Gå til indhold

Charnierdrejeskive

Charnierdrejeskive – konstruktion, virkemåde og anvendelse på danske jernbaner

En charnierdrejeskive er en særlig type jernbanedrejeskive, hvor den bærende drejebro er leddelt omkring midten, så broens to halvdele kan bevæge sig en smule i forhold til hinanden i lodret plan. Konstruktionen adskiller sig fra den traditionelle kongestolsdrejeskive ved, at belastningen fordeles mellem en central understøtning og løbehjul ved drejebroens ender. Charnierdrejeskiven blev især anvendt til vending af damplokomotiver og til at skabe forbindelse mellem forskellige spor omkring en lokomotivremise. Betegnelsen charnier kommer fra fransk og betyder hængsel eller ledforbindelse. I jernbaneteknisk sammenhæng henviser ordet til den særlige konstruktion ved drejeskivens midte, hvor de to brohalvdele er forbundet, så der kan forekomme en begrænset indbyrdes vinkeldrejning. Konstruktionen gør det muligt for de to halvdele at optage belastninger mere uafhængigt af hinanden end på en traditionel, gennemgående drejebro. Charnierdrejeskiven består af en drejelig stålbro, som er placeret i en cirkulær drejeskivegrav. Broen understøttes centralt af et drejeleje, mens dens yderender hviler på løbehjul, der bevæger sig på en cirkulær skinne langs gravens omkreds. Denne skinne betegnes som kransskinnen. Det karakteristiske ved konstruktionen er, at løbehjulene er beregnet til at bære en del af den lodrette belastning under drejeskivens normale anvendelse. På en korrekt indstillet charnierdrejeskive er der derfor ikke det samme tilsigtede frirum mellem løbehjul og kransskinne, som kendes fra den traditionelle kongestolsdrejeskive. En af charnierdrejeskivens væsentligste fordele er, at et lokomotiv normalt ikke behøver at være afbalanceret omkring drejeskivens centrum på samme måde som ved en kongestolsdrejeskive. Lokomotivet skal kunne være placeret inden for drejebroens anvendelige længde og overholde dens belastningsgrænser, men en forskydning af lokomotivets tyngdepunkt er ikke i sig selv et tilsvarende problem for drejeskivens funktion. Dette gjorde charnierdrejeskiven særlig velegnet til større damplokomotiver, hvis vægtfordeling kunne ændre sig under driften, eksempelvis som følge af forbrug af kul og vand.

Charnierdrejeskivens grundlæggende funktion

Charnierdrejeskivens primære opgave er at vende et lokomotiv eller føre det fra ét spor til et andet uden brug af et omfattende sporskifteanlæg. Drejeskiven kan eksempelvis være placeret foran en rundremise, hvor flere remisespor er anlagt i en vifte omkring den cirkulære drejeskivegrav. Når et lokomotiv skal ind i remisen, køres det ud på drejebroen. Derefter bringes lokomotivet til standsning, og drejeskiven frigøres fra den mekanisme, som fastholder den i den aktuelle sporretning. Drejebroen roteres herefter, indtil dens skinner står ud for det ønskede remisespor. Når skinnerne er korrekt ud for hinanden, fastlåses drejeskiven igen, hvorefter lokomotivet kan køres videre. Hvis formålet alene er at vende lokomotivet, drejes broen en halv omgang, så lokomotivet efterfølgende vender i modsat retning. Charnierkonstruktionen har betydning for, hvordan lokomotivets vægt optages under denne bevægelse. De to brohalvdele overfører deres belastning til den centrale understøtning og løbehjulene ved enderne, så broen ikke er afhængig af, at lokomotivets samlede tyngdepunkt befinder sig præcist over drejeskivens centrum.

Drejebroens opbygning

Drejebroen er den bærende del af charnierdrejeskiven. Den består normalt af to langsgående hoveddragere af stål, som er forbundet med tværdragere og andre afstivende konstruktionselementer. Oven på broen er der anbragt et jernbanespor, som lokomotivet kører ud på. Sporvidden svarer til den bane, drejeskiven betjener, mens broens længde og bæreevne er dimensioneret til de lokomotiver, der skal anvende den. Hoveddragerne optager en væsentlig del af de lodrette belastninger fra lokomotivets hjulaksler. Tværdragerne og forbindelserne mellem hoveddragerne sørger for, at kræfterne fordeles til den øvrige konstruktion. På en charnierdrejeskive er hoveddragerne konstruktivt opdelt omkring midten. Hver halvdel understøttes dels ved centrum og dels ved den ydre ende. Den centrale forbindelse tillader en begrænset indbyrdes vinkeldrejning, men skal samtidig sikre, at brohalvdelene forbliver korrekt placeret i forhold til hinanden.

