Harboør-Thyborøn Jernbane - operatør: LTJ, en artikel om Harboør-Thyborøn Jernbane

Harboør-Thyborøn Jernbane: Et bindeled ved Vestkysten

I 1874 bemyndigede den danske regering, at man kunne udstede eneret til anlæg og drift af en jernbane fra Vemb til Lemvig eller Lemvig Havn. Dette skridt blev taget for at fremme transporten i den tyndtbefolkede del af Vestjylland, hvor landbrug, fiskeri og handel var afhængige af både søtransport og hestevogne. Den nye bane måtte anlægges så billigt som muligt, da den skulle drives i et område med begrænset passager- og godspotentiale. Som resultat endte den første del – Vemb-Lemvig – med at blive den første danske jernbane, som var helt ubevogtet og uindhegnet. På stationerne fungerede forstanderne ofte som kromænd eller påtog sig andre småjobs for at supplere deres indkomst. Det var et pionerprojekt, der illustrerede, hvor beskedne midler man havde til rådighed, og hvor stor behovet var for at integrere de vestjyske byer med resten af landet.

Da banen nåede Lemvig, valgte man at lægge stationen oppe på bakken uden for bykernen, fordi det kostede omkring 80.000 kr. ekstra at føre den ned til bymidten og havnen. Lemvig Havn viste sig dog snart at være afgørende for godstrafikken, så man anlagde en havnebane i 1892 til en pris på 81.600 kr. For at mestre den stejle skrænt ned mod havnen måtte togene rebroussere undervejs, hvilket forlængedes i 1904, da de kørende tog blev længere og tungere. Denne del var en teknisk udfordring, fordi man arbejdede med en ret høj stigning og et begrænset pladsforhold.

Jernbaneloven af 1894 og planen mod Thyborøn

Den store jernbanelov fra 1894 formulerede tanken om at udvide jernbanestrækningen fra Lemvig Havn forbi Lemvig Station og videre til Harboøre og Thyborøn Kanal. I første omgang var der fokus på at nå den nye kanal, som i årtierne forud var udgravet for at forbinde Limfjorden med Vesterhavet. Havneaktiviteterne i området kunne få meget bedre betingelser, hvis man anlagde en jernbane, der muliggjorde billig transport af landbrugsprodukter, fisk og råstoffer. Dette nye selskab, kaldet Lemvig-Thyborøn Jernbane (LTJ), købte havnebanen i Lemvig af det oprindelige selskab (VLJ). Man begyndte at opføre en ny linje Lemvig-Harboøre-Thyborøn, som åbnede i etaper. Først i 1899 nåede man Harboøre, og senere samme år fulgte strækningen helt til Thyborøn Havn. I starten var der dog en sidste stump mellem Thyborøn Station og havneområdet, der kun havde godstrafik. I 1924 indviede man endelig en ny endestation på selve havnen, så passagertogene let kunne køre dertil.

Strækningen over lav strandeng

På stykket mellem Langerhuse og Thyborøn var sporet anlagt på en lav strandeng tæt ved Nissum Bredning. Den flade geografi gjorde banen sårbar over for havets kræfter, og oversvømmelser var ikke usædvanlige ved kraftige storme og højvande. For at mindske skader besluttede man i sommeren 1921 at hæve sporet omkring en meter på en menneskeskabt dæmning. Denne ændring gjorde banen mere robust mod almindelige vandstigninger, men i 1955 flyttede man i stedet hele banens tracé godt 2 km mod øst for at lægge det på et nyt havdige, som blev fuldført i 1957. Dette store anlægsarbejde beskyttede ikke alene banen mod oversvømmelser, men forbedrede også vejforbindelsen, fordi man samlede jernbane og landevej på det samme dige. Ændringen betød, at den oprindelige strækning via Langerhuse og Knopper måtte nedlægges, mens den nye station Rønland opstod i stedet. Her opbyggede virksomheden Cheminova betydelig aktivitet, der gav jernbanen en ny stor godskunde.

