Gå til indhold

Banestrækning

Banestrækning – definition, opbygning, funktion og betydning i jernbanenettet

En banestrækning er en geografisk og trafikal afgrænset del af en jernbane, som forbinder to nærmere angivne stationer eller andre definerede punkter i jernbanenettet. En banestrækning kan omfatte både den fri bane mellem stationerne og de stationer, der ligger undervejs. Betegnelsen bruges til at beskrive en bestemt jernbaneforbindelse eller en del af en større jernbanelinje, eksempelvis mellem to forgreningsstationer eller mellem en forgreningsstation og en endestation. En banestrækning kan være ganske kort og forbinde to nabostationer, men den kan også omfatte en længere jernbaneforbindelse med flere mellemstationer, trinbrætter og tekniske anlæg. Dens længde og afgrænsning afhænger af, om betegnelsen anvendes i geografisk, historisk, administrativ eller trafikal sammenhæng. I den traditionelle danske jernbaneterminologi anvendes banestrækning ofte om en større sammenhængende del af banen, eksempelvis strækningen mellem to jernbaneknudepunkter. En sådan strækning kan være afgrænset af forgreningsstationer, hvor flere baner mødes, eller af en endestation, hvor jernbaneforbindelsen ophører. Det er dog ikke et krav, at endepunkterne skal være forgreningsstationer eller endestationer. Enhver klart defineret del af en jernbanelinje kan omtales som en banestrækning, når dens begyndelses- og slutpunkt er angivet. I Banedanmarks Sikkerhedsreglement, SR, findes en mere præcis trafikal anvendelse af begrebet. Her inddeles banestrækningen i stationer og den fri bane. Den fri bane er den del af banestrækningen, som ligger uden for stationernes grænser. Den fri bane mellem to nabotogfølgestationer betegnes som et banestykke. Disse definitioner er væsentlige, fordi begreberne banestrækning, banestykke og fri bane ikke er fuldstændig ensbetydende. En banestrækning omfatter ikke kun skinnerne. Den består af et samlet jernbaneanlæg med overbygning, underbygning, sporskifter, broer, tunneler, overkørsler, signalanlæg, eventuelle køreledninger og andre tekniske installationer, som er nødvendige for togtrafikken. Banestrækningen er dermed en grundlæggende enhed i både jernbaneplanlægning, trafikafvikling, vedligeholdelse og historisk registrering af jernbanenettet.

Banestrækningens geografiske og trafikale afgrænsning

En banestrækning afgrænses normalt ved at angive to geografiske eller jernbanetekniske punkter, som fastlægger dens begyndelse og afslutning. I mange tilfælde anvendes stationer som afgrænsning, fordi stationerne fungerer som naturlige holdepunkter i jernbanenettet. Et eksempel kan være banestrækningen mellem Odense og Svendborg, der udgør en sammenhængende jernbaneforbindelse med flere stationer og standsningssteder undervejs. Et andet eksempel er strækningen mellem Aarhus og Fredericia, som er en del af det større østjyske hovedbanenet. Afgrænsningen er ikke nødvendigvis den samme i alle sammenhænge. En historisk jernbanebeskrivelse kan behandle en hel bane fra dens oprindelige udgangsstation til endestationen, mens et teknisk dokument kan opdele den samme bane i flere kortere strækninger. Ved større jernbaneprojekter kan en banestrækning eksempelvis være afgrænset af de stationer, hvor et sporfornyelsesarbejde begynder og slutter. Ved trafikplanlægning kan strækningen i stedet være afgrænset efter signalsystemer, kapacitetsforhold eller administrative inddelinger. Det er derfor vigtigt, at en banestrækning altid identificeres med sine endepunkter, hvis der kan være tvivl om dens udstrækning.

