Aarhus-Randers - operatør: DSB, en artikel om Aarhus-Randers

Aarhus-Randers Jernbane: En vigtig del af den østjyske længdebane

Aarhus-Randers jernbanen blev en del af Jernbaneloven af 4. marts 1857 og var et vigtigt led i den østjyske længdebane. Formålet med jernbanen var at skabe en sammenhængende transportforbindelse mellem Aarhus og Randers og videre mod nord, hvilket skulle understøtte udviklingen af både handel og industri i Østjylland.

I februar 1859 fik det britiske konsortium Peto, Brassey and Betts koncession på at anlægge banen, der ikke blot skulle forbinde Aarhus og Randers, men også fortsætte via Langå til Struer. Anlægsarbejdet påbegyndtes samme efterår, men projektet stødte hurtigt på udfordringer, især i forhold til terrænet og de tekniske vanskeligheder, der fulgte med jernbanebyggeri i Danmark i midten af 1800-tallet.

Byggeprocessen og udfordringer

Byggeriet af Aarhus-Randers jernbanen viste sig at være en kompleks opgave. En af de største udfordringer var mosen ved Lerbjerg, hvor undergrunden skabte store problemer for stabiliteten af jernbanesporet. Arbejdet blev forsinket af de tekniske vanskeligheder, men gennem en række ingeniørmæssige løsninger lykkedes det til sidst at finde en stabil konstruktion, der gjorde det muligt at færdiggøre banen.

På trods af forsinkelserne blev jernbanen åbnet for prøvekørsel den 29. juni 1862. Den officielle indvielse fandt sted den 4. september samme år i nærværelse af Kong Frederik VII. Ved åbningen kørte to tog dagligt i hver retning mellem Aarhus og Randers, hvilket markerede en ny æra for transport i regionen.

Jernbanens rute og geografiske udfordringer

Banelinjen mellem Aarhus og Randers går gennem tre større ådale: Aarhus Ådal, Lilleådalen og Gudenådalen. Dette gør strækningen længere, end hvis man havde bygget en direkte linje mellem de to byer. Faktisk indebærer ruten en omvej på ca. 15 km, hvilket har ført til flere overvejelser om at etablere en mere direkte forbindelse.

Aarhus Hovedbanegård fungerer som en rebroussementstation, hvilket betyder, at togene fra Aarhus til Randers i første omgang kører mod sydvest, inden de vender og fortsætter mod nord. Dette har flere gange ført til overvejelser om at bygge en mere effektiv linjeføring, der ville eliminere behovet for skift af kørselsretning i Aarhus.

Planer om en direkte jernbanelinje

I 1885 fremlagde ingeniør Holger Hammerich en plan om at gøre Aarhus Hovedbanegård til en gennemkørselsstation. Hans forslag gik ud på at anlægge en højbane, der skulle føre banen forbi Aarhus Havn og videre til Aarhus Østbanegård, hvorfra den skulle fortsætte mod Randers. Dette ville have skåret ned på rejsetiden og elimineret behovet for at vende togene i Aarhus. Dog blev planen aldrig realiseret.

I 1918 blev der vedtaget en ny lov, der skulle sikre anlæggelsen af en mere direkte jernbanelinje mellem Aarhus og Randers. Strækningen blev udstukket i 1921, men i 1922 besluttede Folketinget at stoppe finansieringen af projektet. På dette tidspunkt var konkurrencen fra biltrafikken begyndt at gøre sig gældende, og DSB stod allerede over for store anlægsudgifter. En ny jernbane ville have krævet betydelige investeringer, og politikerne blev tilbageholdende med at bruge yderligere ressourcer på projektet.

Udbygning af den eksisterende bane

Da den nye jernbane mellem Aarhus og Randers aldrig blev realiseret, blev der i stedet investeret i forbedringer af den eksisterende strækning via Langå. I slutningen af 1930'erne blev et ekstra spor anlagt, hvilket øgede kapaciteten og forbedrede togtrafikken på strækningen.

I forbindelse med denne udbygning blev Randers Station omdannet til en gennemkørselsstation i 1936. Det gamle spor mellem Stevnstrup og Neder Hornbæk blev erstattet af en ny linjeføring, der drejede mod øst og krydsede Gudenåen to gange – først nordøst for Stevnstrup og derefter syd for Randers. Denne ændring forlængede strækningen mellem Stevnstrup og Randers fra 5,9 km til 6,7 km, men forbedrede jernbanens funktionalitet betydeligt.

Jernbanens rolle i dag

I dag er Aarhus-Randers jernbanen en vigtig del af den danske jernbaneinfrastruktur. Strækningen er en del af den østjyske længdebane, som forbinder store dele af Jylland med resten af landet. Den er en central del af både regional- og fjerntrafikken, og med de seneste moderniseringer har den fået forbedret kapacitet og driftssikkerhed.

Jernbanen spiller fortsat en afgørende rolle for både passager- og godstransport, og der er løbende investeringer i infrastrukturforbedringer for at gøre togdriften mere effektiv. Elektrificering af strækningen og modernisering af signalsystemer er nogle af de tiltag, der kan sikre, at Aarhus-Randers jernbanen forbliver en vigtig transportforbindelse i mange år fremover.

