Tønder-Højer Sluse - operatør: DSB, en artikel om Tønder-Højer Sluse

Tønder-Højer Sluse Jernbane

Tønder-Højer Sluse Jernbane blev opført under det tyske herredømme i Sønderjylland som led i en større infrastrukturstrategi for regionen. Efter Danmarks nederlag i krigen i 1864 mistede landet Sønderjylland til Preussen. I de følgende årtier blev der i det tyskstyrede Sønderjylland anlagt flere jernbanestrækninger som del af den såkaldte sønderjyske tværbane. Strækningen mellem Tønder og Højer Sluse blev officielt åbnet den 15. juni 1892 og kom til at spille en vigtig rolle for transport og kommunikation i området.

Formål med Banen og Betydningen for Sild

Et af hovedformålene med Tønder-Højer Sluse Jernbane var at sikre en effektiv transportforbindelse til øen Sild. Før opførelsen af Hindenburg-dæmningen, der senere blev bygget i 1927, kunne Sild kun nås via skibstransport fra Højer Sluse. Jernbanen førte til en markant forbedring af forbindelsen mellem Tyskland og Sild, hvilket gjorde det lettere for både passagerer og gods at blive transporteret til og fra øen. Banens placering gjorde det muligt at benytte Højer Sluse som udskibningshavn, og den fungerede som sådan også efter Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920.

Ændringer efter Genforeningen

Da Sønderjylland blev en del af Danmark igen i 1920, forblev Tønder-Højer Sluse Jernbane i drift, og Højer Sluse fortsatte som udskibningshavn for Sild-trafikken. Dette ændrede sig imidlertid drastisk i 1927, da Hindenburg-dæmningen mellem det tyske fastland og Sild blev indviet. Dæmningen tillod direkte togforbindelser til Sild, hvilket reducerede behovet for skibstransport fra Højer Sluse. Som følge af denne nye forbindelse faldt passagertrafikken markant på Tønder-Højer Sluse Jernbane.

Nedgang og Lukning

Som en konsekvens af den faldende trafik indstillede man persontransporten på strækningen den 15. maj 1935. Banen blev dog holdt i live som en ren godsbane i flere årtier efter. Fra 1953 blev strækningen kun benyttet til vognladningsgods, men efter Anden Verdenskrig og de rationaliseringer, som fulgte, blev banen stadig mindre økonomisk bæredygtig. Til sidst besluttede man at nedlægge banen helt, og den 31. marts 1962 blev Tønder-Højer Sluse Jernbane officielt lukket. Kort efter blev sporene fjernet, og jernbanen ophørte med at eksistere som en transportkorridor.

Stationer og Infrastruktur

Banens stationer havde forskellige funktioner og var af varieret arkitektonisk udformning. Højer Sluse station blev revet ned allerede i 1928, men flere af de andre stationsbygninger stod endnu i nogle årtier. Stationen i Møgeltønder blev delvist bevaret indtil 1975, hvor hovedbygningen blev nedrevet, mens en sidefløj med varehus forblev. Højer Station blev revet ned i 1985, og i Daler blev den oprindelige træbygning erstattet af en rødstensbygning i 1923. Denne nye bygning blev i 1947 omdannet til privat bolig og standsede derefter sin funktion som station.

Vandtårnet ved Højer, som var en vigtig del af infrastrukturen for at sikre vandforsyning til damplokomotiverne, blev revet ned omkring 1935, da det ikke længere var i brug.

Den Historiske Betydning af Tønder-Højer Sluse Jernbane

Trods sin relativt korte levetid som passagerbane spillede Tønder-Højer Sluse Jernbane en vigtig rolle i regionen. Banen skabte en ny mulighed for at forbinde Tønder og det sønderjyske opland med det tyske fastland og øen Sild. Det bidrog til økonomisk vækst i området, idet både turister og varer blev transporteret hurtigere og mere effektivt. Banen var også et vigtigt element i den infrastruktur, der understøttede landbrug og handel i regionen, da den gjorde det muligt at transportere varer til og fra Højer Sluse havn.

I 1950'erne kørte en grøn Ardelt-traktor på banen, som fik øgenavnet "grisen" eller "Grüne August" jævnlig på banen. 

