Bramming-Ribe-Tønder - operatør: DSB, en artikel om Bramming-Ribe-Tønder

Bramming-Ribe-Tønder Jernbane: En Vigtig Transportforbindelse

Bramming-Ribe-Tønder Jernbane blev etableret som en vigtig del af jernbanehistorien i Danmark og som led i forbedringen af transportforbindelserne i regionen. Efter tabet af oplandet omkring Ribe i kølvandet på krigen i 1864 blev det tydeligt, at byen havde brug for en bedre infrastruktur. Jernbanen blev optaget på Jernbaneloven af 16. april 1873, og anlægsarbejdet blev hurtigt sat i gang. Banen blev en realitet den 1. maj 1875, hvilket markerede en ny æra for transport i Sydvestjylland.

Behovet for en Jernbaneforbindelse

Efter vedtagelsen af Lunderskov-Esbjerg-banen stod det klart, at Ribe havde behov for bedre transportmuligheder. Lovgivningen om anlæg af en jernbane fra Bramming til Ribe blev endeligt godkendt den 16. april 1873, hvorefter byggeriet begyndte. Da jernbanen åbnede for trafik den 1. maj 1875, blev det lettere at transportere varer og passagerer mellem Ribe og de omkringliggende byer.

Udvidelse mod Syd

Bramming-Ribe-Tønder Jernbane blev indviet i faser. Strækningen sydfra til Bredsted blev åbnet den 17. oktober, og den resterende del fra Bredsted over grænsen til Ribe blev indviet den 15. november 1887. På tysk side blev banen anset som en naturlig forlængelse af Marskbanen fra Elmshorn, der havde været under udbygning siden 1844. Den danske del af banen oplevede dog forsinkelser på grund af politiske og lovgivningsmæssige problemer, hvilket betød, at det først var muligt at fremlægge lovforslaget i parlamentet i 1881/82.

C.F. Tietgens Engagement

Banens etablering fik et afgørende skub, da erhvervsmanden C.F. Tietgen involverede sig i projektet. Hans engagement sikrede den nødvendige finansiering og opbakning, og han opnåede en koncession til banen gennem en kongelig resolution. Dette muliggjorde en hurtigere realisering af projektet, der ellers havde været forsinket af politiske uenigheder.

Drift og Administration

Driften af Bramming-Ribe-Tønder Jernbane blev fra starten varetaget af DSB, som havde ansvaret for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af banen. Den 1. juli 1896 blev anlægget officielt overdraget til DSB efter afslutningen af Forfatningskampen. Dette markerede et skift i administrationen og medførte yderligere forbedringer af infrastrukturen.

Grænseovergangen Vedsted/Hviding

En af de mest bemærkelsesværdige detaljer ved jernbanen var dens passage over den dansk-tyske grænse ved Vedsted/Hviding indtil 1920. Her lå en unik banegårdsbygning, der blev delt mellem de to nationer. Den tyske station Hviding og den danske station Vedsted var placeret i samme bygning, som blev kendt for at være en af Europas længste. Efter Genforeningen i 1920 mistede stationen sin betydning som grænseovergang, og bygningen fik senere en ny funktion som statshospital.

Hviding Trinbræt og Senere Udvikling

Da den oprindelige banegårdsbygning mistede sin betydning, blev den erstattet af Hviding trinbræt, som blev placeret lidt længere mod syd. Dette sikrede fortsat togdrift i området, selvom jernbanens rolle som grænseforbindelse var forandret efter Genforeningen.

Modernisering og Nutidens Drift

Siden jernbanens etablering har den gennemgået flere moderniseringer for at sikre en tidssvarende og effektiv drift. Banen har fortsat stor betydning for transport af passagerer og gods mellem Bramming, Ribe og Tønder, og den har været en vigtig del af den regionale udvikling. I nyere tid har Arriva overtaget driften af strækningen, hvilket har sikret stabil togdrift og forbedrede rejseforhold for pendlerne.