Aarhus Hovedbanegård – Et Historisk Trafikknudepunkt

Aarhus Hovedbanegård, eller Aarhus H,  er i dag en af Danmarks mest travle og historisk betydningsfulde jernbanestationer. Med sin strategiske placering midt i Jylland, har stationen spillet en afgørende rolle i udviklingen af jernbanenettet siden åbningen af byens første banegård i 1862. Den nuværende station, som åbnede i 1929, er den tredje i rækken og har været genstand for flere moderniseringer gennem tiden.

Den Første Aarhus Banegård fra 1862

Den første banegård i Aarhus åbnede den 2. september 1862 som endestation på Jyllands første jernbanestrækning, der forbandt Aarhus med Randers. Den oprindelige station blev opført ved Ryesgade, som dengang lå i byens udkant. Bygningen blev opført af det britiske firma "Peto, Brassey and Betts," der var ansvarlig for flere store jernbaneprojekter i Danmark. Den første Aarhus Banegård var et vigtigt trafikknudepunkt, som både rummede en restauration, tre ventesale – én for hver klasse – samt et postkontor.

Stiftstidende beskrev banegården som et arkitektonisk mesterværk, og især dens jerntag over perronen blev fremhævet. Jerntaget blev fremstillet af Søren Frich, en af Aarhus' største industrielle skikkelser, som også grundlagde Frichs fabrik. Banegården blev oprindeligt bygget midt i åbent landskab, men med tiden udviklede området sig, og en ny bydel voksede frem omkring stationen. Denne udvikling førte til anlæggelsen af M. P. Bruuns Bro, som forbandt banegården med resten af byen.

Udvikling af Infrastruktur og Byens Vækst

Med åbningen af Ryesgade i 1862 opstod der en ny forbindelse mellem banegården og byens centrum. Oprindeligt var Ryesgade blot en smal sti gennem en handelsgartners have, men med den stigende trafik til og fra banegården blev stien i 1873 udvidet til en rigtig gade. Ryesgade blev opkaldt efter general Olaf Rye, en kendt figur fra Treårskrigen 1848-1850.

Anlæggelsen af Skt. Clemens Bro i 1884 skabte en direkte forbindelse mellem banegården og Aarhus Domkirke, hvilket gjorde rejseforbindelserne endnu mere praktiske. Banegården spillede ikke kun en vigtig rolle for gods- og passagertransport, men også for byens udvikling og tilknytning til resten af Danmark.

Aarhus' Anden Banegård fra 1884

Med den stigende trafik og behovet for mere plads blev den første banegård snart utilstrækkelig. I 1883-1884 blev der derfor opført en ny og større banegård på det sted, hvor den nuværende Aarhus Hovedbanegård står i dag. Den nye banegård blev tegnet af de anerkendte arkitekter Thomas Arboe og W. A. Thulstrup. Bygningen blev opført i nyrenæssancestil og havde en langt større kapacitet end sin forgænger. Arkitektonisk var den muligvis inspireret af Bonns hovedbanegård, som netop var blevet opført i Tyskland.

Banegården blev rost for sin arkitektoniske skønhed, men selv den nye bygning skulle snart vise sig at være for lille til at kunne håndtere byens voksende jernbanetrafik. Navnlig manglen på sporplads skabte udfordringer, som først blev afhjulpet, da rangerstationen "Mølleengen" blev anlagt i 1909.

Modernisering og Aarhus' Tredje Banegård

I takt med, at jernbanetrafikken fortsat voksede, blev det klart, at selv den nye banegård fra 1884 ikke længere var tilstrækkelig. En omfattende modernisering og omlægning af banegårdsområdet blev derfor planlagt i 1920'erne. Byggeriet af den nuværende Aarhus Hovedbanegård startede i 1923, og den blev indviet den 15. juli 1929. Den nye banegård blev opført i nyklassicistisk stil og er en såkaldt sækbanegård, hvor togene kører ind og ud ad samme vej.

Projektet med den nye banegård var et af de mest ambitiøse bygningsprojekter i Aarhus' historie og omfattede også en omfattende omlægning af terrænet omkring banegården. Den nye station blev hævet med cirka 4 meter, så sporene nu ligger under bygningen, hvilket skabte en højde på 6-8 meter mellem banegården og sporene. Den store højdeforskel gør Aarhus Hovedbanegård til en af de få højtracébanegårde i Danmark.

Bruuns Bro, som forbinder banegården med det øvrige Aarhus, blev også genopbygget som en del af projektet. Banegårdspladsen blev udvidet, og nye bygninger blev opført omkring pladsen, alle i samme gule mursten for at skabe en harmonisk helhed. Den nye Aarhus Hovedbanegård fik seks perronspor, og man kunne tilgå sporene enten direkte fra Bruuns Bro eller gennem banegården.

Moderniseringer og Udvidelser i Det 21. Århundrede

Selvom Aarhus Hovedbanegård i 1929 blev betragtet som en topmoderne station, har der været behov for flere moderniseringer i løbet af det 20. og 21. århundrede. En af de største ændringer kom i 2003, da banegården blev udvidet med indkøbscentret Bruuns Galleri. Udvidelsen gjorde Aarhus Hovedbanegård til en del af et af Danmarks største indendørs arealer med cirka 140.000 kvadratmeter.