Fra Harboøre til Thyborøn

Det centrale spørgsmål i banens historie er, hvordan udvidelsen fra Lemvig over Harboøre til Thyborøn udviklede sig og påvirkede lokalsamfundet. Områderne langs Vesterhavet havde i århundreder levet af fiskeri, men infrastruktur var ringe. Med den nye bane kunne man let fragte både passagerer og fisk til videre forarbejdning eller salg inde i landet. Harboøre voksede i takt med, at man fik en stabil transportåre, og Thyborøn blev en travl fiskerby, særligt efter 1920'erne, hvor endestationen endelig kom til at ligge på selve havnearealet. Dampdrift var i de tidlige år en udfordring i de barske kystforhold, men jernbaneselskabet investerede i kraftige lokomotiver og efterhånden i motorvogne for at gøre driften mere rentabel.

Banen var dog ofte udsat for vind, sandflugt og havgus. Skinnerne kunne ruste hurtigere, og vogne krævede ekstra vedligehold. Sammen med forandringerne i fiskeriet, hvor lastbiler og nye veje trak i retning af mere vejtransport, stod jernbanen over for væsentlige udfordringer i midten af 1900-tallet. Trods dette formåede banen at overleve, ikke mindst takket være stadige tilpasninger, moderniseringer og lokalt politisk engagement, der så jernbanen som en livline for egnens beboere og erhverv.

Banens organisation og daglig drift

Før den nye lov i 1894 havde man haft Vemb-Lemvig Jernbane (VLJ), der åbnede i 1879. Da Lemvig-Thyborøn Jernbane (LTJ) opstod, overtog dette nye selskab havnebanen i Lemvig. Samlet set betød det, at man ofte talte om "VLJ" for Vemb-Lemvig og "LTJ" for Lemvig-Thyborøn, men i praksis samarbejdede man tæt. I stationer som Lemvig delte man lokomotiv- og vogndepoter, og ofte havde man fælles administration. For at holde omkostningerne nede var jernbanen ubemandet på mange steder. For eksempel var strækningen ubevogtet og uden hegn, og stationer var kun bemandet, når det var absolut nødvendigt. Ikke få gange var forstandere på små stationer også kromænd, landmænd eller varetog andre erhverv for at supplere lønnen fra jernbanen.

Ved større stationer – Lemvig, Harboøre, Thyborøn – var der dog fuldtidsansatte for at håndtere gods, billettering og rangering. I tidlige år var togene blandede: passagervogne bagest og godsvogne forrest eller omvendt, så man kunne betjene små lastpartier af fisk og landbrugsvarer undervejs. Køreplanerne var beskedne, ofte to eller tre daglige tog i hver retning. Ved højsæson for fiskeri kunne ekstra godsvogne kobles på, eller man indsatte særtog til fx markeder og byfester. Over tid tilkom mindre motorvogne, der letter driften på tyndt trafikerede tider.

Infrastrukturelle skift og modernisering

Efter 2. Verdenskrig stod det klart, at bilismen ville få stigende indflydelse på godstrafikken i Danmark. Jernbaner i udkantsområder slet led under vigende fragtmængder. Samtidig var passagertrafikken ikke stor nok til at forsvare store investeringer i nye lokomotiver og vogne. For at bevare relevant drift satsede man på at modernisere sporet og maskinparken. I 1950'erne og 1960'erne købte selskaberne lette motorvogne, ofte i form af de såkaldte skinnebusser, som var billigere at drive end damplokomotiver. Særligt på strækningerne Harboøre-Thyborøn var man opmærksom på at tiltrække pendlere til fiskerihavne og for at betjene skole- og handelsture.

En af de største omvæltninger var flytningen af sporet i 1955-1957, hvor man førte jernbanen op på det nye havdige sammen med landevejen. Dette gav en mere stabil trafik, men lukkede også trinbrætter som Knopper Station og Langerhuse, der frem til da havde været vigtige for beboerne i klitlandskabet. Rønland Station opstod i stedet, tæt på Cheminova, hvis kemiske fabrik bidrog til banens fragtgrundlag. Banen fortsatte dog med at veksle mellem underskud og overskud, afhængigt af fiskeriets konjunkturer, statstilskud og nye vejinvesteringer.