Sejstrup Trinbræt – En Del af Bramming-Ribe Banens Historie

Bramming-Ribe banen blev indviet den 1. maj 1875, men Sejstrup fik først et billetsalgssted den 29. maj samme år. Dette skete efter en stærk opfordring fra beboerne i Sejstrup og omegnen, som ønskede bedre transportmuligheder og adgang til jernbanenettet.

I begyndelsen var Sejstrup Billetsalgssted meget simpelt. Det bestod af en jordperron og et beskedent venteskur, hvor passagerer kunne søge ly. Billetsalget foregik fra vogterhus nummer 3, hvor banevogteren samtidig havde ansvaret for at betjene bommene ved den nærliggende jernbaneoverkørsel.

Sejstrup Forsamlingshus og Dets Betydning

I 1890 blev Sejstrup Forsamlingshus opført tæt på billetsalgsstedet. Beslutningen om denne placering blev truffet af sognets beboere, da det ville gøre det nemmere for foredragsholdere og gæster at rejse med toget til forsamlingshusets arrangementer.

Forsamlingshuset blev hurtigt et samlingspunkt for lokalsamfundet og spillede en vigtig rolle i det kulturelle og sociale liv i Sejstrup. Den nære beliggenhed til jernbanen gjorde det lettere for beboere i omkringliggende landsbyer at deltage i møder, fester og andre begivenheder.

Opførelsen af Ekspeditionsbygningen i 1917

I 1916 blev det oprindelige venteskur revet ned. Allerede året efter, i 1917, blev der opført en ekspeditionsbygning, hvor billetsalget blev flyttet til.

Den nye bygning havde en ventesal, der var udstyret med en stor kakkelovn for at give passagererne varme i vintermånederne. Langs øst- og nordvæggen var der bænke, og et langt bord stod i midten af rummet. Ved udgangsdøren samt ved bordet var der placeret spytbakker, hvilket var en almindelig praksis på stationer i begyndelsen af 1900-tallet.

Den nye ekspeditionsbygning forbedrede forholdene betydeligt for de rejsende, da den gav bedre læ og venteforhold end det tidligere venteskur.

Den Daglige Drift af Sejstrup Billetsalgssted

Sejstrup Billetsalgssted var manuel betjent frem til 1950'erne. Det betød, at personalet havde flere opgaver ud over at sælge billetter.

De ansvarlige skulle blandt andet:

• Betjene bommene ved jernbaneoverkørslen og sørge for, at de blev åbnet og lukket for hver togpassage
• Holde ventesalen opvarmet om vinteren ved at tænde op i kakkelovnen
• Sørge for renlighed og orden på stationen

Disse opgaver gjorde billetsalgsstedet til et vigtigt arbejdssted for de ansatte, men også til et centralt samlingspunkt i Sejstrup.

Nedgradering til Trinbræt i 1957

Den 2. juni 1957 blev Sejstrup Billetsalgssted nedgraderet til trinbræt. Dette skete i forbindelse med, at jernbaneoverkørslen i Sejstrup blev ændret fra en bemandet overgang til en ubevogtet overskæring med blinklys.

Nedgraderingen betød, at ekspeditionsbygningen ikke længere var nødvendig, og den blev derfor revet ned i 1971. Herefter fungerede Sejstrup kun som et simpelt trinbræt uden bemanding.

Ulykken i 1958

Den 14. september 1958 skete der en alvorlig ulykke ved Sejstrup Trinbræt. En borger fra Hunderup blev påkørt og dræbt af et tog ved den ubevogtede jernbaneoverkørsel.

Ulykken skabte debat om sikkerheden ved ubevogtede overkørsler og illustrerede de risici, der var forbundet med jernbanens overgang til automatiske sikkerhedssystemer.

Privat Firmaspor ved Sejstrup Trinbræt

Mellem 1974 og 1989 havde Sejstrup Trinbræt et privat firmaspor, der blev brugt af A/S Vestkystens Korn- og Foderstofforretning.

Dette spor blev etableret for at lette transporten af korn og foderstoffer, som var en vigtig del af landbrugserhvervet i området.