Banegården fungerer i dag som en central del af Aarhus' infrastruktur og er en af Danmarks vigtigste trafikknudepunkter. Herfra afgår både regional- og intercitytog til resten af landet, og stationen er et vigtigt bindeled mellem Jylland og Sjælland. Desuden har stationen både nationale og internationale forbindelser og er en væsentlig del af byens offentlige transportnet.

Banegårdens Arkitektoniske Betydning

Aarhus Hovedbanegård er ikke kun en vigtig transporthub, men også en arkitektonisk perle. Bygningens nyklassicistiske stil afspejler tidens smag og er et vigtigt eksempel på den arkitektur, der dominerede i 1920'erne. Bygningens monumentale udseende med de rene linjer og klassiske proportioner står i kontrast til de tidligere banegårdes mere dekorative stil, hvilket markerer en ny æra inden for dansk stationsarkitektur.

Selvom meget af den oprindelige stationsbygning blev ombygget og moderniseret, har Aarhus Hovedbanegård bevaret sin historiske charme og fortsætter med at være en central del af Aarhus' byliv.

Stavemåder for Aarhus H:

Frem til der blev indført ny retskrivningsreform i 1948v skrivemåden Aa og efter 1948 bolle-Å. Efter en Byrådsbeslutning den 27. oktober 2010 blev det vedtaget at fra den 1. januar 2011 skiftede Århus Kommune bolle-å'et ud med et dobbelt-a i sin egen stavemåde af byens navn.

Følgende Meddelelse er udsendt til Pressen i Aarhus 11/1945.

Fra Mandag den 15. ds. standser Motortogene mellem Aarhus og Brabrand ved et nyoprettet Trinbræt "Aaby", der er beliggende umiddelbart ved Viadukten for Vibyvejen.

Samtidig ændres Motortogenes Køreplan. Bl.a. etableres der to nye Togpar nemlig fra Aarhus Kl.9.05 paa Hverdage og Kl.18.15 alle Dage. Retur fra Brabrand Kl.9.35 og 19.00, medens det sene Aftentog fra Aarhus Kl.21.25, Retur fra Brabrand Kl. 22.05 inddrages paa Hverdage.

Billetter til og fra Aaby kan kun købes i Togene. Billetprisener 30 Øre. Opmærksomheden henledes paa, det kun er Motortogene, der standser ved Asby, og at Færdsel over Sporene ved Aaby er strengt forbudt.

Den nye Køreplan kan fra paa Lørdag faas udleveret paa Aarhus H og Brabrand Stationer samt i Motortogene.

Brabrand Station er i dag nedlagt som station, men er kategoriseret som Teknisk Station med overhalingsspor.

Brabrand Station blev bygget til åbningen af den første jyske bane Århus-Randers i 1862. Efterhånden som byen voksede, blev bygningen for lille, og i 1909-1910 blev den ombygget af Heinrich Wenck og udvidet så meget, at den i en lang årrække kunne bestride den voksende trafik, navnlig godstrafikken steg som følge af, at flere virksomheder kom til byen.

Persontrafikken gik det ikke så godt med, da rutebilerne fra først i 1920'erne gjorde et stort indhug i persontrafikken. Vejomlægninger i 1970'erne lukkede stationen inde og Brabrand Station nedsat til trinbræt i 1978, og samme år blev stationsbygningen revet ned.

Trinbrættet blev nedlagt i 1979.

Mundelstrup Stationen blev anlagt til åbningen af strækningen Århus-Randers i 1862. Som godsstation var Mundelstrup Stationen en god forretning i starten, idet der i 1871 blev anlagt en kunstgødnings- og svovlsyrefabrik, der gennem tiden gav gode godstransporter. Mundelstrup Stationen blev aldrig en god personstation da oplandet ikke var var af større betydning.

Mundelstrup Stationen blev nedsat til trinbræt med sidespor i 1972 og trinbrættet blev nedlagt i 1978, medens læssespor først blev sløjfet flere år senere.

Mundelstrup Station blev nedrevet i 1979, men er stadig teknisk station.

Hinnerup Stations Historiske Udvikling

Hinnerup Station ligger i byen Hinnerup, cirka 12 km nordvest for Aarhus. Den første station i Hinnerup blev anlagt i forbindelse med åbningen af jernbanestrækningen mellem Aarhus og Randers i 1862. Stationen blev en vigtig landstation med en betydelig godstrafik, og den bidrog væsentligt til byens udvikling.

Hinnerup Station blev etableret på foranledning af den daværende lensgreve ved Frijsenborg, C.E. Frijs, der senere blev konseilspræsident. Greven spillede en central rolle i beslutningen om at anlægge en station i Hinnerup, og han fik efterfølgende anlagt en 11 km lang lige vej mellem Frijsenborg og stationen. Vejen gik gennem Frijsenborgs skov og fungerede som en vigtig transportforbindelse mellem godset og jernbanen.

Den oprindelige stationsbygning fra 1862 blev hurtigt for lille til at håndtere den voksende trafik. Som følge heraf blev der i 1911 opført en ny og større stationsbygning, som blev placeret skråt overfor den eksisterende bygning. Denne nye station forblev i drift frem til 1979, hvor den blev nedlagt på grund af faldende passagertal.