Lokomotiver, vogne og det maritime præg

Mens Vemb-Lemvig-banen i startfasen satsede på små damplokomotiver, var Lemvig-Thyborøn-linjen i de første år i høj grad afhængig af de samme typer maskiner og vognpark. Efter 1920'erne, hvor nye, stærkere damplokomotiver var på markedet, skiftede selskabet gradvis til mere standardiserede maskiner. Samtidig anskaffede man flere specialvogne til fisketransport og kølevogne, så de ferske fisk kunne komme i god stand videre til markederne. Fisk var den vigtigste vare i en periode, men landbrug og enkelte industrivirksomheder bidrog også. Efter 1950'erne overgik man helt til dieselmateriel, og i dag er stationerne mellem Harboøre og Thyborøn betjent af enkle, men effektive enheder, der erstatter de gamle vogne.

Den maritime stemning ved Thyborøn og Harboøre betød, at banegårdene ofte var præget af duften af fisk og tang. Togførere og rangister havde rutiner for at håndtere gods fra havnen, og passagerer kunne se fiskekasser stables i godsvogne. Især i 1960'erne var godsdriften stor, men med lastbilernes fremmarch mindskedes den gradvist. Fra 1970'erne og fremefter blev de fleste stationer ubemandet, og man indførte selvbillettering eller mobile billetsælgere i togene.

Harboør-Knopper-Thyborøn: Det gamle tracé som cykelrute

Fra 1955-1957-linjeflytningen endte man med at nedlægge ca. 8½ km af det oprindelige banetracé mellem Harboøre og Thyborøn. Banen var nu oppe på det nye havdige mod øst, og kyststrækningen stod tilbage som et aftrykt. Af disse 8½ km er omkring 7½ km bevaret i dag og fungerer som et stykke af de nationale cykelruter 1 og 12. Her kan man cykle langs den gamle banedæmning og opleve vestkystens natur på en unik måde. Den gamle jernbaneprofil er i mange områder genkendelig, man ser stensætninger, grøfter og måske en enkelt rest af en baneoverkørsel. Udviklingen viser, hvordan jernbanens infrastruktur undertiden kan få et nyt liv som rekreativ rute, når sporene ikke længere er i brug til tog.

Langerhuse Trinbræt blev nedlagt ifm. banens omlægningen den 23. august 1955.

Knopper Station: En af de mest udsatte stationer på Harboør-Thyborøn-banen

Knopper Station blev etableret i forbindelse med anlæggelsen af Harboør-Thyborøn-banen, der åbnede den 1. november 1899. Banen blev anlagt som en vigtig forbindelse mellem Harboør og Thyborøn, men de geografiske forhold langs Thyborøn Tange skabte store udfordringer for både jernbanedriften og stationerne langs strækningen.

Oprindeligt var Knopper kun en holdeplads, men i 1914 blev den ophøjet til station, hvilket dog ikke betød en væsentlig stigning i passagertrafikken. Gennem sin levetid oplevede stationen gentagne problemer med oversvømmelser og sporforlægninger, hvilket i sidste ende førte til dens nedlæggelse i 1955.

Etableringen af Knopper Holdeplads i 1899

Da Harboør-Thyborøn-banen blev anlagt i slutningen af 1800-tallet, var det en vigtig infrastrukturforbedring for kystområderne i det nordvestlige Jylland. Thyborøn Tange var et udsat område med flade landskaber, stærk vind og jævnlige stormfloder, hvilket gjorde det til en teknisk udfordring at etablere en stabil jernbaneforbindelse.

Knopper Holdeplads blev anlagt på tangen som en simpel perron, hvor toget kunne stoppe for af- og påstigning. Trafikken var dog beskeden, da området ikke var tæt befolket, og de primære passagerer var lokale fiskere og landmænd, der havde brug for transport til og fra Thyborøn eller Harboør.

Ophøjelse til station i 1914

Trods den lave passagertrafik blev Knopper i 1914 ophøjet til station. Dette skete som en del af en generel udvikling af banen, hvor man ønskede at forbedre faciliteterne langs strækningen. Ophøjelsen til station betød, at Knopper fik en mindre stationsbygning samt forbedrede læssefaciliteter til gods, som blev en vigtig del af stationens funktion.

Problemer med oversvømmelser og sporomlægning i 1921

Knopper Station og selve jernbanen lå meget lavt i terrænet, hvilket gjorde den særligt sårbar over for Vesterhavets barske vejrforhold. Området oplevede ofte stormfloder og oversvømmelser, som påvirkede både stationen og jernbanedriften.