Forskellen mellem banestrækning og bane

En bane er normalt en jernbaneforbindelse, som kan have en selvstændig historisk, geografisk eller administrativ identitet. Betegnelsen kan eksempelvis omfatte en hovedbane, sidebane, privatbane eller en bestemt jernbanelinje. En banestrækning er derimod en afgrænset del af en bane eller en jernbaneforbindelse. Svendborgbanen er eksempelvis en bane med en selvstændig geografisk og historisk betegnelse, mens en del af den kan beskrives som banestrækningen mellem to bestemte stationer. En længere hovedbane kan være opdelt i flere banestrækninger, som hver især har forskellige tekniske eller trafikale egenskaber. Den ene strækning kan eksempelvis være dobbeltsporet og elektrificeret, mens en anden del af banen kan være enkeltsporet. I almindelig sprogbrug anvendes ordene bane og banestrækning undertiden om hinanden. I teknisk dokumentation er det imidlertid hensigtsmæssigt at skelne mellem den samlede jernbaneforbindelse og de enkelte afgrænsede strækninger.

Banestrækning og banestykke

Begrebet banestykke har en mere specifik betydning i den traditionelle danske trafikale terminologi. I Banedanmarks Sikkerhedsreglement betegnes den fri bane mellem to nabotogfølgestationer som et banestykke. Et banestykke er dermed en del af en banestrækning og er normalt afgrænset af to stationer, som indgår i sikringen og reguleringen af togfølgen. En banestrækning kan derfor bestå af flere banestykker med tilhørende stationer. Forskellen har betydning for, hvordan togtrafikken reguleres. Togfølgen skal sikre, at togene kan fremføres med passende indbyrdes afstand, og at der ikke gives modstridende tilladelser til at anvende de samme sporanlæg. På en enkeltsporet bane kan banestykkets afgrænsning eksempelvis være vigtig, fordi tog i modsatte retninger ikke uden videre kan passere hinanden på den fri bane. På dobbeltsporede baner vil sporbenyttelse og sikringsprincipper normalt give andre muligheder for trafikafvikling. I en historisk jernbaneordbog bør banestykke derfor beskrives som et særskilt begreb, mens banestrækning anvendes som den bredere betegnelse.

Banestrækningens inddeling i stationer og fri bane

En banestrækning omfatter normalt både stationer og de mellemliggende sporområder. Stationerne er de steder, hvor der afhængigt af anlæggets indretning kan foregå standsning, krydsning, overhaling, rangering eller andre trafikale funktioner. Den fri bane er den del af banestrækningen, som ligger uden for stationernes grænser. I det traditionelle danske signalsystem markeres stationsgrænsen normalt af bestemte indkørselssignaler. Stationsgrænsen har betydning for, hvilke trafikale regler der gælder, og hvordan togbevægelser sikres. På den fri bane betegnes spor, som forbinder nabostationer, som hovedspor. Andre spor kan efter de relevante regler betegnes som sidespor. Den konkrete inddeling afhænger af det signalsystem og den trafikale regelsamling, som anvendes på den pågældende strækning. På baner med moderne ETCS og CBTC anvendes andre tekniske og operationelle løsninger end på traditionelle signalregulerede strækninger. Den grundlæggende forståelse er dog fortsat, at banestrækningen er et samlet forløb, som består af flere forskellige trafikale områder.

Forgreningsstationer og endestationer

En forgreningsstation er en station, hvor en jernbaneforbindelse deler sig i to eller flere baneretninger, eller hvor flere banestrækninger mødes. Forgreningsstationer er naturlige afgrænsningspunkter, fordi de forbinder forskellige dele af jernbanenettet. Eksempler på danske jernbaneknudepunkter med betydelige forgreningsfunktioner er Fredericia, Roskilde, Ringsted og Langå. Deres historiske og aktuelle funktioner som forgreningspunkter afhænger af den konkrete sporplan og baneforbindelsernes udvikling. En endestation er en station, hvor en bestemt baneforbindelse eller togrute afsluttes. En fysisk endestation kan have spor, der slutter ved sporstoppere, men betegnelsen kan også anvendes om endepunktet for en bestemt banes eller togforbindelses geografiske forløb. Banestrækninger beskrives ofte med udgangspunkt i netop disse stationstyper, fordi det gør jernbanenettets struktur lettere at forstå. Det er dog vigtigt at skelne mellem en endestation for en bestemt bane og en station, hvor sporet fysisk slutter. En togforbindelse kan afsluttes på en station, selv om skinnerne fortsætter videre.