Charnieret – den hængslede midterforbindelse

Charnieret er den konstruktionsdetalje, som giver drejeskiven dens navn. Det er placeret omkring drejebroens midte og forbinder de to brohalvdele, så de kan bøje eller dreje sig en smule i forhold til hinanden i lodret plan. I en ideelt hængslet forbindelse overføres der ikke noget bøjningsmoment om hængslets akse. Det betyder, at hver brohalvdel i den relevante bøjningsretning i princippet kan beregnes som en selvstændig drager, understøttet ved centrum og ved yderenden. Charnieret må dog ikke forveksles med en fuldstændig løs forbindelse. Brohalvdelene skal fortsat fastholdes indbyrdes, så skinnerne forbliver korrekt sammenstillet, og så konstruktionen er stabil under drejning og belastning. I DSB's lærebog Banernes Bygning og Udstyrelse fra 1965 beskrives en udførelse, hvor de sammenstødende længdedragere er forbundet med en stor, vandret stålplade. Pladen giver broen den nødvendige stivhed i vandret plan, men tillader samtidig en lille indbyrdes vinkeldrejning i lodret plan. Denne konstruktion er nødvendig for at optage dragernes elastiske nedbøjning under belastning og mindre ujævnheder i kransskinnen.

Midterunderstøtningen

Drejebroens midte understøttes af et centralt drejeleje, som både optager en del af broens lodrette belastning og tillader hele konstruktionen at rotere omkring en lodret akse. På historiske konstruktioner kan midterunderstøtningen være udført med et kraftigt kugleleje, hvor belastningen overføres fra drejebroen til et fundament i bunden af drejeskivegraven. Lejets funktion er afgørende for, at drejeskiven kan rotere jævnt, selv om den er belastet af et tungt lokomotiv. Midterunderstøtningen skal desuden sikre korrekt centrering af drejebroen, så dens ender følger kransskinnens cirkulære forløb. Charnierdrejeskiven adskiller sig her fra en drejeskive, hvor stort set hele belastningen under normal drejning bæres af midterunderstøtningen. På charnierdrejeskiven indgår både den centrale understøtning og de yderste løbehjul aktivt i belastningsoverførslen.

Løbehjul og kransskinne

Ved hver af drejebroens yderender findes løbehjul, der kører på en cirkulær kransskinne i drejeskivegraven. Løbehjulene overfører en del af drejebroens og lokomotivets vægt til fundamentet langs gravens omkreds. I en traditionel udførelse har drejeskiven en gruppe løbehjul ved hver ende. Hjulene er understøttet af en konstruktion, som fordeler belastningen fra hoveddragerne. Kransskinnen skal være korrekt placeret i højde og vandret forløb. Ujævnheder kan medføre varierende belastninger, stød og øget slid på løbehjul, lejer og drejebro. På en charnierdrejeskive er løbehjulene normalt i kontakt med kransskinnen under drejningen. Det betyder dog ikke, at alle hjul nødvendigvis optager præcis samme kraft på ethvert tidspunkt. Den faktiske belastningsfordeling afhænger af lokomotivets placering, broens egenvægt, konstruktionens stivhed og skinnens tilstand. Det væsentlige er, at løbehjulene er egentlige bærende understøtninger og ikke blot støttehjul, som først træder i funktion, når drejeskiven belastes tilstrækkeligt skævt.