For at imødekomme disse problemer blev jernbanesporet i 1921 flyttet ca. 10 meter mod vest og hævet ca. en meter i højden. Dette skulle reducere risikoen for, at sporet blev oversvømmet, men i praksis viste løsningen sig ikke at være tilstrækkelig, da området fortsat blev påvirket af ekstreme vejrforhold.

Indskrænkning af stationens funktioner i 1923

Den 1. juli 1923 blev betjeningen af Knopper Station indskrænket, hvilket betød, at billetsalget blev flyttet til den nærliggende købmand eller i nogle tilfælde blev håndteret af togpersonalet om bord.

Stationen blev herefter primært brugt til godsekspedition, hvor lokale varer kunne sendes med tog, men passagertrafikken blev efterhånden reduceret til et minimum.

Banens store omlægning i 1955

Sporomlægningen fra 1921 viste sig ikke at være tilstrækkelig, og i 1955 blev der truffet en større beslutning om at omlægge hele Harboør-Thyborøn-strækningen. Man valgte at flytte sporet næsten én kilometer længere mod øst, hvor terrænet var mere stabilt og mindre udsat for oversvømmelser.

Denne omfattende omlægning betød, at Knopper Station blev nedlagt den 23. august 1955, og dens funktion blev overtaget af den nyopførte Rønland Station, som lå bedre placeret i forhold til den nye linjeføring.

Salg og nedrivning af Knopper Station

Efter nedlæggelsen i 1955 stod stationen ubrugt i nogle år, inden den i 1960 blev solgt til nedrivning. Bygningerne blev fjernet, og i dag er der intet tilbage, der vidner om stationens tidligere eksistens.

Knopper Stations betydning i dansk jernbanehistorie

Knopper Station er et klassisk eksempel på en jernbanestation, der var præget af sin geografiske placering og de naturlige udfordringer, der fulgte med. Selvom den aldrig blev en af Danmarks travleste stationer, spillede den alligevel en vigtig rolle for transporten i området i de første årtier af 1900-tallet.

Stationens historie viser også, hvordan jernbanen tilpassede sig de skiftende forhold, herunder naturens kræfter, tekniske løsninger og økonomiske prioriteringer.

Thyborøn Færge Trinbræt er fra den 21. juni 1971 placeret der, hvor færgeruten Thyborøn-Agger blev åbnet. Trinbrættet er i dag nedlagt.

Thyborøn Station åbnede den 1. november 1899 sammen med Vemb-Lemvig banens forlængelse til Thyborøn.

Havnesporet fra Thyborøn Station til Thyborøn havn var oprindeligt et privat sidespor anlagt og ejet af "Vandbygningsvæsenet", men Vemb-Lemvig-Thyborøn banen fik lov til at benytte strækningen i 1924 og åbnedes i samme anledning Thyborøn Havn station. Den oprindelige Thyborøn Havn Station er i dag nedlagt og erstattet af et trinbræt placeret ca. 300 meter længere mod sydvest.

Thyborøn Station nedrykkedes til billetsalgssted i 1940, og rykkede yderlige ned til trinbræt i 1950, og helt nedlagt, da strækningen fra Harboør til Thyborøn blev omlagt i næsten hele sin længde i 1955.

Thyborøn Station blev revet ned i juli måned 1981.

I 1990 blev Thyborøn Kirke trinbræt oprettet ca. 100 meter øst for den gamle Thyborøn Station.

Thyborøn Station åbnede den 1. november 1899 sammen med Vemb-Lemvig banens forlængelse til Thyborøn.

Havnesporet fra Thyborøn Station til Thyborøn havn var oprindeligt et privat sidespor anlagt og ejet af "Vandbygningsvæsenet", men Vemb-Lemvig-Thyborøn banen fik lov til at benytte strækningen i 1924 og åbnedes i samme anledning Thyborøn Havn station. Den oprindelige Thyborøn Havn Station er i dag nedlagt og erstattet af et trinbræt placeret ca. 300 meter længere mod sydvest.

Thyborøn Station nedrykkedes til billetsalgssted i 1940, og rykkede yderlige ned til trinbræt i 1950, og helt nedlagt, da strækningen fra Harboør til Thyborøn blev omlagt i næsten hele sin længde i 1955.

Thyborøn Station blev revet ned i juli måned 1981.

I 1990 blev Thyborøn Kirke trinbræt oprettet ca. 100 meter øst for den gamle Thyborøn Station.