfattende automatisering af trafikstyringen end tidligere fjernstyringsanlæg. DSB's historiske redegørelse fra 1987 beskriver, hvordan tognummersystemet kunne anvende oplysninger om togets art og destination til automatisk at styre signalgivning og togviserskilte under normale driftsforhold. HKT og ETCT havde forskellige funktioner. HKT overvågede togfremføringen og sørgede for automatisk sikkerhedsmæssig indgriben, mens fjernstyringssystemet bidrog til at koordinere og styre trafikafviklingen. De to systemer var dog udviklet som dele af den samme modernisering. Det gav mulighed for en tæt og regelmæssig togtrafik gennem de centrale dele af København. HKT skal derfor ses både som et sikkerhedssystem og som en vigtig teknisk forudsætning for den kapacitet, S-banen udviklede i den sidste del af det 20. århundrede.

HKT og fejltilstande

Et automatisk togkontrolsystem skal kunne håndtere tekniske fejl på en måde, som ikke medfører, at togene uden videre fortsætter uden den nødvendige sikkerhedsmæssige overvågning. Ved HKT kunne fejl eksempelvis forekomme i linjeledere, elektronisk udstyr, forbindelser til sikringsanlæg eller togets mobile modtage- og overvågningsudstyr. Hvis de nødvendige HKT-informationer ikke kunne modtages korrekt, skulle togfremføringen ske efter de særlige bestemmelser, som gjaldt for den aktuelle fejltilstand. Det kunne indebære hastighedsbegrænsninger, særlig signalgivning eller andre sikkerhedsforanstaltninger. Det var derfor nødvendigt at have særlige procedurer for kørsel med fejlbehæftet eller uvirksomt HKT-anlæg. Teknisk personale havde også behov for at kunne kontrollere, hvilke informationer et fast HKT-anlæg sendte. Til dette formål fandtes blandt andet HKT-indikeringsapparater, som kunne vise de udsendte tonekombinationer. Disse apparater blev i daglig tale også kaldt grønne øjne. Banedanmarks banenorm fra 2017 beskrev sådanne apparater som et hjælpemiddel til kontrol af de toneinformationer, der blev udsendt gennem linjelederen. Det er vigtigt at skelne mellem dette indikeringsudstyr og HKT-anlæggets sikkerhedsfunktion i selve toget.

Forskellen mellem HKT og ATC

HKT og ATC havde grundlæggende samme sikkerhedsmæssige formål, men var forskellige tekniske systemer. ATC står for Automatic Train Control og blev i Danmark anvendt som betegnelse for det automatiske togkontrolsystem på fjernbanerne. HKT var derimod udviklet særligt til den københavnske S-bane. En af de vigtigste forskelle var informationsoverførslen. HKT anvendte kontinuerlig informationsoverførsel gennem linjeledere i sporet, mens det traditionelle danske fjernbane-ATC, baseret på Siemens ZUB 123, navnlig anvendte punktformig informationsoverførsel fra baliser og på visse steder supplerende linjeledere. HKT kunne derfor løbende modtage information om ændringer i de relevante blok- og hastighedsforhold. Dette var særligt hensigtsmæssigt på S-banen, hvor der var behov for korte togintervaller. Fjernbane-ATC var derimod tilpasset et jernbanenet med andre hastigheder, længere afstande mellem stationerne og mere varierede togtyper. Begge systemer kunne overvåge togets hastighed og aktivere bremsen, men de var ikke indbyrdes udskiftelige. Det er derfor historisk forkert at beskrive HKT som blot en almindelig udgave af fjernbanernes ATC. HKT var et selvstændigt dansk togkontrolsystem med egne tekniske principper og driftsbestemmelser.

Udfasningen af HKT fra 2016 til 2022

Efter flere årtiers drift var en stor del af S-banens analoge signal- og sikringsudstyr blevet teknisk forældet. Mange af anlæggene var udviklet i 1960'erne og 1970'erne, og vedligeholdelsen blev stadig mere ressourcekrævende. Banedanmark besluttede derfor at udskifte S-banens gamle signalteknologi med et moderne, digitalt signalsystem som led i det samlede Signalprogram. Det nye system blev baseret på CBTC, en forkortelse for Communication Based Train Control. Udskiftningen foregik etapevis fra 2016 til 2022.