Nedlæggelsen af Hinnerup Station

Fra 1960'erne oplevede jernbanen en stigende konkurrence fra lastbiler, busser og privatbilisme, hvilket førte til et fald i både gods- og passagertrafikken. Hinnerup Station blev i stigende grad overflødig, og i 1979 blev den endeligt nedlagt som station.

Efter nedlæggelsen blev stationsbygningen anvendt til forskellige formål. I dag (2021) fungerer den som værested for pensionister og efterlønsmodtagere, hvilket har givet bygningen en ny funktion i lokalsamfundet.

Indførelsen af Hinnerup Trinbræt

I begyndelsen af 1990'erne besluttede Folketinget at etablere et nyt standsningssted i Hinnerup i form af et ubetjent trinbræt. Formålet med Hinnerup Trinbræt var at undersøge, om der var grundlag for at åbne flere stationer på strækningen mellem Aarhus og Randers.

Hinnerup Trinbræt blev indviet den 29. maj 1994 som en forsøgsstation, og allerede i 1996 blev det registreret, at trinbrættet havde 260 daglige passagerer. Anlæggelsen af trinbrættet skete i samarbejde med den daværende Hinnerup Kommune, der betalte alle omkostninger ved etableringen.

Hinnerup Station i Dag

I dag betjenes Hinnerup Station kun af Arriva, som driver togforbindelsen mellem Aarhus og Struer. Stationen har dermed mistet sin tidligere rolle som en vigtig jernbaneknudepunkt, men den fungerer stadig som et lokalt stoppested for pendlere og rejsende i området.

Der arbejdes med planer om at etablere en letbane fra Hinnerup Station ad et nyt tracé til Lisbjerg, hvor den skal kobles på Aarhus Letbane. VVM-arbejdet (Vurdering af Virkninger på Miljøet) er gået i gang, men finansieringen af projektet er endnu ikke på plads (2020). Planen er, at Hinnerup Station skal fungere som en omstigningsstation mellem jernbanen og letbanen, men den endelige linjeføring frem til Banegårdspladsen er stadig uafklaret.

Jernbanens Rolle i Hinnerups Udvikling

Hinnerup Station og senere trinbrættet har spillet en central rolle i byens historie. Fra at være et lille samfund med kun fem gårde i 1862, voksede Hinnerup hurtigt i takt med, at stationen tiltrak nye beboere og erhverv.

Selvom stationen blev nedlagt i 1979, og trinbrættet først blev genåbnet i 1994, er Hinnerup fortsat en vigtig del af jernbanenettet i Østjylland. Med de nuværende planer om en letbane kan byen få en endnu mere central rolle i fremtidens offentlige transportstruktur.

Hadsten Station – En Central Station på Den Østjyske Længdebane

Hadsten Station blev etableret i 1862 som en del af Den Østjyske Længdebane, der forbinder Aarhus og Randers. Stationen blev placeret mellem de små landsbyer Neder Hadsten og Vinterslev, men udviklede sig hurtigt til et omdrejningspunkt for den voksende by Hadsten. Jernbanen blev en katalysator for byens udvikling, og Hadsten Stationsby voksede sig større, indtil den smeltede sammen med de omkringliggende landsbyer og i dag blot kaldes Hadsten.

Stationen har gennemgået flere forandringer gennem tiden. I 1991 blev betjeningen flyttet til en mindre nybygget stationsbygning, mens den oprindelige stationsbygning stadig står tilbage som et historisk vidnesbyrd. I dag betjenes Hadsten Station af både DSB's intercitytog og Arrivas regionaltog, hvilket gør den til en vigtig pendlerstation for rejsende mellem Aarhus og Aalborg samt den vestlige del af Jylland.

Hadsten Station og Jernbanens Indflydelse på Byudviklingen

Før jernbanens ankomst var Hadsten-området præget af små landsbysamfund og en spredt bebyggelse bestående af gårde, en kro og en vandmølle ved Lilleåen. Ved etableringen af stationen i 1862 opstod der dog hurtigt et nyt bysamfund omkring den, kendt som Hadsten Stationsby.

Jernbanen gav nye muligheder for handel og transport, hvilket gjorde det attraktivt at bosætte sig tæt ved stationen. Over tid voksede stationsbyen sig større og smeltede sammen med de ældre landsbyer Neder Hadsten og Vinterslev, hvormed det nuværende Hadsten blev dannet.

Denne udvikling er et klassisk eksempel på, hvordan jernbaner i 1800-tallet spillede en afgørende rolle i byudviklingen i Danmark. Byer, der tidligere var små lokalsamfund, blev pludselig trafikknudepunkter og voksede i takt med, at jernbanen gjorde det lettere at pendle og drive handel.

Hadsten Stations Oprindelige Arkitektur og Faciliteter

Den oprindelige stationsbygning fra 1862 blev opført i en stil, der var typisk for perioden. Den var en solid murstensbygning med en central ventesal, billetsalg og beboelsesfaciliteter til stationsforstanderen.

Som mange andre stationer på Den Østjyske Længdebane havde Hadsten Station også en række tilknyttede faciliteter, såsom et postkontor, varehuse og godsspor, der gjorde det muligt at transportere varer til og fra området.