Tønder H Station – En Central Del af Byens Udvikling

Tønder H Station var ikke den første station i Tønder. Den ældste jernbanestation var Tønder Øst Station, som blev anlagt i 1867 under navnet Tønder Nord. Først indtil Marskbanen (Bramming-Tønder-banen) blev anlagt den 15. november 1887, fungerede Tønder Øst som endestation for Tønder-Tinglev-strækningen. Med etableringen af Tønder Marskbanegård som banegård for privatbanen mellem Heide og Ribe og omdøbningen af Tønder Nord til Tønder Øst, ændrede jernbanenettet sig betydeligt i området. Da den preussiske stat overtog privatbanen i 1890, blev den nuværende Tønder Hovedbanegård opført, mens Tønder Marskbanegård blev omdannet til hotellet "Eichlers Hotel".

De Tre Spor fra Tønder H

I den nordlige ende af Tønder H Station udgik der engang tre spor. Det østlige spor, spor 1, drejer kort efter stationen og Strucks Allé i en skarp bue mod øst. Denne østgående bane forbinder fortsat Tønder med Tingley og er Tønders ældste jernbaneforbindelse, selv om den formelt er nedlagt.
Det midterste spor, vestbanesporet, fortsætter nordpå mod Hviding, oprindelig grænsestationen Vedsted-Hviding ved den gamle grænse, og derfra videre imod Ribe og Bramming. Dette spor er i dag det mest trafikerede.
Højersporet udgik tidligere fra spor 4, det vestlige spor. Det fulgte vestbanesporet frem til det sted, hvor Nordre Landevej i dag krydser jernbanen. Her slog sporet til Højer ind i et venstresving med en radius på 700 meter mod vest.

Tønder – Byhistorie og Udvikling

Tønder blev før Genforeningen stavet Tondern. I dag ligger Tønder (sønderjysk: Tynne, frisisk: Tuner, tysk: Tondern) i det sydvestlige Sønderjylland, omtrent 5 km fra den dansk-tyske grænse. Byen har 7.564 indbyggere (2024), er placeret lavt ved overgangen mellem hedeslette og marsk og afgrænses af Vidå mod syd. De tre store landeveje rute 8, 11 og 25 mødes i Tønder, der fremstår som en moderne skole- og erhvervsby med aluminiumsbearbejdning, fotolaboratorium, støbefabrikker og et aktivt handelsliv i smukke, gamle omgivelser.
Erhvervslivet domineres af store virksomheder som Norsk Hydro Aluminium, Pro Rengøring og Brdr. Hartmann A/S, mens skokoncernen ECCO driver et kursus- og konferencecenter i nærheden. Tønder har desuden et daghospital og er naboby til Møgeltønder, der ligger 4 km mod vest. Tønder Station har daglige afgange med Arriva til Esbjerg og til Niebüll i Tyskland.

Kultur, Begivenheder og Museer

Hvert år i august afholdes den traditionsrige Tønder Festival, især med folke- og jazzmusik. I julemåneden er Tønder kendt for sit julemarked og Det Gamle Apotek, som har Skandinaviens største juleudstilling. Byen byder desuden på Kulturhistorie Tønder (tidligere Tønder Museum), hvor man kan se arkitekt Hans J. Wegners møbler i det gamle vandtårn, og på Kunstmuseet i Tønder (det tidligere Sønderjyllands Kunstmuseum). Nord for byen findes et zeppeliner- og garnisonsmuseum, der vidner om egnens militære fortid. Kulturlivet er mangfoldigt, og det tyske mindretal i området driver også en del af de lokale foreninger.

Historiske Rødder

Byen nævnes allerede i 1100-tallet af den arabiske korttegner Al-Idrisi, men det er usikkert, om navnet Tundira henviser til Tønder eller Møgeltønder. Tønder fik Lybsk stadsret i 1243, hvilket gør den til landets ældste købstad. Byen var oprindeligt en havneby, hvilket stadig afspejles i gadenavne som Skibbroen og Skibbrogade. Men i 1550'erne mistede Tønder sin direkte adgang til havet på grund af Hans den Ældres digebyggerier, som skulle beskytte mod oversvømmelser. Byen har gentagne gange oplevet voldsomme stormfloder, senest i 1923 og 1976, men det fremskudte dige mellem Emmerlev Klev og Hindenburgdæmningen yder i dag en mere effektiv beskyttelse.

Fra Skibsfart til Kniplinger

Indtil 1600-tallet profiterede Tønder af aktiv skibsfart og samhandel med Nordtyskland og Nederlandene, men digerne afskar byen fra havet, og sejladsen flyttede til Rudbøl og senere Højer. Herefter udviklede Tønder sig i høj grad ved produktion og handel med kniplinger. Byen fik et lærerseminarium i 1788, der i 1989 blev sammenlagt med Haderslev Statsseminarium.

