Aabenraa-Gråsten Jernbane - operatør: AaAJ, en artikel om Aabenraa-Gråsten Jernbane






Aabenraa-Gråsten Jernbane: En Historisk Gennemgang

Aabenraa-Gråsten Jernbane er en af Sønderjyllands mest interessante jernbanefortællinger, præget af politiske beslutninger, tekniske udfordringer og lokal transporthistorie. Selvom banen kun eksisterede i en kort periode, var dens tilstedeværelse en vigtig del af områdets infrastruktur, både under den tyske og den danske administration.

Æ Kringelbahn og Dens Særlige Linjeføring

Aabenraa-Løgumkloster strækningen blev ofte omtalt som "Æ Kringelbahn" på grund af dens ekstreme kurver. Banen snoede sig gennem terrænet, ikke kun for at overkomme geografiske udfordringer, men også for at forbinde så mange småbyer som muligt. Fra Aabenraa gik banen først mod nordøst gennem Løjt Land, dernæst nordvest mod Hovslund Stationsby og slutteligt sydvest mod Løgumkloster.

Denne indirekte rute var et resultat af politiske forhandlinger og afhængighed af finansiering fra de preussiske statsbanemyndigheder. Det blev hurtigt klart, at linjeføringen ville gøre banen ineffektiv, men den blev alligevel vedtaget, da alternative ruter blev anset som urealistiske.

Knivsbjerg og Tyske Monumenter

På vej mod Hovslund passerede banen Knivsbjerg, et af Sønderjyllands højeste punkter. Her opførte Knivsberggesellschaft et 45 meter højt Bismarck-tårn i 1901 til minde om Tysklands sejr i 1864. Tårnet var ikke kun et nationalt monument, men også et samlingspunkt for Nordslesvigs tyske befolkning. Knivsbjerg blev en vigtig destination langs banen, og holdepladsen Knivsbjerg lå blot 1 km syd for tårnet.

Rebroussementsstationen i Hovslund

En særlig udfordring på banen var Hovslund, hvor stationen var designet som en rebroussementsstation. Her skulle togene vende og køre baglæns ud, hvilket forsinkede rejsetiden med op til 15 minutter. Samlet tog turen fra Aabenraa til Løgumkloster hele tre timer – en tid, der gjorde banen ineffektiv og mindre attraktiv for passagerer.

Banens Drift og Begrænsninger

Banen blev drevet sammen med Flensburger Kreisbahn indtil 1920. Dens materiel var af lav kvalitet sammenlignet med andre sønderjyske baner. Lokomotiverne var små sporvejslokomotiver (Trambahnlokomotiven), der kun kunne trække begrænsede mængder gods og passagerer. Passagervognene havde ikke elektrisk lys, men var i stedet oplyst med olielamper gennem hele banens levetid.

Stationerne langs banen var enkle og ofte placeret i kroer eller gårde. Kromænd og gårdejere fungerede som "stationsagenter" med ansvar for billetudstedelse og godsafsendelse.

Første Verdenskrig og Militære Anvendelser

Under Første Verdenskrig blev Aabenraa-Gråsten Jernbane en vigtig brik i den tyske Sikringsstilling Nord, et netværk af befæstninger på tværs af Sønderjylland. Der blev anlagt forbindelsesspor fra banen til flere militære anlæg, og et 6 km langt spor forbandt Øster-Terp med Haderslev Amts Jernbaner ved Branderup Mølle.

Militæret lånte flere af banens lokomotiver, og banen transporterede store mængder gods og soldater. Krigen satte dog banen under hårdt pres, og ved dens afslutning var jernbanens materiel og infrastruktur i dårlig stand.

Efterkrigstiden og Banens Nedlæggelse

Efter krigen blev det klart, at den uhensigtsmæssige linjeføring og den hårde konkurrence fra lastbiler og busser ville gøre det svært for banen at overleve. Aabenraa amtsråd besluttede derfor at nedlægge amtsbanerne. Banens trafiktal faldt, og det blev en underskudsforretning.

I løbet af få år blev strækningen nedlagt, og DSB begyndte at bygge en ny normalsporet forbindelse, Klosterbanen, mellem Rødekro og Bredebro. Cirka 8 km af Aabenraa-Gråsten banens tracé blev genbrugt til denne nye bane, hvilket markerede en slutning på den originale stræknings historie.

Banens Infrastruktur og Materiel

Aabenraa-Gråsten Jernbane var kendt for sin sparsomt opførte infrastruktur. Mange stationer var enkle bygninger, ofte ombyggede kroer eller gårde. Lokomotiverne og vognene var beskedne, og driften var præget af lav kapacitet.

Materiellet var ikke designet til store belastninger, og den manglende modernisering betød, at banen hurtigt blev overhalet af moderne transportmidler. Efter krigen var vedligeholdelsesstanden så dårlig, at mange strækninger krævede omfattende reparationer.

Sikringsstilling Nord og Banens Rolle

Den tyske Sikringsstilling Nord havde stor betydning for banens midlertidige overlevelse. Med forbindelsesspor og militær aktivitet blev banen en central del af den tyske forsvarsstrategi i Sønderjylland. Efter krigen forsvandt behovet for disse faciliteter, hvilket yderligere reducerede banens relevans.

Arven fra Aabenraa-Gråsten Jernbane

Selvom banen ikke overlevede konkurrencen fra moderne transportmidler, efterlod den sig en arv, der stadig er synlig i regionen. De spor, der blev genbrugt til Klosterbanen, vidner om banens tidligere eksistens, og historien om Æ Kringelbahn huskes stadig som en del af Sønderjyllands transporthistorie.

Centrale Årstal for Aabenraa-Gråsten Jernbane

  • 1893: Knivsberggesellschaft erhverver Knivsbjerg.
  • 1901: Bismarck-tårnet indvies, og banen åbnes få dage senere.
  • 1914-1918: Første Verdenskrig; banen bruges til militære formål.
  • 1920: Driften overgår til Danmark efter genforeningen.
  • 1920'erne: Banens relevans mindskes på grund af konkurrence fra vejtransport.
  • 1930'erne: Banen nedlægges, og dele af tracéet genbruges i Klosterbanen.

Banens Historiske Betydning

Aabenraa-Gråsten Jernbane er et eksempel på, hvordan politiske og geografiske forhold kan forme en jernbanes historie. Dens eksistens blev kort, men dens rolle i at forbinde Sønderjylland – både under tysk og dansk administration – er et vigtigt kapitel i regionens historie.


Vigtige stamdata for Aabenraa-Gråsten Jernbane

Jernbanens længde i km 31,5
Optaget på JernbanelovPreussisk Jernbanelov - gældende for sønderjylland
BaneforkortelseAaAJ
Banens bygherre / entreprenørH. Lüders, Berlin, senere amtet (Kuhrt)
Jernbanen åbnet1899.02.14
Persontrafik nedlagt1926.03.31
Godstrafik nedlagt1926.03.31
Jernbanen nedlagt1926.03.31
SportypeEnkeltsporet
Sporvidde1.000 mm
Skinnevægt15,5 kg/m
BallastGrus
Hastighed max30 km/t
El driftNej
TogkontrolsystemNej



Aabenraa-Gråsten Jernbane havde følgende stoppesteder



Banekort over Aabenraa-Gråsten Jernbane

Kort over benestrækningen: Aabenraa-Gråsten (AaAJ)
Kort over benestrækningen: Aabenraa-Gråsten (AaAJ)
Kilde: © wikipedia.org og OpenStreetMap contributors - openstreetmap.org CC BY-SA 2.0 / CC BY-SA 3.0 - artikler og andre medier under frie og åbne licenser. - Dato: den 19. september 2011 - LINK til kilde.


Aabenraa Amtsbanegård (Åa) var Aabenraa-Gråsten Jernbane banens første station

Aabenraa Amtsbanegård som trafikalt og arkitektonisk midtpunkt i Sønderjylland

Aabenraa Amtsbanegård åbnede som hovedstation for Aabenraa Amts Jernbaner den 14. februar 1899 sammen med strækningen Aabenraa–Gråsten. Senere fulgte udvidelsen mod nordvest, da banen Aabenraa–Hovslund–Løgumkloster blev åbnet den 8. maj 1901. Dermed blev Aabenraa ikke blot et trafikalt knudepunkt, men også administrationscentrum for det nyoprettede amtsbanenet. I kraft af denne status blev Aabenraa Amtsbanegård hjemsted for både banens hovedkontor, remiser og værksteder, og den spillede en afgørende rolle for lokalområdets udvikling og forbindelser til det øvrige Sønderjylland i en tid præget af stor politisk og økonomisk forandring.

Stationens placering og tidlige anlæg

Aabenraa Amtsbanegård blev opført på de lavtliggende engdrag øst for den gamle markedsplads i Aabenraa, hvilket gav mulighed for et stort og fleksibelt stationsterræn. Terrænet omfattede i sin tidligste form adskillige opstillings- og omløbsspor, og efter åbningen af Løgumklosterbanen rummede anlægget hele otte omløbsspor samt fire blinde læssespor. Det østligste spor blev brugt som omladningsspor til statsbanernes havnespor, der løb parallelt, hvilket muliggjorde effektiv omlæsning mellem smalspor og normalspor. Fra Gråstenbanens hovedspor udgik desuden en smalsporet havnebane, som forbandt stationen med havneområdet og dermed understøttede eksport og import.

Arkitektur og Jablonowskis rolle

Stationsbygningen adskilte sig markant fra de øvrige bygninger langs amtsbanenettet. Det skyldtes ikke mindst, at det var den eneste station, der blev opført for banens egne midler og ikke i kombination med en lokal gæstgivergård eller landkro. Arkitekten bag var den preussiske bygningsråd Jablonowski, kendt fra Haderslev og Gram for sine særprægede og dekorerede stationsbygninger. Han skabte også i Aabenraa en bygning med klare historistiske træk og markante detaljer, som hurtigt kom til at kendetegne stedet.

Bygningen bestod af en høj, kvadratisk hovedbygning i tre stokværk med sidefløje og et markant centralt tårn. Mod markedspladsen fremstod facaden med balustrade, trappetårn og buede indgange, mens banesiden var holdt i mere nøgterne former. Udadtil skabte kombinationen af pudsede vægge, murstensdetaljer og komplekse tagformer en monumental bygning, der i datidens Aabenraa havde få modstykker.

Funktion og indretning

Bygningen rummede ekspeditionslokaler, ventesale, godsekspedition, restauration og driftskontor. Dog var lokalerne præget af pladsmangel og ineffektiv indretning – store dele af stueetagen blev optaget af trapperum og adgangsforhold. Restaurationen var placeret i den sydlige fløj og var ligeledes beskeden i sin udformning. På første sal og loftet fandtes kontorer til den tekniske og administrative ledelse. Det var oprindeligt planen, at hovedkontoret skulle være i Flensborg, men dette blev senere flyttet til Aabenraa.

Nord for stationsbygningen lå remiser og værksteder. Disse var opført i røde mursten med skifertag og fremstod som solide og funktionelle anlæg. Langremisen rummede fire spor, men værkstedet var relativt simpelt og kunne ikke udføre større reparationer såsom kedelarbejde. Det betød, at tungere vedligehold måtte udføres andetsteds, hvilket til tider gav logistiske udfordringer.

Driften og billetsalget

Godsekspeditionen blev fra begyndelsen varetaget af amtsbanens eget personale, men billetsalget blev i de første år varetaget af købmand Lorenz Hansen. Han fik et årligt vederlag på 400 mark og kunne samtidig drive restauration. Dette ændrede sig i 1905, hvor gæstgiver Neubert overtog restaurationen, og banens eget personale fremover solgte billetter.

Aabenraa Amtsbanegård fungerede også som mødested og opholdssted for banens ansatte. Udenfor selve stationsbygningen blev der opført en såkaldt retiradebygning i samme stil, der rummede sanitære faciliteter. Desuden fandtes der flere udbygninger til værkstedets drift og opbevaring.

Trafikmønster og rejsende

I de to første år efter åbningen af Gråstenbanen var passagertallet forholdsvis beskedent. Der var kun hhv. 31.000 og 26.000 rejsende i årene 1899/1900 og 1900/1901. Mange benyttede i stedet Sønderport holdeplads, som var mere centralt placeret i byen. Det ændrede sig med åbningen af Løgumklosterbanen i 1901, hvor hovedstationen i Aabenraa fik øget betydning som omladningspunkt. Her steg antallet af rejsende betydeligt, og stationen havde nu omkring 100.000 rejsende om året før Første Verdenskrig.

I dansk tid – efter Genforeningen i 1920 – svingede antallet af rejsende mellem 60.000 og 100.000 årligt. Det viser, at stationen fastholdt sin betydning trods de ændringer, som den politiske virkelighed medførte. Den interne fordeling mellem de to banestrækninger – mod Gråsten og mod Løgumkloster – varierede, men hovedstationen forblev et centrum for passagertrafikken.

Godstransport og tilknytning til havnen

Den mest stabile og økonomisk betydningsfulde aktivitet ved Aabenraa Amtsbanegård var dog godstransporten. De første år håndterede stationen omkring 6.000 tons gods om året, stigende til 9.000 tons årligt i årene op til krigen. I enkelte år, fx omkring 1914, nåede den afgående godsmængde op på 24.000 tons. I dansk tid fordelte godsmængden sig med 7.000–12.000 tons for Gråstenbanen og tilsvarende for Løgumklosterbanen.

En væsentlig del af godsmængden kom via havnen og omfattede blandt andet kul, kunstgødning og byggematerialer. Samarbejdet mellem amtsbanen og statsbanen, især hvad angik omlæsning og overførsel af gods, havde stor betydning for effektiviteten. Til trods for at overgangen mellem smalspor og normalspor kunne være vanskelig, blev der udviklet faste procedurer og faciliteter til omlæsning.

Stationens videre skæbne

Aabenraa Amts Jernbaner blev nedlagt den 31. marts 1926. Derefter blev stationen overtaget af rutebilselskabet Aabenraa og Omegn, som anvendte bygningen som rutebilstation i næsten 35 år. Restaurationsvirksomheden fortsatte, og bygningen beholdt sin centrale rolle i byens trafikale infrastruktur.

I slutningen af 1950'erne planlagde kommunen og vejmyndighederne en udvidelse af hovedvejen langs havnen, og denne skulle forløbe gennem stationens grund. Den gamle bygning blev derfor revet ned i 1963 for at give plads til den nye H. P. Hansensgade. Dermed forsvandt ikke blot et arkitektonisk særpræg, men også et vigtigt vidnesbyrd om amtsbanernes æra i det sønderjyske.

Stationens arkitektoniske særpræg og kulturhistoriske betydning havde i mellemtiden vundet anerkendelse i lokalområdet. Da bygningen blev revet ned, blev det opfattet som et tab for mange Aabenraa-borgere, der havde vænnet sig til dens karakteristiske udseende. Den moderne funkisbygning, der erstattede den, blev aldrig rigtig accepteret i samme grad og kritiseredes for sin kolde og anonyme fremtoning.

Andre navne og stavemåderApenrade Kreisbahnhof
Byggeår1899
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1926.03.31
Nedrevet1963
ArkitektFriedrich Wilhelm Adolph Jablonowski
StednavneforkortelseÅa
Højdeplacering over havet2,4 meter
GPS koordinater55.043744,9.421840


Billede af Aabenraa Amtsbanegård set fra Rådhusgade. I forgrunden til venstre ses Markedspladsen.
Billede af Aabenraa Amtsbanegård set fra Rådhusgade. I forgrunden til venstre ses Markedspladsen.
Fotograf: Ukendt - Dato: Ukendt




Aabenraa Sønderport Trinbræt lå 0,7 km. fra første station.

Aabenraa Sønderport Holdeplads – lokal jernbanehistorie i det sydlige Aabenraa

Aabenraa Sønderport Holdeplads spillede en mindre, men ikke uvæsentlig rolle i driften af Aabenraa Amts Jernbaner i perioden omkring århundredeskiftet og frem til nedlæggelsen af Amtsbanerne i 1926. Holdepladsen, der oprindeligt var tænkt som et praktisk supplement til hovedstationen i Aabenraa, blev etableret for at betjene den sydlige del af byen og det omkringliggende opland, herunder lokale købmænd og rejsende med ærinde i den sydlige del af byen. Beliggenheden var blot 700 meter syd for Aabenraa Amtsbanegård og 50 meter vest for den trafikerede Sønderport-gade, som løber i nord-sydlig retning gennem byen.

Fra holdeplads med læssespor til trinbræt uden funktioner

Ved sin oprettelse i tysk tid havde Aabenraa Sønderport Holdeplads et læssespor, der gav mulighed for at håndtere gods, især til nærliggende handlende. Der blev etableret et 23 meter langt stikspor, som gjorde det muligt at placere enkelte godsvogne, særligt for en lokal kornhandler. Der var dog ingen formel perron i traditionel forstand; i stedet udgjorde en smal sti forbindelsen mellem Sønderport og stationspladsen, hvor passagerer steg af og på toget. Dette område fortsatte derefter forbi stationskroen og langs stiksporet, hvilket gav området en rustik og lokalt tilpasset karakter.

Efter Genforeningen i 1920 ændrede forholdene sig drastisk. Den danske overtagelse af banenettet betød nye prioriteringer og ændrede rejsemønstre. Trafikken faldt mærkbart, og Aabenraa Sønderport Holdeplads blev i praksis nedsat til et trinbræt uden læssespor. Funktionen som holdeplads blev derved reduceret til et stop uden særlige faciliteter, og kun persontrafik fandt sted, indtil hele amtsbanestrækningen blev nedlagt den 31. marts 1926.

Uenigheder om holdepladsens karakter og betydning

Allerede før banens åbning var der uenighed om, hvilken status Aabenraa Sønderport Holdeplads skulle have. Drøftelserne begyndte så tidligt som i 1896 mellem amtskredsen og Aabenraa byråd, uden at man kom frem til nogen entydig afgørelse. Den 28. april 1897 indgik kredsudvalget imidlertid en konkret aftale med købmand Lorenz Hansen i Aabenraa. Han forpligtede sig til at stille grund til rådighed uden vederlag, finansiere to mindre broer over Mølleåen samt opføre en kombineret gæstgivergård og billetsalgssted, mod at få koncession på udskænkning af alkoholiske drikke fra den nye bygning. Aftalen blev godkendt af kredsjernbanekommissionen, men indeholdt uklarheder, som skabte forvirring om billet- og godshåndteringsrettigheder.