I løbet af årene blev stationen udvidet flere gange for at imødekomme den stigende passagertrafik og godstransport. Med industrialiseringens fremmarch blev jernbanen stadig vigtigere for transport af varer, og Hadsten Station blev en afgørende del af infrastrukturen i Østjylland.

Jernbanens Udvikling og Forandringer i Hadsten

Som årene gik, ændrede jernbanedriften sig markant. Fra at være en primært lokalt orienteret station med en vigtig godstrafik, blev Hadsten Station i højere grad en pendlerstation for rejsende til og fra Aarhus og Aalborg.

I 1991 blev en ny og mere kompakt stationsbygning opført, hvilket betød, at den oprindelige stationsbygning mistede sin funktion som betjeningssted. Den gamle bygning står dog stadig og vidner om stationens lange historie.

Overgangen til den nye stationsbygning var en del af en større udvikling, hvor mange danske stationer blev moderniseret og tilpasset til et mere effektivt og digitaliseret billetsystem.

Hadsten Stations Rolle i Nutidens Jernbanetrafik

I dag er Hadsten Station en vigtig station på Aarhus-Randers strækningen og betjenes af både DSB's intercitytog mellem København og Aalborg samt Arrivas regionaltog på ruten Aarhus-Viborg-Struer.

Ved DSB Vest-Tællingen i 2013 blev det registreret, at stationen dagligt blev brugt af omkring 1.500 passagerer. Dette vidner om stationens fortsatte betydning som et vigtigt knudepunkt for pendlere og rejsende i Østjylland.

Hadsten Station har også spillet en rolle i flere markante begivenheder, blandt andet da Aarhus-Randers Banen fejrede sit 150-års jubilæum den 2. september 2012. Her deltog blandt andre Kronprinsesse Mary og HKH Kronprins Frederik i festlighederne, hvilket understregede banens historiske og nutidige betydning.

Lerbjerg lå på strækningen mellem Århus og Randers og startede som billetsalgssted i 1868, men blev ophøjet til station i 1876. Især sikkerhedsmæssigt fik stationen stor betydning på den stærkt trafikerede hovedbane, men Lerbjergs trafik var alle årene begrænset og med tiden svandt især godstrafikken ind, at sidesporet nedlagdes i 1964, og stationen nedlagt i 1972.

Lerbjerg var dog bemandet frem til ca. 1977 som Teknisk Station med bompasning.

Lerbjerg Station blev nedrevet i 1979.

Laurbjerg Station åbnede sammen med Den Jydske længdebane (Aarhus-Randers) den 4. september 1862, efter der havde været indvielse dagen før. Ved åbningen af Laurbjerg Station var stationen af en forholdsvis beskeden størrelse og bygningen havde kun en enkelt etage. Allerede i 1865 etage blev der tilføjet en ekstra etage og senere fulgte de to "tårne" ud mod sporsiden af stationen.

Laurbjerg Station blev endestation for Diagonalbanen den 12. november 1908, hvor stykket mellem Laurbjerg-Silkeborg blev taget i brug.

For Diagonalbanen vedkommende blev strækningen Funder-Bramming nedlagt den 23. maj 1971, medens godstrafikken fortsatte mellem Laurbjerg og Thorsø til 25. september 1971.

Laurbjerg Station blev nedsat til trinbræt i 1972 og helt nedlagt i 1982.

Langå fik landets første ø-station, da strækningen Århus-Randers åbnede i 1862. Som skiftestation var Langå en af landets største til op i 1930'erne. Fra 1863 udgik togene også ad Langå-Struer, og fra 1908 gik togene via Laurbjerg Station til Silkeborg og senere til Bramminge.

Langå by var de handelsrejsendes højborg med 7 hoteller, men efter besættelsen mistede stationen sin betydning som skiftestation.

Alligevel blev der bekostet en stor ombygning af Langå Station, som blev et langstrakt projekt og forløb i årene fra 1947-1952. Ombygningen af Langå Station blev foretaget af DSB Arkitekt Sigurd Carl Christensen med respekt for N.P.C. Holsøes oprindelige arkitektur.

Stevnstrup Station – Fra Billetsalgssted til Teknisk Station

Stevnstrup er en østjysk by, der i 2021 talte 2.390 indbyggere. Byen ligger i Grensten Sogn, fungerede tidligere som stationsby mellem Randers og Langå, og er i dag en del af Randers Kommune i Region Midtjylland. Den udvikling, som byen har gennemgået, kan i høj grad spores i dens jernbanehistorie, hvor Stevnstrup Station gennem årtier varetog en vigtig rolle for lokal trafik, gods- og passagertransport.

Baggrunden for et billetsalgssted

I anden halvdel af 1800-tallet var den danske infrastruktur under hastig udvikling, især hvad angik jernbanenettet, der gradvist forbandt byer og egne, hvor transport tidligere havde været vanskeligt. Stevnstrup var ingen undtagelse. Byen fik den 15. april 1876 et lille billetsalgssted placeret ved vogterhus nummer 100. På det tidspunkt bestod jernbanestrækningen mellem Randers og Langå allerede, og tanken var at oprette mindre billetsalgssteder eller trinbrætter på steder med potentiel passagertrafik.
Dette billetsalgssted var en beskeden facilitet, idet billetsalget blev foretaget fra selve vogterhuset, der lå tæt ved banen. Vogterhusene havde som oprindeligt formål at huse vogteren, der skulle holde øje med overskæringer og signalsystemer, men mange steder i Danmark blev disse huse også udnyttet til at udføre billetsalg, indtil man eventuelt byggede mere permanente stationer eller udvidede med venteskure.
På modsatte side af den daværende Engvej (nu Stationsvej), omtrent der hvor vejen Stationspladsen begynder i dag, blev der opført et simpelt venteskur til rejsende. Denne primitive løsning var ikke usædvanlig i jernbanens pionertid. Venteskurene var ofte af træ og gav beskeden ly mod vind og vejr, hvilket dog gjorde en betydelig forskel for passagererne, der ventede på tog i al slags vejr.

