drift med stiv køreplan
Definition og jernbanefaglig betydning
Drift med stiv køreplan er en planlægningsform, hvor tog afgår på faste, gentagne minuttal eller med regelmæssige intervaller gennem en længere del af dagen.
Teknisk funktion og praktisk anvendelse
En sådan køreplan er lettere at huske for rejsende og kan lette systematisk korrespondance mellem linjer. Den stiller krav til vendetider, kapacitet og tilpasning af krydsninger på enkeltsporede baner.
Historisk udvikling og danske jernbaner
Taktbaseret drift blev gradvis mere udbredt i regional og lokal passagertrafik i det 20. århundrede. Begrebet må ikke forveksles med, at den faktiske drift aldrig kan afvige fra køreplanen. Begreber om tog, rangering og driftsmål kan være ændret med indførelse af fjernstyring og digital trafikledelse. Ved sammenligning mellem perioder skal definition, målemetode og ansvarlig organisation derfor undersøges.
Faglig afgrænsning
Ved anvendelse af betegnelsen drift med stiv køreplan i en historisk artikel bør den konkrete banes eller stations dokumentation have forrang for generelle nutidige definitioner. Ordbogsbeskrivelsen kan bruges til at forstå begrebet, men er ikke en erstatning for originaltegninger, daterede instrukser eller relevante sikkerhedsregler.
Historiske kilder og dokumentation
- OrdbogDanskMedForklaringer.xlsx, række 757: opslagsord og eventuel oprindelig forklaring. Arbejdsgrundlag, ikke selvstændig primærkilde.
- Banedanmark, sikkerhedsreglement (SR) – gældende udgaver og arkivhenvisninger
- Banedanmark, SODB anlægsbestemmelser – signaler, sporskifter og togveje