Lindholm Station og dens jernbanehistoriske udvikling
Lindholm Station blev etableret i forbindelse med Slangerupbanens anlæg og fik tidligt en tilknytning til Langebjerg Grusgrav. Øst for stationen blev der anlagt et sidespor til grusgraven, men dette spor blev dog kun anvendt i få år, før det blev nedlagt igen. Transporterne fra grusgraven fik dog en indirekte indvirkning på Lindholm Station, da grustogene blev registreret i stationens regnskaber, selvom de aldrig gjorde stop her. Gruset blev transporteret direkte fra Langebjerg til Lynge, som også var forbundet med en telefonledning til grusgraven af sikkerhedsmæssige årsager.
Kampen for stationens overlevelse
Lindholm Station har gennem tiden været genstand for flere diskussioner om nedlæggelse. Allerede under projekteringen af banen var stationens oprettelse et stridspunkt, men takket være ejeren af gården Lindholm, som var stærkt interesseret i banen, blev stationen opført. Da grustransporterne ophørte, ønskede ledelsen at nedlægge stationen, men ministeriet greb ind og forhindrede dette i 1912. I 1915 forsøgte ledelsen endnu engang at nedlægge den, og Lynge-Uggeløse Sogneråd blev spurgt om deres holdning til sagen. Protester fra 45 beboere førte til, at stationen blev bevaret, hovedsageligt på grund af rygter om fremtidige grustransporter fra området. Disse transportaktiviteter materialiserede sig dog først i midten af 1920'erne.
Grustransportens omfang
Langebjerg Grusgrav spillede en væsentlig rolle i transporterne via Lindholm Station. Følgende tal dokumenterer de store mængder grus, der blev transporteret:
- 1907/1908: 96.648 tons
- 1908/1909: 141.072 tons
- 1909/1910: 139.518 tons
- 1910/1911: 44.185 tons
Denne store trafik understregede grusgravens vigtighed, men efter afslutningen på de største grustransporter faldt stationens betydning betydeligt.
Persontrafik og turistmæssig interesse
Persontrafikken på Lindholm Station var begrænset, men ikke helt ubetydelig. I modsætning til Emdrup Station havde alle tog mulighed for at standse ved Lindholm, hvilket gjorde den mere tilgængelig for de rejsende. Turistmæssigt var området ikke nogen stor attraktion, men der var dog en vis geologisk interesse i de omkringliggende landskaber. Lindholm Station var beliggende på udtørret havbund, og mod nord lå de store grusbanker. Langebjerg, som var den største af disse banker, blev opgravet og leverede materialer til grundlaget for Københavns Hovedbanegård og godsbanegårdens arealer.
Stationens infrastruktur og godsaktiviteter
Godstrafikken på Lindholm Station var minimal, undtagen i årene 1925-1929 og under den tyske besættelse af Danmark. Foruden hovedsporet havde stationen et læssespor, som fungerede som omløbsspor foran stationsbygningen. Derudover var der endnu et spor, der løb bag om bygningen langs en skrænt, hvor der blev opstillet en række cementgalger. Disse galger var en del af et læsse- og siloanlæg, hvortil et smalspor førte fra en grusgrav. Tipvogne kunne transportere sten og grus direkte til vogne på KSB's spor langs cementgalgerne. Dette læssespor udgik fra hovedsporet et stykke øst for stationen.
Ledelse og personale på Lindholm Station
Lindholm Station blev i begyndelsen bestyret af ekspeditrice fru D. Meter Nielsen, hvis mand var baneformand. I 1908 tiltrådte V. Mortensen som stationsmester, men han blev senere overført til Vangede Station. Da C. N. Lund fra Farum blev degraderet i 1910, overtog han Lindholm Station, hvilket bestyrelsen håbede ville gøre det lettere at få stationen nedlagt. Lund blev dog ikke længe, og da stationen igen var truet af lukning, valgte han i 1916 at tage imod en stilling i Vejle. Efter Lunds afgang blev Lindholm midlertidigt drevet af afløserpersonale, og stationen blev derefter beboet af en ny baneformand. Fra begyndelsen af 1917 og frem til afslutningen af KSB's privatbanetid blev stationen drevet af ekspeditrice fru E. Andersen, mens hendes mand senere blev bogholder på banens hovedkontor.