Banestrækningens fysiske opbygning

En banestrækning består af flere konstruktive lag og tekniske systemer, der tilsammen gør det muligt at fremføre tog sikkert og effektivt. Sporets overbygning omfatter normalt skinner, sveller, skinnebefæstelser og ballast. På ballastfri spor kan opbygningen være anderledes, eksempelvis med skinnerne fastgjort til en betonbaseret konstruktion. Under overbygningen findes underbygningen, som blandt andet omfatter jordkonstruktioner, dæmninger, gennemskæringer og de bærende lag under sporet. Langs banestrækningen kan der desuden findes baneskråninger, drænanlæg, grøfter og forskellige konstruktioner til at sikre stabilitet og afvanding. På strækninger med broer og tunneler indgår disse som en del af banens samlede infrastruktur. Banestrækningens tekniske kvalitet afhænger dermed af langt mere end selve skinnernes tilstand. Alle de konstruktive og sikkerhedsmæssige komponenter skal fungere sammen.

Enkeltsporet banestrækning

En enkeltsporet banestrækning har ét gennemgående hovedspor på den pågældende del af jernbanen. Tog i begge retninger benytter derfor det samme spor, og krydsning mellem modkørende tog kræver normalt særlige krydsningsmuligheder. Disse findes typisk på stationer med flere spor, hvor det ene tog kan afvente, at det andet passerer. Enkeltsporede banestrækninger er almindelige på mange danske regionalbaner og tidligere privatbaner. Konstruktionen kræver mindre plads og færre spor- og anlægsmaterialer end en dobbeltsporet bane. Til gengæld kan trafikafviklingen være mere følsom over for forsinkelser, fordi et forsinket tog kan påvirke krydsningen med tog i den modsatte retning. Antallet af krydsningsstationer og deres indbyrdes afstand har derfor stor betydning for kapaciteten på en enkeltsporet banestrækning.

Dobbeltsporet banestrækning

En dobbeltsporet banestrækning har to parallelle hovedspor, som normalt giver mulighed for, at tog kan fremføres i hver sin retning. På traditionelle danske dobbeltsporede strækninger har højrekørsel været det almindelige princip, men den konkrete sporbenyttelse afhænger af banens sikringsanlæg og trafikale bestemmelser. Dobbeltspor gør det muligt at afvikle en større trafikmængde end enkeltspor, fordi tog i modsatte retninger normalt ikke behøver at krydse hinanden på stationer. Dobbeltspor betyder dog ikke automatisk, at tog kan overhale hinanden. Overhaling kræver passende sporforbindelser og en trafikafvikling, som giver mulighed for at føre togene forbi hinanden. Kapaciteten afhænger også af signalsystem, stationsafstande, togtyper, hastighedsforskelle og antallet af tog.

Banestrækning med vekselspor

Vekselspor betegner i traditionel dansk jernbaneterminologi en sporanordning, hvor to eller flere parallelle hovedspor kan benyttes med valgfri sporbenyttelse og køreretning efter de gældende regler. På en banestrækning med vekselspor er trafikken derfor ikke nødvendigvis bundet til, at hvert spor kun bruges i én fast normalretning. Dette kan give større fleksibilitet ved trafikafvikling, sporarbejde og driftsforstyrrelser. Hvis et spor midlertidigt er spærret, kan trafikken under de relevante betingelser omlægges til et andet spor. Vekselspor er imidlertid en teknisk og trafikal betegnelse, som skal forstås efter den regelsamling, der gælder for den konkrete banestrækning. Moderne signalsystemer kan have andre betegnelser og operationelle principper for kørsel i begge retninger.

