Gå til indhold

Multipel kørsel

Multipel kørsel – definition og jernbanehistorisk anvendelse

Multipel kørsel betegner en driftsform, hvor to eller flere trækkraftenheder eller motortogsæt fremføres som én samlet enhed og normalt styres fra én betjeningsplads. Begrebet anvendes om både diesellokomotiver, elektriske lokomotiver og selvkørende togsæt, forudsat at deres styringssystemer kan arbejde sammen. Multipel kørsel adskiller sig fra forspand, hvor to lokomotiver kan arbejde foran samme tog, men betjenes af hver sin lokomotivfører. Den væsentlige egenskab ved multipeldrift er den fælles fjernstyring af flere enheders trækkraft og normalt også centrale dele af deres bremse- og kontrolfunktioner. Forbindelsen mellem enhederne kan ske gennem et multipelkabel, elektriske styrekontakter eller et integreret digitalt togstyringsnetværk. Når føreren fra det forreste førerrum giver kommando om at accelerere eller bremse, videreføres styreordren til de øvrige enheder. Det forudsætter teknisk kompatibilitet mellem køretøjernes styrefunktioner, koblinger og sikkerhedssystemer. Selv om to lokomotiver kan kobles sammen mekanisk, betyder det derfor ikke nødvendigvis, at de kan anvendes i multipel kørsel. Multipel kørsel giver mulighed for at samle flere trækkraftenheders ydelse, øge et togs siddepladskapacitet eller tilpasse antallet af togsæt til efterspørgslen. I Danmark har princippet været vigtigt for diesellokomotiver med fjernstyringsudstyr og for moderne motorvognstog som IC3 og IC4. Når flere togsæt sammenkobles, kan de i nogle driftskoncepter adskilles undervejs, så dele af toget fortsætter til forskellige destinationer. Denne funktion kræver planlagt trafikafvikling og sikre procedurer for kobling og frakobling. Ved multipel kørsel skal man fortsat tage hensyn til samlet toglængde, togets bremseevne, vægt, effekt og den konkrete infrastrukturs begrænsninger. En ændring i antallet af aktive enheder kan påvirke både køreplanlægning og vedligeholdelse. I historiske dokumenter forekommer også betegnelserne multipeldrift og dobbelttraktion; de kan i almindelig sprogbrug overlappe, men bør fortolkes i den tekniske sammenhæng, som den pågældende jernbane har fastlagt.

Grundprincippet for fælles betjening

Multipel kørsel, også kaldet multipeldrift, forudsætter en styreforbindelse, der gør det muligt for én lokomotivfører at betjene flere trækkraftenheder som en samlet enhed. Føreren giver normalt fælles kommandoer om trækkraft, bremsning og andre relevante driftsfunktioner, mens hvert lokomotiv eller togsæt gennemfører kommandoerne med sit eget udstyr. Den elektriske eller digitale forbindelse mellem enhederne kan være ført gennem et multipelkabel, gennem koblingsudstyr eller gennem integrerede togforbindelser. Et mekanisk koblet tog er ikke automatisk i multipeldrift, og begrebet må derfor ikke forveksles med forspand, hvor flere trækkraftenheder føres individuelt.

Fordele ved kapacitetsregulering

Når to eller flere motorvognstog kan køre i multipel, kan trafikselskabet variere kapaciteten efter tid på dagen og efterspørgslen. Det samme førerbetjente tog kan således bestå af én enhed i lavtrafik og flere enheder i myldretiden, hvis perronlængde, infrastruktur og materiel tillader det. Multipeldrift gør også det muligt at samle tog over en fælles strækning og dele dem ved et knudepunkt. Gevinsten er dog afhængig af pålidelige koblinger, kompatible versioner af styringsudstyr og velplanlagte vendinger. Tidsbesparelsen ved færre førere kan blive modvirket af driftsforstyrrelser, hvis koblingsproceduren er ustabil.

Lokomotiver i godstrafikken

I godstog kan flere lokomotiver være nødvendige på grund af høj togmasse, store stigninger eller behov for højere acceleration. Multipeldrift muliggør, at lokomotiverne arbejder koordineret og kan udnytte deres samlede trækkraft under hensyntagen til koblingskræfter og risiko for hjulslip. Enheden med fører behøver ikke nødvendigvis at levere al trækkraften; de tilkoblede lokomotiver bidrager efter det styringssystem, de er udstyret med. Bremsesystemets funktion og de maksimalt tilladte belastninger i koblingerne er en del af den samlede sikkerhedsvurdering.

Kompatibilitet og begrænsninger

Forskellige lokomotivtyper kan ikke nødvendigvis køre i multipel, selv om de har stik, der ser ens ud. Antallet af ledere, signalernes elektriske niveauer, sikkerhedslogik og definitionen af de enkelte kommandoer skal svare til hinanden. På nyere togsæt er kommunikationsprotokoller, softwareversioner og diagnosticeringssystemer ligeledes vigtige. Begrænsninger kan også følge af bremseforhold, maksimal toglængde, antallet af sammenkoblede enheder eller særlige nationale godkendelser. Historiske optegnelser skal derfor skelne mellem en fabrikantoplyst mulighed og en driftsmæssigt godkendt kombination.

Historisk udvikling

Tidligere krævede dobbelttraktion og forspand ofte en særskilt fører i hvert lokomotiv, fordi trækkraftenhedernes motorbetjening ikke kunne samordnes. Udviklingen af elektriske fjernstyringssystemer gjorde det gradvist muligt at styre flere lokomotiver fra ét førerrum. Med moderne motorvognstog blev multipeldrift en vigtig forudsætning for fleksibel, modulopbygget persontrafik. Teknologisk har udviklingen bevæget sig fra relativt enkle kontakter og ledninger til avancerede digitale netværk, som kan udveksle tilstande, fejlmeldinger og driftskommandoer.

Historiske kilder og dokumentation

Tilbage til dansk jernbaneordbog