Belastningsfordelingen på en charnierdrejeskive

Charnierdrejeskivens særlige konstruktionsprincip har stor betydning for belastningsfordelingen. Fordi hoveddragerne er leddelt omkring midten, kan hver brohalvdel i princippet betragtes som en selvstændigt understøttet drager. Når et lokomotiv kører ud på broen, overføres hjultrykkene gennem skinner og tværdragere til hoveddragerne. Herfra fordeles belastningen mellem midterunderstøtningen og løbehjulene ved enderne. Fordelingen afhænger af, hvor lokomotivets hjulaksler befinder sig på drejebroen. Et lokomotiv, der står forskudt mod den ene ende, vil belaste de forskellige understøtninger anderledes end et lokomotiv, der står symmetrisk omkring midten. Konstruktionen kan dog optage denne forskydning, fordi yderhjulene indgår i den bærende understøtning. Lokomotivet behøver derfor normalt ikke at blive placeret, så dets tyngdepunkt falder præcist sammen med drejeskivens rotationscentrum. I DSB's undervisningsmateriale fra 1965 beskrives princippet således, at omkring halvdelen af den samlede belastning ved den omtalte konstruktion optages af løbehjulene, mens den anden halvdel optages af det centrale kugleleje. Denne fordeling er en konstruktiv hovedregel for den beskrevne drejeskive og må ikke opfattes som en konstant belastning på hver enkelt understøtning under alle forhold.

Forskellen mellem charnierdrejeskive og kongestolsdrejeskive

De to klassiske hovedtyper af lokomotivdrejeskiver er charnierdrejeskiven og kongestolsdrejeskiven. Begge anvendes til at vende lokomotiver og forbinde forskellige spor, men deres bærende konstruktion og belastningsfordeling er forskellige. En kongestolsdrejeskive har en gennemgående, forholdsvis stiv drejebro, som under normal drejning hovedsageligt bæres af den centrale kongestol. Kongestolen er den bærende understøtning i drejeskivens centrum. Kongestolsdrejeskiven har også løbehjul ved broens ender, men disse kan være indstillet med et lille spillerum til kransskinnen. Hensigten er, at drejeskiven skal kunne drejes med forholdsvis lille modstand, når lokomotivets vægt er tilstrækkeligt godt afbalanceret omkring centrum. Hvis lokomotivet står for langt mod den ene ende, kan broen vippe, så løbehjulene ved den belastede ende kommer i kontakt med kransskinnen. Dermed kan drejningen blive vanskeligere. Charnierdrejeskiven er anderledes, fordi de yderste løbehjul fra begyndelsen indgår som bærende understøtninger. Brohalvdelene behøver derfor ikke at fungere som én gennemgående, afbalanceret bro.

EgenskabCharnierdrejeskiveKongestolsdrejeskive
DrejebroLeddelt omkring midtenGennemgående, forholdsvis stiv bro
MidterunderstøtningBærer en del af belastningenBærer hovedparten under normal, afbalanceret drejning
Yderste løbehjulBeregnet til at bære belastning under drejningKan være aflastet ved korrekt balance
Placering af lokomotivMindre følsom over for forskudt tyngdepunktKræver mere omhyggelig afbalancering
Hoveddragernes bøjningBrohalvdelene arbejder i vidt omfang hver for sigBroen arbejder som en sammenhængende konstruktion
DrevetKan drives direkte gennem et belastet løbehjulHistorisk ofte med en særskilt motordrevet slæber

Bøjningsmoment og hoveddragernes dimensionering

En central forskel mellem de to konstruktionsprincipper er fordelingen af bøjningsmomenter i hoveddragerne. På en kongestolsdrejeskive er drejebroen gennemgående, og belastningen fra lokomotivet skaber store bøjningsmomenter omkring midten. Derfor blev hoveddragerne på mange kongestolsdrejeskiver udført med størst dragerhøjde nær centrum og mindre højde ved enderne. På en charnierdrejeskive er hoveddragerne derimod opdelt omkring midten. Hængselforbindelsen tillader en begrænset indbyrdes drejning, så der ideelt set ikke overføres bøjningsmoment om charnierets hængselakse. Dette betyder, at hoveddragerne kan dimensioneres efter en anden fordeling af bøjningsmomenter end på en kongestolsdrejeskive. Den særlige konstruktion kan genkendes på historiske tekniske tegninger, hvor broens opdeling og understøtninger er vist. Charnieret kan derimod være vanskeligt at identificere på et almindeligt fotografi taget ovenfra, fordi det ofte er skjult af broens dæk og skinner.

Hvorfor er lokomotivets tyngdepunkt vigtigt?