Navneændringer og Historisk Stavning

I jernbanens tidlige år blev Sejstrup stavet Seistrup. Denne stavemåde blev dog ændret senere, da den officielle stavning af landsbyens navn blev standardiseret.

Denne ændring var en del af en bredere udvikling i Danmark, hvor mange stationsnavne blev tilpasset for at afspejle den mest almindelige stavemåde i lokalområdet.

Farup Billetsalgssted startede i vogterhus nr. 8 ved overkørsel 31. Farup fik i 1923 en særskilt ekspeditionsbygning med billetsalg placeret på modsatte side af sporet.

Farup Billetsalgssted ekspeditionsbygning fra 1923 var opført som blank mur i røde sten på cementsokkel, pyntet med hvide "murbånd" og nogle pudsede facader på tilbygning med pissoir og toilet, mens døre og vinduer var hvidmalede. Taget var lagt med røde tagsten på selve hovedbygningen. Tilbygningen med toilet var hvidpudset mur med røde døre og sorttjæret tagpap.

Den seneste ekspeditionsbygning fra 1923 er i dag nedrevet.

Rejsby startede som holdeplads ved et vogterhus eller "Bedarfshaltestelle" som det hed under den tyske tid. Rejsby Holdeplads var et af de forholdsvis mange standsningssteder på delstrækning Heide-Vedsted og åbnedes den 15. november 1887 sammen med strækningen.

Lige efter århundredeskiftet tilkom sidespor og godsekspedition og Rejsby blev ophøjet til station. Den lille station lå meget øde uden det store opland og fik aldrig nævneværdig godstrafik, men persontrafikken var fornuftig.

Rejsby Station blev nedsat til Trinbræt med Sidespor i 1962 og sidesporet blev nedlagt i 1970.

Byggestilen for Rejsby er den samme som Vollum og Døstrup og stationsbygningen i Rejsby blev nedrevet i 1964.

Brøns Trinbræt og dets Historiske Udvikling

Brøns Station blev etableret i 1887 som en del af jernbanestrækningen mellem Ribe og Tønder. Jernbanens ankomst var en vigtig milepæl for lokalsamfundet og gav Brøns en bedre transportforbindelse til resten af landet. Stationen fungerede fra starten som en krydsningsstation, hvor tog nordfra kunne passere tog sydfra via et ekstra spor.

Stationen var ikke blot et stoppested for passagerer, men også et vigtigt knudepunkt for godstransport. Blandt de typiske varer, der blev fragtet via jernbanen, var kreaturer, heste, grise, kartofler, roer, hø, mergel, kunstgødning og brændsel.

Ved jernbaneoverskæringen på Tingvej blev der opført et ledvogterhus, hvorfra bommene blev betjent manuelt. Samtidig blev Stationsvej anlagt for at forbinde stationen med de omkringliggende veje. Langs denne vej blev der opført flere huse i den karakteristiske stationsbystil, som stadig kan ses i dag.

Stationens Rolle i Lokalsamfundet

Selvom Brøns fik sin egen station, blev byen aldrig et større jernbaneknudepunkt – denne rolle tilfaldt i stedet nabobyen Skærbæk, hvor jernbanetrafikken og handelslivet voksede betydeligt mere.

Ikke desto mindre havde stationen stor betydning for de lokale landmænd og erhvervsdrivende. Med banen blev det nemmere at transportere varer til større markeder, og jernbanen muliggjorde en hurtigere og mere effektiv vareudveksling.

I forbindelse med stationens etablering blev der også opført en kro, kendt som Brøns Stationskro. Kroen, som blev opført i en typisk gårdstruktur med en kørelade ud mod vejen mellem Brøns og Frifelt, har haft en omskiftelig historie. I 1905 blev kroen ramt af en stor brand, men den blev senere genopbygget. I nyere tid har den periodevis været lukket, men i dag er den igen velholdt og fungerer som et vigtigt samlingspunkt i lokalsamfundet.