Centrale årstal i HKT's historie

  • 1969 – Teknisk grundlag DSB udviklede relægruppebaserede sikrings- og linjeblokanlæg, der kunne arbejde sammen med det kommende HKT-system. 
  • 1975 – Indførelse af HKT HKT blev taget i brug på S-banen som system til kontinuerlig hastighedsovervågning og automatisk togstop. 
  • 2008 – Signalprogrammet Banedanmarks beslutningsgrundlag dokumenterede forskellen mellem fuldt HKT og F-HKT og behovet for en samlet udskiftning. 
  • 2016 – Første CBTC-strækning Strækningen Hillerød–Jægersborg blev som den første omlagt fra det gamle system til CBTC. 
  • September 2022 – HKT udfaset CBTC blev taget i brug på de sidste S-banestrækninger. Dermed ophørte HKT som almindeligt togkontrolsystem på S-banen. 

Den første omlagte strækning var Hillerød–Jægersborg i 2016. Valget skyldtes blandt andet, at den tidligere anvendte forenklede HKT havde et lavere sikkerhedsniveau end det fulde system på de øvrige S-banestrækninger. Overgangen omfattede ikke blot udskiftning af linjeledere og signaludstyr. S-togene skulle forsynes med nye computersystemer, skærme og kommunikationsudstyr, mens infrastrukturen fik blandt andet baliser, akseltællere, radioudstyr og nye tekniske installationer. Lokomotivførere, trafikstyringspersonale og vedligeholdelsesmedarbejdere skulle samtidig uddannes i de nye systemer og operationelle regler. I september 2022 blev CBTC taget i brug på de sidste strækninger, og HKT var dermed udfaset fra S-banens ordinære drift.

Forskellen mellem HKT og CBTC

HKT og CBTC har begge til formål at sikre togfremføringen og muliggøre en effektiv trafikafvikling, men deres tekniske principper er forskellige. HKT anvendte faste blokafsnit, hvor information om sporbesættelse og tilladte hastigheder blev overført til toget gennem linjeledere. CBTC anvender derimod digital kommunikation mellem togene og infrastrukturen. Systemet registrerer togenes positioner og anvender oplysningerne til løbende at fastlægge sikker togafstand og køretilladelser. Banedanmark beskriver forskellen som overgangen fra fast blok til flydende blok. Ved fast blok er strækningen inddelt i forudbestemte afsnit. Disse afsnit skal behandles som besatte eller frie efter systemets sikkerhedsprincipper. Ved flydende blok kan den nødvendige afstand i højere grad bestemmes af togenes aktuelle position, hastighed og bremseegenskaber. Det giver mulighed for at udnytte infrastrukturen mere effektivt. Banedanmark har beskrevet, at den gamle S-banes signalteknologi var dimensioneret med et toginterval på omkring 120 sekunder, mens CBTC giver teknisk mulighed for at reducere intervallet til omkring 90 sekunder. Det er kapacitetsmæssige muligheder og betyder ikke, at alle S-banelinjer nødvendigvis kører med 90 sekunders mellemrum i den almindelige køreplan. CBTC giver desuden bedre mulighed for digital overvågning, fejldiagnosticering og koordinering af trafikafviklingen.

