retningsdrift

retningsdrift – definition og jernbanefaglig betydning

retningsdrift: Retningsdrift er en driftsform på en flersporet bane, hvor sporene som hovedregel er fordelt efter togenes køreretning.

Teknisk opbygning og praktisk anvendelse

På en dobbeltsporet bane vil den ene retning normalt benytte ét spor og den modsatte retning det andet. Dette skal skelnes fra eksempelvis parallel drift eller særlige ordninger for kørsel i modsat spor.

Betydning for jernbanens drift og sikkerhed

I togdrift skal begrebet sættes i forhold til køreplan, trafikledelse, togfølge og de faktiske begrænsninger på den benyttede infrastruktur. En planlagt handling er ikke nødvendigvis gennemført, og en særlig driftsform indebærer ikke automatisk den samme tilladelse på alle baner. Sikkerhed og ansvar bestemmes af det regelsæt, som var gældende for situationen.

Jernbanehistorisk udvikling og terminologi

Retningsdrift blev et grundprincip på mange hovedbaner efter anlæg af dobbeltspor. Signalanlæggets muligheder har historisk bestemt, hvor fleksibelt sporene kunne anvendes ved driftsforstyrrelser. Driftsformerne ændrede sig, efterhånden som banerne fik bedre kommunikation, fjernstyring og mere ensartede køreplanssystemer. Ved jernbanehistoriske undersøgelser bør en samtidig køreplan læses sammen med driftsinstrukser, togfølgebøger og eventuelle rapporter om særlige hændelser.

Historiske kilder og dokumentation

• Banedanmark – Sikkerhedsreglement og øvrige trafikale regler
• Trafikstyrelsen – danske regler for jernbanen
• OrdbogDanskMedForklaringer.xlsx – oprindeligt opslagsord og eventuel kortforklaring; redaktionelt arbejdsgrundlag