Billetsalg og godstransport – en vedvarende kilde til konflikt

Direktør Kuhrt fra banens ledelse henvendte sig i juli 1898 til kredsjernbanekommissionen med spørgsmål om passagerers adgang og billetsalg. Det overraskende svar var, at passagerer måtte stige både af og på ved Sønderport, men at al billetsalg fortsat skulle ske fra hovedstationen. Da spørgsmålet om stykgods blev rejst, blev det præciseret, at sidesporet alene var til købmand Hansens eget brug, og at der ikke skulle håndteres gods for andre fra Sønderport.

Alligevel skiftede holdningen hurtigt, og kredsjernbanekommissionen besluttede, at Hansen skulle have billetsalget fra Sønderport, dog til samme priser som hovedstationen. Dette udløste en protest fra tre byrådsvalgte medlemmer af kredsdagen, som fandt beslutningen i strid med byens interesser og tidligere mundtlige aftaler. Et møde i kredsjernbanekommissionen den 14. december 1898 førte dog ikke til ændringer, idet kommissionen stod fast på, at der ikke forelå nogen bindende aftale, og at løftet til Hansen skulle opretholdes.

Opførelse af en beskeden stationsbygning

Midt i stridighederne opførte Lorenz Hansen den aftalte bygning – en beskeden stationskro på blot 10 x 8,7 meter. Bygningen rummede i stueplan to små restaurationslokaler á 5 x 4 meter, som skulle fungere som ventesale for henholdsvis 2. og 3. klasse. Derudover var der køkken, trapperum og en dagligstue til krofatteren, mens 1. salen husede to værelser i hver gavl. Bygningen var af gule mursten med sort skifertag og et relativt nøgternt udseende, bortset fra dekorative røde mursten over vinduerne og enkelte hjørnepilastre. Den arkitektoniske stil skilte sig ud fra den typiske preussiske pynt, og kunne nemt være fundet i en dansk provinsby.

Fra Hansen til Gulløve og videre – en broget ejerhistorik

Den 25. januar 1899 indgik Hansen en formel aftale med banemyndighederne om billetsalg og ekspedition af rejsegods, mod et årligt honorar på 400 mark. I første omgang var det Thomas Gulløve, en 50-årig medarbejder hos Hansen, som udførte arbejdet som stationsagent. Først den 28. maj 1900 fik Gulløve officielt koncessionen og overtog lejemålet af bygningen, som han senere også købte. I 1909 videresolgte han både bygning og agentur til en tysker ved navn Neubert, som slog ventesalene sammen og ændrede anvendelsen af de bagvedliggende rum. Herefter fulgte flere værter og ejere i en forholdsvis kort ejerskaber.

I 1911 overtog Schmidt gæstgiveriet, men han blev hurtigt upopulær blandt både rejsende og banens folk, og hans tid som vært blev betegnet som "sehr schlechte" (meget dårlig). Han blev snart afløst af Christian Madsen, hvis navn signalerede tilbagevenden til dansk dominans, men også han fik en kort karriere og døde blot to år efter overtagelsen.

Kvindernes æra på Aabenraa Sønderport

Efter Madsens død gik driften af gæstgiveriet videre til hans enke og senere til Marie Hansen og Mette Schmidt. Fra 1914 til 1926 blev Aabenraa Sønderport Holdeplads dermed drevet af kvinder. Trods de kvindelige værters indsats var forholdet til banen fortsat præget af gnidninger. I 1922 bad banebestyrelsen borgmester Fink om at sikre, at udskænkningsbevillingen fremover blev betinget af, at værten også varetog agenturet. Da banen ikke ejede bygningen, havde man svært ved at føre kontrol med driften, hvilket førte til klager fra passagerer, som banens ledelse ikke havde mulighed for at håndtere effektivt.

Trafiktal og konkurrence fra hovedstationen

I banens første leveår var Aabenraa Sønderport Holdeplads faktisk bedre besøgt end hovedstationen. Der var næsten dobbelt så mange rejsende, hvilket især skyldtes den tætte bebyggelse og det mere folkelige opland i byens sydlige del. Men denne situation ændrede sig markant over tid. Det kommercielle centrum i Aabenraa flyttede sig mod nord, og rejsende, især dem med destination mod Løgumklosterbanen, havde brug for at komme hele vejen til hovedstationen. I 1918/1919 var der kun 15.000 passagerer, som benyttede Sønderport, mens hele 78.000 brugte hovedstationen. Året efter var tallene 15.000 mod 69.000. Det fremgår, at Sønderports betydning var aftagende, og at infrastrukturen i stigende grad blev centreret omkring hovedstationen.

Nedlæggelsen og bygningens videre skæbne

Da Aabenraa Amts Jernbaner blev nedlagt den 31. marts 1926, ophørte også driften ved Aabenraa Sønderport Holdeplads. Gæstgiveriet blev nedlagt få år senere, og bygningen overgik herefter til privat boligformål. Blandt beboerne var bl.a. familien Gulløve, som havde en historisk tilknytning til stedet. I starten af 1970'erne stod bygningen dog tom og i stærkt forfald. Efter mange års forsømmelse blev den til sidst revet ned i 1975.

Området, hvor stationsbygningen lå, er i dag et lille grønt anlæg ved en sti, som følger det tidligere banelegeme. Kun få fysiske spor er tilbage, men lokalhistorien lever videre som en del af Aabenraas jernbanekulturelle arv.

Andre navne og stavemåderApenrade Süderthor, Süd Bahnhof
Byggeår1899
Åbnet1920
Nedlagt1926.03.31
Nedrevet1975
Højdeplacering over havet1,6 meter
GPS koordinater55.040360,9.419370


Billede af Aabenraa Sønderport Trinbræt, som lå til højre for træerne i midten af billedet.
Billede af Aabenraa Sønderport Trinbræt, som lå til højre for træerne i midten af billedet.
Fotograf: Jacob Laursen - Dato: den 5. oktober 2019
Download billede



Skelbæk Holdeplads (Slb) lå 2,0 km. fra første station.

Skælbæk Holdeplads med beliggenheden bag Posekær Teglværk

Skælbæk Holdeplads lå placeret umiddelbart bag Posekær Teglværk, omkring 200 meter fra hovedvejen, der forbinder Aabenraa med Flensborg. Placeringen var strategisk valgt tæt ved industri og landbrug, hvilket indledningsvis gav forhåbninger om en vis lokal betydning. Teglværker var i begyndelsen af det 20. århundrede vigtige lokale erhvervsvirksomheder, og det var derfor naturligt at forestille sig, at Skælbæk Holdeplads ville kunne tiltrække en betydelig trafik af både gods og passagerer. Imidlertid viste disse forhåbninger sig hurtigt at være overvurderede.

De første initiativer og Elise Jørgensens rolle

Allerede før åbningen af banen blev muligheden for at oprette en holdeplads ved Skælbæk diskuteret. Elise Jørgensen, en lokal beboer, anmodede tidligt om at få togene til at standse ved behov bag hendes ejendom. Banens ledelse var positivt indstillet, men stillede krav om, at Elise Jørgensen skulle etablere en offentlig tilgængelig sti henover sin ejendom og holde denne permanent åben for offentligheden samt afholde udgifterne til anlæg af en passende perron.

Frk. Jørgensen reagerede ikke på dette tilbud, hvorfor sagen lå stille i flere år. Det var først i 1908, at Elise Jørgensen, sammen med sin søster, atter tog initiativ og erklærede sig rede til at opfylde banens betingelser. Med dette gennembrud blev Skælbæk Holdeplads officielt åbnet den 1. oktober 1908. En perron blev opført, forsynet med et stopsignal, men ingen egentlig ventehal. Til gengæld stillede søstrene Jørgensen et værelse i deres ejendom til rådighed som venteværelse og et mindre rum til pakkegods.

En skuffende begyndelse for Skælbæk Holdeplads

Allerede i det første driftsår blev det tydeligt, at Skælbæk Holdeplads ikke ville opnå den ønskede succes. Selvom der blev registreret 1.363 afgående passagerer i det første år, faldt antallet dramatisk allerede året efter. Den begrænsede interesse skyldtes sandsynligvis den noget afsides placering og den manglende infrastruktur omkring holdepladsen, der aldrig blev ordentligt integreret med det øvrige transportnetværk.

I årene 1915-1917 blev passagertallet nærmest ubetydeligt med blot omkring 40 rejsende årligt. Denne markante nedgang understregede Skælbæk Holdeplads' marginale betydning i det lokale trafiksystem og viste tydeligt, at dens dage var talte.

Personlige omstændigheder og stridigheder

Frk. Elise Jørgensen døde i 1913, hvilket førte til en kritisk situation for holdepladsens fortsatte drift. Hendes søster følte sig ikke i stand til alene at videreføre opgaven som stationsagent, hvilket førte til en anbefaling fra banens driftsleder, Paap, om at nedlægge holdepladsen helt. Denne anbefaling blev dog mødt med vrede protester fra flere lokale beboere, som mente, at deres interesser blev negligeret af banens ledelse.

Protesterne førte til en skarp brevveksling, hvor driftsleder Paap leverede et yderst direkte og ifølge samtidige vurderinger "mildest talt uforskammet" svar på kritikken. På trods af den hårde tone lykkedes det at finde en midlertidig løsning, hvor den tilbageværende søster Jørgensen fortsatte billetsalget. Kort tid efter overtog teglværksejer Bös opgaven og bad i 1914 formelt om at modtage de nødvendige billetter.

Skælbæk Holdeplads i overgangstiden

Efter Genforeningen i 1920 og overgangen til dansk administration begyndte en generel gennemgang af stationsnettet. Driftsbestyreren foreslog på dette tidspunkt en nedlæggelse af Skælbæk Holdeplads, da passagergrundlaget var faldet til et absolut minimum, og holdepladsens driftsomkostninger langt oversteg dens reelle værdi. Til forskel fra tidligere førte dette forslag ikke til nye protester, og Skælbæk Holdeplads blev endegyldigt nedlagt uden videre diskussion eller modstand.

Infrastruktur og faciliteter på Skælbæk Holdeplads

Rent infrastrukturelt var Skælbæk Holdeplads ganske spartansk. Den bestod udelukkende af en lav jordperron med et simpelt stopsignal. Ingen formel ventehal blev nogensinde opført, og faciliteterne, der var til rådighed, var begrænset til det private venterum, der var stillet til rådighed af søstrene Jørgensen. Denne beskedne opsætning afspejlede tydeligt holdepladsens begrænsede ambitioner og økonomiske midler.

Manglen på en egentlig ventehal betød også, at passagererne måtte vente under forhold, der ikke altid var optimale, især under dårligt vejr. Dette blev næppe betragtet som attraktivt for potentielle rejsende, hvilket sandsynligvis bidrog til det lave passagertal og holdepladsens manglende popularitet.

Teglværkets rolle og lokal betydning

Posekær Teglværk, som lå i umiddelbar nærhed af Skælbæk Holdeplads, havde oprindeligt potentialet til at tilføre holdepladsen en betydelig gods- og persontrafik. Men trods teglværkets tilstedeværelse lykkedes det aldrig at skabe en væsentlig trafikal interesse. Muligheden for godstransport blev ikke udnyttet optimalt, da holdepladsen manglede faciliteter og kapacitet til at håndtere større godsmængder effektivt.

Det lokale erhvervsliv havde således en begrænset nytte af holdepladsen, som aldrig formåede at blive et logistisk knudepunkt eller en nævneværdig støtte til områdets industri. Dette afspejlede en generel tendens i perioden, hvor mindre holdepladser uden væsentlige investeringer ofte kom til kort overfor de større og bedre udstyrede stationer.

Andre navne og stavemåderSchelbek
Byggeår1908
Åbnet1908.10.01
Nedlagt1922.06.01
NedrevetNedrevet
StednavneforkortelseSlb
Højdeplacering over havet18,3 meter
GPS koordinater55.025635,9.419565


Billede af Skelbæk Holdeplads, som lå bag det, som i dag er Børneinstitutionen Posekær.
Billede af Skelbæk Holdeplads, som lå bag det, som i dag er Børneinstitutionen Posekær.
Fotograf: Jacob Laursen - Dato: den 5. oktober 2019
Download billede



Styrtom Stationskro lå 3,4 km. fra første station.

Styrtom Stationskros rolle i den sønderjyske jernbanehistorie

Styrtom Stationskro repræsenterer en stemningsfuld epoke i Sønderjyllands jernbanehistorie, hvor funktionelle bygninger og lokale samfundsbehov smeltede sammen. Den lille station med tilhørende kro var placeret cirka 100 meter sydvest for hovedvejen mellem Aabenraa og Flensborg og havde en særlig beliggenhed vest for den gamle sognevej, der førte op mod Stubbeck over de nærliggende bakker. Banen passerede i sin tid gennem baghaven til det gamle traktørsted Styrtom, og netop her blev der anlagt en jordperron med et tilhørende læssespor. Perronen var forbundet til hovedbygningen med en sti, som gik forbi et udhus og videre op mod kroens hovedindgang, cirka 40 meter væk fra selve sporområdet. Læssesporet, der lå foran perronen, målte 30 meter og anvendtes primært til mindre godsmængder.

Arkitektur og funktion: En harmonisk helhed

Stationskroen, som vendte sin facade mod hovedvejen, var en langstrakt og teglhængt længe, smagfuldt udført med en midtstillet frontispice og en træveranda. Denne arkitektoniske stil var ganske typisk for perioden og signalerede på én gang både funktion og gæstfrihed. Det var almindeligt, at mindre stationer og holdepladser i landområder blev knyttet til eksisterende kroer, som kunne påtage sig opgaver som billetsalg og ekspedition af gods. I dette tilfælde var det gæstgiver Sauerber, der som kroejer overtog opgaven som stationsagent. Han varetog dette hverv indtil banens endelige nedlæggelse, og efterfølgende fortsatte krodriften frem til 1932.

Stationskroens placering og opland

Stationens nærmeste opland bestod af den ubetydelige bebyggelse omkring selve stedet Styrtom. Mod vest lå Årup Skov og mod syd strakte Stubbæk Skov sig som en naturlig grænse for trafikal udvikling. På grund af den geografiske placering og skovområdernes afgrænsning havde stationen aldrig mulighed for at tiltrække et større opland. Selvom den i begyndelsen havde en vis trafik af udflugtsrejsende fra Aabenraa, især på søndage og i sommermånederne, forblev den samlede trafikale betydning meget begrænset.

Trafiktal og tilbagegang

I årene lige efter åbningen var der stadig en vis aktivitet. Antallet af afgående rejsende var i de første år cirka 2.000 årligt, hvilket kunne betegnes som beskedent men acceptabelt i forhold til stationens størrelse og opland. Dog viste tallene en kraftig nedadgående tendens allerede inden tiåret var omme. I driftsåret 1909/1910 var antallet af rejsende reduceret til blot 400, et fald på over 80 %. Dette skyldtes primært to forhold: Dels den korte afstand til Aabenraa, som i stigende grad tiltrak de rejsende, og dels fremkomsten af andre og mere fleksible transportmidler, især cykler, som i denne periode fik bred udbredelse på landet.

Forsøg på nedlæggelse og sognerådets protester

Driftsbestyreren for banen foreslog allerede i 1921 at nedlægge stationen, idet passagergrundlaget var så ringe, at fortsat drift ikke kunne forsvares økonomisk. Bestyrelsen tilsluttede sig forslaget, og det blev besluttet at lukke stationen med virkning fra den 1. juni 1922. Dette skete trods et andragende fra Ensted Sogneråd, som ønskede stationen bevaret. Dette ønske blev afvist, ligesom en senere henvendelse om genoprettelse af stationen blev afslået. Dog vendte sagen tilbage i foråret 1923, da Ensted Sogneråd meddelte, at man ikke længere ville betale sin andel af banens underskud, medmindre stationen blev genåbnet. Denne melding tvang banen til i det mindste at acceptere en midlertidig genåbning i de tre sommermåneder fra juni til august 1923. Det skete med forudsætning om, at sognerådet samtidig ville dække sin del af banens underskud. Trods genåbningen udeblev succesen, og stationen synes ikke at have været i drift de efterfølgende år.

Godstrafikken og læssesporet

Godstrafikken ved Styrtom Stationskro var aldrig betydelig. I det bedste af årene blev der afsendt 162 tons gods, hvilket næppe var tilstrækkeligt til at forsvare det eksisterende læssespor. Allerede i 1913/1914 var mængden faldet til blot 2 tons afsendt gods. Efter genforeningen og overgangen til dansk forvaltning blev der ikke registreret nogen form for godstransport over stationen. Det er tydeligt, at stationens beliggenhed og manglende opland havde betydelig indflydelse på dens ringe erhvervsmæssige potentiale.

Lokalhistorisk betydning og sammenhæng med Styrtom

Styrtom som lokalitet har en lang historie og var tidligere kendt som et landbrugsmæssigt sted. At lade banen passere gennem baghaven og samtidig etablere en station i umiddelbar nærhed af ejendommen var både praktisk og historisk betinget. Det lå i tidens ånd, at lokale interessenter kunne drage nytte af jernbanens fremkomst, men det krævede også en vis grad af engagement og samarbejde, eksempelvis i form af at stille arealer og faciliteter til rådighed.

Krodrift og stationsfunktion i samspil

Stationskroen i Styrtom er et godt eksempel på, hvordan jernbanens tilstedeværelse kunne kombineres med eksisterende bygninger og institutioner. Krodriften supplerede stationens behov for billetsalg, og passagererne kunne finde ly og forplejning i venteperioden. Den nydelige teglhængte bygning med træveranda signalerede både landlig idyl og funktionel infrastruktur. Men som udviklingen viste, var denne kombination ikke tilstrækkelig til at sikre overlevelse for hverken station eller kro. Trods kroens fortsatte drift efter banens lukning, blev også denne nedlagt i 1932.

Andre navne og stavemåderStörtum, Styrt-om
Byggeår1899
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1922.06.01
NedrevetNedrevet
AdresseStyrtom Skovvej 12, 6200 Aabenraa
Højdeplacering over havet17,7 meter
GPS koordinater55.019775,9.430193


Billede af Styrtom Stationskro, stien, der på billedet forløber skråt frem mod bygningen, er anlagt på banens trace.
Billede af Styrtom Stationskro, stien, der på billedet forløber skråt frem mod bygningen, er anlagt på banens trace.
Fotograf: Det Kgl. Bibliotek, Sylvest Jensen Luftfoto - Dato: 1949 - LINK til kilde.


Noter til: Billede af Styrtom Stationskro, stien, der på billedet forløber skråt frem mod bygningen, er anlagt på banens trace.