Den første krydsningsstation

Efterhånden som strækningen Randers-Langå blev mere og mere benyttet, opstod der behov for at kunne krydse togene sikkert undervejs. Kapaciteten på en enkeltsporet bane kan hurtigt blive en udfordring, når trafikmængden stiger, og derfor måtte jernbaneselskaberne etablere såkaldte krydsningsstationer. I 1900 kom turen til Stevnstrup, hvor en ny krydsningsstation blev anlagt.
Denne station blev placeret cirka 200 meter nordøst for det oprindelige vogterhus nummer 100. Her opførte man et ekstra spor – krydsningssporet – øst for hovedbanen, så togene kunne passere hinanden. Samtidig valgte man at bygge en ny billetsalgsbygning med ventesal netop på denne side af banen. Denne bygning blev projekteret med tegningsmateriale færdiggjort den 24. februar 1899.
Bygningen var ikke stor efter moderne standarder, men den repræsenterede en klar forbedring for passagererne. Planen omfattede en ventesal på cirka 12 m² med en kakkelovn i den sydlige ende, så rejsende kunne holde varmen i de kolde måneder. Herudover var der et lille varehus på cirka 2,5 m², et rum til centralapparatet på ca. 2,5 m² samt et kontor med billetsalg på omkring 5 m². Lige inden byggeriet påbegyndtes, tilføjede man den 17. juni 1899 en meget lille tilbygning med pissoir og lokum til henholdsvis herrer og damer i den sydlige ende af bygningen.
Randers Amtsavis bragte den 19. juli 1899 en annonce om licitation for arbejdet med opførelsen af ventesalsbygningen ved Stevnstrup billetsalgssted. Dette viser, at man i samtiden prioriterede at få opført stationer, ventesale og andre faciliteter på en håndværksmæssig solid måde. Licitationsformen sikrede, at man kunne vælge blandt forskellige entreprenører og opnå en konkurrencedygtig pris.

Placeringens udfordringer

Der var imidlertid et stort problem ved at anlægge billetsalgsbygningen øst for banen: Stevnstrup by lå på vestsiden. For de fleste rejsende betød det, at de skulle krydse sporene, netop når togene var ankommet eller stod over for at afgå, hvilket skabte farlige situationer. Togene kørte ofte tæt på ankomstafgange, og i en tid med mindre effektive advarselssystemer kunne det skabe et farligt miljø for passagerer, som måske ikke var bekendt med at navigere i et travlt sporområde.
Midt i maj 1903 besluttede jernbanemyndighederne derfor at flytte den nye billetsalgsbygning til den vestlige side af banen. Randers Amtsavis skrev den 9. maj 1903: "Der er nu til Stevnstrup kommet meddelelse om, at stationen ved Stevnstrup holdeplads vil blive flyttet til den modsatte side af banen." Dette skridt var ganske afgørende for stationens fremtidige drift, da det gjorde adgangsforholdene mere sikre og praktiske for flertallet af brugerne.

Heinrich Wencks stationsbygning

Allerede kort efter billetsalgsbygningens flytning fik man i august 1903 udarbejdet tegninger til en endnu mere ambitiøs stationsbygning, denne gang tegnet af Heinrich Wenck. Wenck var DSB's ledende arkitekt i en årrække og var kendt for at skabe elegante, men samtidig funktionelle stationsbygninger i hele landet.
Den 15. maj 1904 blev denne nye station taget i brug. Foruden selve stationsbygningen blev sporarealet også udvidet med et offentligt læssespor. Det var på dette tidspunkt, at den kun få år gamle billetsalgsbygning, som var blevet flyttet, nu blev ombygget til pakhus. Samlet set var der således nu tale om et langt større og mere funktionelt stationsanlæg, der kunne håndtere både passager- og godstrafik.
En vigtig faktor i udvidelsen var Jydsk Telefon-Aktieselskabs Imprægneringsanstalt, der i 1904 havde købt et stort areal vest for Stevnstrup Holdeplads. Virksomheden var specialiseret i at imprægnere større emner som telefon- og telegrafpæle samt jernbanesveller. Læssesporet, der først blev anlagt, viste sig hurtigt at være for lille til virksomhedens behov, og den 7. november 1905 fik de godkendt et privat sidespor, som gik direkte ind på fabriksområdet. Dette afspejler, hvordan jernbanen og lokale virksomheder kunne samarbejde om at sikre en effektiv transportløsning.