Strækningshastighed

Strækningshastighed er den hastighed, som er fastsat for et tog eller en togkategori på en bestemt del af banestrækningen, medmindre andre og mere restriktive bestemmelser gælder. Den tilladte hastighed afhænger blandt andet af sporets konstruktion, kurver, stigninger, signalanlæg, overkørsler og de tekniske egenskaber ved jernbanemateriellet. En banestrækning kan have forskellige hastighedsgrænser på forskellige delafsnit. Der kan eksempelvis være lavere hastighed gennem kurver, sporskifter eller områder med særlige anlægsforhold. På nogle strækninger kan der gælde forskellige hastighedsprofiler for forskellige togtyper. Strækningshastigheden er derfor en væsentlig del af banens tekniske karakteristik og har betydning for både rejsetid og kapacitet. Ved historiske beskrivelser bør det altid fremgå, hvilket tidspunkt en angivet hastighed gælder for, da banestrækninger ofte er blevet opgraderet eller underlagt nye begrænsninger gennem tiden.

Banestrækningens længde og kilometrering

En banestræknings længde angives normalt i kilometer og eventuelt meter. I jernbanens tekniske dokumentation anvendes der desuden kilometrering, som gør det muligt at angive en bestemt placering langs sporet. Kilometreringen tager udgangspunkt i et fastlagt nulpunkt og følger banens registrerede kilometerforløb. En station, bro, overkørsel eller anden installation kan dermed identificeres med sin geografiske placering langs banestrækningen. Kilometerangivelserne er vigtige ved blandt andet vedligeholdelse, sikkerhedsarbejde, projektering og registrering af hændelser. Der kan være forskel på banens registrerede kilometerforløb og den faktiske geografiske afstand mellem to punkter. Dette kan eksempelvis skyldes historiske omlægninger, forkortelser eller ændringer af banens linjeføring. Ved historisk dokumentation af en banestrækning er det derfor vigtigt at kende den anvendte kilometrering og eventuelle senere ændringer.

Banestrækningens linjeføring og længdeprofil

Banestrækningens linjeføring beskriver, hvordan jernbanen forløber gennem landskabet. Den fastlægges både i vandret retning gennem kurver og lige sporforløb og i lodret retning gennem stigninger, fald og afrundinger mellem forskellige hældninger. Den vandrette linjeføring kaldes også banens tracé eller planforløb, mens længdeprofilet beskriver banens højdebeliggenhed. Begge forhold har betydning for den tilladte hastighed, anlægsomkostningerne og de kræfter, som påvirker togene. Historisk var længdeprofilet særlig vigtigt, fordi damplokomotivernes trækkraft var begrænset. Store stigninger kunne nødvendiggøre kortere tog, kraftigere lokomotiver eller anvendelse af hjælpelokomotiver. For at begrænse stigningerne blev banestrækninger derfor ofte anlagt med omfattende dæmninger og gennemskæringer. Det kunne gøre anlægsarbejdet dyrere, men gav til gengæld bedre muligheder for at fremføre tog med større belastning. På moderne jernbaner har linjeføringen fortsat stor betydning, især når der ønskes høje hastigheder. Hurtig togtrafik stiller normalt store krav til kurveradier, sporgeometri og den samlede konstruktion.

Signal- og sikringsanlæg på banestrækningen

Signal- og sikringsanlæg har til opgave at sikre, at togene kan fremføres på en banestrækning efter de gældende sikkerhedsregler. På traditionelle signalregulerede banestrækninger anvendes forskellige former for signaler, togdetektering og sikringsanlæg til at regulere togfølgen og beskytte togvejene. Sikringsanlægget kontrollerer blandt andet, at de nødvendige sporskifter er korrekt indstillet, og at der ikke etableres modstridende togveje. På den fri bane kan togfølgen være reguleret gennem linjeblok eller andre systemer, der sikrer, at flere tog ikke anvender samme beskyttede sporafsnit på en usikker måde. På nyere banestrækninger anvendes i stigende omfang elektroniske sikringsanlæg og digitale togkontrolsystemer. Signalanlæggets udformning har stor betydning for banestrækningens kapacitet, fordi det blandt andet bestemmer, hvor tæt togene kan følge efter hinanden under normale driftsforhold.