Titel:- 1949 -
Sted:Danmark, Jylland, Styrtom
Vejnavn:Styrtom Skovvej
Husnummer:12
Postnummer:6200
By:Aabenraa
Ophav:Sylvest Jensen Luftfoto
År:1949

Id:L03662_009.tif




Stubbæk Stationskro lå 5,3 km. fra første station.

Stubbæk Trinbræt lå vedStubbæk Stationskro og dens rolle i Aabenraa Amts Jernbaner

Stubbæk Stationskro udspillede en rolle i det lille stationsmiljø ved Aabenraa Amts Jernbaners strækning mod nord, beliggende få kilometer uden for Aabenraa by, hvor den smalsporede bane krydsede den vigtige landevej mod Flensborg. Stoppestedet Stubbæk Stationskro eller nærmere Stubbæk Station, lå ved Lundsbjerg kro, men man valgte dog navnet Stubbæk fra den nærliggende landsby til navngivning af stoppestedet. Kroen, som havde en markant beliggenhed umiddelbart over for stationens perron, spillede ikke alene en væsentlig rolle i driften som billetsalgssted og samlingspunkt for rejsende, men var også vidne til de store forandringer, som jernbanetrafikken og infrastrukturen gennemgik i Sønderjylland i begyndelsen af det 20. århundrede.

Kombinationen af jernbanestation og kro var en klassisk sydjysk løsning, hvor jernbanefunktion og gæstgiveri gik hånd i hånd. I Stubbæk tilfaldt denne opgave C. P. Woye, den oprindelige gæstgiver, som ved banens åbning i 1899 blev stationsagent. Det var almindeligt praksis på mange amtsbanestrækninger at lade kroejere eller andre beboere med passende beliggenhed varetage stationsfunktionen, hvilket sparede jernbaneselskabet for udgifter til særskilte stationsbygninger og personale.

Stationens geografiske placering og anlægsforhold

Stubbæk Station lå strategisk placeret på begge sider af hovedvejen mellem Aabenraa og Flensborg. Øst for landevejen lå selve perronen, hvor togene standsede, mens stationskro og læssespor fandtes mod vest. Det 30 meter lange læssespor blev senere suppleret med et trævarehus, som blev opført på initiativ af stationsagenten, og hvortil der også blev etableret en tilkørselsvej.

Kroens placering lige over for perronen sikrede let adgang for passagerer og var samtidig praktisk for godshåndtering, som i denne periode i høj grad var præget af landbrugsprodukter, tørv og tømmer. Stationens nære placering til landsbyen Stubbæk, blot én kilometer mod sydvest, gjorde den til et naturligt trafikknudepunkt for lokalbefolkningen, selvom den fysiske afstand til både landsbyen og Aabenraa by gjorde stationen sårbar over for konkurrerende transportformer som cykler og senere rutebiler.

Kroens udvikling og arkitektoniske karakteristika

Ved banens åbning i 1899 var krobygningen en traditionel, lav sydjysk længe med halvvalmet stråtag. Denne blev hurtigt moderniseret, idet hovedbygningen kort efter blev udstyret med fast tag – en nødvendig forbedring både på grund af komfort og brandsikring. Vognporten, som lå mod nord og ligeledes var stråtækt, blev dog bevaret i sin oprindelige form.

Et markant arkitektonisk træk ved kroen var den firefags enderisalit, der blev tilføjet i bygningens sydlige ende. Denne gav huset en vis symmetri og pondus, hvilket harmonerede med dens funktion som både kro og stationsbygning. Ud mod vejen blev der opført en stor træveranda, som tjente som ventesal i godt vejr og understregede bygningens offentlige karakter.

C. P. Woye døde i 1904, hvorefter hans hustru videreførte kroen og fungerede som stationsagent frem til 1906. Herefter blev både kro og station forpagtet ud til mejerist J. Pfeiffer, der varetog hvervet frem til banens nedlæggelse i 1926. Denne form for kontinuitet i driften var kendetegnende for mange af Aabenraa Amtsbaners stationer og medvirkede til en vis stabilitet i lokalsamfundet.

Passagertrafik og udvikling før og efter Første Verdenskrig

I årene frem mod Første Verdenskrig oplevede Stubbæk Station en moderat, men stabil passagertrafik. Det samlede antal rejsende – både ankommende og afgående – lå årligt på omkring 15.000 personer. Dette vidner om, at stationen havde en vis betydning for områdets beboere, især for skolebørn, handlende og håndværkere, som brugte banen til rejser til og fra Aabenraa.

Under og efter Første Verdenskrig skete der imidlertid et markant fald i passagertallet. Antallet af rejsende faldt til omkring 6.000–7.000 om året. Dette skyldtes flere faktorer. For det første blev banedriften generelt forringet under krigen, både pga. mangel på brændstof og materiel. For det andet begyndte konkurrencen fra de nye rutebiler at bide sig fast, og for det tredje gjorde jernbanens placering – især den relativt lange afstand fra selve landsbyen Stubbæk – stationen mindre attraktiv for daglige pendlere.

Godstransport og trafikmønstre

Godstrafikken ved Stubbæk Station var i de fleste år beskeden og udgjorde typisk mellem 200 og 400 tons årligt. I enkelte år steg mængden betragteligt, særligt under krigen, hvor der i ét år blev transporteret 1.000 tons og i et andet hele 2.000 tons, hovedsageligt tørv og tømmer til forsyning af Aabenraa og det omliggende opland.

Denne midlertidige stigning i godstransporten var ikke tilstrækkelig til at sikre stationens økonomiske grundlag. I modsætning til nogle af de større stationer på strækningen, hvor der fandtes landbrugsvirksomheder eller industri, forblev Stubbæk en primært personbåret station, hvilket gjorde den sårbar i en tid, hvor godstransport blev en stadig vigtigere del af jernbanernes indtjening.

Stationskroens betydning i det lokale samfund

Stubbæk Stationskro fungerede som meget mere end blot billetsalgssted. Den var et socialt samlingspunkt for både rejsende og lokale. Her kunne man få sig et måltid, vente på toget, høre nyt fra byen eller blot tage et hvil på verandaen med udsigt til hovedvejen og jernbanesporene.

Kroens rolle som både gæstgiveri og jernbanestation gjorde den til en institution i lokalsamfundet. Det var her man diskuterede priserne på korn og smør, her landmænd og mælkekuske gjorde stop, og herfra at børnene tog toget til skole i Aabenraa.

Efter banens nedlæggelse i 1926 fortsatte krodriften, og bygningen eksisterer i mange år frem, dog stærkt ombygget, men er dog nu nedrevet.

Nedlæggelse og eftertid

Aabenraa Amts Jernbaner blev nedlagt med virkning fra den 31. marts 1926, og dermed ophørte al drift ved Stubbæk Station. Den faldende passagertrafik, konkurrencen fra rutebilerne og ændrede transportmønstre havde gjort driften urentabel. I lighed med mange andre stationer blev det ikke fundet økonomisk forsvarligt at opretholde trafikken.

Andre navne og stavemåderStübbek, Haltestelle Stübbek
Byggeår1899
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1926.03.31
NedrevetNedrevet
Højdeplacering over havet52,1 meter
GPS koordinater55.005296,9.441943


Billede af Stubbæk Stationskro.
Billede af Stubbæk Stationskro. Prioriteret materiale Prioriteret materiale Prioriteret materiale
Fotograf: Det Kgl. Bibliotek, Sylvest Jensen Luftfoto - Dato: 1957 - LINK til kilde.


Noter til: Billede af Stubbæk Stationskro.

Titel: - 1957 - Lundsbjerg Kro
Person: Bygningsnavn: Lundsbjerg Kro
Sted: Danmark, Jylland, Lundsbjerg
Vejnavn: Flensborgvej
Husnummer: 260
Lokalitet: Lundsbjerg
Postnummer: 6200
By: Aabenraa
Sogn: Ensted
Matrikelnummer: Ophav: Sylvest Jensen Luftfoto
År: 1957
Note: Id: H09689_033.tif




Sønder Hostrup Stationskro lå 7,6 km. fra første station.

Sønder Hostrup Stationskro og dens rolle i den sønderjyske jernbanehistorie

Sønder Hostrup Stationskro havde en interessant rolle omkring Aabenraa-Gråsten-strækningen og tjente både som station og gæstgiveri i landsbyen Sønder Hostrup. Dens beliggenhed, historie og funktion afspejler den nære sammenhæng mellem lokal transport, det rurale samfund og det traditionsrige gæstgiveri i Sønderjylland. Med en placering lige syd for landevejen mellem Aabenraa og Sønderborg, og omtrent én kilometer øst for dens afstikker fra hovedvejen Aabenraa-Flensborg, var stationskroen ideelt beliggende i hjertet af sit opland, som bestod af omkring 25–30 gårde og boliger.

Anlæg og drift af Sønder Hostrup Holdeplads

Stationsterrænet blev anlagt i en trekant mellem to mindre veje umiddelbart syd for den eksisterende kro. Gæstgiver Johannes Andreas Hansen stillede kvit og frit det nødvendige areal til rådighed for jernbanen og påtog sig samtidig hvervet som stationsagent. Han stillede også to ventesale til rådighed, hvilket gjorde kroen til et vigtigt lokalt knudepunkt, både for rejsende og lokale beboere.

Perronen var overdækket af store træer fra kroens have og tilgængelig via en asfalteret gangsti. I den østlige ende af perronen lå et stort varehus af træ, også opført af Hansen. Sporarealet omfattede et 65 meter langt omløbsspor og et 44 meter langt læssespor, sidstnævnte placeret langs varehuset.

Bygningsmæssige kendetegn og udvikling

Ved åbningen var kroen en imponerende og smuk bygning, karakteriseret ved stråtag, kraftig midterrisalit og vognport i den vestlige ende. Bygningen eksisterer stadig i stærkt ombygget form. Den er senere forsynet med hårdt tag, veranda mod vejen og en salsbygning ved den østlige gavl. Hotelvirksomheden fortsætter den dag i dag under navnet Christie's Sdr. Hostrup Kro, og kroens udvikling vidner om en vedvarende tilpasning til tidens krav.

Familieejerskab og stabil drift

Johannes Hansen bestyrede kroen og stationen indtil sin død i 1913, hvorefter sønnen Mathias Hansen overtog. I 1919 blev kroen solgt til Johannes Christensen, som drev både kro og stationsfunktion frem til banens nedlæggelse. Det bemærkelsesværdige ved Sønder Hostrup Stationskro var den vedholdende stabilitet og orden i driften. Der foreligger kun få omtaler af stedet i banens arkiver, hvilket tyder på en gnidningsfri drift i modsætning til visse andre stationer på strækningen.

Persontrafik og dens betydning

I tysk tid havde stationen en relativt betydelig persontrafik med 14.000–15.000 rejsende årligt. I dansk tid faldt tallet til omkring 6.000–7.000 årligt, hvilket især skyldtes fremkomsten af rutebiler på hovedvejene og den deraf følgende konkurrence. Trods faldende tal fortsatte stationen med at spille en vigtig rolle for lokalbefolkningen.

Godstransport ved stationen

Godstrafikken ved Sønder Hostrup var betydelig sammenlignet med mange andre mindre stationer. I tysk tid lå den årlige mængde på cirka 400 tons, mens den i dansk tid steg til næsten 600 tons. Denne udvikling viser, at selv en mindre landstation kunne have en vigtig funktion i det lokale erhvervsliv, især i forbindelse med landbrugsprodukter og brændsel.

Kroens oprindelse og betydning som samlingspunkt

Sønder Hostrup Kro har rødder tilbage til den danske gæstgiverforordning fra 1695, ofte kaldet Gæstgiveriets Grundlov. Under Kong Christian den V blev der fastsat rammer for, hvordan offentlige herberger skulle fungere. Kroen var, som mange andre i Sønderjylland, ikke blot et sted for forplejning, men et vigtigt socialt samlingspunkt.

Historisk set kombinerede kroen en lang række funktioner: gæstgiveri, købmandsgård, landhandel og endda landbrug. Den fungerede derfor i høj grad som landsbyens nervecenter. Kromanden havde utallige funktioner – og blandt disse kom også rollen som stationsforstander i en periode.

Genforeningen og familie Christensen

Kroens nyere historie begyndte i 1920, da Johann og Marie Christensen overtog stedet samtidig med Sønderjyllands genforening med Danmark. For familien blev kroen et livsværk. De fejrede i praksis dobbelt jubilæum sammen med hele landsdelen, og kroen blev et naturligt midtpunkt for genforeningsfester og nationale begivenheder.

Under én af disse fester brød gulvet i festsalen sammen, og præsten, der talte, udbrød: "Det er Herren, der kalder!" hvortil en gæst tørt replicerede: "Det er kromandens gulv, der er råddent, for nu sidder jeg i kælderen!"

Kroens videreførelse og modernisering

Efter første generation fulgte anden og tredje generation, dog uden direkte engagement i restaurationsbranchen. I 1943 flyttede sønnen Hans Christensen til Esbjerg og begyndte en karriere i transportbranchen. Købmandshandlen og landbruget blev afhændet, og fokus blev rettet mod udviklingen af selve kroen. Hans Christensen havde en særlig tilknytning til stedet, da han både var født og døbt der.

Ombygninger og udvidelser blev igangsat og i 1997 fandt en større restaurering og nyindretning sted. Kroens arkitektur og faciliteter blev tilpasset moderne behov, samtidig med at man bevarede den historiske atmosfære.

Fra historisk kro til moderne hotel og spisested

I december 2013 overtog Janus Kjærgaard Petersen og Torben Skaarup Haugen forpagtningen af kroen. Halvandet år senere købte de stedet. I januar 2024 blev Janus eneejer, da Torben valgte at lade sig købe ud. Under deres ledelse blev kroen videreudviklet som både hotel og gourmetrestaurant, med fokus på det ypperste inden for moderne krodrift.

Kroen bevarer sin rolle som samlingspunkt, nu med faciliteter til både selskaber, overnatning og gastronomi på højt niveau. 

Andre navne og stavemåderSüder-Hostrup, Sønder-Hostrup, Sdr. Hostrup
Byggeår1899
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1926.03.31
NedrevetEksisterer stadig
AdresseSønder Hostrup Østergade 21, 6200 Aabenraa
Højdeplacering over havet45,1 meter
GPS koordinater54.986326,9.449144


Billede af Sønder Hostrup Stationskro.
Billede af Sønder Hostrup Stationskro.
Fotograf: Jacob Laursen - Dato: den 5. oktober 2019
Download billede



Nørballe Trinbræt lå 9,9 km. fra første station.

Nørballe Trinbræt – en kortlivet holdeplads på den sønderjyske bane

Nørballe Trinbræt var en mindre holdeplads på den sønderjyske jernbanestrækning mellem Aabenraa og Gråsten. Holdepladsen blev anlagt og taget i brug den 1. april 1904, efter at et samlet opland på 24 beboere indgav ansøgning herom i februar samme år. Beliggenheden var beskeden – en perron med en jernbanelygte ved en markvej umiddelbart syd for den daværende hovedvej mellem Aabenraa og Sønderborg, hvilket gjorde trinbrættet tilgængeligt, men ikke prangende.

Trinbrættet betjente først og fremmest den nærliggende landbebyggelse, som bestod af omtrent ti gårde og huse. Det var ikke en egentlig station med ventesal, bygninger eller bemanding fra banen, men snarere en lokal løsning båret af frivillig opbakning fra lokalbefolkningen, en model der også blev set andre steder på de danske privatbaner og i grænseegnene før og efter genforeningen i 1920.

Initiativtagere og drift i de første år

To lokale gårdejere, Thaysen og Jepsen, var blandt de 24 underskrivere af ansøgningen til banen om oprettelse af trinbrættet. De påtog sig også det praktiske hverv med billetsalg, uden at modtage betaling. Gårdejer Thaysen stillede tilmed et værelse i sin egen ejendom til rådighed som ventesal for de rejsende. Ordningen var både pragmatisk og økonomisk fordelagtig for banen, som ikke skulle afholde omkostninger til personale, bygninger eller vedligehold.

Oprettelsen af Nørballe Trinbræt blev således et godt eksempel på den lokale initiativkraft, der ofte gjorde det muligt at etablere jernbanebetjening selv i ganske små samfund. For de to gårdejere var det en klar fordel at få adgang til jernbanens forbindelser – både for persontransport og i håbet om at styrke egne muligheder for afsætning af landbrugsvarer.

Ændringer i betjeningen og stigende utilfredshed

I 1909 blev der skiftet ejer på Thaysens gård, og billetsalget samt den frivillige stationsbetjening måtte derfor overgå til nye hænder. Faderen til den nye ejer påtog sig opgaven sammen med Jepsen. De foreslog begge beskedent, at de i det mindste burde få et frikort til banen som tak for deres ulejlighed, men dette blev afslået af baneledelsen, der fastholdt, at holdepladsen hovedsageligt var oprettet af hensyn til netop disse to gårdejere.

Afslaget vakte ingen stor modstand, og både billetsalg og billetkontrol blev fortsat varetaget uden vederlag. Det viste sig dog hurtigt, at motivationen for at udføre denne funktion kunne være svingende. Allerede efter få uger blev billetsalget for meget for den nye ejer af Thaysens gård, og opgaven måtte i stedet overtages af en nærliggende bygmester, som arbejdede sammen med Jepsen om driften.

Fra 1919 var det gårdejer Jepsen alene, der stod for billetsalget. Trinbrættet havde på dette tidspunkt eksisteret i 15 år, og der var ikke sket nogen væsentlige forbedringer eller ændringer i faciliteterne. Det stod efterhånden klart, at rejsende i området i stigende grad søgte andre transportformer.

Trafik og billetstatistik

Nørballe Trinbræt blev aldrig nogen trafikal succes. Trods de optimistiske forhåbninger i 1904 og den lokale opbakning, nåede antallet af solgte billetter aldrig op over 1.000 på årsbasis. I banens trafikår 1919/1920 var antallet nede på blot 400 rejsende, hvilket understregede, at grundlaget for fortsat drift var ved at forsvinde.

Antallet af passagerer kan også ses i sammenhæng med den generelle udvikling i landdistrikterne. Bilen og senere rutebilen vandt indpas og udfordrede banernes position. I takt med forbedringer af vejnettet og øget privat bilisme, blev det mere bekvemt for mange at vælge hjul frem for skinner. Dertil kom, at trinbrættets placering ved en markvej uden nævneværdige faciliteter næppe indbød til stor brug af toget.

