Kragskovhedebanen - operatør: Kragskovhedelejren
Kragskovhedebanen var en af de mere specielle smalsporsbaner i Danmark og var fængselsvæsenets smalsporsbanen ved Kragskovhede. Banen blev officielt kaldt Hedebanen.
Med den store arbejdsløshed i 1930'erne blev der af Arbejds- og Socialministeriet anlagt lejre rundt om i landet til brug for de unge arbejdsløse, som skulle have praktisk arbejdstræning og teoretisk viden. Tre af disse lejre (Jerup, Mosbjerg og Råbjerg) lå i området ud for Jerup by og op mod nord gennem Jerup Hede.
Hele egnen bestod af sandryggene, der kaldes "rimmer", der blive forstærkede af klitdannelser, mens de mellemliggende lavninger, der kaldes "dobber", der var fugtprægede og fremtræder som moseområder. Formålet med at lægge lejrene her var, tanken at inddyrke arealerne, og klargøre dem til landbrugsjord, hvor der skulle oprettes husmandsbrug.
Efter 2. verdenskrig fik lejrene en anden funktion, hvor de blev overdraget til fængselsvæsenet, som ville internere op mod 2.300 landssvigere i de halvåbne lejre. Lejrene blev opgraderet til de nye behov og stod klar i løbet af 1948. I perioden fra 1945, hvor man tog beslutningen og frem til 1948 skete der meget i samfundet og der blev kun brug for en mindre del af de 2.300 klargjorte pladser.
For at få plads til de 2.300 indsatte havde man lavet en større funktionsopdeling af de tre lejre og sammen med de relativt store afstande til og fra arbejdsstederne betød store udfordringer med transportlogistikken med den på tidspunktet dårlige infrastruktur. Derfor blev det besluttet at lave en kollektiv transport med anlæggelse af en smalsporsbane. Banen som mange i dag kalder Kragskovhedebanen pga. startpunktet ved Kragskovhede Statsfængsel, blev officielt i 1948 benævnt Hedebanen. Hedebanen havde en sporvidde på 600 mm og fik en længde på ca. 6,5 km. Skinnerne stammede fra de efterladte tyske anlæg på Læsø, hvor tyskerne havde planlagt anlæggelse af en bane på tværs fra vest til øst siden af Læsø.
Hedebanen startede driften i slutningen af 1948 på første etape til Mosbjerg via Jerup og i februar 1949 blev forlængelsen til Råbjerglejren taget i brug. At stykket mellem Mosbjerg og Råbjerglejren kom til at tage længere tid at anlægge, skyldes jordbundsforholdene, der var besværligt og tidskrævende da de før omtalte "dobber" krævede afgravning af tørven og stabilisering med sand.
Hedebanens materiel bestod af to dieseldrevne entreprenørlokomotiver og personvognene var åbne 4 akslede bogievogne med faste bænke med placering i midt i vognen i længderetningen. Bogierne var af den type undervogne uden affjedring der brugtes til almindelige tipvogne. Der var plads til 12 personer i hver side af vognen og man sad med ryg mod ryg og fronten rettet ud mod siden af vognen. Pga af de smalle spor på 600 mm og det høje tyngdepunkt i vognene skulle der sidde lige mange i hver side af vognen for at hinde at den væltede - når den "bumlede" afsted over det forholdsvis interimistiske spor og manglede affjedring af vognene.
Banen startede ved Jeruplejren, (senere Kragskovhedelejren) og i starten skar banen Sindalvej, hvilket kom til at give mange problemer. I starten skulle Sindalvej spærres når toget krydsede vejen. Med den stigende trafik blev det svære og svære at lukke vejen af. Problemet blev løst ved at flytte stationen i Jeruplejren ca. 50 meter nord for vejen, hvor der blev anlagt en ny perron. Ved den nye station blev der muret en remise med plads til tre lokomotiver, hvilket var en forbedring ift. den sydligere station, hvor der kun var et træskur med plads til et lokomotiv.
Efter Jeruplejren station var placeret nord for Sindalvel, gik baneforløbet ca. 2 km vest mod Mosbjerglejren. Ved Mosbjerglejren var der, ud over en perron, anlagt et sidespor. Efter Mosbjerglejren fulgte baneforløbet Sindal/Råbjerg Mose vejen over en strækning på godt 4 km til Råbjerglejren. Ved Råbjerg var der udover perron, endnu et sidespor samt bygget en lille remise til et enkelt diesellokomotiv.
Banen havde en svag stigning de første par kilometer mellem Jeruplejren og Mosbjerglejren, hvor de resterende 4,4 km. af banens forløb var vandret bane frem til Råbjerglejren.
Fra slutningen af 1951 blev syv mandskabsvogne forsynet med en overbygning af jernplade, med skydedør i den ene side og to vinduer i hver vognside dog forblev to vogne åbne af hensyn til godstransporterne.
Køreplanen var som følger: første morgentog afgik fra Råbjerg kl. 6:30 og var et lille tog med indsatte, som skulle til læge, tandlæge mv i Kragskovhede og havde ankomst i Kragskovhede kl. 7:00. Det lille tog kørte retur kl. 09:30 med ankomst i Råbjerg kl. 10:00. Det "store" tog kørte fra Kragskovhede kl. 8:00 og medførte indsatte og funktionærer til arbejdsstederne. Det store tog modtog op til ca. 200 passagerer fordelt på på syv-otte vogne. Efter endt arbejdsdag kørte det "store" tog tilbage igen med ankom kl. 17:00 i Kragskovhede.
Ud over den faste køreplan var der i nogen omfang uofficielle kørsler og særtog som fx biograftoget der kørte fra Råbjerg til Kragskovhede. Der blev også kørt med skoleelever, som var børn af funktionærer og bosatte i Råbjerg. Til gods medførte toget en godsvogn med bl.a. mælkejunger til Jerup Mejeri og forskellige former for landbrugs- og gartneriprodukter.
I 1962 begyndte man at arbejde på at finde en mere tidsvarende transportform, og i januar 1963 blev der indkøbt to brugte DSB-busser, som hurtigt blev indsat i den daglige drift. Banen blev herefter nedlagt helt.
Skinner og materiel blev solgt som skrot til Mejer Antonsen i Aalborg, i alt 215 tons jernskrot, og et hold indsatte blev sat til at optage sporet i foråret 1963.
Fængselsvæsnets forsøg på at opdyrke det store landbrugs og hedearealer samt fængselsområdet er i dag lukket for offentligheden.