ATC, ETCS og CBTC

Danske banestrækninger har gennem tiden været udstyret med forskellige systemer til togkontrol og trafikafvikling. ATC, Automatic Train Control, blev indført på store dele af det danske hovedbanenet for at overvåge togets hastighed og hjælpe med at forhindre farlige signalpassager. På banestrækninger med traditionel ATC anvendes blandt andet baliser til at overføre information om signal- og hastighedsforhold fra infrastrukturen til toget. I forbindelse med Banedanmarks Signalprogram bliver de traditionelle signalsystemer på fjernbanen gradvist erstattet af ETCS, European Train Control System. ETCS niveau 2 anvender blandt andet radiokommunikation til at overføre køretilladelser til toget, mens Eurobaliser bidrager til positionsbestemmelsen. På S-banen anvendes CBTC, Communication Based Train Control, som er et kommunikationsbaseret togkontrolsystem udviklet til den tætte trafikafvikling på bybaner. Disse systemer har forskellige tekniske egenskaber og kan ikke uden videre sidestilles. Valget af signalsystem er en væsentlig del af en banestræknings tekniske beskrivelse.

Banestrækningens kapacitet

En banestræknings kapacitet beskriver, hvor meget togtrafik der kan afvikles inden for en given periode under bestemte driftsmæssige forudsætninger. Kapaciteten afhænger ikke kun af, om banen er enkeltsporet eller dobbeltsporet. Den påvirkes også af signalsystemet, stationernes sporplaner, afstanden mellem krydsningsmuligheder, togenes hastigheder og forskellene mellem person- og godstog. På enkeltsporede strækninger kan antallet og placeringen af krydsningsstationer være en afgørende begrænsning. På dobbeltsporede strækninger kan kapaciteten blandt andet være begrænset af forskelle i hastighed mellem hurtige persontog og langsommere godstog. En banestrækning med tæt trafik kan derfor have behov for overhalingsspor, flere hovedspor eller et signalsystem, som giver mulighed for kortere afstand mellem togene. Når en banestrækning moderniseres, kan forbedring af kapaciteten være lige så vigtig som en forhøjelse af den maksimale hastighed.

Elektrificeret og ikke-elektrificeret banestrækning

En elektrificeret banestrækning har et anlæg, som kan forsyne elektriske tog med energi under kørslen. På de danske fjernbaner anvendes normalt køreledninger med 25 kV vekselstrøm, mens S-banen anvender et særskilt system med 1.650 V jævnstrøm. Køreledningsanlægget omfatter blandt andet master, ophæng, kontaktledning, elektriske forsyningsanlæg og beskyttelsesforanstaltninger. På en ikke-elektrificeret banestrækning kan der eksempelvis anvendes dieseldrevne tog eller andre køretøjer, som ikke kræver strøm fra en køreledning. Elektrificering kan medføre behov for ombygning af broer og andre konstruktioner, så der bliver tilstrækkelig plads til køreledningsanlægget. Der kan også være behov for ændringer i signalanlæg, spor og tekniske installationer. En banestræknings elektrificeringsstatus er derfor en vigtig oplysning ved registrering af både historiske og moderne jernbaner.

Banestrækningens trafik og anvendelse

Banestrækninger kan have meget forskellige trafikale funktioner. Nogle er primært indrettet til persontrafik, mens andre anvendes til godstrafik eller en kombination af begge dele. En hovedbanestrækning kan forbinde større byer og indgå i det nationale eller internationale jernbanenet. En regional banestrækning kan hovedsageligt betjene mindre byer og lokalområder. Godsbanestrækninger kan være særligt vigtige for forbindelsen til havne, industriområder, godsterminaler og internationale transportkorridorer. På nogle banestrækninger forekommer der både gennemgående tog og lokale tog, som standser ved alle eller de fleste stationer. Denne blandede trafik kan stille særlige krav til køreplanlægningen, fordi hurtige og langsomme tog skal kunne benytte den samme infrastruktur. Banestrækningens funktion kan ændre sig gennem tiden. En bane, der oprindeligt blev anlagt med betydelig godstrafik, kan senere blive en næsten ren passagerbane, mens andre strækninger kan miste den almindelige persontrafik og fortsætte som godsbaner.