Nedlæggelsen i 1921

Ved de landsdækkende rationaliseringer i jernbanedriften i begyndelsen af 1920'erne, blev der i 1921 foretaget en gennemgribende revision af ekspeditionsstederne på mange af de sønderjyske banestrækninger. Det var en økonomisk nødvendighed, drevet af lav passagerindtægt og høje driftsudgifter i kølvandet på den første verdenskrig og de omkostninger, der var forbundet med genforeningen.

Nørballe Trinbræt var et af de steder, der blev vurderet som overflødige. Den 31. marts 1921 blev trinbrættet officielt nedlagt. Nedlæggelsen skete uden protester fra lokalbefolkningen, hvilket muligvis skyldtes, at behovet for holdepladsen reelt var bortfaldet, og at beboerne i stigende grad benyttede alternative transportformer. Den manglende reaktion kan også tolkes som et udtryk for resignation over for udviklingen – eller som et tegn på, at trinbrættet aldrig for alvor var blevet integreret som en nødvendighed i dagligdagen.

Andre navne og stavemåderNordballig, Nørreballe
Byggeår1904
Åbnet1904.05.01
Nedlagt1921.03.31
NedrevetNedrevet
Højdeplacering over havet47,1 meter
GPS koordinater54.981147,9.482484


Billede af Nørballe Trinbræt, som var placeret ved skraldespanden lige over midten af billedet.
Billede af Nørballe Trinbræt, som var placeret ved skraldespanden lige over midten af billedet.
Fotograf: Jacob Laursen - Dato: den 5. oktober 2019
Download billede



Felsted Stationskro lå 11,0 km. fra første station.

Felsted Stationskro – et omdrejningspunkt for jernbanen og lokalsamfundet

Felsted Stationskro havde en særlig betydning for den lille landsby Felsted, der i tysk tid var en kirkelandsby med lidt over 400 indbyggere. Kroen blev et naturligt midtpunkt i byens trafik- og samfundsstruktur, idet den kom til at fungere som trinbræt og ekspeditionssted på banen mellem Aabenraa og Gråsten. Beliggenheden i det nordvestlige hjørne af byen, med kort afstand til både amtslandeveje og sogneveje, gjorde stationen til et trafikalt knudepunkt i det sydøstlige Sønderjylland. Gæstgivergården havde allerede eksisteret inden banen blev anlagt, men dens rolle ændrede sig markant, da jernbanen blev ført til området i slutningen af 1800-tallet.

Landsbyens geografi og det jernbanemæssige opland

Felsted var i slutningen af 1800-tallet en driftig landsby med flere gæstgivergårde, skole, butikker og småerhverv. Byen lå strategisk placeret ved flere vigtige vejforbindelser. Mod nord gik sogneveje til Felstedmark og Skovbølgård, mens man mod øst kunne rejse til Traasbøl og Tumbøl. Sydpå forbandt vejene byen med Kværs og igen Traasbøl, mens vestgående veje førte til Kliplev. Det gjorde byen og stationsområdet attraktivt for både rejsende og godstransport. Stationsområdet fik en betydelig rolle i betjeningen af dette store opland, både hvad angik passagerer og gods.

Stationens opbygning og sporforløb

Stationsterrænet ved Felsted blev etableret med et omløbsspor og et læssespor, begge på 62 meter, beliggende vest for landevejen. Øst for landevejen fandtes et kortere læssespor på 11 meter, og her lå også den 40 meter lange jordperron. Trinbrættet var placeret direkte ved Felsted Stationskro, og sporet løb nord for kroens rejsestald. Perronen var spartansk men funktionel – forsynet med en flagstang, en lygte og et mindre varehus i træ, som tilhørte stationsværten. Et større muret varehus blev anlagt ved det lange læssespor og eksisterede mange årtier efter banens nedlæggelse. Varehuset havde to lokummer, hvilket var standard for ekspeditionssteder med høj aktivitet. Endelig blev der ført et 32 meter langt sidespor ud mod mejeriet, hvilket tydeligt illustrerer stationens betydning som lokal godscentral.

Stationskroen som jernbanens forpost

Felsted Stationskro var i forvejen en etableret gæstgivergård, da banen blev anlagt. Det var den nordligste af tre gæstgivergårde i byen, og den lå på sydsiden af landevejen, skråt overfor perronen. Selve gæstgivergården var oprindeligt en lang, lav stråtækt hovedbygning med tilhørende vognport, også stråtækt, og placeret mindre end 10 meter fra jernbanesporet. I forbindelse med, at der blev opført en midterrisalit på hovedbygningen, blev taget skiftet til hårdt tag af hensyn til brandfare – mens vognporten på forunderlig vis forblev med stråtag, trods den umiddelbare risiko ved jernbanens nærhed med gnister fra damplokomotiverne.

Kontrakt med Heinrich Nicolai Frees og driftens opstart

Ved banens åbning i 1898 indgik man kontrakt med gæstgiver Heinrich Nicolai Frees på de gængse vilkår for stationskroer. For et årligt vederlag på 50 mark skulle han passe billetsalg og rejsegodsekspedition samt stille to lokaler til rådighed for ekspeditionen. Denne model, hvor stationens drift blev lagt i hænderne på en lokal kroejer, var udbredt i datidens landbanenet, og gjorde det muligt at etablere standsningssteder uden at anlægge egentlige stationsbygninger. Heinrich Nicolai Frees varetog opgaven frem til 1911, hvor sygdom tvang ham til at trække sig. En slægtning overtog midlertidigt, inden ejendommen i 1912 blev solgt til landmand Lorenz Thomsen fra Nybøl.

Første verdenskrigs konsekvenser og ændringer i driften

Den nye ejer, Lorenz Thomsen, overtog en ejendom og forretning, som på grund af verdenskrigen snart kom under pres. En stor del af personalet ved kro og ekspedition blev indkaldt til hæren, og Thomsen måtte selv træde til for at opretholde driften. I 1918 blev han selv indkaldt til militærtjeneste, men undgik at møde, da jernbanen søgte dispensation for ham, idet han blev betragtet som uundværlig for den fortsatte drift. Dette viser stationens betydning i lokalområdet – og de personlige ofre, der blev gjort for at opretholde forbindelserne i en tid med krig og mangel på arbejdskraft.

Ny ejer og videre drift frem til nedlæggelsen

Efter krigens afslutning solgte Lorenz Thomsen ejendommen til Hans Damm, der overtog både gæstgiveri og stationsdrift. Han varetog forretningerne helt frem til banens nedlæggelse. Det er værd at bemærke, at gæstgivergården fortsatte som aktiv virksomhed frem til 1965, længe efter banens ophør. Bygningen eksisterer endnu og fremstår næsten som den gjorde i sin aktive tid.

Trafikmæssig betydning og godsmængder

Felsted Station var blandt de mest trafikerede på strækningen. I hele banens levetid blev der årligt registreret op mod 30.000 rejsende, både afgående og ankommende, hvilket er et imponerende antal for en landsby af den størrelse. Hertil kom betydelige mængder gods. Allerede i det første driftsår blev der transporteret 1.706 tons grus fra stationen, og i driftsåret 1924/1925 blev der registreret hele 2.999 tons ankommende og afgående gods og disse tal er meget imponerende for en amtsbanestation.

Infrastrukturens integration med lokalsamfundet

Felsted Stationskro var i kraft af dens sammensmeltede funktion med til at integrere jernbanen i det lokale liv på en helt særlig måde. Gæstgivergården fungerede ikke blot som kro, men som kommunikationscenter, billetsalg, postudvekslingssted og socialt samlingspunkt. Kroens centrale placering og nærhed til jernbanen betød, at lyden af tog og summen af rejsende blev en del af hverdagen – og landsbyens identitet.

Andre navne og stavemåderFeldstedt
Byggeår1843
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1926.03.31
NedrevetEksisterer stadig
AdresseGråstenvej 12, 6200 Aabenraa
Højdeplacering over havet47,2 meter
GPS koordinater54.979846,9.497424


Billede af Felsted Stationskro.
Billede af Felsted Stationskro.
Fotograf: Jacob Laursen - Dato: den 5. oktober 2019
Download billede



Tumbøl Stationskro lå 12,8 km. fra første station.

Tumbøl Stationskro – et lokalt jernbaneknudepunkt i det sydøstlige Sønderjylland

Tumbøl Stationskro lå ved en beskeden men strategisk vigtig øst-vestgående sognevej, der forbandt to andre veje og samtidig udgjorde rygraden i det lokale vejnet mellem landsbyens østlige og vestlige ende og den gennemgående hovedvej mellem Aabenraa og Sønderborg. Denne placering gjorde kroen til et oplagt sted at etablere en station, da banen blev anlagt. Byens geografiske spredning og befolkningens behov for transport og adgang til handel og kommunikation gjorde Tumbøl til en væsentlig lokalitet på jernbanenettet i området.

Geografisk placering og lokal infrastruktur

Tumbøl lå omkring en kilometer syd for stationskroen og var kendetegnet ved sin landlige karakter med kro, skole, smedje samt 20–30 huse og gårde. Selve stationsområdet ved den tværgående sognevej rummede allerede før jernbanens ankomst en ældre kro fra 1862, et mejeri, tre gårde og flere huse, herunder en købmandshandel blot 200 meter mod øst. Sognevejens placering mellem landsbyens øst- og vestende skabte naturlige forbindelser til hovedvejen, hvilket gjorde det muligt at betjene et større omland og tiltrække både rejsende og transport af varer.

Banen fulgte først nordsiden af vejen, krydsede denne, løb 800 meter på sydsiden og krydsede derefter igen tilbage til nordsiden, inden den svingede nordpå mod Slyngsten. Det var netop syd for vejen, tæt ved kroen, at selve trinbrættet blev anlagt – i et område med naturligt flow af varer og mennesker.

Stationens udformning og faciliteter

Trinbrættet blev placeret på sydsiden af vejen, direkte overfor kroen. Her anlagdes en jordperron, som fra starten blev forsynet med bænk, lygte og stationsskilt – faciliteter som var standard for amtsbanerne. I dansk tid kom der dog en mindre klædelig tilføjelse i form af en stor reklametavle til opsætning af plakater, hvilket blev opfattet som visuelt forstyrrende.

Vest for perronen byggede kroejeren et solidt muret varehus med tilbyggede retirader. Varehuset blev et centralt element i stationens funktion, særligt i forbindelse med transport til og fra det nærliggende mejeri. Ud for varehuset etableredes et 120 meter langt omløbsspor, hvorfra der udgik et 60 meter langt læssespor, netop med henblik på mejeriets beliggenhed overfor.

Kroen selv var oprindeligt en lang og lav længe med stråtag, opført i 1862, med rejsestald mod øst og tilhørende landbrugsbygninger på nordsiden. I dag er bygningen fortsat genkendelig, selvom den er blevet moderniseret med hårdt tag og visse ombygninger.

Den første gæstgiver og samarbejdet med banen

Det var gæstgiver Jens Peter Christensen, der indgik den oprindelige kontrakt med banen om at fungere som stationsagent. For en årlig betaling på 50 mark skulle han varetage billetsalg og ekspedition af rejsende og gods. Denne form for samarbejde mellem jernbane og kro var typisk for datidens landbaner og muliggjorde oprettelse af stationer uden store anlægsudgifter.

Jens Peter Christensen bestred opgaven indtil sin død den 27. september 1911. Herefter overtog hans enke, Christine Christensen, hvervet som agent og fortsatte i ti år, indtil hun døde i 1921. Sønnen Christian arvede kroen, men ønskede ikke at fortsætte samarbejdet under de tidligere betingelser. Han opsagde kontrakten med banen pr. 1. maj 1922, men indgik allerede 10. maj samme år en ny aftale – denne gang til en væsentlig højere årlig godtgørelse på 400 kr.

Efterfølgende ejere og uformelle aktører

I 1925 solgte Christian Christensen kroen til gårdejer Christian Iversen, som videreførte både kroen og stationsforretningen. Men det var en nabo, Thomas Christensen, som i praksis blev den centrale figur i stationens daglige drift. Thomas Christensen var en stor og bredskuldret mand, kendt for sin autoritet og evne til at få tingene til at fungere – både som kroholder og som lokal modvægt til den tyske baneledelse.

Thomas Christensen blev af flere betragtet som stationens sande livsnerve, og hans rolle gik langt ud over formalia. I stationens sidste år solgtes billetter både fra kroen og fra Thomas Christensens private hjem. Når kroen var lukket, blev Thomas' stuer benyttet som ventesale, hvilket vidner om en pragmatisk og lokalforankret tilgang til jernbanedriften.

Trafiktal og stationens rolle i nettet

Tumbøl Station hørte ikke til de største, men heller ikke blandt de mindste. I det første fulde driftsår registrerede man omkring 10.000 rejsende – både afgående og ankommende – hvilket var omtrent halvdelen af, hvad større stationer som Bovrup håndterede. Dette antal var betragteligt for et område af Tumbøls størrelse og afspejler, at stationen spillede en vigtig rolle for både landsbyens beboere og oplandets brugere.

Godstransporten var mere beskeden i begyndelsen – kun 106 tons vognladningsgods blev afsendt i det første år. I 1924/1925 steg tallet dog markant: 201 tons blev sendt fra stationen, og hele 1.702 tons blev modtaget, hvoraf de 1.522 tons stammede direkte fra Aabenraa. Dette viser, at stationen i stigende grad blev en vigtig modtager af varer, navnlig fødevarer og varer til det lokale mejeri og øvrige erhverv.

Stationens betydning for lokaløkonomien

Den jernbanemæssige aktivitet ved Tumbøl havde klar indflydelse på lokalområdet. Mejeriet, købmandshandlen og de omkringliggende gårde var alle afhængige af jernbanens tilstedeværelse, både som afsætningskanal og som leverandør af forsyninger. Varehuset og læssesporet vidner om en effektiv transportstruktur, der integrerede landbrug, handel og jernbane i en samlet økonomisk helhed.

Nedlæggelse og eftertid

Kroholdet ved Tumbøl Stationskro fortsatte ind i 1950'erne, men blev herefter opgivet, og kroen er i dag nedlagt som erhvervssted. Også købmandshandlen forsvandt i takt med de ændrede trafik- og handelsmønstre, der fulgte med bilismens og centraliseringens fremmarch. Varehuset blev fjernet i slutningen af 1970'erne i forbindelse med en vejudvidelse, men krobygningen står stadig og er let genkendelig, trods ændringer i tagbeklædning og struktur.

Andre navne og stavemåderTumböl, Tombøl
Byggeår1862
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1926.03.31
NedrevetEksisterer stadig
AdresseTumbøl Møllegade 15, 6200 Aabenraa
Højdeplacering over havet50,4 meter
GPS koordinater54.977889,9.524597


Billede af Tumbøl Stationskro.
Billede af Tumbøl Stationskro.
Fotograf: Jacob Laursen - Dato: den 5. oktober 2019
Download billede



Slyngsten Holdeplads lå 13,7 km. fra første station.

Slyngsten Holdeplads – en lille holdeplads med en hvis lokal betydning

Slyngsten Holdeplads var en af de beskedne men dog rimelig benyttede standsningssteder på amtsbanestrækningen. Beliggende hvor banen krydsede hovedlandevejen mellem Aabenraa og Sønderborg – via Felsted og Bovrup – var holdepladsen tænkt som betjening for det spredte opland, der omfattede en håndfuld gårde og huse langs landevejen, samt potentielle rejsende fra den østligt beliggende landsby Svejrup. Selvom Svejrup lå omtrent lige langt fra både Slyngsten og Bovrup, havde Slyngsten den fordel, at man kunne undgå den omvej, der fulgte med en rejse via Varnæs. Dermed blev Slyngsten en attraktiv valgmulighed for lokale rejsende, trods dens status som en beskeden holdeplads uden fuld betjening.

Geografisk placering og tilknytning til nærområdet

Slyngsten Holdeplads lå centralt i forhold til hovedlandevejen, som fungerede som en af de vigtigste øst-vestgående færdselsårer i området. Denne vejbandt Aabenraa, Felsted, Bovrup og Sønderborg sammen og blev flittigt benyttet til både person- og godstransport. Holdepladsen lå præcist der, hvor banen krydsede vejen, hvilket gjorde det muligt for rejsende i området at stige af og på uden nævneværdig omvej.

Det omgivende landskab bestod primært af landbrugsjord og mindre bebyggelser. Blandt de vigtigste brugere af holdepladsen var indbyggerne i Svejrup, som lå ca. to kilometer mod øst. Alternativet for disse rejsende ville ofte have været Bovrup Station, men herfra skulle de ad en længere rute, der via Varnæs ville tage omkring 20 minutter længere tid. Slyngsten var derfor et praktisk valg for mange, selvom faciliteterne var beskedne.

Anlæg og udstyr ved holdepladsen

Selve holdepladsen bestod af en kort jordperron, som var udstyret med en svellekant og et stopsignal. Jordperronen var placeret syd for hovedvejen, og i det daglige blev driften understøttet af en enkel men funktionel infrastruktur.

Denne person var Jørgen Hansen, der i hele banens levetid fungerede som uofficiel stationsforstander. Hansen var ejer af et lille, stråtækt hus, og han stod for både billetsalg, ekspedition af rejsegods og pasning af perronens belysning. Til dette arbejde fik han et årligt honorar på 50 mark – en sum, der var høj da Jørgen Hansen ikke skulle varetage egentligt stationsanlæg.

Jørgen Hansen stillede dog et værelse og et lokum til rådighed for passagererne i en mindre bygning tæt ved sporet. Denne bygning er fortsat bevaret, selv om den i dag (2019) er kraftigt ombygget og fungerer som en del af en garage. Trods sin simple fremtoning var den et vigtigt element i holdepladsens funktion, idet den gav læ og adgang til faciliteter for de rejsende.

Jørgen Hansens samarbejde med banen

Det var ikke uden udfordringer, at Jørgen Hansen varetog ekspeditionen ved Slyngsten Holdeplads. I 1906 anmodede han om et tillæg på 12 mark årligt for lygtepasningen, hvilket dog blev blankt afvist af driftsbestyrer Paap. Paap mente ikke, at der var belæg for en forhøjelse – tværtimod antydede han, at holdepladsen udelukkende eksisterede som en gestus over for Hansen selv, og stillede spørgsmål ved, om Hansen også havde en biindtægt ved gæstgiveri, trods Hansen ikke havde bevilling.

Dette sidste var i og for sig korrekt, da Hansen ikke havde gæstgiverbevilling. Alligevel synes det klart, at han i praksis tilbød en form for gæstfrihed, der mindede om den, man fandt ved de egentlige stationskroer. Denne praksis blev tilsyneladende accepteret uofficielt af banen, givet at vederlaget var lavt og driften blev passet.