Et damplokomotivs tyngdepunkt afhænger af konstruktionen og af, hvordan vægten er fordelt mellem lokomotivets forskellige dele. Under driften kan vægtfordelingen ændre sig, fordi forrådet af kul og vand gradvist forbruges. På et tenderlokomotiv har placeringen af vand- og kulbeholdninger betydning for den samlede vægtfordeling. På et tanklokomotiv kan vægten af vand og brændsel i tanke og kulkasser ligeledes ændre lokomotivets tyngdepunkt. Også vandstanden i kedlen indgår i den samlede massefordeling, selv om det normalt især er ændringerne i forrådsbeholdningerne, der har praktisk betydning. På en kongestolsdrejeskive kunne personalet derfor være nødt til at placere lokomotivet forskudt i forhold til broens geometriske centrum for at opnå tilstrækkelig balance. Det kunne kræve flere små frem- og tilbagebevægelser, før lokomotivet stod hensigtsmæssigt til drejning. På en charnierdrejeskive er konstruktionen væsentligt mindre afhængig af denne balance. Lokomotivet skal stadig placeres forsvarligt og inden for den tilladte belastning, men det behøver normalt ikke at afbalanceres omkring centrum for at kunne drejes. Det er en væsentlig driftsmæssig fordel, navnlig når forskellige lokomotivtyper skal anvende den samme drejeskive.

Drejeskivens længde og kapacitet

En lokomotivdrejeskives længde bestemmes ud fra størrelsen på de lokomotiver, den skal kunne håndtere. For en charnierdrejeskive skal drejebroen være lang nok til, at lokomotivets relevante hjulaksler kan placeres korrekt og sikkert på broens spor. Det er ikke nødvendigvis hele lokomotivets længde over pufferne, som alene bestemmer den nødvendige brostørrelse. Afstanden mellem de yderste understøttede hjulaksler, lokomotivets udhæng og de gældende belastnings- og sikkerhedskrav har også betydning. På en kongestolsdrejeskive kan behovet for at forskyde lokomotivet for at opnå balance stille yderligere krav til den anvendelige længde. Charnierdrejeskiven kan derfor i nogle situationer håndtere et bestemt lokomotiv på en kortere bro end en traditionel kongestolsdrejeskive. Det betyder dog ikke, at alle charnierdrejeskiver generelt kan udføres kortere. Den nødvendige dimensionering afhænger fortsat af lokomotivets akselafstand, akseltryk, vægtfordeling og drejebroens konstruktive bæreevne.

Drejeskivens drivmekanisme

Historiske drejeskiver kunne oprindeligt drejes manuelt, mens større anlæg efterhånden blev forsynet med elektrisk motordrift. På en charnierdrejeskive er det muligt at drive broen gennem et af de løbehjul, som bevæger sig på kransskinnen. Fordi løbehjulene er belastede, har det drevne hjul normalt den nødvendige kontakt med skinnen til at overføre trækkraft. En elektrisk motor kan gennem en tandhjulsudveksling drive løbehjulet og dermed få hele drejebroen til at rotere omkring centrum. På traditionelle kongestolsdrejeskiver kunne man i stedet anvende en særskilt slæber, som var forsynet med motor og drivhjul. Dette hang sammen med, at drejebroens almindelige løbehjul ikke nødvendigvis bar en væsentlig belastning under rotationen. DSB's lærebog fra 1965 omtaler netop denne forskel som en fordel ved charnierdrejeskivens konstruktion.

Drejeskivegrav, fundament og kransskinne

Charnierdrejeskiven er normalt placeret i en cirkulær drejeskivegrav, hvor der er plads til drejebroens bærende konstruktion og løbehjul. I midten findes et kraftigt fundament til drejelejet. Langs gravens omkreds findes et fundament til kransskinnen, som bærer løbehjulenes belastning. Kransskinnen skal være anlagt med den nødvendige præcision, så løbehjulene kan bevæge sig jævnt under drejningen. Hvis skinnen synker eller bliver ujævn, kan belastningsfordelingen ændres, og der kan opstå øget modstand eller mekaniske påvirkninger. Gravens sider kan være udført af murværk, beton eller andre materialer afhængigt af anlæggets alder. Drejeskivegraven kan desuden være forsynet med afvanding, da ophobet vand ellers kan medføre korrosion, frostskader og problemer med drejemekanismen.