Vedligeholdelse af banestrækninger

Vedligeholdelse af en banestrækning omfatter en lang række aktiviteter, som skal sikre, at infrastrukturen fortsat kan anvendes forsvarligt. Arbejdet kan blandt andet omfatte sporjustering, ballastoprensning, skinneudskiftning, svelleudskiftning, kontrol af sporskifter samt vedligeholdelse af broer, dræn og signalanlæg. Banedanmark og andre infrastrukturforvaltere kan planlægge arbejdet efter banestrækningens tekniske tilstand, trafikbelastning og betydning for jernbanenettet. Ved større arbejder kan en banestrækning blive helt eller delvist spærret for togtrafik. Dette betegnes som en sporspærring. Under sporspærringen kan der anvendes arbejdstog, stoppemaskiner, ballastrensere og andet specialmateriel. På en enkeltsporet banestrækning vil en sporspærring ofte have større konsekvenser for den almindelige trafik, fordi der ikke findes et parallelt hovedspor, som togene kan benytte.

Sporfornyelse og modernisering

Sporfornyelse er en mere omfattende vedligeholdelses- eller moderniseringsopgave, hvor større dele af jernbanens overbygning udskiftes. Et sporfornyelsesprojekt kan omfatte nye skinner, sveller, ballast og sporskifter. I nogle tilfælde gennemføres der samtidig forbedringer af underbygning og afvanding. En modernisering kan også omfatte elektrificering, udbygning fra enkeltspor til dobbeltspor, forbedring af stationsanlæg eller indførelse af et nyt signalsystem. Formålet kan være at forlænge banestrækningens levetid, øge hastigheden, forbedre kapaciteten eller reducere driftsforstyrrelser. Ved registrering af en historisk banestrækning bør det derfor fremgå, hvilke større ombygninger den har gennemgået, da den nuværende linjeføring og tekniske standard ikke nødvendigvis svarer til forholdene ved åbningen.

Banestrækninger og kilometerbetegnelser

I jernbanetekniske dokumenter identificeres banestrækninger ofte gennem særlige strækningsnumre og kilometerangivelser. Banedanmark anvender blandt andet strækningsoversigter i Trafikal Information om Banestrækningen, TIB, og særlige strækningsoversigter for baner med ETCS. Disse dokumenter indeholder oplysninger, som er nødvendige for sikker trafikafvikling, eksempelvis strækningens spor, tilladte hastigheder, stationer og andre tekniske forhold. Der findes desuden en baneteknisk strækningsinddeling, hvor strækninger, delstrækninger og stationsafsnit registreres med særskilte identifikationer. En geografisk banestrækning kan derfor være registreret på forskellige måder, alt efter om formålet er trafikafvikling, anlægsforvaltning, økonomistyring eller historisk dokumentation. Et strækningsnummer bør således ikke uden videre opfattes som et uforanderligt historisk nummer for hele banens levetid.

Historisk udvikling af banestrækninger i Danmark

Udbygningen af det danske jernbanenet begyndte i midten af 1800-tallet, hvor de første jernbaneforbindelser blev etableret mellem større byer. København–Roskilde-banen åbnede den 26. juni 1847 og blev den første offentlige jernbane i det nuværende Danmark. Den blev senere videreført mod Korsør, hvorfra der var færgeforbindelse til Fyn. I Jylland blev de første banestrækninger åbnet i begyndelsen af 1860'erne, og i de følgende årtier blev jernbanenettet udbygget med hovedbaner og sidebaner. Mange af de tidlige banestrækninger blev planlagt som selvstændige anlægsprojekter mellem bestemte byer eller jernbaneknudepunkter. Efterhånden som nettet voksede, blev flere af strækningerne forbundet med hinanden og indgik i større gennemgående jernbaneforbindelser. Dette er en væsentlig årsag til, at en historisk bane ikke altid har de samme geografiske grænser som en moderne administrativ banestrækning.