Hansens utilfredshed med afslaget på vederlagsforhøjelsen afspejledes muligvis i hans senere engagement. Den 31. december 1913 noterede togfører Trechnich i en indberetning, at perronen ikke var oplyst ved ankomsten af tog nr. 2 nytårsaften – en forsømmelse, der blev påtalt af ledelsen.

Økonomisk udvikling og inflationspåvirkning

Som følge af efterkrigstidens inflation blev det oprindelige honorar på 50 mark hurtigt udhulet. Jørgen Hansen ansøgte derfor den 30. august 1919 om en forhøjelse til 100 mark, hvilket overraskende resulterede i, at aflønningen fra december 1920 blev hævet til hele 200 mark årligt. Dette viste, at banen trods alt anerkendte hans arbejde og driften af holdepladsen.

Det er værd at bemærke, at selv om der kun var tale om en holdeplads. Hansen havde ansvar for opgaver, der normalt blev varetaget af personale på fuldgyldige stationer. Han var billetmægler, godsekspeditør, lygtepasser og uformel vært – alt i én person. Uden ham ville Slyngsten næppe have overlevet som Holdeplads.

Rejsende og trafik ved holdepladsen

Selvom Slyngsten Holdeplads aldrig blev blandt de store trafikknudepunkter på banen, havde den et stabilt og vedvarende passagergrundlag. Gennem hele banens levetid lå antallet af ankommende og afgående rejsende på omkring 4.000 årligt. Dette var et respektabelt tal for en holdeplads uden stationsbygning og med minimal infrastruktur. Det viser, at der var en reel lokal efterspørgsel, og at holdepladsen havde en funktion i befolkningens hverdag.

Forsøg på nedlæggelse og holdepladsens overlevelse

I 1922 forsøgte driftsbestyreren at få Slyngsten Holdeplads nedlagt, formentlig som led i rationaliseringer og spareplaner. Men forsøget mislykkedes, og holdepladsen fortsatte sin drift frem til banens lukning. At den overlevede så længe skyldtes uden tvivl det lokale engagement og det konstante antal rejsende, der gjorde, at den kunne opretholdes med beskedne midler.

Andre navne og stavemåderSlyngsteen
Byggeår1899
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1926.03.31
NedrevetEksisterer stadig
AdresseSønderborgvej 162A, 6200 Aabenraa
Højdeplacering over havet54,1 meter
GPS koordinater54.984616,9.527918


Billede af Slyngsten Holdeplads - udbygning med garage bag campingvognen har været den tidligere venterumsbygning.
Billede af Slyngsten Holdeplads - udbygning med garage bag campingvognen har været den tidligere venterumsbygning.
Fotograf: Jacob Laursen - Dato: den 5. oktober 2019
Download billede



Bøgholm Holdeplads lå 14,7 km. fra første station.

Bøgholm Holdeplads – en afsides beliggende holdeplads med lokal funktion

Bøgholm Holdeplads var blandt de mest ydmyge standsningssteder på det sønderjyske amtsbanenet og spillede en rolle, der primært kan betragtes som lokal og funktionel snarere end strategisk. Beliggende ved en privat vej til et par gårde og cirka 200 meter øst for landevejen mellem Skovbøl og Felsted, var Bøgholm Holdeplads fra begyndelsen tænkt som en facilitet til brug for en håndfuld gårdejere og deres familier. Billetsalget ved Bøgholm holdeplads fandt sted fra gården Bøgholm. Holdepladsen var beliggende lidt vest for gåden. Den manglende bymæssige bebyggelse og det totale fravær af gæstgiveri eller handel understregede dens karakter af at være en slags privat standsningsplads, om end den var formelt en del af det offentlige jernbanenet. Dens historie er et lille, men karakteristisk kapitel i fortællingen om, hvordan jernbanen blev bragt helt ud i landdistrikternes afkroge.

Placering og baggrund for anlæggelse

Holdepladsen blev anlagt i et relativt isoleret område og havde ingen forbindelse til nogen nærliggende stationsby eller landsby med services. Dens eksistens skyldtes først og fremmest, at den lå i umiddelbar nærhed af nogle gårde, hvoraf en ejedes af Jes P. Marcussen. Det var netop Marcussen, der blev hvervet som holdepladsbestyrer og dermed fik ansvaret for at varetage de nødvendige ekspeditionsopgaver for banen.

Den privatvej, som holdepladsen lå ved, forbandt nogle af de større gårde i området med landevejen, men der var ikke nogen større koncentration af beboelse. Alligevel valgte man at etablere en holdeplads, fordi behovet for lokal transport var til stede – ikke mindst blandt gårdfolk og skolesøgende børn, der havde brug for at komme til og fra skole eller ærinder i større byer som Felsted og Aabenraa.

Enkle faciliteter og lokal drift

Bøgholm Holdeplads var udstyret med en kort jordperron med svellekant – en minimal og billig løsning, som var udbredt ved små holdepladser. Der blev opsat et stopsignal og en lygte, men der blev aldrig anlagt sidespor eller læssespor. Det er tydeligt, at holdepladsen fra begyndelsen var tænkt som en facilitetsløs standsningsplads udelukkende for persontrafik, og ikke som et knudepunkt for godshåndtering eller større trafikmængder.

Til gengæld blev ekspeditionen varetaget af Jes P. Marcussen, som påtog sig en række opgaver mod et beskedent honorar. Han fik 20 mark årligt, et frikort til 3. klasse samt en rød tjenestehue som symbol på sin rolle. Til gengæld skulle han sælge billetter, ekspedere rejsegods, holde perronlygten tændt og stille et værelse og lokum til rådighed for rejsende.

Det bemærkelsesværdige er, at han ikke havde nogen form for gæstgiveri, og at opgaven ikke medførte nogen egentlig økonomisk gevinst. Ligesom det kendes fra Nørreballe og Slyngsten, må det formodes, at Marcussen påtog sig opgaven for at sikre, at der overhovedet blev anlagt en holdeplads i nærheden af hans gård. Banens praksis med at lade lokalbefolkningen drive sådanne holdepladser på frivillig basis var en almindelig strategi, som muliggjorde et vidt forgrenet jernbanenet med lave driftsomkostninger.

Skift af bestyrer og fortsættelse af driften

I 1911 overdrog Jes P. Marcussen sin gård til sin svigersøn Christian Christensen, som samtidig overtog funktionen som holdepladsbestyrer. Denne overgang blev gennemført uden ændringer i vilkårene, og det lokale driftsmønster fortsatte således uændret. Christian Christensen videreførte opgaverne, men det var også i disse år, at trafikken begyndte at falde.

Trods det beskedne befolkningsunderlag havde holdepladsen i de første driftsår op til 3.000 afgående rejsende om året. Dette tal var usædvanligt højt for en så isoleret holdeplads og skyldtes formentlig, at et par gårdejere havde børn, der brugte toget til skolegang. I områder uden let adgang til skoler var jernbanen ofte den eneste realistiske mulighed for daglig transport.

Men i årene efter 1910 begyndte passagertallet at falde. I driftsåret 1917/1918 var antallet af afgående rejsende reduceret til blot 300. Denne markante nedgang skyldtes formentlig en kombination af befolkningsændringer, forbedrede lokale veje og måske en begyndende udbredelse af alternative transportmidler såsom cykler og andre alternativer. Tendensen var ikke unik for Bøgholm – den gik igen ved flere af de mindre holdepladser på landbanerne.

Driftsmæssige forhold og fravær i banens annaler

Bøgholm Holdeplads blev i vid udstrækning drevet uden nævneværdig indgriben fra banens ledelse. Der findes stort set ingen omtale af holdepladsen i banens driftsjournaler – med undtagelse af en klage i 1909, hvor en rejsende bemærkede, at perronen ikke var oplyst ved ankomst. Dette var en forpligtelse, som påhvilede Marcussen og senere Christensen, og selvom det er uklart, om det drejede sig om en enkeltstående forglemmelse eller et tilbagevendende problem, er det den eneste skriftlige registrering af en klage vedrørende holdepladsen.

At holdepladsen ellers ikke figurerer i journalerne, kan tolkes på flere måder. For det første kan det skyldes, at alt forløb som forventet, og at der ikke var behov for bemærkninger. For det andet kan det afspejle den lave prioritet, som sådanne små holdepladser havde i det overordnede driftsbillede. Uanset tolkningen står det klart, at Bøgholm udgjorde et periferisk, men dog funktionelt, led i banens struktur.

Nedlæggelse og lokale protester

På trods af den ringe trafik blev Bøgholm Holdeplads først nedlagt relativt sent, den 31. marts 1921. Beslutningen blev truffet på baggrund af det faldende passagertal og de begrænsede muligheder for at opretholde en økonomisk bæredygtig drift. Men det bør bemærkes, at nedlæggelsen mødte modstand fra lokalbefolkningen. Mange af områdets beboere protesterede, hvilket vidner om, at holdepladsen stadig havde en vis funktion og var blevet integreret i dagligdagen, selv i et så lille område.

Protesterne var dog forgæves, og holdepladsen blev endeligt nedlagt uden, at banen genovervejede beslutningen. Dermed forsvandt det sidste officielle jernbanebindemiddel til egnen omkring Bøgholm, og beboerne måtte herefter finde alternative transportløsninger.

Eftertid og bygningsmæssige spor

Den gård, hvorfra Marcussen og senere Christensen bestyrede holdepladsen, eksisterer fortsat i dag. Den oprindelige bygning er dog ændret – blandt andet er det karakteristiske stråtag blevet udskiftet med et hårdt tag, som det er sket med mange gamle landbrugsejendomme i Danmark.

Andre navne og stavemåderBögholm
Byggeår1899
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1921.03.31
NedrevetEksisterer stadig
AdresseBøgholmvej 8, 6200 Aabenraa
Højdeplacering over havet58,1 meter
GPS koordinater54.993186,9.529978


Billede af Bøgholm Holdeplads.
Billede af Bøgholm Holdeplads. Prioriteret materiale Prioriteret materiale Prioriteret materiale
Fotograf: Det Kgl. Bibliotek, Sylvest Jensen Luftfoto - Dato: 1956 - LINK til kilde.


Noter til: Billede af Bøgholm Holdeplads.

Titel: - 1956 -
Person: Peter Thomsen
Bygningsnavn: Bøgholm
Sted: Danmark, Jylland, Felsted
Vejnavn: Bøgholmvej
Husnummer: 8
Lokalitet: Bøgholm
Postnummer: 6200
By: Aabenraa
Sogn: Felsted
Matrikelnummer: Ophav: Sylvest Jensen Luftfoto
År: 1956
Note: Id: H08351_014.tif




Skovbøl Stationskro lå 16,4 km. fra første station.

Skovbøl Stationskro – en Stationskro i grænselandets skygge

Skovbøl Stationskro er et karakteristisk eksempel på en sønderjysk landstationskro, hvis udvikling og funktion blev formet af både jernbanens rytme og områdets skiftende nationale tilhørsforhold. Anlagt under tysk forvaltning som stationen Schobüllgaard, ændrede kroen og lokaliteten navn efter genforeningen i 1920 og blev derefter kendt som Skovbølgård, indtil navnet i 1922 endeligt blev forkortet til Skovbøl efter den nærliggende landsby. Denne navneudvikling afspejler ikke blot administrative beslutninger, men også det historiske og kulturelle spændingsfelt, som stationen og dens kro befandt sig i. Stationskroen blev anlagt vest for landsbyen Gammel Skovbøl og tæt ved herregården Skovbølgård – en geografisk og funktionel placering, der gjorde kroen til et naturligt bindeled mellem det lokale opland og det regionale transportsystem.

Den geografiske beliggenhed og landsbyens struktur

Skovbøl Stationskro lå umiddelbart vest for den lille landsby Gammel Skovbøl, der bestod af en håndfuld gårde og huse samt en landsbyskole. I 1905 boede der i alt 284 indbyggere fordelt på 55 huse i kommunen. Lokalsamfundet var præget af landbrug, og der var kun begrænset erhvervsaktivitet. Imidlertid havde området et uventet kraftcenter i form af herregården Skovbølgård, der lå omkring 500 meter vest for stationen og blev beboet af amtsforstander Bruhn – en kendt skikkelse med tysksindet overbevisning.

Stationens opland omfattede en række spredt beliggende gårde og huse langs vejen til Varnæs samt mod syd mod Felsted og Svejrup. Denne spredte bebyggelse gjorde jernbanens tilstedeværelse ekstra vigtig, idet den forbandt de små samfund og letterede transporten af både personer og gods over længere afstande.

Stationsanlæg og perronforhold

Sporanlægget ved Skovbøl Station bestod af et 60 meter langt omløbsspor og et 30 meter langt læssespor. Det gav stationen kapacitet til at håndtere såvel passagertog som godsforbindelser, og var et forholdsvis typisk anlæg for en mellemstor landstation. Perronen var en krum 50 meter lang lav jordperron med svellekant – en standardløsning i datidens banebyggeri, som kombinerede lave anlægsomkostninger med tilstrækkelig funktionalitet. I den østlige ende af perronen lå et varehus, som var opført af stationsværten selv og konstrueret i træ, et tidstypisk eksempel på, hvordan private stationsejere selv måtte påtage sig opgaver og investeringer i det samlede banesystem.

Stationskroen og dens bygninger

Selve stationskroen var en ældre, stråtækt bindingsværksbygning, der lå cirka 40 meter syd for perronen langs vejen til Varnæs. Bygningen rummede to krostuer, som blev brugt som ventesale for rejsende, og desuden en kombineret købmandsforretning og privatbolig for kromanden. Denne sammensmeltning af funktioner – kro, butik, bolig og ventesal – var meget typisk for perioden og vidner om, hvordan man med begrænsede midler og plads kunne etablere et velfungerende servicepunkt.

I forbindelse med anlæggelsen af jernbanen opførtes der vinkelret på kroens vestende en ny sidebygning i grundmur. Bygningen, som rummede vognport og vognsal, var beklædt med skiffertag og havde sin gavl og udgang vendt mod banen. Dette bygningskompleks skabte et bemærkelsesværdigt arkitektonisk møde mellem det gamle og det nye: Den traditionelle stråtækte længe og den funktionalistiske tilbygning i grundmur. De to bygningers kontrast i både stil og materialevalg blev bemærket af rejsende og besøgende.

Gæstgiveriets udvikling og drift

Gæstgiveriet blev fra banens åbning i 1899 drevet af Hans Christian Petersen, som blev den første stationskroholder og jernbanens lokale agent. Petersen beholdt hvervet helt frem til sin død i 1919 – en periode på 20 år, hvor han opbyggede en stabil og troværdig funktion i lokalområdet. Efter hans død overtog hans enke ekspeditionen, og kort tid efter overtog sønnen både krodriften og stationsfunktionen.

Gæstgiveriet forblev i familiens hænder mange år efter banens nedlæggelse i 1926, hvilket er bemærkelsesværdigt, eftersom mange lignende gæstgiverier hurtigt forsvandt, når jernbanen lukkede. Det er først i slutningen af 1950'erne, at Skovbøl Stationskro endeligt ophører med krodrift. Købmandsforretningen i bygningen blev dog lukket i slutningen af 1920'erne, kort tid efter banens lukning.

Trafikforhold og godsstrømme

Selvom persontrafikken ved Skovbøl Station var forholdsvis beskeden, men overraskende stabil over årene. De første år lå tallet for afgående rejsende på omkring 4.500 årligt, og det steg sågar til 5.000 i banens sidste driftsår – en udvikling, der står i kontrast til de fleste andre stationer på strækningen, hvor der typisk var en faldende tendens.

Godstrafikken var mere omfattende i tysk tid end i dansk. Der blev årligt afsendt omkring 100 tons gods og modtaget mellem 300 og 400 tons. I dansk tid vendte forholdet sig, så der afsendtes 300–500 tons gods og kun modtagedes 35–40 tons. Denne ændring kan afspejle ændringer i produktionsmønstre, handelsforbindelser eller forskelle i statistikopgørelser.

En væsentlig del af godstransporten havde relation til herregården Skovbølgård, som var en dominerende landbrugsejendom i området. Også købmandsforretningen i stationskroen samt omliggende landbrug bidrog til godsmængderne, særligt inden for foderstoffer, brændsel og forbrugsvarer.

Navneskifte og kulturelle lag

Skovbøl Stationskro gennemgik flere navneskift, som afspejlede områdets politiske og kulturelle udvikling. I tysk tid hed stationen Schobüllgaard, en germaniseret form, der knyttede sig til den nærliggende herregård. Efter genforeningen i 1920 blev navnet ændret til Skovbølgård, i tråd med dansk sprogbrug og navngivning. Den 31. juli 1922 blev navnet endeligt ændret til Skovbøl, hvilket blev opfattet som en forenkling og modernisering og gav tilknytning til den nærliggende landsby.

Eftertid og bygningsmæssige levn

I dag eksisterer stationskroens oprindelige bindingsværkslænge ikke længere. Den blev revet ned i forbindelse med bygningsmæssige moderniseringer i midten af 1900-tallet. Tilbage står den murede tilbygning fra banens anlæggelse – nu i anvendelse som privatbolig. Dette hus rummer i dag det eneste fysiske levn efter stationsdriften og kroens rolle som ventesal og billetsalg. Sporene bag huset, hvor selve trinbrættet lå, er i dag dækket af kraftig bevoksning, og det er kun gennem lokal viden og historiske kort, at det tidligere jernbaneanlæg kan spores.

Andre navne og stavemåderSchobüllgaard, Skovbølgård, fra 31. juli 1922 ændret til Skovbøl
Byggeår1899
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1926.03.31
NedrevetSkovbøl Stationskro er delvis nedrevet
AdresseFrudam 14, 6200 Aabenraa
Højdeplacering over havet51,5 meter
GPS koordinater55.005211,9.541569


Billede af Skovbølgård Stationskro.
Billede af Skovbølgård Stationskro. Prioriteret materiale Prioriteret materiale Prioriteret materiale
Fotograf: Det Kgl. Bibliotek, Aalborg Luftfoto - Dato: 1948-1952 - LINK til kilde.


Noter til: Billede af Skovbølgård Stationskro.

Titel: - 1948-1952 -
Person: Bygningsnavn: Sted: Danmark, Jylland, Gammel Skovbøl
Vejnavn: Frudam
Husnummer: 14
Lokalitet: Gammel Skovbøl
Postnummer: 6200
By: Aabenraa
Sogn: Felsted
Matrikelnummer: Ophav: Aalborg Luftfoto
År: 1948-1952
Note: Id: AAL_BL52-A1_041_021.tif




Varnæs Stationskro lå 18,5 km. fra første station.