Aflåsning og sikkerhed

Når drejeskiven er drejet ud for et bestemt spor, skal dens skinner være korrekt sammenstillet med skinnerne på det tilsluttende spor. For at forhindre utilsigtet bevægelse er drejeskiven normalt forsynet med en aflåsningsmekanisme. Den kan eksempelvis bestå af skudrigler, som går i indgreb med særlige aflåsningsdele ved drejeskivegravens omkreds. Aflåsningen skal sikre, at broen ikke kan dreje eller forskyde sig, mens et lokomotiv kører ind på eller ud fra den. På visse anlæg indgår drejeskivens aflåsning desuden i tekniske eller driftsmæssige afhængigheder med tilsluttende spor, signaler eller andre sikkerhedsindretninger. Korrekt aflåsning er vigtig for at undgå afsporing, fordi selv en mindre forskydning mellem drejebroens skinner og de faste skinner kan være farlig.

Vedligeholdelse af charnierdrejeskiver

En charnierdrejeskive kræver løbende vedligeholdelse af både den bærende konstruktion og de mekaniske bevægelsesdele. De vigtigste kontrolpunkter omfatter charnierets forbindelse, hoveddragernes tilstand, det centrale drejeleje, løbehjulene, kransskinnen, drevmekanismen og aflåsningssystemet. Særligt lejer og bevægelige forbindelser skal kontrolleres for slid og utilstrækkelig smøring. Hvis charnierforbindelsen ikke længere kan optage de nødvendige små bevægelser, kan der opstå uønskede spændinger i broens konstruktion. Derudover skal kransskinnens højde og geometriske forløb kontrolleres. En ujævn kransskinne kan medføre, at belastningerne på løbehjulene varierer mere end forudsat. På ældre drejeskiver er korrosion i stålkonstruktionen en væsentlig vedligeholdelsesopgave. Særligt samlinger, tværdragere og områder, hvor vand kan samle sig, skal undersøges. Når historiske drejeskiver fortsat anvendes, kan vedligeholdelsen kræve særlige løsninger, fordi originale reservedele og konstruktionsdetaljer ikke nødvendigvis længere fremstilles.

Charnierdrejeskivens historiske udvikling

De tidlige lokomotivdrejeskiver blev udviklet i 1800-tallet, hvor damplokomotivernes konstruktion ofte gjorde det ønskeligt at kunne vende lokomotivet, så det normalt kørte med forenden i kørselsretningen. Drejeskiverne havde desuden betydning for indretningen af lokomotivremiser, hvor mange spor kunne samles omkring ét centralt drejeanlæg. Efterhånden som lokomotiverne blev større og tungere, steg kravene til drejeskivernes længde og bæreevne. Konstruktionerne blev derfor videreudviklet med kraftigere hoveddragere, forbedrede lejer og mere avancerede understøtninger. Charnierdrejeskiven repræsenterede en videreudvikling, hvor man søgte at fordele belastningen på flere understøtninger og gøre drejeskiven mindre følsom over for lokomotivets placering. I DSB's lærebog Banernes Bygning og Udstyrelse fra 1937 beskrives charnierdrejeskiver som den daværende almindelige konstruktion for nybyggede drejeskiver på 20 meter. Dette dokumenterer, at charnierdrejeskiven var en etableret konstruktion hos DSB i mellemkrigstiden og ikke en senere opfindelse fra dieseltraktionens tid. I den tilsvarende lærebog fra 1965 findes en mere detaljeret teknisk beskrivelse af hoveddragere, charnierforbindelse, midterunderstøtning, løbehjul og elektrisk drev.

Charnierdrejeskiver på danske jernbaner

Charnierdrejeskiver blev anvendt i forbindelse med udbygningen af lokomotivfaciliteter på det danske jernbanenet. De større drejeskiver var især nødvendige ved stationer og depoter, hvor lange og tunge damplokomotiver skulle kunne vendes. På sådanne anlæg kunne drejeskiven ligge foran en rundremise eller ved et særskilt lokomotivdepot. Drejeskivens konstruktion havde betydning for, hvilke lokomotivtyper den kunne betjene. Efterhånden som lokomotiverne voksede, blev nogle ældre drejeskiver for korte eller havde utilstrækkelig bæreevne. Det er vigtigt at skelne mellem oplysninger om en drejeskives længde og oplysninger om dens konstruktionstype. En historisk angivelse af, at en station havde en drejeskive på eksempelvis 20 meter, dokumenterer ikke i sig selv, om den konkrete drejeskive var udført som charnierdrejeskive eller kongestolsdrejeskive. Sikker identifikation kræver normalt tekniske tegninger, konstruktionsbeskrivelser eller dokumentation af midterunderstøtning og hoveddragernes forbindelse.

