Rudkøbing-Lohals - operatør: LB, en artikel om Rudkøbing-Lohals

Rudkøbing-Lohals: En Uopfyldt Vision om Forlængelse af Langelandsbanen til Lohals

Egentlig kunne Langelandsbanen have fået en nordlig forlængelse. En linjeføring på langs af øen blev allerede diskuteret i forbindelse med det oprindelige forslag om anlæg af en jernbane på Langeland. I det forslag, der kom med i loven den 27. maj 1908, var der dog kun indeholdt to strækninger: Rudkøbing-Bagenkop og Rudkøbing-Spodsbjerg. For begge disse strækninger var Skrøbelev krydsningsstation.

Formålet med den Nordlige Forlængelse

Formålet med den nye strækning var at forbinde Rudkøbing med øens nordlige færgehavn, Lohals. En tanke, der kunne have haft en vis logik inden bilerne fik deres store udbredelse. En sådan bane ville have gjort det muligt at komme hurtigt fra Korsør til Svendborg. Den nye strækning skulle ligeledes have Rudkøbing som udgangspunkt, men i stedet for Skrøbelev som krydsningsstation valgte man en mere nordlig rute mod Simmerbølle og i øvrigt følge et forløb, der i det store hele var parallelt med landevejen.

Der var en del diskussion om selve anlægget af banen og den valgte linjeføring. De oprindelige dele af Langelandsbanen gav et fornuftigt resultat i en årrække, og det har formentlig været medvirkende til initiativet. Strækningen kom med på loven af 20. marts 1918, og staten skulle som ved flere andre anlæg yde et tilskud på 50 %. Arbejdet nåede så langt, at der blev givet koncession til banen den 10. december 1921, og eneretsbevilling blev udstedt til:

• Lærer P. V. Nielsen (Formand)
• Sparekassedirektør og sagfører Rudolph Lund
• Landstingsmand I. A. Hansen
• Godsejer Fr. Andersen
• Proprietær G. Hansen
• Gårdejer H. N. Mattæus
• Gårdejer K. J. Kristiansen

Manglende Finansiering og Modstand

Efter denne forholdsvis enkle opstart på forlængelsen begyndte problemerne at melde sig for banen. Det første, og ikke uvæsentlige, problem var, at der ikke kunne skaffes tilstrækkelig kapital på øen til en udvidelse. Dette medførte, at projektet nærmest gik i stå i en periode. Anlægsarbejdet kom aldrig i gang, og rygter gik på, at der var stor modstand fra Greve Ahlefeldt på Tranekær, der ikke ønskede, at banen delte hans jord op. Men den mest plausible forklaring er snarere, at man ikke troede på, at jernbanestrækningen ville blive rentabel.

Kommissionens Udfordringer med Linjeføringen

Et andet problem var selve linjeføringen. Jernbanekommissionen af 1923 kunne ganske enkelt ikke forlige sig med tanken om at anlægge en jernbane parallelt med landevejen til Lohals. Ydermere var det således, at der på det tidspunkt fandtes en skibsrute mellem Rudkøbing, Lohals og Korsør. På denne baggrund anbefalede 1923-kommissionen, at anlægget af banen ikke skulle nyde fremme, og i 1933 blev alle planer om en jernbane på Nordlangeland endelig skrinlagt, både på opfordring fra Jernbanekommissionen og på grund af økonomiske årsager.

Overgangen til Busdrift

Selvom jernbanen aldrig blev bygget, fik Langelandsbanen dog til sidst trafik på strækningen Rudkøbing-Lohals. Dette skete dog først i 1938, da man åbnede en busrute mellem de to byer. Dette foranledigede SFDS til at indstille deres skibsrute, som herefter ændredes til Korsør-Lohals.

Den Tænkte Strækning

Langelands "Nordbane" ville have fået en samlet længde på 22 kilometer, og strækningen var tænkt således:

• Rudkøbing
• Simmerbølle
• Tullebølle
• Frellesvig
• Tranekær
• Korsebølle
• Lejbølle
• Bøstrup
• Tressebølle
• Snøde
• Stoense
• Lohals