Varnæs Stationskro – en driftig jernbanekro i hjertet af en sønderjysk stationsby

Varnæs Stationskro udgjorde i over et halvt århundrede en central institution i landsbyen Varnæs i Sønderjylland. Kroen var både et trafikalt knudepunkt, et socialt samlingssted og et spejl på de økonomiske op- og nedture, som prægede både lokalområdet og jernbanenettet i regionen. Beliggende midt i den store landsby Varnæs, fik kroen hurtigt en naturlig rolle som stationsbygning for den jernbanestation, der var opkaldt efter byen. Varnæs var i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet en driftig by med et bemærkelsesværdigt erhvervsliv, og stationskroen blev et vigtigt bindeled mellem togtrafikken og byens indbyggere, bønder, handlende og rejsende.

Varnæs som lokal knudepunkt

Ved åbningen af jernbanen og stationskroen i 1899 var Varnæs en stor og relativt velstående landsby. I 1925 havde sognet 833 indbyggere – en nedgang i forhold til 1910, hvor tallet var 969 – mens selve byen i 1925 talte 415 indbyggere. Trods den faldende befolkning var det fortsat en by med mange funktioner og institutioner. Allerede i 1898 fandtes der seks købmandsforretninger, tre gæstgiverier, et andelsmejeri, en skole, hele tre banker samt et udbredt netværk af mindre erhverv.

Varnæs' centrale beliggenhed og gode vejforbindelser gjorde byen til et oplagt valg for en jernbanestation. Fra byen gik der veje mod kysten og videre mod Åbenrå, ligesom der fandtes forbindelser til omkringliggende landsbyer som Vestervang, Varnæsvig, Naltang, Blans, Bovrup, Traasbøl og Gammel Skovbøl. Stationskroen blev dermed ikke blot et knudepunkt for Varnæs, men også for en hel egn.

Stationens og kroens placering og funktion

Stationskroen blev anlagt centralt i byen og fungerede fra starten som både billetkontor, ventesal, gæstgiveri og krostue. Det var en udbredt praksis, at driften af mindre stationer blev lagt i hænderne på lokale kroejere, som mod betaling af en årlig afgift samt modtagelse af en agentkontrakt skulle varetage ekspeditionen for banen. Denne model gjorde det muligt for banen at etablere stationer uden at opføre egentlige stationsbygninger.

I Varnæs var persontrafikken fra begyndelsen ganske betydelig. Fra åbningen og frem til Første Verdenskrig lå antallet af årlige rejsende mellem 23.000 og 30.000 – et meget højt tal for en landsby af Varnæs' størrelse. Under krigen faldt tallet en smule til omkring 25.000, men det var fortsat højt i forhold til mange af de omkringliggende stationer. Efter krigen oplevede man et kortvarigt fald, men passagertallet steg igen til omkring 18.000 rejsende årligt frem mod banens sidste år.

Godstrafik og økonomisk betydning

Varnæs Stationskro havde også stor betydning for godstransporten i området. Før krigen blev der årligt ekspederet omkring 3.000 tons gods fra stationen. I dansk tid steg dette tal til op mod 5.000 tons i regnskabsåret 1924/1925. Godstrafikken bestod hovedsageligt af eksport af mejeriprodukter og korn fra Varnæs og omegn, mens der blev importeret kunstgødning, brændsel som kul og træ, samt almindelige købmandsvarer. Denne form for tosidet transport – landbrugsvarer ud, industrivarer og handelsgods ind – var typisk for mange sønderjyske stationer, men Varnæs adskilte sig ved volumen og regelmæssighed. Det store opland og det aktive erhvervsliv i byen sikrede en høj og stabil godsomsætning.

Skiftende ejere og økonomisk turbulens

Stationskroen i Varnæs fik dog ikke den rolige og stabile drift, som mange andre stationskroer oplevede. Den blev tværtimod ramt af en lang række ejerskifter og økonomiske vanskeligheder – især efter Første Verdenskrig. Den første bestyrer klarede sig formentlig fint, men da Hans Schmidt overtog forretningen, gik det godt i begyndelsen, og kroen blev drevet med solidt overskud. Schmidt solgte dog i 1910, og herefter begyndte en længere periode med økonomisk usikkerhed.

Køberen i 1910, Asmus Poulsen, kunne ikke honorere sine forpligtelser, og allerede i 1912 måtte han overdrage ejendommen til rentier Peter Hoy fra Bovrup. Hoy valgte dog at lade Poulsen fortsætte som vært. Men allerede året efter solgte Hoy videre til landmand Rasmus Johannsen fra Felsted. Johannsen døde i 1920, og hans enke Christine videreførte driften, inden hun i 1921 solgte til Henning Volleck.

Volleck drev kroen frem til midten af 1920'erne, hvor endnu et ejerskifte fandt sted – denne gang under mere dramatiske omstændigheder. Banefuldmægtig Sonne opdagede ved et tilfælde, at kroen var blevet solgt, uden at banen var blevet underrettet. Den nye ejer havde ikke betalt for tidligere afregninger til banen og skyldte over 1.100 kr. – en betydelig sum den gang.

Juridiske problemer og spekulationsskandale

Det viste sig, at den nye ejer havde opkøbt kroen sammen med to andre ejendomme med henblik på spekulation. Da salget ikke lykkedes og kompagnonerne sprang fra, opstod store økonomiske problemer. Banen truede med at melde sagen til kriminalpolitiet, men dette blev afværget i sidste øjeblik ved en á conto betaling på 300 kr. Restgælden blev der givet henstand med – mod kaution fra en godsejer – men også han sprang fra. Da banen endeligt indstillede driften, var situationen stadig uafklaret. Likvidationsboet formåede dog at inddrive det meste af restgælden, og stationskroen overgik senere til nye ejere.

Ved lukningen af Aabenraa Amts Jernbaners jernbanestrækningen Aabenraa-Graasten og dermed Varnæs Stationskro den 31. marts 1926, var der private kræfter i gang for at bevare jernbanestrækningen fra Graasten til Varnæs, men det lykkedes ikke at bevare Varnæs som endestation og denne rest af banen.

Nedbrænding og efterfølgende anvendelse

Kroen var fortsat i drift som restauration frem til november 1968, hvor hovedbygningen nedbrændte totalt og blev nedrevet. Der blev ikke opført en ny krobygning, men rejsestalden/gildesalen overlevede branden og findes stadig i 2022. På det tidspunkt var en del af stationsarealet allerede blevet inddraget til vejanlæg, og stationspladsen blev udvidet og omdannet til et mindre grønt anlæg. En gammel salonvogn fra Haderslev Amtsbaner, som havde stået i krohaven som et kuriosum, blev solgt til en forlystelsespark i Aalborg.

Andre navne og stavemåderWarnitz
Byggeår1899
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1926.03.31
Nedrevet1968 (november) - Varnæs Stationskro nedbrændte i 1968 og blev nedrevet, men rejsestalden/gildesalen overlevede branden og findes stadig i 2022.
Højdeplacering over havet36,8 meter
GPS koordinater55.014060,9.569269


Billede af Varnæs Stationskro.
Billede af Varnæs Stationskro. Prioriteret materiale Prioriteret materiale Prioriteret materiale
Fotograf: Det Kgl. Bibliotek, Sylvest Jensen Luftfoto - Dato: 1959 - LINK til kilde.


Noter til: Billede af Varnæs Stationskro.

Titel: - 1959 - Varnæs Kro
Person: Bygningsnavn: Sted: Danmark, Jylland, Varnæs
Vejnavn: Varnæsvej
Husnummer: Lokalitet: Varnæs
Postnummer: 6200
By: Aabenraa
Sogn: Varnæs
Matrikelnummer: Ophav: Sylvest Jensen Luftfoto
År: 1959
Note: Id: B04420_f_008.tif




Bovrup Stationskro lå 20,7 km. fra første station.

Bovrup Stationskro – en livlig jernbanekro med dramatisk historie og stærke forbindelser

Bovrup Stationskro var ikke blot en almindelig kro, men et trafikalt og socialt centrum i den sydøstjyske by Bovrup. Med sin placering umiddelbart syd for banens krydsning med hovedvejen mellem Åbenrå og Sønderborg, vest for den oprindelige Bovrup kro, kom stationskroen til at spille en helt særlig rolle i regionens jernbanehistorie. Perronen gik helt op til landevejen og skabte en tydelig sammenhæng mellem jernbanen og det lokale vejnet. Sammen med de tilhørende varehuse, læssespor og ekspeditionsfaciliteter udgjorde kroen både et kommercielt og infrastrukturelt knudepunkt. Gennem en dramatisk hændelse – branden i 1920 – og en efterfølgende højesteretssag, blev Bovrup Stationskro tillige et navn i den juridiske retspraksis omkring ansvar og erstatning i forbindelse med banedrift. Med sin bemærkelsesværdige kombination af trafik, handel, jura og lokalkultur er Bovrup Stationskro et af de mest karakteristiske eksempler på, hvordan en stationskro kunne vokse ud af det sønderjyske jernbanelandskab.

Placering og opland

Bovrup Stationskro lå strategisk ved hovedvejen mellem Åbenrå og Sønderborg og i tæt forbindelse til banens infrastruktur. Det gjorde stedet tilgængeligt for både lokale beboere og tilrejsende fra oplandet. Bovrup havde i 1925 313 indbyggere, mens sognekommunen som helhed talte 683 personer. Byen var præget af en relativt høj koncentration af erhvervsliv og infrastruktur. Der fandtes i alt fem købmænd, fire bankfilialer, et andelsmejeri (der fik eget sidespor i 1904), omkring 20 håndværkere og en praktiserende læge – ingen ringere end den senere politisk berygtede Fritz Clausen.

Oplandet var godt dækket af veje: mod nord og øst førte sognevejene til Varnæs, Bovrupmark og Blans, mens der mod syd gik veje til Kiding og Bojskov. Hovedvejen forbandt byen mod vest med Svejrup og mod øst med Ullerup. Denne vejmæssige struktur, kombineret med jernbanens tilstedeværelse, gjorde Bovrup til et vigtigt trafikalt centrum i området – og stationskroen til det naturlige omdrejningspunkt.

Stationens anlæg og varehusfaciliteter

Stationens infrastruktur var veludbygget og omfattede et 98 meter langt omløbsspor og et 66 meter langt læssespor. Øst for perronen førte en tilkørselsvej op til to større varehuse: det ene var opført af stationsagenten selv i murværk, det andet var i to etager, og udført i træ, og var ejet af et privat kornfirma. Der var oprindeligt planlagt endnu et omløbsspor, men dette blev aldrig anlagt. Alligevel var anlægget et af de mest omfattende på strækningen mellem Aabenraa og Gråsten.

Disse varehuse spillede en nøglerolle i godstransporterne, der udgjorde en væsentlig del af stationens aktivitet. Der blev transporteret store mængder købmandsvarer, kunstgødning, brændsel og øvrige handelsprodukter til byen og landbrugsprodukter såsom mælk, korn og foderstoffer fra byen.

Gæstgiveri med svinestald og sporlige ulemper

Fra begyndelsen blev der indgået aftale med kreaturhandler og gæstgiver Johann Johannsen, som drev den nærliggende Bovrup kro, om at overtage hvervet som stationsagent. Denne praksis var velkendt på datidens jernbaner, hvor private gæstgivere ofte også varetog ekspeditionen.

Men i Bovrup stødte man på nogle praktiske udfordringer. Den gamle kro, som var en stråtækt bygning med sammenbyggede længer, lå med hovedbygningen ud mod landevejen. Imidlertid var det ikke selve kroen, men derimod den tilhørende stråtækte svinestald, der lå blot 10 meter fra sporet – lige ved perronen. Det betød, at rejsende måtte bevæge sig fra ventesal og billetsalg ad en mudret sti forbi svinestalden, hvis "odør" var en ufrivillig del af rejseoplevelsen. Denne noget uortodokse stationsløsning er næppe set magen til andre steder i Danmark og står som et særligt kuriøst kapitel i jernbanens bygningshistorie.

Branden i 1920 og dens juridiske efterspil

Den 19. maj 1920 kl. 15.45 blev der observeret ild i svinestalden, hvis stråtag var antændt tre steder. Den stærke sydvestlige vind spredte hurtigt flammerne til resten af krobygningerne, og på nær rejsestalden nedbrændte hele komplekset. Brandårsagen kunne ikke entydigt fastslås, men mistanken faldt hurtigt på gnister fra et lokomotiv, der få minutter tidligere havde holdt stille ved perronen med tog 3 på vej mod Gråsten.

Bovrup og Omegns Brandforsikringsforening, som måtte udbetale en erstatning på 52.270 kr. til gæstgiverens enke, og anlagde sag mod amtet. Ved Søndre Landsrets dom af 19. maj 1921 blev det fastslået, at ilden formentlig var antændt af lokomotivet, men at der ikke kunne påvises skyld (culpa) fra banepersonalets side. Ifølge den endnu gældende tyske lovgivning i Nordslesvig – nærmere bestemt "Bürgerliches Gesetzbuch" – krævedes netop skyld for at kunne tilkende erstatning.

Sagen blev anket til Højesteret, som ændrede vurderingen. Højesteret fastslog, at småbaner efter tysk ret havde objektivt ansvar for brandskader forårsaget af gnister fra damplokomotiver, også selvom der ikke kunne påvises skyld. Alligevel slap amtet for at betale erstatning for selve krobygningerne, fordi banen havde betalt en særlig præmie for disse på grund af deres placering nærmere end 40 meter fra sporet. Til gengæld blev amtet dømt til at betale for skader på to nærliggende ejendomme, der ikke var omfattet af samme ordning. Sagen blev principiel og er stadig nævnt i jernbaneretlige sammenhænge.

Genopbygning og nyorientering

Efter branden overtog Johann Johannsens søn, Harald Johannsen, driften og lod kroen genopbygge. Den nye bygning, der stadig anvendes som kro, blev opført med hovedfacade ud mod perronen – i modsætning til den oprindelige orientering mod landevejen. Den nye stationskro blev en imponerende og statelig bygning: en 14 fag lang, hvidkalket længe med højt halvvalmet tegltag og en fem fag bred midterfrontispice.

Det skulle dog vise sig at være en uheldig disposition, da banen blev nedlagt 6 år senere, og dermed mistede placeringen ud mod perronen noget af sin funktionelle mening. Ikke desto mindre fortsatte kroens drift, og bygningen står som et velbevaret vidnesbyrd om jernbanens tidligere tilstedeværelse.

Persontrafik og godstransport i tallene

Bovrup hørte til blandt banens bedst trafikerede stationer. Gennem både tysk og dansk tid var der omkring 20.000 ankommende og afgående rejsende årligt – hvilket er et højt tal i en by med godt 300 indbyggere. Dette vidner om, at stationen havde stor betydning for et opland, der strakte sig betydeligt ud over byens grænser.

Godstrafikken var endnu mere betydelig. I 1899/1900 blev der registreret 1.058 tons ankommende gods og 568 tons afgående. I 1924/1925 var tallene steget til 3.088 tons ankommende og 316 tons afgående. Udviklingen viser, at stationen blev stadig vigtigere som modtager af varer, især kunstgødning og købmandsvarer, mens eksporten af landbrugsprodukter blev mere koncentreret og specialiseret.

Andre navne og stavemåderBaurup
Byggeår1899
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1926.03.31
NedrevetEksisterer stadig
AdresseKidingvej 3, 6200 Aabenraa
Højdeplacering over havet38,6 meter
GPS koordinater54.995512,9.582125


Billede af Bovrup Stationskro.
Billede af Bovrup Stationskro.
Fotograf: Jacob Laursen - Dato: den 5. oktober 2019
Download billede



Kiding Station lå 23,6 km. fra første station.

Kiding Station – en landlig jernbanestation med stormombrust historie

Da planerne om den nye amtsbane mellem Åbenrå og Gråsten blev konkretiseret i slutningen af 1890'erne, havde jernbanekommissionen under Åbenrå kredsdag et klart mål: At knytte så mange af områdets større landsbyer til kredshovedstaden Åbenrå som muligt. Det var en tid, hvor jernbanen blev set som en livsnerve for udvikling og handel. Derfor blev strækningen anlagt med store slyngninger gennem kommunerne Ensted, Felsted og Varnæs – en løsning, der gik uden om de lige linjer, men til gengæld bragte jernbanen tættere på lokalsamfundene.

Fra Bovrup mod Gråsten blev der dog mødt vanskeligheder. Her var terrænet mere sparsomt beboet, og de fleste jorder tilhørte store gårde og godser som Bojskov, Kiding, Grøngrøft, Fiskebæk og Gråsten Hovedgård. Trods det manglende befolkningsgrundlag blev der alligevel anlagt tre stationer og én holdeplads i dette stræk – Kiding, Grøngrøft, Fiskebækskov og Fiskebæk. Ingen af disse blev dog nogen stor succes, og det blev især tydeligt ved Kiding Station, der skulle vise sig at få en af de mest dramatiske og turbulente eksistenser blandt Amtsbanens stoppesteder.

Kiding Station og den uheldige placering

Kiding Station blev placeret på en jernbanekurve i det nordøstlige hjørne af vejkrydset mellem hovedvejen Gråsten–Varnæs og landevejen fra Felsted til Bojskov. Det var en kurve, hvor banen svingede skarpt mod højre i retning mod Gråsten, hvilket gjorde det vanskeligt at etablere en lige perron. Løsningen blev at bruge hovedsporet som omløbsspor og et sekundært spor – spor 2 – som perronspor. Men heller ikke det løste problemet fuldt ud. Stationsbygningen, opført før sporet var lagt, blev ikke bygget parallelt med sporene, hvilket resulterede i en perron med en særpræget trekantet form: fem meter bred ved sydenden og kun 2,2 meter ved nordenden.

Stationen blev anlagt i gule mursten med skiffertag, men konstruktionen bar præg af økonomisk begrænsning. Fundamentet var delvist støbt i gamle slagger, og murstenene var af ringe kvalitet. Det fik konsekvenser senere, da bygningen faldt sammen seks årtier efter opførelsen.

En stationskro opstår – og giver problemer

Da der ikke fandtes nogen eksisterende kro eller gæstgiveri ved Kiding, tilbød jernbanekommissionen en gæstgiverbevilling til interesserede borgere, hvilket straks vakte interesse. Købmand Niels Jendresen blev valgt som stationsforpagter og begyndte i 1896 opførelsen af en gæstgivergård med to skænkestuer, som også fungerede som ventesale for 2. og 3. klasse passagerer. Gæstgiveriet stod færdigt, inden banen overhovedet nåede frem, og Jendresen indgik kontrakt med banebestyrelsen om at varetage stationsdriften for en årlig aflønning på 50 mark.