Hovedbaner og sidebaner

De tidlige danske hovedbaner blev anlagt for at forbinde større byer og skabe et sammenhængende nationalt transportsystem. Hovedbanerne fik derfor stor betydning for både passagertrafik, postbefordring og godstransport. Sidebaner blev ofte anlagt for at forbinde mindre byer og landdistrikter med hovedbanenettet. Mange sidebaner udgik fra en forgreningsstation og sluttede ved en endestation. Det er netop denne historiske opbygning, der forklarer, hvorfor en banestrækning ofte beskrives som forbindelsen mellem to forgreningsstationer eller mellem en forgreningsstation og en endestation. Banenettets udvikling var dog mere varieret. Nogle sidebaner blev senere forlænget, andre blev forbundet med yderligere baner, og visse jernbaneforbindelser fik en ændret rolle som gennemgående strækninger.

Banestrækninger på privatbanerne

Privatbanerne fik stor betydning for udbygningen af det danske jernbanenet fra slutningen af 1800-tallet og ind i det 20. århundrede. De blev ofte anlagt som selvstændige banestrækninger mellem en købstad, en statsbanestation og mindre bysamfund i oplandet. Mange privatbaner var enkeltsporede og havde forholdsvis beskedne tekniske anlæg, men de spillede en vigtig rolle for lokal transport af passagerer, landbrugsprodukter og industrivarer. Når en privatbane blev nedlagt, kunne dens spor blive optaget, mens banedæmninger, gennemskæringer, broer og stationsbygninger ofte blev bevaret. Ved historisk registrering kan en nedlagt privatbane derfor stadig beskrives som en banestrækning, selv om den ikke længere anvendes til jernbanedrift.

Nedlagte og omlagte banestrækninger

En nedlagt banestrækning er en jernbaneforbindelse, hvor den ordinære jernbanedrift er ophørt, og hvor infrastrukturen eventuelt helt eller delvist er fjernet. Nedlæggelse kan ske af økonomiske, trafikale eller tekniske årsager, eksempelvis hvis trafikgrundlaget er utilstrækkeligt, eller hvis forbindelsen erstattes af andre transportmuligheder. En banestrækning kan også blive omlagt uden at blive nedlagt. Det kan eksempelvis ske, når en ny linjeføring anlægges for at reducere rejsetiden, forbedre kurveforholdene eller skabe en mere direkte forbindelse. I sådanne tilfælde kan den oprindelige jernbanestrækning enten fortsætte med en anden funktion, blive anvendt som sidespor eller blive nedlagt. Historiske beskrivelser bør derfor skelne mellem banens oprindelige linjeføring, senere omlægninger og den nuværende eller seneste driftsmæssige tilstand.

Banestrækningens betydning for dansk jernbanehistorie

Banestrækninger er en grundlæggende enhed i registreringen og beskrivelsen af det danske jernbanenet. Når en bane opdeles i geografisk og historisk afgrænsede strækninger, bliver det lettere at dokumentere dens anlæggelse, åbning, ombygning, elektrificering og eventuelle nedlæggelse. En banestrækning kan desuden have sin egen tekniske historie. Sporantallet kan være ændret, stationer kan være nedlagt eller flyttet, og den tilladte hastighed kan være blevet forhøjet eller sænket. For historiske jernbanearkiver er banestrækningen derfor et naturligt udgangspunkt for systematisering af sporplaner, stationsoplysninger, historiske fotografier, kort og dokumentation om infrastrukturens udvikling. Samtidig gør begrebet det muligt at skelne mellem en større bane som historisk jernbaneforbindelse og de enkelte dele af banen, der kan have haft forskellige ejere, driftsselskaber og tekniske forhold gennem tiden. Banestrækningen er således både en geografisk forbindelse, en trafikal enhed og et vigtigt historisk registreringsbegreb.