HKT's betydning for dansk jernbanehistorie

HKT var et af de vigtigste tekniske udviklingstrin i den københavnske S-banes historie. Systemet blev udviklet i en periode, hvor jernbanen skulle håndtere en stigende trafikmængde og samtidig forbedre sikkerheden. HKT kombinerede kontinuerlig informationsoverførsel, automatisk hastighedsovervågning og togstop i ét system. Det var en væsentlig forbedring i forhold til ældre driftsformer, hvor sikkerheden i større omfang var afhængig af lokomotivførerens observation af ydre signaler og de traditionelle blokanlægs muligheder. HKT gjorde det samtidig muligt at inddele strækningerne i kortere blokafsnit og dermed fremføre S-tog med kortere intervaller. Systemet var tæt integreret med DSB's relæsikringsanlæg og den computerbaserede fjernstyring, som blev udviklet i samme periode. Efter indførelsen i 1975 var HKT i brug på S-banen gennem næsten 47 år, indtil udfasningen blev afsluttet i september 2022. HKT er derfor et væsentligt begreb inden for både dansk signalhistorie og udviklingen af moderne togkontrol. For et jernbanehistorisk opslagsværk bør HKT beskrives som et tidligere kontinuerligt togkontrolsystem på S-banen, der overvågede S-togenes hastighed og automatisk kunne gribe ind i bremsningen for at forhindre overskridelse af de tilladte sikkerhedsgrænser. Systemet blev indført i 1975 og erstattet af CBTC i perioden 2016–2022.

Historiske kilder og dokumentation

  • DSB – Sikringsanlæg siden 1945, J. Næser, 1987. En væsentlig historisk primærkilde til udviklingen af HKT og samspillet med sikringsanlæg af typen DSB 1969 og det computerbaserede fjernstyringssystem. Særligt siderne 6–7 beskriver baggrunden for systemet, indførelsen af kortere HKT-blokafsnit og den kontinuerlige overførsel gennem linjeledere. DSB Sikringsanlæg siden 1945 (PDF).
  • DSB – Baneanlæg, 1989, afsnit 8.6. Historisk teknisk håndbog, der beskriver HKT og ATC som de to daværende danske togkontrolsystemer og forklarer HKT's faste og mobile anlæg. DSB Baneanlæg 1989 (PDF).
  • Banedanmark – Signalprogrammet, beslutningsoplæg, december 2008. En særlig vigtig kilde til forskellen mellem HKT og forenklet HKT, herunder oplysninger om de manglende hastighedsovervågningsfunktioner i F-HKT og begrundelsen for udskiftningen af signalsystemerne. Signalprogrammet, beslutningsoplæg 2008 (PDF).
  • Banedanmark – BN1-172-1, Omkobling til La i sikringsanlæg type DSB 1969, 2017. Teknisk banenorm, der blandt andet beskriver HKT-informationernes opbygning med skiftevis udsendte toner og anvendelsen af HKT-indikeringsapparater. Banenorm BN1-172-1 (PDF).
  • Banedanmark – Den digitale S-bane. Officiel beskrivelse af udskiftningen af HKT med CBTC fra 2016 til 2022, herunder den første omlagte strækning Hillerød–Jægersborg. Den digitale S-bane.
  • Banedanmark – Kompleks overgang til det nye signalsystem CBTC. Teknisk gennemgang af forskellen mellem HKT's faste blokafsnit og CBTC's flydende blok, radiokommunikation, baliser og forventede kapacitetsforbedringer. Fra HKT til CBTC.
  • Banedanmark – S-banen 90 år, 2024. Historisk tidslinje, der bekræfter indførelsen af HKT i 1975 og den afsluttende overgang til CBTC i september 2022. S-banens historiske udvikling.
  • Den Store Danske – HKT, Benny Mølgaard Nielsen. Faglig beskrivelse af HKT's formål, kontinuerlige linjelederbaserede informationsoverførsel og udfasningen i 2016–2022. HKT på Lex.dk.

Historisk og teknisk præcisering

Den oprindelige definition beskriver én af HKT's funktioner, men er for snæver. HKT skulle ikke blot forhindre forbikørsel af stopsignaler, men også overvåge S-togenes hastighed kontinuerligt og kunne iværksætte bremsning inden et beskyttet standsningspunkt. Det skal desuden præciseres, at den forenklede udgave, F-HKT, ikke havde samme forebyggende hastighedsovervågning som fuldt HKT.

Tilbage til dansk jernbaneordbog