Nye licitationer og stationens funktion

Flere avisnotitser viser, at Stevnstrup i begyndelsen af 1900-tallet var genstand for en del bygge- og anlægsarbejde. Randers Amtsavis bragte eksempelvis den 9. september 1903 en licitation over opførelsen af en hovedbygning og en retiradebygning på Stevnstrup krydsningsstation. "Retiradebygning" var en fællesbetegnelse for toilet- og sanitetsforhold, som dengang ofte lå i selvstændige mindre bygninger eller tilbygninger.
Den 19. maj 1904 bragte samme avis en notits om, at Stevnstrup krydsningsplads nu var blevet "forfremmet" til holdeplads, og at der kunne ekspederes vognladningsgods. Samme artikel nævnte, at den nye stationsbygning var taget i brug få dage forinden, mens den gamle var flyttet på skinner over ved siden af den nye for at fungere som pakhus. Dette understreger, hvor praktisk anlagt jernbaneselskaberne var i forhold til genbrug af bygninger, og hvordan man på datidens banenet ofte flyttede mindre konstruktioner, hvis det var formålstjenligt.

Vogterhus nummer 100 og personalebolig

Etableringen af den nye station medførte, at det oprindelige vogterhus nummer 100, der havde fungeret som billetsalgssted, nu var overflødigt. Vogterhuset, som var af den ældste jysk-fynske type (1862-1869), blev gjort tomt. For at skaffe bolig til det jernbanepersonale, der skulle bemande stationen, besluttede man at rive vogterhuset ned og erstatte det med en mere tidssvarende tjenestebolig, der også rummede en portørbolig.
Randers Amtsavis kunne den 18. august 1904 berette: "Det er bestemt, at vogterhuset ved Stevnstrup holdeplads, som nu står ubeboet, skal nedbrydes og at der skal bygges en ny portørbolig på den gamle plads med kælder under hele bygningen og værelser på loftet, så der bliver meget mere plads end i det gamle vogterhus." Denne beslutning gjorde det mere attraktivt at arbejde på stedet, da boligforholdene nu blev mærkbart forbedret for det jernbanepersonale, der havde deres daglige gang ved stationen.

Ophøjelse til station og videre udvikling

Selvom Stevnstrup Holdeplads reelt fik karakter af en rigtig station allerede i 1904, kom den officielle ophøjelse først i 1922. I mellemtiden var stationsfunktionen dog stort set den samme, idet man både ekspederede passagerer og gods.
Randers-Langå-strækningen blev desuden udvidet med dobbeltspor frem til 1938 som et beskæftigelsesprojekt. Denne udvidelse påvirkede også Stevnstrup Station, hvor sporarealerne blev tilpasset til det stigende trafikmønster. At have dobbeltspor er en stor fordel for en jernbanestrækning, da det giver mulighed for at lade tog køre i begge retninger uden at skulle vente på krydsningsstationer. For Stevnstrups vedkommende betød det, at stationen kunne afvikle trafik mere effektivt og fungere som et endnu vigtigere element i den regionale infrastruktur.

Ændringer i godstransport og stationsnedlæggelse

Den 1. oktober 1956 gik Jydsk Telefon-Aktieselskabs Imprægneringsanstalts private sidespor over til imprægneringsfirmaet Rudolph Collstrop A/S, hvilket viser kontinuiteten i den industrielle anvendelse af stationens tilknyttede spor. I 1966 blev der etableret yderligere et privat firmaspor, men på dette tidspunkt var passagertrafikken allerede markant reduceret. Mange mindre stationer i Danmark led af faldende passagergrundlag, blandt andet på grund af stigende privat bilisme.
I 1972 blev Stevnstrup Station officielt nedlagt som betjent station for passagerer, men firmasporet forblev i drift. Stationen overgik herefter til en status som teknisk station, hvilket i praksis betød, at man fortsat kunne anvende sidesporene til gods og eventuelle rangeringer, men at selve stationsbygningen ikke længere betjente passagerer med billetsalg, ventesal eller lignende.
Stationen fortsatte som teknisk station med sidespor frem til 2018, hvor Banedanmark udførte en større sporfornyelse mellem Langå og Hobro på en cirka 45 km lang strækning. Dette arbejde varede fra 30. juni til 26. august og indebar blandt andet fjernelse af de sidste rester af sporskifter ved Stevnstrup. Efter denne sporfornyelse var der ikke længere behov for at bevare stationens gamle funktioner, og området blev opgraderet til at matche de moderne krav til jernbanedriften, hvor fjernstyring og automatisering er de bærende principper.

Nedrivningen af stationen i 1979

Et vigtigt årstal i Stevnstrup Stations historie er 1979, hvor stationen blev revet ned. På dette tidspunkt var der ikke længere behov for en stor fysisk stationsbygning. Passagertrafikken var væk, godsbanetrafikken var koncentreret på firmasporet, og jernbanedriften generelt var blevet strømlinet med færre bemandede stationer. De funktioner, som havde krævet stationens tilstedeværelse, var erstattet af mere moderne metoder, herunder fjernstyring af signaler, fjernvarslingssystemer og en generel centralisering af togtrafikkens koordinering.
Nedrivningen betød et farvel til en bygning, der i mange år havde spillet en væsentlig rolle for byens udvikling. For lokalsamfundet var stationen ikke kun et transportknudepunkt, men også et samlingssted, hvor post, pakker og anden gods blev håndteret. Selvom stationen forsvandt, står historien tilbage som vidnesbyrd om en periode, hvor jernbanen var et afgørende element i at forbinde mindre byer som Stevnstrup med resten af landet.