Kort definition til jernbaneordbogen

Banestrækning: En geografisk og trafikal afgrænset del af en jernbane mellem to nærmere angivne stationer eller andre definerede punkter. Banestrækningen kan eksempelvis ligge mellem to forgreningsstationer eller mellem en forgreningsstation og en endestation, men dette er ikke et nødvendigt krav. Den kan omfatte både stationer, trinbrætter og den fri bane samt tilhørende spor, signalanlæg, broer, overkørsler og andre tekniske installationer. I Banedanmarks traditionelle Sikkerhedsreglement opdeles banestrækningen i stationer og den fri bane, mens den fri bane mellem to nabotogfølgestationer betegnes som et banestykke. En banestrækning kan være enkeltsporet eller dobbeltsporet, elektrificeret eller ikke-elektrificeret og anvendes til persontrafik, godstrafik eller begge dele. Betegnelsen anvendes i jernbanens trafikafvikling, tekniske dokumentation, vedligeholdelse og historiske registrering af jernbanenettet.

Historiske kilder og dokumentation

Følgende kilder dokumenterer den sproglige og trafikale betydning af banestrækning samt den måde, jernbanenettet opdeles og registreres på. Der er særlig vægt på Banedanmarks egne trafikale bestemmelser.

1. Banedanmark – Sikkerhedsreglement af 1975 (SR), § 2, version SR 26-3 af 2. marts 2026. En central kilde til definitionerne af banestrækning, den fri bane og banestykke. Reglementet fastslår, at banestrækningen opdeles i stationer og den fri bane, og at den fri bane mellem to nabotogfølgestationer betegnes som et banestykke. Det beskriver desuden forskellen mellem enkeltspor, dobbeltspor og vekselspor. Banedanmark – Sikkerhedsreglementet.

2. Banedanmark – Trafikal Information om Banestrækningen, TIB-S. Trafikal dokumentation med strækningsoversigter for fjernbanen. Materialet anvendes til at beskrive banestrækningernes konkrete driftsmæssige forhold og illustrerer, hvordan strækningerne identificeres i den daglige jernbanedrift. Banedanmark – TIB-S.

3. Banedanmark – Strækningsoversigt ETCS. Dokumenterer den trafikale strækningsinddeling på fjernbaner med ETCS. Oversigterne indeholder oplysninger om blandt andet strækningshastigheder, stations- og sporforhold og tekniske referencepunkter. Banedanmark – Strækningsoversigt ETCS.

4. Rigsarkivet – Baneteknisk strækningsinddeling, BTRSTRK. Beskrivelse af Banedanmarks banetekniske strækningsregister. Registret indeholder blandt andet strækningsnumre, strækningsnavne, kilometergrænser, stationsafsnit og oplysninger om historiske eller ændrede strækninger. En væsentlig kilde til forståelsen af den administrative og tekniske registrering af banestrækninger. Rigsarkivet – Baneteknisk strækningsregister.

5. Den Danske Ordbog – Banestrækning. Definerer en banestrækning som en del af en jernbanelinje, eksempelvis mellem to stationer. Kilden dokumenterer, at ordet i almindelig dansk sprogbrug har en bredere betydning end de specifikke trafikale definitioner. Den Danske Ordbog – Banestrækning.

6. Jernbanen.dk – Jernbaneleksikon. Indeholder korte definitioner af blandt andet banestrækning og banestykke. Banestrækning beskrives som en strækning mellem to angivne stationer, mens banestykke betegner den del af en banestrækning, der ligger mellem to nabotogfølgestationer. Jernbanen.dk – Jernbaneleksikon.

7. Banedanmark – Netredegørelse 2026. Dokumenterer jernbanenettets infrastruktur, kapacitet, elektrificering, signalsystemer og tekniske forhold. Netredegørelsen er relevant ved beskrivelse af de forskellige egenskaber, som kan karakterisere en moderne banestrækning. Banedanmark – Netredegørelse.

12. december 2026 RETTELSER OG ÆNDRINGER

Teknisk og terminologisk præcisering: Den oprindelige definition er relevant, men for snæver. En banestrækning behøver ikke at være afgrænset af forgreningsstationer eller endestationer. Den kan være enhver nærmere afgrænset del af en jernbanelinje. Samtidig bør der skelnes mellem banestrækning og banestykke, fordi sidstnævnte har en mere præcis betydning i det traditionelle danske Sikkerhedsreglement.

Tilbage til dansk jernbaneordbog