Industriforsøg og Jernbanens Betydning

Brøns forsøgte også at udnytte jernbanens muligheder til industri. En margarinefabrik blev opført tæt ved banen, men den viste sig ikke at være rentabel og lukkede allerede i 1903.

Derudover blev stationen benyttet til en lang række landbrugsrelaterede transporter. Efterhånden som lastbiltransport blev mere udbredt i midten af det 20. århundrede, begyndte godstrafikken på jernbanen dog at aftage, hvilket påvirkede stationens aktivitet negativt.

Nedgradering og Lukning af Brøns Station

Efterhånden som passager- og godstrafikken faldt, blev Brøns Station nedgraderet til et trinbræt. Dette betød, at stationen mistede sin bemanding og kun fungerede som et simpelt stoppested for persontrafik.

Stationsbygningen blev efter lukningen overladt til forfald og blev gradvist dækket af tæt bevoksning. Efter mange år uden anvendelse blev bygningen til sidst revet ned i januar 2017.

Det nuværende Brøns Trinbræt er placeret syd for den oprindelige stationsbygning og fungerer i dag som et stoppested på jernbanestrækningen.

Brøns Trinbræt i Dag

Selvom stationen er væk, lever jernbaneforbindelsen stadig videre gennem Brøns Trinbræt. Stoppestedet anvendes primært af pendlere og rejsende fra lokalområdet, men den storhedstid, som stationen engang oplevede, er for længst forbi.

Skærbæk blev stavet Scherrebek før genforeningen.

Døstrup startede som billetsalg fra et vogterhus eller "Bedarfshaltestelle" som det hed under den tyske tid, men siden er blevet ophøjet til egentlig station. Byggestilen for Døstrup er den samme som Vollum og Rejsby.

Døstrup Station blev nedrevet juni 1967 og har fungeret siden som trinbræt.

Vollum Billetsalgssted kan spores tilbage til ca. 1900, da der bevilgedes et beløb til indretning af en "station", hvilket dog kun drejede sig om billetsalg fra et vogterhus eller "Bedarfshaltestelle" ved Norder Wollum, hvor der efter genforeningen opførtes en lille ekspeditionsbygning af træ.

Vollum Billetsalgssted blev nedsat til trinbræt i 1957 og nedlagdes helt i 1968 og i 1971 blev træbygningen nedrevet.

Bredebro Station havde fra den 8. maj 1901 en sidebane til Løgumkloster med mellemstation i Ellum. I 1927 blev den tidligere amtsbane ombygget til en normalsporet statsbane mellem Rødekro og Løgumkloster men hele strækningen fra Bredebro til Rødekro blev allerede i 1936 nedlagt.

Stationen er blevet revet ned august 2002.

Visby Trinbræt – Fra station til ubetjent stop på jernbanen

Visby Station blev oprettet den 15. november 1887 som en del af jernbanen mellem Vedsted/Hvidding og Tønder. På dette tidspunkt var Sønderjylland en del af det tyske kejserrige, og jernbanen blev anlagt af de tyske myndigheder for at styrke infrastrukturen i regionen.

Stationen blev placeret ca. 500 meter øst for landsbyen Visby, men det omkringliggende opland var tyndt befolket, og stationen blev aldrig en større trafikal knudepunkt. Både person- og godstrafik forblev begrænset gennem hele stationens levetid.

Visby Station i den tyske periode (1887-1920)

Under tysk styre blev Visby en del af det preussiske jernbanenet, hvilket betød, at stationen var underlagt de tyske jernbanemyndigheder. Herfra kunne man rejse mod Hvidding og videre til Esbjerg samt sydpå mod Tønder og Niebüll i Tyskland.

Den strategiske placering af banen betød, at Visby var forbundet til det overordnede europæiske jernbanenet, men byens lille størrelse og manglende industri gjorde, at stationen ikke blev et betydeligt trafikknudepunkt.

Genforeningen i 1920 og DSB's overtagelse

Efter Genforeningen i 1920 blev Visby en del af Det Danske Statsbanenet (DSB), og stationen overgik fra tysk til dansk administration.