Kiding Stationskro blev snart et samlingspunkt for egnen, men det var hovedsageligt herregårdens karle, der benyttede sig af skænkestuerne. Rygtet om stedet blev hurtigt plettet. Den fine ventesal blev sjældent brugt af 2. klasse rejsende – formentlig fordi de nærliggende godser, herunder Kiding og Bojskov, lå så tæt på, at deres beboere knap havde brug for opholdssted.

Dødsfald, brande og en omtumlet skæbne

I 1905 indtraf en tragisk hændelse. Jendresen blev fundet død i køkkenet med en pistol i hånden. Stationsbestyrer Niels Jendresen forsøgte at skyde rotter med en gammel pistol, men under ladningen gik pistolen af, og han blev ramt i tindingen. Han var død på stedet, og stationen mistede dermed sin første bestyrer på tragisk vis.  Enken forsøgte at videreføre gæstgiveriet, men uden større held. Efter flere mislykkede forsøg på at sælge eller forpagte stedet, blandt andet til en tysker, der var involveret i en berygtet cykelringridning og bal i 1908, hvor flere unge blev bestjålet og fordrukne, måtte enken tage over igen. Kroens ry blandt de lokale var elendigt.

I sommeren 1911 kulminerede uheldene, da en brand kl. 2 om natten mellem den 26. og 27. juni lagde hele stationsbygningen i ruiner. Stationens drift blev efterfølgende indskrænket. Billetter blev solgt i toget, og kun gods til herregården blev ekspederet på stedet. Jendresen-familiens økonomiske midler var begrænsede, og genopførelsen af bygningen brugte resterne af den gamle konstruktion. I 1912 stod en ny, kalket bygning klar med frontispice mod banen, men problemerne fortsatte.

Konfrontation med herregården og forpagtningens bagside

I 1913 kom gæstgiver Gunnersen i konflikt med herregårdsforpagter Lauesgaard, der anklagede ham for både dårlig betaling og for at lokke unge landbrugselever til druk og gæld. Lauesgaard forbød sine folk at sætte fod i kroen, og stationens omsætning styrtdykkede. Jernbanens ledelse forsøgte at mægle, men uden resultat.

Det var et varsel om en nedadgående spiral. Efter nogle rolige år under en ny ejer, Hans Mathiasen fra Traasbøl, begyndte balladen igen i 1919. En række tyske og danske forpagtere kom og gik – nogle blev blot få måneder – og forholdene forfaldt. I 1920 forsvandt stationens driftspersonale uden varsel, og rejsende måtte finde sig i lukkede døre og ingen billetter. Togføreren måtte selv tage affære og tage passagererne med til Gråsten.

Økonomiske problemer og rod i billetindtægter

Banens ledelse måtte ty til nødløsninger og bad lokale beboere og tidligere værter om at hjælpe. Men selv med nye kræfter fortsatte problemerne. I 1923 havde stationen endnu en ny forpagter, men han havde svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Han brugte billetindtægter til egne formål, lod kassen stå tom og kunne ofte ikke veksle kontanter. Driften var kaotisk, og overbaneformand Nielsen i Bovrup måtte rapportere om de uholdbare forhold. Det hele var symptomatisk for en station uden faste retningslinjer og med et tvivlsomt omdømme.

Nedlæggelsen og eftermælet

Banens endelige nedlæggelse i 1926 satte punktum for den tumultariske historie om Kiding Station. Allerede samme år blev stationskroen lukket. Bygningen blev solgt til proprietær Lauesgaard, der anvendte den til bolig for landarbejdere. I takt med landbrugets modernisering mistede bygningen sin funktion og blev udlejet til kommunen som husvildebolig.

Stationens endelige forfald og nedrivning

I begyndelsen af 1960'erne var Kiding Station i så dårlig stand, at en renovering ikke var mulig. I 1965 blev stationen revet ned med hjælp fra Civilforsvaret i Tinglev, som sprængte bygningen væk i løbet af to dage. Efter nedrivningen blev stedet efterladt som en bunke murbrokker, og stationens tidligere funktion i jernbanesystemet blev et fjernt minde.

Andre navne og stavemåderKieding
Byggeår1899
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1926.03.31
Nedrevet1965
Højdeplacering over havet50,7 meter
GPS koordinater54.971398,9.576729


Billede af Kiding Station.
Billede af Kiding Station.
Fotograf: Det Kgl. Bibliotek, Aalborg Luftfoto - Dato: 1948-1952 - LINK til kilde.


Noter til: Billede af Kiding Station.

Titel:- 1948-1952 -
Sted:Danmark, Jylland, Kiding
Vejnavn:Kidingvej
Husnummer:57x
Lokalitet:Kiding
Postnummer:6200
By:Aabenraa
Sogn:Felsted
Ophav:Aalborg Luftfoto
År:1948-1952

Note:Tidligere barnegård ved "æ kleinbahn" Aabenraa - Gråsten. Bygningen nedbrudt.
Id:AAL_BL58-A1_015_029.tif




Grøngrøft Station lå 25,9 km. fra første station.

Grøngrøft Station – En lille jernbanestation med stor turbulens

Grøngrøft Station var uden tvivl en af de mindste og mest beskedne stationer på strækningen mellem Åbenrå og Gråsten. At der overhovedet blev etableret en holdeplads på netop dette sted, har forundret mange – især når der kun var én kilometer til Fiskebækskov i syd og to kilometer til Kiding i nord. Oplandet var overvejende præget af småskove og åbne bakkedrag, og befolkningstætheden var utrolig lav. Trods dette blev der oprettet en holdeplads, som i praksis aldrig udviklede sig til andet end sin egen skygge.

Baggrunden for valget af Grøngrøfts placering var til dels historisk betinget. Ved det sted, hvor banen passerede sognevejen mellem Adsbøl og Grøngrøft herregård, lå der et ældre traktørsted, som fungerede som lokal samlingsplads. Det var et beskedent etablissement, men det havde faste gæster – især karle og piger fra Grøngrøft herregård i vest og Bøjskov i øst. Ud over disse lå der enkelte huse og gårde i oplandet, med i alt omkring 100 beboere.

Man må antage, at eksistensen af traktørstedet blev betragtet som et tilstrækkeligt trafikalt grundlag til at berettige en holdeplads. Dermed blev Grøngrøft Station etableret som en kombineret kro og jernbaneekspedition i en lille, stråtækt landbrugsejendom nord for sognevejen, mens perron og omløbsspor anlagdes syd for vejen. Landbrugsejendommen havde også et mindre landbrug på 10 tønder land i et meget kupperet terræn. 

Stationens beskedne anlæg og faciliteter

Stationens infrastruktur var yderst simpel og typisk for mange lignende amtsbaneholdepladser i det sønderjyske. Omløbssporet, der målte omkring 50 meter, lå på sydsiden af sognevejen og udgjorde sammen med perronen og en lille træbygning det samlede baneanlæg. Bygningen – betalt af gæstgiveren – rummede et godsrumsafsnit og et gammeldags das.

Der var ingen station i egentlig forstand med ventesal, billetsalg, stationsforstander og perronfaciliteter i traditionel forstand. Grøngrøft Station var snarere en landlig holdeplads med en tilknyttet traktør, som varetog jernbanens opgaver på freelance-basis.

Person- og godstransportens ringe omfang

Trafikken ved Grøngrøft Station var begrænset fra begyndelsen. I de første år blev der registreret omkring 2.000 afgående passagerer om året. Allerede fra 1909 var tallet faldet til ca. 1.000, hvilket må betragtes som lavt selv efter datidens standarder for landlige stationer. Godstransporten – der primært bestod af leverancer til og fra Grøngrøft herregård – lå i de bedste år på cirka 300 tons. I takt med tiden og driftsnedgang faldt godsmængderne til blot 30–60 tons årligt.

Banens ledelse havde realistiske forventninger, og derfor blev den årlige aflønning for stationsdriften fastsat til beskedne 50 mark. Opgaven blev i første omgang varetaget af gæstgiver Bladt, som også ejede traktørstedet. Ordningen fungerede nogenlunde de første år.

Ejerskift og ustabil drift

Allerede i 1901 solgte Bladt dog sin ejendom til en ejendomshandler ved navn Dahl, og dermed begyndte en periode med hyppige ejerskift og en stigende ustabilitet i stationens drift. Dahl videresolgte hurtigt til en lokal mand, som imidlertid ikke kunne få økonomi ud af det sparsomme landbrug med sine blot 10 tønder land. I 1905 solgte han videre til N. L. Johansen, der heller ikke formåede at skabe stabilitet, men kun ejede stedet i to år.

I 1907 overtog en landmand ved navn Christiansen fra Ladegårdsskov stationen. Trods ambitioner måtte han hurtigt erkende, at stedet ikke var rentabelt, og i 1909 blev ejendommen afhændet til en tysker ved navn Friedrich von Reder fra Leipzig, der på daværende tidspunkt boede i Jernhytte ved Haderslev. Von Reder havde hele ti børn, hvilket i sig selv skabte kaotiske scener, når hele familien mødte op for at vinke til toget.

Ejendommens beskedne størrelse og stationens minimale trafik kunne naturligvis ikke brødføde en så stor familie. Von Reder måtte opgive projektet, og Christiansen – nu bosat hos von Reder i Jernhytte – blev igen ejer af stationen. Det var symptomatisk for Grøngrøfts problem: Ingen kunne få stedet til at hænge sammen økonomisk.

Økonomisk rod og banens indgriben

I løbet af de følgende år blev situationen stadig mere uholdbar. Christiansen havde gentagne vanskeligheder med at opretholde korrekt bogføring og afregning til banen. Et uanmeldt kasseeftersyn afslørede i 1912 et tilgodehavende på 125 mark, som banen dog havde sikkerhed for. Men kreditorer gjorde udlæg i sikkerheden, og Christiansen måtte igen forsøge at afhænde stationen.

En ny køber meldte sig i 1912, men handlen gik i vasken, hvilket betød, at Christiansen endnu en gang blev nødt til at overtage stationen, nu uden formelt ansvar og uden godkendelse fra banen. I 1914 trak han sig helt, og ejendommen blev overladt til sig selv. Banen inddrog billetterne, og Grøngrøft Station ophørte i praksis med at fungere som passagerstation.

Forsøg på genetablering og godsejerens indblanding

Et midlertidigt håb om genetablering opstod i 1915, da en ny mand fra Fiskebækskov flyttede ind og tilbød at varetage stationsdriften. Banen ville dog ikke give en gæstgiverbevilling, og manden nægtede derefter at betjene stationen yderligere. Samtidig glædede godsejer Kruse fra Grøngrøft sig over, at traktørstedet var lukket – hans folk benyttede nu Snorom kro ved behov.

Dog udtrykte Kruse stor utilfredshed med stationens reelle nedlæggelse. For ham betød det tab af godstransportmulighed til og fra herregården. Banens driftsinspektør Ruchmann blev involveret og søgte at finde et kompromis.

Det lykkedes, idet godsejer Kruse fik tildelt en bevilling til udskænkning af alkoholfrie drikke, og en af hans ansatte på godset passede herefter både det minimale gæstgiveri og de jernbanetekniske funktioner – dog på lavt blus. Denne ordning fungerede frem til 1919.

Sidste fase under godsejerens ejerskab

I 1919 købte Kruse ejendommen direkte og fik den 30. juni samme år en officiel kontrakt med banen om at varetage stationsfunktionen. Han indbetalte den nødvendige sikkerhedsstillelse på 200 mark, og driften kunne fortsætte i en yderst reduceret form. Der blev fortsat ikke solgt billetter, og trafikken bestod hovedsageligt af læsning og losning af godsvogne til og fra Grøngrøft herregård.

Eftermæle og stationens fysiske forsvinden

Den tidligere stationsbygning blev ombygget meget de kommende årtier og havde forskellige anvendelser frem til 2018, hvor bygningen blev revet ned.

Andre navne og stavemåderGrüngrift
Byggeår1899
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1926.03.31
Nedrevet2018
Højdeplacering over havet45,3 meter
GPS koordinater54.952679,9.567317


Billede af Grøngrøft Station.
Billede af Grøngrøft Station. Prioriteret materiale Prioriteret materiale Prioriteret materiale
Fotograf: Det Kgl. Bibliotek, Sylvest Jensen Luftfoto - Dato: 1956 - LINK til kilde.


Noter til: Billede af Grøngrøft Station.

Titel: - 1956 -
Person: Bygningsnavn: Sted: Danmark, Jylland, Gråsten
Vejnavn: Husnummer: Lokalitet: Postnummer: By: Sogn: Matrikelnummer: Ophav: Sylvest Jensen Luftfoto
År: 1956
Note: Id: H08138_004.tif




Fiskbækskov Stationskro lå 27,0 km. fra første station.

Fiskbækskov Stationskro – en afsides holdeplads med uro i kulissen

Mellem Grøngrøft og Gråsten udgjorde Fiskbækskov Station et særtilfælde blandt de mange mindre holdepladser på Åbenrå–Gråsten amtsbanen. Strækningen var præget af sparsomme bosættelser, vidtstrakte marker og skovområder, og i denne kontekst skulle man ikke forvente mere end en enkelt station – nemlig ved herregården Fiskbæk. Alligevel blev der oprettet en ekstra holdeplads midtvejs: Fiskbækskov. Det var ikke de få nærliggende husmandssteder eller skovløberboliger, der berettigede til et standsningssted, men snarere den historiske tilstedeværelse af en gammel kro, Jægerslyst, som i årtier havde ligget ved den gamle vej mellem Grøngrøft og Adsbøl.

At lade en jernbane passere en ældgammel gæstgivergård uden at stoppe, var på den tid utænkeligt. Jægerslyst havde traditionelt tjent som hvilested for rejsende og landboere, og den blev derfor betragtet som et naturligt sted for en holdeplads, selv om det egentlige trafikgrundlag var særdeles svagt. Mod nordvest lå den skovklædte Kølingbjerg, mod syd Rode Skov, mod sydøst Fiskbæks vidtstrakte marker og mod nord Tralskov – ikke præcis et område, der summede af trafik.

Stationens beskedne infrastruktur og driftsaftale

Anlægsarbejdet ved Fiskbækskov var minimalt. Udover en simpel jordperron blev der anlagt et blindt stikspor på 45 meter, beliggende omtrent 50 meter syd for Jægerslysts hovedbygning. At placeringen lå så langt fra kroen skyldtes det forhold, at terrænet umiddelbart bag kroen havde et fald på 1:60, mens man længere mod syd kunne finde et mere plant terræn til anlæg.

Stationens ekspedition blev overdraget til den daværende kroejer, Andresen, der som betaling for sin indsats fik stillet frikort til rådighed samt en årlig betaling på 50 mark. Til gengæld skulle han sørge for to ventesale – én for rejsende på anden klasse og én for tredje klasse – og bistå med ekspedition af både gods og billetter. Fiskbækskov Station blev på papiret behandlet som enhver anden mindre station, men i praksis var trafikmængden allerede fra begyndelsen lav.

En kro med hyppige ejerskift

Selvom Jægerslyst var en smuk ejendom med tilhørende jord, var gæstgiveriet ikke nogen forretningsmæssig succes. Allerede i 1903 blev stationen solgt til Lorenzen, som efter syv år afhændede den til Gram for 50.000 mark. Handlen trådte i kraft den 1. november 1910, men Gram kunne ikke umiddelbart overtage stationsdriften, fordi Lorenzens hustru blev boende på ejendommen, og Gram nægtede at stille den sikkerhed, som banen krævede for en ny aftale.

Dette medførte, at driftsinspektør Ruchmann måtte tage turen fra Åbenrå til Fiskbækskov – en rejse, der med datidens togtider krævede næsten en hel dag – for at mægle. Efter længere forhandlinger accepterede Gram at overtage forpligtelserne, dog ikke uden først at kræve renter af den stillede sikkerhed. Kravet blev afvist, og processen måtte genstartes, før det lykkedes at få Gram til at opgive rentekravet. Hans engagement blev dog kortvarigt, for allerede året efter solgte han ejendommen videre.

Nedgang og træthed hos baneledelsen

Efter Gram fulgte endnu en ejer, der holdt i syv år, men hans efterfølger, en mand ved navn Møller, var hverken interesseret i krodrift eller jernbaneekspedition. Det blev dråben for baneledelsen, der i marts 1921 fremlagde et forslag for jernbanekommissionen om at nedlægge stationen. Kommissionen accepterede, men man valgte dog at lade sidesporet blive liggende i tilfælde af fremtidig godstrafik – en mulighed man dog allerede dengang vurderede som usandsynlig, hvilket understregedes af, at sporskiftet blev fjernet.

Kommunalt blev der udtrykt modstand mod nedlæggelsen, især fra Ladegårdskov kommune. Men med oprettelsen af en ny, større kommuneenhed – Adsbøl Kommune – blev valget mellem at opretholde enten Fiskbækskov eller Fiskbæk Station stillet klart. Kommunen valgte Fiskbæk, og dermed blev Fiskbækskov station ved Jægerslyst nedlagt pr. 1. september 1921.

Afvikling af gæstgiveriet og senere genåbning uden bevilling

Med stationens ophør forsvandt det sidste grundlag for krodriften. Værten opgav i 1924 gæstgiveriet, og året efter blev ejendommen solgt til en ny ejer, der straks – og uden bevilling – genoptog krodriften. Gæsterne bestod nu især af unge fra den nyåbnede landbrugsskole på Fiskbæk, danselystne borgere fra Gråsten og husmænd fra de nyudstykkede statshusmandsbrug på herregårdens tidligere jorder.

Til at begynde med lykkedes det den nye vært at få en udskænkningstilladelse, men kritikken lod ikke vente på sig. Den lokale avis Hejmdal beskrev kroen som overflødig og kaldte det en skandale, at et værtshus, der kun fremmede drikfældighed, fik lov at eksistere. Sagen endte med, at der blev afholdt en kommuneafstemning om både Jægerslyst og Adsbøl Kro. Et knebent flertal stemte for bevarelse, men bevillingsudvalget nægtede alligevel at forny udskænkningstilladelserne.

Værten på Jægerslyst fortsatte uanfægtet i nogen tid, men blev til sidst stoppet af politiet, som med magt lukkede kroen. Dermed endte Jægerslysts historie som kro definitivt. Togtrafikken passerede fortsat stedet, men uden at standse, og stationens eksistens gled langsomt ud af erindringen.