Byens status og arven fra stationen

I dag er Stevnstrup en mindre by i Østjylland, beliggende i Randers Kommune. Byen har historisk set haft stor gavn af sin placering tæt på jernbanen, hvilket gjorde det muligt for lokale virksomheder at sende varer og råmaterialer af sted på banevogne, ligesom lokale kunne pendle til og fra Randers, Langå og andre byer. Denne nære relation mellem by og bane er mindre fremtrædende i dag, men sporene efter fortidens jernbaneaktivitet anes stadig i området, blandt andet i form af gamle banetracé-rester, firmaspor eller bevarede jernbanebygninger i privat eje.
Selvom Stevnstrup Station for længst er forsvundet, lever en del af dens historie videre i de strukturer og stianlæg, der er tilbage fra banen. I mange byer, hvor stationerne er nedlagt, ser man en interesse i at bevare minderne om jernbanens rolle. Museer, lokalarkiver og historiske foreninger kan bidrage til at fortælle om fortidens trafikmønstre, bygningers udseende og anekdoter fra dengang, hvor tog ankom til perronen hver dag.

Økonomiske og samfundsmæssige forandringer

Historien om Stevnstrup Station skal også ses i lyset af de generelle økonomiske og samfundsmæssige forandringer i Danmark fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag. I mange egne var jernbanerne en afgørende faktor for vækst i handel og industri, og oprettelsen af et billetsalgssted eller en egentlig station betød ofte, at en by gik fra at være et landligt område til at have bedre muligheder for at etablere virksomheder, skoler, butikker og servicefunktioner.
Da privatbilismen i midten af 1900-tallet for alvor tog fart, gik det hårdt ud over passagertallene på de mindre banestrækninger. Samtidig blev godsbanetransport i højere grad koncentreret på større knudepunkter, med effektiviserede rangerområder og containerterminaler, hvilket efterlod de mindre stationer med et vigende kundegrundlag. Sådanne faktorer var også medvirkende til, at Stevnstrup Station til sidst blev nedlagt.

Arkitektoniske spor

Heinrich Wencks virke som DSB's ledende arkitekt medførte, at mange stationer fra begyndelsen af 1900-tallet havde visse fællestræk i formsprog og detaljegrad. Det gjaldt både større hovedstationer og mindre mellemstationer eller krydsningsstationer som Stevnstrup. Wenck formåede at skabe en arkitektur, der rummede både æstetik og funktion, hvilket var vigtigt i en tid, hvor stationerne ofte fungerede som byens "visitkort" for rejsende, der ankom udefra.
Selvom Stevnstrup Station ikke blev bevaret, kan man fortsat se andre Wenck-stationer rundt om i landet, hvoraf flere er fredet eller bevaringsværdige på grund af deres arkitektoniske og kulturhistoriske værdi. Disse stationer er en påmindelse om, at jernbanen engang var Danmarks hovedpulsåre for transport, og at stationerne spillede en central rolle i lokalsamfundenes liv.

Fra station til lokalt minde

Når man bevæger sig rundt i Stevnstrup i dag, er det svært at forestille sig den aktivitet, der engang udspillede sig ved stationen. Særligt i første halvdel af 1900-tallet var der travlhed med både lokale og gennemrejsende passagerer, gods, pakker, post og ikke mindst personale til at tage imod, ekspedere og omdirigere togene. Selvom de fysiske rammer er borte, lever historien videre i beskrivelser, fotografier, avisklip og mundtlige overleveringer.
Lokalsamfundets identitet blev i mange år vævet tæt sammen med jernbanen, og stationens opførelse, udvidelse, drift og endelige nedlæggelse er en vigtig del af Stevnstrups kultursociologiske udvikling. Små byer omkring jernbaner oplevede ofte en opblomstring netop på grund af banens nærvær, og Stevnstrup var ingen undtagelse. At stationen ikke længere eksisterer, fortæller også en historie om, hvordan tidernes gang og nye infrastrukturer har ændret måden, folk bevæger sig på.

Konsekvenser for lokaltrafikken

Da Stevnstrup Station lukkede for passagerdrift i 1972 og blev revet ned i 1979, måtte de lokale borgere finde alternative rejsemuligheder. Der er fortsat tog på hovedstrækningen mellem Randers og Langå, men et stop i Stevnstrup ville kræve særlige anlæg og perronfaciliteter, hvilket ikke længere anses for rentabelt. I stedet har man i mange år været afhængig af busser og privat transport.
For dem, der stadig ønsker at bruge toget, ligger Randers Station og Langå Station med relativ kort afstand fra Stevnstrup. Pendling er blevet tilpasset til disse steder, hvilket dog også peger på en generel tendens i Danmarks infrastrukturhistorie: Mindre stationer lukkes, og passagererne henvises til de større knudepunkter. Denne udvikling har fundet sted over det meste af landet siden midten af 1900-tallet og afspejles i de mange historier om nedlagte stationer og trinbrætter.

Randers Station var knudepunkt for jernbanerne Randers-Ålborg (1869), Aarhus-Langå-Randers (1862), Randers-Ryomgård (1876), Randers-Hadsund Jernbane (1883)