Under DSB blev stationen fortsat betjent, men trafikmængden var lav, da oplandet ikke udviklede sig i en retning, der kunne skabe en større passager- eller godstrafik.

Nedgradering til trinbræt i 1964

Fra midten af 1900-tallet oplevede de danske jernbaner en generel nedgang i passager- og godstrafik, især på mindre stationer. Dette skyldtes blandt andet den stigende bilisme og rutebiltrafik, der overtog mange af de funktioner, som jernbanen tidligere havde haft.

Den 1. februar 1964 blev Visby Station officielt nedgraderet til trinbræt, og den tidligere stationsbygning blev solgt til privat bolig. I stedet blev der etableret et nyt trinbræt ca. 200 meter syd for den oprindelige stationsbygning.

Op til nedlæggelsen af stationen kunne man i de lokale aviser læse følgende meddelelse:
"Fra lørdag den 1. februar 1964 nedlægges jernbanestation, og der oprettes i stedet et trinbræt. Billetsalg til rejsende fra Visby finder herefter kun sted i togene. Stykgods og banepakker til modtagere i Visby bedes fremtidig adresseret til Tønder, hvorfra udkørsel finder sted. Vognladningsgods henvises til af eller pålæsning på nærmeste jernbanestation med læssespor."

Videre skæbne for Visby Trinbræt

Efter at stationen blev omdannet til et ubetjent trinbræt, forblev stoppestedet i drift i nogle årtier. Men i takt med faldende passagerantal og rationaliseringer i jernbanedriften, blev trinbrættet nedlagt fuldstændigt på et senere tidspunkt.

Den tidligere stationsbygning står i dag tilbage som en privat bolig, mens trinbrættet og de tilhørende faciliteter er fjernet.

Tønder H Station – En Central Del af Byens Udvikling

Tønder H Station var ikke den første station i Tønder. Den ældste jernbanestation var Tønder Øst Station, som blev anlagt i 1867 under navnet Tønder Nord. Først indtil Marskbanen (Bramming-Tønder-banen) blev anlagt den 15. november 1887, fungerede Tønder Øst som endestation for Tønder-Tinglev-strækningen. Med etableringen af Tønder Marskbanegård som banegård for privatbanen mellem Heide og Ribe og omdøbningen af Tønder Nord til Tønder Øst, ændrede jernbanenettet sig betydeligt i området. Da den preussiske stat overtog privatbanen i 1890, blev den nuværende Tønder Hovedbanegård opført, mens Tønder Marskbanegård blev omdannet til hotellet "Eichlers Hotel".

De Tre Spor fra Tønder H

I den nordlige ende af Tønder H Station udgik der engang tre spor. Det østlige spor, spor 1, drejer kort efter stationen og Strucks Allé i en skarp bue mod øst. Denne østgående bane forbinder fortsat Tønder med Tingley og er Tønders ældste jernbaneforbindelse, selv om den formelt er nedlagt.
Det midterste spor, vestbanesporet, fortsætter nordpå mod Hviding, oprindelig grænsestationen Vedsted-Hviding ved den gamle grænse, og derfra videre imod Ribe og Bramming. Dette spor er i dag det mest trafikerede.
Højersporet udgik tidligere fra spor 4, det vestlige spor. Det fulgte vestbanesporet frem til det sted, hvor Nordre Landevej i dag krydser jernbanen. Her slog sporet til Højer ind i et venstresving med en radius på 700 meter mod vest.