Trafiktal og betydning

Stationens lave trafikmæssige betydning ses tydeligt i de registrerede tal. I de første år var der omkring 2.000 afgående rejsende årligt, men fra 1909 faldt dette tal til omkring 1.000, og i 1917/1918 var man helt nede på 400. Godsmængderne var om muligt endnu lavere. Før Første Verdenskrig varierede de årlige tal mellem 7 og 167 tons afsendt gods, hovedsageligt brænde og tømmer fra de nærliggende skove. Kun under krigen nåede man op over 300 tons.

Det stod klart, at der ikke var grundlag for at opretholde hverken kro eller station. Fiskbækskov kom til at repræsentere en af de mange mindre jernbanekroer, hvor et spinkelt trafikgrundlag blev forsøgt holdt i live gennem tradition og lokal modstand, men uden succes på længere sigt.

Jægerslyst i nyere tid

Efter lukningen blev Jægerslyst omdannet til privat beboelse. I mange år var ejendommen beboet af områdets sognefoged. Bygningerne blev sat i stand, og i dag fremstår ejendommen som en velholdt privatbolig, uden synlige spor af sin dramatiske fortid som stationskro og jernbaneholdeplads.

Andre navne og stavemåderFischbekholz
Byggeår1899
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1921.09.01
NedrevetEksisterer stadig
AdresseFiskbækvej 43, 6300 Gråsten
Højdeplacering over havet34,3 meter
GPS koordinater54.946833,9.580866


Billede af Fiskbækskov Stationskro.
Billede af Fiskbækskov Stationskro. Prioriteret materiale Prioriteret materiale Prioriteret materiale
Fotograf: Det Kgl. Bibliotek, Sylvest Jensen Luftfoto - Dato: 1956 - LINK til kilde.


Noter til: Billede af Fiskbækskov Stationskro.

Titel: - 1956 -
Person: Bygningsnavn: Sted: Danmark, Jylland, Gråsten
Vejnavn: Husnummer: Lokalitet: Postnummer: By: Sogn: Matrikelnummer: Ophav: Sylvest Jensen Luftfoto
År: 1956
Note: Id: H08137_023.tif




Fiskbæk Holdeplads lå 28,4 km. fra første station.

Fiskbæk Holdeplads – et beskedent, men vedholdende jernbanestop i skyggen af godset

Fiskbæk Holdeplads udgjorde et af de mest diskrete og beskedne standsningssteder på den tidligere amtsbane mellem Åbenrå og Gråsten. Holdepladsen var anlagt med stor omtanke, men uden den investering og opmærksomhed, som mange af de øvrige stationer og holdepladser i området modtog. Den lå direkte ud til sognevejen fra Gråsten til Grøngrøft, umiddelbart syd for hovedbygningen på det hertugelige gods Fiskbæk, ejet af hertug Ernst Günther af Slesvig-Holsten.

Det umiddelbare opland var i jernbanemæssig forstand ikke videre imponerende. Det omfattede primært det 275 hektar store godsanlæg og derudover nogle få rester af den tidligere landsby Fiskbæk – et samfund, som for længst var gået til grunde. Nogle enkelte huse og mindre gårde nord for godset samt bebyggelser ved sognevejen mod nord til Blans udgjorde resten af den mulige kundegruppe. Det var med andre ord næppe et trafikalt trækplaster, man havde med at gøre, men et hensyn til godsets eksistens og forventningerne til godstransport gjorde, at holdepladsen blev etableret.

Mangel på kro og ekspedient – en usædvanlig løsning

I modsætning til mange andre amtsbaneholdepladser, hvor stationens funktion blev varetaget af en lokal kroejer eller gæstgiver, opstod der ved Fiskbæk et særligt problem. Der eksisterede ikke noget gæstgiveri i området, og selv om det oprindeligt var hensigten, at en kro skulle opføres, meldte der sig ingen interesserede. Herudover ønskede godsets forpagter heller ikke at overtage ekspeditionen af passagerer og gods, hvilket normalt var betingelsen for, at en holdeplads kunne drives lokalt.

Som følge heraf blev der truffet en beslutning om at anlægge holdepladsen som ubetjent. Dette betød, at rejsende skulle købe billetter direkte i toget – en praksis, som i de fleste tilfælde kun blev benyttet midlertidigt eller ved meget svage stoppesteder. Holdepladsen blev udstyret med et sidespor, der skulle benyttes til læsning og losning af vognladningsgods, særligt med henblik på transport af produkter til og fra godset Fiskbæk.

På de originale tegninger for holdepladsen var der indtegnet et lille ottekantet træskur, men endnu i november 1900 – efter banens åbning – var skuret endnu ikke blevet opført. En indsender til avisen Apenrader Tageblatt klagede i et læserbrev den 14. november 1900 over, at de rejsende fra Fiskbæk måtte døje både kulde og regn uden nogen form for ly. Avisen Hejmdal kommenterede humoristisk på klagen den 16. november og rettede samtidig kritik mod landråden von Uslar i Aabenraa, som man mente havde udvist dårlig dømmekraft ved ikke at sørge for basal komfort ved holdepladsen.

Der blev på et tidspunkt efterfølgende opført et simpelt træskur på perronen. Intet tyder på, at det var jernbanen, der bekostede bygningen, men snarere godsets ejer, hertugen, som muligvis forbarmede sig over de ansatte, der benyttede holdepladsen dagligt.

Udvidelse med stykgodsekspedition og lokal involvering

Holdepladsens status blev i 1908 ændret en smule, da den daværende forpagter på Fiskbæk, Brüggemann, udtrykte ønske om at åbne holdepladsen for almindelig stykgodstrafik. Det var et sjældent initiativ fra lokal side, og Brüggemann tilbød samtidig at stå for den praktiske ekspedition af gods.

Den 14. maj 1908 blev der indgået en aftale, der gav forpagteren et tredje klasses frikort til amtsbanen og et honorar på 20 Pfennig pr. 1.000 kg stykgods eller 5.000 kg vognladningsgods. Aftalen gjorde det muligt for godsets ansatte at sende og modtage varer uden at skulle tage turen til Gråsten eller Kiding, hvilket isoleret set var en forbedring i en tid, hvor infrastrukturen var sparsom.

Men forbedringen blev kortvarig. I 1915 blev Brüggemann indkaldt til krigstjeneste under Første Verdenskrig, og han måtte overlade ekspeditionen til sin hustru. Jernbanens ledelse udviste i begyndelsen fleksibilitet, men i 1920 måtte man minde familien om deres kontraktlige forpligtelser, som ikke blev overholdt tilstrækkeligt.

Overgang til dansk administration og senere drift

Efter krigen solgte hertugen sine sønderjyske godser til den danske stat, og det medførte nye tider for Fiskbæk. Den nye danske forpagter var dog imødekommende og fortsatte det samarbejde, der allerede var etableret mellem godset og jernbanen. Der blev ikke indgået nogen ny kontrakt, men man bevarede ekspeditionen i sin eksisterende form, hvilket var nok til at sikre holdepladsens videre drift.

Holdepladsen bestod helt frem til banens nedlæggelse af banen i 1926. Den fungerede i hele sin levetid uden billetsalg og uden fast personale. Alt ekspeditionsarbejde blev udført af godsets folk, og alt billetsalg skete fortsat i toget. Der blev aldrig opført kro eller yderligere faciliteter, hvilket gør Fiskbæk Holdeplads til en af de mest nøgne og ydmyge holdepladser på hele amtsbanestrækningen.

Persontrafik og stykgods – minimale mængder

Holdepladsens persontrafik var yderst begrænset. I de fleste år var der færre end 1.000 afgående rejsende. Den markante undtagelse var jernbaneåret 1919/1920, hvor der registreredes over 4.000 afgående rejsende. Dette skyldtes formentlig en midlertidig ændring i lokal trafikadfærd – eventuelt relateret til ændringer i godsets drift eller specielle begivenheder.

Selv da den danske stat i 1924 oprettede en landbrugsskole på herregården Fiskbæk og udstykkede 165 hektar jord til ti nye husmandsbrug, fik det ingen betydning for passagertrafikken. Banen var allerede i sin sidste fase, og befolkningstilvæksten var for lille og for sen til at gøre en forskel.

Godstransporten var på lignende vis beskeden. I årene efter 1908 – hvor sidesporet officielt blev åbnet for offentlig godstrafik – blev der afsendt blot 12 tons gods det første år, og de følgende år faldt mængden til blot ét ton årligt. En enkelt undtagelse gjorde sig dog gældende under Første Verdenskrig. I årene 1917/1918 og 1918/1919 blev der hvert år afsendt 2.000 tons tørv fra holdepladsen – en aktivitet, der sandsynligvis var relateret til statslige energitiltag og tørvegravning i en tid, hvor brændsel var en knap ressource.

Andre navne og stavemåderFischbek
Byggeår1899
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1926.03.31
NedrevetNedrevet
Højdeplacering over havet18,4 meter
GPS koordinater54.941951,9.600435


Billede af Fiskbæk Trinbræt, som lå til venstre for bilen. den gamle jernbanetracé er helt tilgroet med træer i dag.
Billede af Fiskbæk Trinbræt, som lå til venstre for bilen. den gamle jernbanetracé er helt tilgroet med træer i dag.
Fotograf: Jacob Laursen - Dato: den 5. oktober 2019
Download billede



Gråsten Amtsbanegård (Gst) var Aabenraa-Gråsten Jernbane's endestation og lå 31,5 km. fra første station.

Gråsten Amtsbanegård - Et trafikalt knudepunkt i det sydlige Sønderjylland

Gråsten Amtsbanegård havde en stor rolle i jernbanetrafikken i det sydlige Sønderjylland i begyndelsen af det 20. århundrede. Beliggende syd for Gråsten by, lige nord for den senere opførte statsbanestation, fungerede den som et centralt knudepunkt for både person- og godstransport. Amtsbanegården blev etableret som en del af kredsjernbanerne og blev i høj grad formet af den samtidige og efterfølgende udvikling af statsbanens net i området. Dens placering, funktioner og den komplekse relation til statsbanerne vidner om de udfordringer og ambitioner, der kendetegnede tidens jernbanepolitik og -drift i Sønderjylland.

Anlægsforhold og tidlige funktioner

Da Gråsten Amtsbanegård blev anlagt, var det med et relativt beskedent sporareal. I begyndelsen bestod stationen af et omløbsspor, tre stikspor i vestlig retning og et enkeltsporet lokomotivremisespor med tilhørende kulgård. Lokomotivremisen var opført i bindingsværk, en bygningstype der var almindelig for mindre remiser i perioden. Sporarealet var tilstrækkeligt til den indledende trafik, men blev senere udvidet i forbindelse med etableringen af statsbanens net i området.

Statsbanernes ankomst i 1901 førte til en betydelig ændring i stationens udformning. Sporarealet blev udvidet mod vest, og der blev anlagt et fælles perronareal, hvor statsbanetogene holdt på sydsiden og amtsbanetogene på nordsiden. Det var oprindeligt planen, at der skulle være fælles ekspedition mellem de to baner, men fordi statsbanernes åbning trak ud, blev det nødvendigt for amtsbanerne at etablere en midlertidig ekspedition. Denne blev i første omgang anlagt i Flensburg-Ekensunder Dampfschifffahrts-Gesellschafts bygning på Friedrichsstrasse, tæt på banens foreløbige perron.

Samarbejdet med statsbanerne

Den 30. november 1899 blev der på Brøndlund Slot afholdt et møde mellem repræsentanter for de preussiske statsbaner og medlemmer af amtsbanens jernbanekommission. Her blev der indgået en aftale om et samarbejde, der mundede ud i en kontrakt, underskrevet den 3. juli 1900. Aftalen fastlagde blandt andet, at amtsbanen skulle betale 16.000 Mark som engangsbeløb til statsbanerne for en andel i stationsbygningen samt 4.000 Mark for varehus og omladespor. Derudover skulle amtsbanerne betale 1.500 Mark årligt for billetekspedition og godshåndtering, men modtage en tredjedel af indtægterne fra restaurantforpagtningen på banegården.

Kontrakten var i første omgang uopsigelig indtil marts 1906, men kunne dog ophæves, hvis amtsbanen blev nedlagt. Hvis statsbanerne valgte at opsige kontrakten, skulle de refundere 10.000 Mark til amtsbanerne. Samarbejdet blev betragtet som enestående i Nordslesvig, men fungerede dog langt fra gnidningsløst. Den preussiske statsbaneledelse udviste stor modvilje mod at anerkende amtsbanernes rolle, og i 1906 blev aftalen opsagt, med henvisning til at det økonomiske tilskud var utilstrækkeligt.

Selvstændig drift og nye bygninger

Da statsbanerne opsagde aftalen, begyndte amtsbanerne at overveje selvstændig drift af stationen. Driftsdirektør Paap undersøgte mulighederne for selv at varetage ekspeditionen og fandt, at det kunne gøres for 4.000 Mark årligt – mindre end det forslag, statsbanerne havde fremlagt. Kredsjernbanekommissionen ønskede derfor ikke at forlænge samarbejdsaftalen i sin oprindelige form, men valgte at stå for billetsalg og godsekspedition selv, mens man dog fortsat ønskede adgang til statsbanernes kvægfold og omladespor – som i øvrigt lå på amtsbanernes grund.

For at sikre stationens drift måtte amtsbanerne nu etablere egne faciliteter. Murermester F. Hinzmann, som havde købt en grund ved Bahnhofsstrasse, tilbød at opføre et jernbanehotel og varetage banens forretninger. Den 18. december 1906 indgik man en aftale med ham om opførelsen af bygningerne og udførelsen af billetsalg og godsekspedition. Til gengæld modtog Hinzmann 50 Mark årligt og et frikort på 3. klasse. Restaurationslokalerne blev brugt som ventesale for henholdsvis 2. og 3. klasse, og et lille kontor blev stillet til rådighed for banens ekspedition.

En arkitektonisk særling

Gråsten Amtsbanegårds bygning kom til at skille sig ud blandt samtidens jernbanebygninger. Opført i en blanding af arkitektoniske stilarter, blev den omtalt som et "pandekageslot" – en usædvanlig bygning med kegleformet hjørnetårn, bindingsværk, halv- og helvalmede tage, frontispicer og en blanding af flade og rundbuede vinduer. På facaden mod gaden fremstod bygningen som toetagers, men mod bagsiden afsløredes en tredje etage, da terrænet skrånede markant.

Indretningen var lige så mærkværdig som det ydre. I stueetagen fandtes banens kontor, restauration og ventesale, mens 1. salen rummede en lejlighed, der også blev udlejet til rejsende. De trange og kantede rum med højt til loftet vidnede om en utraditionel bygningsmæssig tilgang, der næppe fulgte samtidens jernbanearkitektoniske standarder.

Driftsproblemer og ejerforhold

Bygningens ejendommelige karakter og beliggenhed medførte flere problemer i den daglige drift. I 1910 klagede baneledelsen over, at kontorlokalet var uopvarmet, og i 1911 over, at stationens dør var låst før sidste togafgang. Hinzmann, der havde svært ved at få økonomien til at løbe rundt, forsøgte at sælge varehuset til banen, men uden held. I stedet solgte han ejendommen til sin svigerinde, Marie Cathrine Jensen, som indgik ny kontrakt med banen, mens det i praksis var Poulsen – tidligere stationsvært i Varnæs – der drev forretningen. Banen ønskede dog ikke at samarbejde med Poulsen, hvilket førte til yderligere kontraktlige forviklinger.

Senere episoder, som den hvor Marie Cathrine Jensen nægtede at undskylde overfor den forsinkede rejsende – som viste sig at være gehejmeråd von Uslar – illustrerede de sociale spændinger og det bureaukratiske spil, der ofte fulgte med stationsdriften. Trods opsigelser og dårlig vedligeholdelse blev kontrakten fornyet, og bygningen forblev i brug frem til banens lukning.

Banens trafik og betydning

Gråsten var blandt de travleste stationer på amtsbanens sydlige strækning. I årene 1903/04 havde stationen omkring 45.000 passagerer ud af i alt 168.000 på hele sydstrækningen. Til sammenligning havde Åbenrå 70.000. Godsmængderne var noget lavere i Gråsten – 2.953 tons mod Åbenrås 9.223 tons. I 1921/1922 var antallet af rejsende faldet, men stadig med 19.000 passagerer til og fra Gråsten mod 45.000 i Åbenrå. Mellem de to stationer rejste kun omkring 3.700 personer, hvilket vidner om manglende gennemgående trafik.

Stationsbygningens senere skæbne

Efter amtsbanens nedlæggelse i 1926 fortsatte bygningen med at fungere som gæstgiveri men op til starten i 1970'erne var der stadig skænkestue i den tidligere stationsbygning. Det sidste kapitel i bygningens historie som restauration sluttede i 1975, hvorefter den blev solgt til privat beboelse. I dag fremstår bygningen som en nydelig og restaureret privatbolig.

Andre navne og stavemåderGravenstein Kreisbahnhof
Byggeår1898
Åbnet1899.02.14
Nedlagt1926.03.31
NedrevetEksisterer stadig
AdresseKongevej 73, 6300 Gråsten
StednavneforkortelseGst
Højdeplacering over havet4,3 meter
GPS koordinater54.919875,9.594655


Billede af Gråsten Amtsbanegård.
Billede af Gråsten Amtsbanegård.
Fotograf: Jacob Laursen - Dato: den 21. september 2019
Download billede



Litteratur for: Aabenraa-Gråsten Jernbane

>> Husk at støtte de hårdarbejdende forfattere, som bruger meget tid på at sikre vores danske jernbanehistorie. <<

Sønderjyske jernbaner
Bogtitel
Forfatter
Udgivelsesår
Sidetal
Udgivelsessted
Forlag
ISBN
Sønderjyske jernbaner
Niels Jensen
1975
80
København
J. Fr. Clausen
87-11-03697-4
Æ Kringelbahn - Aabenraa Amts Jernbaner (Dansk Jernbane-Klub: 44)
Bogtitel
Forfatter
Udgivelsesår
Sidetal
Udgivelsessted
Forlag
ISBN
Æ Kringelbahn - Aabenraa Amts Jernbaner (Dansk Jernbane-Klub: 44)
B. Wilcke
1982
256
København
Dansk Jernbane-Klub
9788787050234
Aabenraa Amts Jernbaner 1899-1926
Bogtitel
Forfatter
Udgivelsesår
Sidetal
Udgivelsessted
Forlag
ISBN
Aabenraa Amts Jernbaner 1899-1926
L.H. Hansen
1982
304


87-981352-0-1