Drejeskiver efter damplokomotivernes tid

Med overgangen fra dampdrift til diesel- og elektrisk drift blev behovet for at vende lokomotiver gradvist mindre. Mange diesellokomotiver er indrettet til at kunne køre i begge retninger uden væsentlige driftsmæssige begrænsninger. Det samme gælder moderne elektriske lokomotiver og motorvogne. Drejeskiver forblev dog nyttige ved visse værksteder, depoter og museale jernbaneanlæg, hvor det fortsat kunne være nødvendigt at vende køretøjer eller flytte dem mellem spor. Nogle historiske drejeskiver er derfor bevaret og anvendes fortsat i begrænset omfang. Et dansk eksempel på en bevaret lokomotivdrejeskive er anlægget i Padborg, som blev installeret i 1925 og fortsat eksisterer. Banedanmark har oplyst, at den stadig anvendes lejlighedsvis til arbejdskøretøjer. Dette dokumenterer drejeskivernes lange anvendelsesperiode, men er ikke i sig selv dokumentation for netop denne drejeskives charnierkonstruktion.

Betydningen for dansk jernbanehistorie

Charnierdrejeskiven er et interessant eksempel på, hvordan udviklingen i damplokomotivernes størrelse og vægt førte til nye løsninger inden for jernbanernes faste anlæg. Den leddelte konstruktion gjorde det muligt at fordele belastningen mellem den centrale understøtning og de yderste løbehjul. Dermed kunne drejeskiven håndtere forskydninger i lokomotivets tyngdepunkt uden samme behov for nøjagtig afbalancering som ved en traditionel kongestolsdrejeskive. Konstruktionen havde samtidig betydning for drejebroens dimensionering og mulighederne for elektrisk drift gennem et belastet løbehjul. For jernbanehistorisk registrering er det derfor vigtigt at skelne mellem de forskellige drejeskivetyper. Den synlige drejebro fortæller ikke nødvendigvis hele historien om konstruktionens virkemåde. Charnierdrejeskiven bør identificeres ud fra sin leddelte hoveddragerkonstruktion og belastningsfordelingen mellem midterunderstøtningen og løbehjulene.

Historiske kilder og dokumentation

1. DSB – Banernes Bygning og Udstyrelse, 1937. En væsentlig historisk primærkilde til konstruktionen af både kongestolsdrejeskiver og charnierdrejeskiver. Bogen beskriver blandt andet hoveddragernes leddeling omkring midten, understøtningen ved enderne og udviklingen af 20-meter-drejeskiver. Særligt relevant er afsnittet om drejeskiver omkring side 110–114. DSB – Banernes Bygning og Udstyrelse 1937 (PDF).

2. DSB – Banernes Bygning og Udstyrelse, 1965. Indeholder en teknisk forklaring på charnierdrejeskivens særlige midterforbindelse, belastningsfordelingen mellem løbehjul og kugleleje samt det elektriske drev gennem et af løbehjulene. Beskrivelsen findes omkring side 115–117 med tilhørende konstruktionstegninger. DSB – Banernes Bygning og Udstyrelse 1965 (PDF).

3. Lex – Drejeskive (jernbaneplatform). Faglig gennemgang af jernbanedrejeskivers grundlæggende funktion, drejebro, midtertap, kransskinne og anvendelse ved rundremiser. Lex – Drejeskive.

4. DSB – Vejledning i Kendskab til Statsbanernes Sporkonstruktioner og forskellige tekniske Stationsanlæg, 1900. Tidlig historisk lærebog om jernbanernes tekniske anlæg, herunder lokomotiv- og vogndrejeskiver, konstruktion, fundamenter og mekaniske forbindelser. DSB – Tekniske stationsanlæg 1900 (PDF).

5. Banedanmark – Sønderjysk drejeskive fylder 100 år, 10. oktober 2025. Historisk dokumentation om drejeskiven i Padborg fra 1925 og dens fortsatte anvendelse. Kilden er relevant som eksempel på bevarede historiske drejeskiver i Danmark, men fastslår ikke, at anlægget er en charnierdrejeskive. Banedanmark – Drejeskiven i Padborg.

6. Ordbog over det danske Sprog – Drejeskive. Dokumenterer den historiske danske anvendelse af betegnelsen drejeskive om en drejelig jernbaneplatform med spor til vending af lokomotiver og vogne. Ordbog over det danske Sprog – Drejeskive.

Tilbage til dansk jernbaneordbog