Tønder – Byhistorie og Udvikling

Tønder blev før Genforeningen stavet Tondern. I dag ligger Tønder (sønderjysk: Tynne, frisisk: Tuner, tysk: Tondern) i det sydvestlige Sønderjylland, omtrent 5 km fra den dansk-tyske grænse. Byen har 7.564 indbyggere (2024), er placeret lavt ved overgangen mellem hedeslette og marsk og afgrænses af Vidå mod syd. De tre store landeveje rute 8, 11 og 25 mødes i Tønder, der fremstår som en moderne skole- og erhvervsby med aluminiumsbearbejdning, fotolaboratorium, støbefabrikker og et aktivt handelsliv i smukke, gamle omgivelser.
Erhvervslivet domineres af store virksomheder som Norsk Hydro Aluminium, Pro Rengøring og Brdr. Hartmann A/S, mens skokoncernen ECCO driver et kursus- og konferencecenter i nærheden. Tønder har desuden et daghospital og er naboby til Møgeltønder, der ligger 4 km mod vest. Tønder Station har daglige afgange med Arriva til Esbjerg og til Niebüll i Tyskland.

Kultur, Begivenheder og Museer

Hvert år i august afholdes den traditionsrige Tønder Festival, især med folke- og jazzmusik. I julemåneden er Tønder kendt for sit julemarked og Det Gamle Apotek, som har Skandinaviens største juleudstilling. Byen byder desuden på Kulturhistorie Tønder (tidligere Tønder Museum), hvor man kan se arkitekt Hans J. Wegners møbler i det gamle vandtårn, og på Kunstmuseet i Tønder (det tidligere Sønderjyllands Kunstmuseum). Nord for byen findes et zeppeliner- og garnisonsmuseum, der vidner om egnens militære fortid. Kulturlivet er mangfoldigt, og det tyske mindretal i området driver også en del af de lokale foreninger.

Historiske Rødder

Byen nævnes allerede i 1100-tallet af den arabiske korttegner Al-Idrisi, men det er usikkert, om navnet Tundira henviser til Tønder eller Møgeltønder. Tønder fik Lybsk stadsret i 1243, hvilket gør den til landets ældste købstad. Byen var oprindeligt en havneby, hvilket stadig afspejles i gadenavne som Skibbroen og Skibbrogade. Men i 1550'erne mistede Tønder sin direkte adgang til havet på grund af Hans den Ældres digebyggerier, som skulle beskytte mod oversvømmelser. Byen har gentagne gange oplevet voldsomme stormfloder, senest i 1923 og 1976, men det fremskudte dige mellem Emmerlev Klev og Hindenburgdæmningen yder i dag en mere effektiv beskyttelse.

Fra Skibsfart til Kniplinger

Indtil 1600-tallet profiterede Tønder af aktiv skibsfart og samhandel med Nordtyskland og Nederlandene, men digerne afskar byen fra havet, og sejladsen flyttede til Rudbøl og senere Højer. Herefter udviklede Tønder sig i høj grad ved produktion og handel med kniplinger. Byen fik et lærerseminarium i 1788, der i 1989 blev sammenlagt med Haderslev Statsseminarium.

Jernbane og Vækst

Efter krigen i 1864 blev Tønder tysk, og byen oplevede en betydelig vækst. Man fik en større indflydelsesradius mod syd, hvilket gav nye handelsmuligheder og fremmede industrien i Tønder. Jernbaneforbindelsen til Tinglev kom i 1867, og i 1892 åbnede banestrækningen til Højer. Ved 1900-tallets begyndelse nød byen godt af turismen til øen Sild, idet turisterne rejste via Tønder og Højer, men dette stoppede da Tønder blev dansk ved Genforeningen i 1920, og den nye grænse fratog byen meget af dens sydlige opland.
I det 20. århundrede formåede Tønder at drage nytte af afvandingen af marsken og udviklede sig til et trafikknudepunkt i regionen. Selv om byen i en periode var begrænset industrialt, steg befolkningstallet markant, så Tønder i 1950 nåede 7.000 indbyggere. Gennem midten af århundredet etableredes nye virksomheder, og allerede eksisterende forretninger voksede. Trods denne udvikling var blot 28 procent af den erhvervsaktive befolkning i 1960 beskæftiget i industri- og håndværksfag.
Ved kommunalreformen i 2007 blev Tønder lagt sammen med seks andre kommuner – herunder Skærbæk og Rømø – og blev dermed Danmarks femtestørste kommune målt på areal.