Jernbane og Vækst

Efter krigen i 1864 blev Tønder tysk, og byen oplevede en betydelig vækst. Man fik en større indflydelsesradius mod syd, hvilket gav nye handelsmuligheder og fremmede industrien i Tønder. Jernbaneforbindelsen til Tinglev kom i 1867, og i 1892 åbnede banestrækningen til Højer. Ved 1900-tallets begyndelse nød byen godt af turismen til øen Sild, idet turisterne rejste via Tønder og Højer, men dette stoppede da Tønder blev dansk ved Genforeningen i 1920, og den nye grænse fratog byen meget af dens sydlige opland.
I det 20. århundrede formåede Tønder at drage nytte af afvandingen af marsken og udviklede sig til et trafikknudepunkt i regionen. Selv om byen i en periode var begrænset industrialt, steg befolkningstallet markant, så Tønder i 1950 nåede 7.000 indbyggere. Gennem midten af århundredet etableredes nye virksomheder, og allerede eksisterende forretninger voksede. Trods denne udvikling var blot 28 procent af den erhvervsaktive befolkning i 1960 beskæftiget i industri- og håndværksfag.
Ved kommunalreformen i 2007 blev Tønder lagt sammen med seks andre kommuner – herunder Skærbæk og Rømø – og blev dermed Danmarks femtestørste kommune målt på areal.

Møgeltønder Station – En Tyskbygget Station fra 1892

Møgeltønder Station blev opført i 1892 i forbindelse med åbningen af Tønder-Højer Sluse-strækningen. Stationen blev bygget under tysk styre og bar tydeligt præg af den karakteristiske tyske arkitektur med gule sten og røde murstensbånd i murværket. Efter genforeningen i 1920 bevarede stationen læssespor og godstrafik, men persontrafikken ophørte allerede i 1935. Med banens nedlæggelse i 1962 forsvandt også stationens funktion, og selve stationsbygningen blev delvist revet ned i 1975, bortset fra et varehus mod vest, som bestod indtil 2023.

Arkitektur, Bygninger og Tjenesteboliger

Møgeltønder Stations hovedbygning fremstod bastant og nærmest klodset. Den bestod af en stor, firkantet to-etagers bygning med mindre sidebygninger på hver side. I stueetagen fandtes en forhal, et billetsalg og et rum til rejsegodsekspedition, mens første sal rummede stationsforstanderens bolig på næsten 52 m², fordelt på tre værelser og køkken. Facaderne var mange steder beklædt med skiffer for at beskytte mod den hårde vestenvind. Mod vest fandtes et 30 m² stort varehus, som var det eneste, der stod tilbage indtil 2023. Samtidig blev der opført en tjenestebolig, og efter genforeningen kom yderligere to tjenesteboliger til. De sidstnævnte var udelukkende opført i røde sten og havde tegltag, en stil der afveg markant fra den tyske stationstype.

Spornettet og Industribaner

Møgeltønder Station havde oprindeligt ét perronspor med grusperron og en mindre mælkerampe. Her lå mejeriet, hvor købmanden nu findes. Vest for stationsbygningen lå et 467 meter langt læssespor, som kun var adskilt fra stationen af et kort stykke bane. Fra dette læssespor udgik et stikspor til en kombineret ende- og siderampe til bl.a. får og kreaturer. Desuden løb en industribane ca. 250 meter mod syd forbi Carsten Borg Betonvarefabrikker, teglværk og kalksandstensfabrik. I tysk tid var der intet egentligt lejemål for brug af stationens areal, men banens personale måtte benytte en del af fabrikkernes jord som have. Efter genforeningen indgik man heller ingen ny aftale, og tipvognssporet blev fjernet i 1929, mens grundstykket blev solgt til fabrikant Carsten Borg med klausul om, at et spor eventuelt kunne genoprettes. Det blev dog aldrig aktuelt, og resten af stationsområdet blev opkøbt af Borg Beton til lagerområde.

Fra Persontrafik til Ren Godsekspedition

Baneforbindelsen Tønder-Højer blev anlagt for at forbinde ferieøen Sild med fastlandet via Højer Sluse, men efter Genforeningen blev tyskernes transittrafik besværliggjort. Med åbningen af Hindenburgdæmningen til Sild i 1927 mistede banen sin internationale betydning, og i 1935 ophørte persontrafikken. Godsekspeditionen i Møgeltønder fortsatte frem til 1953, hvor stationsdriften blev helt indstillet, og stationen overgik til banemandstjeneste. Den daværende stationsbestyrer blev boende i bygningen indtil 1962, hvor han blev forflyttet til Valby i forbindelse med selve banens endelige nedlæggelse.

Stationsnært Bymiljø og Industri

Møgeltønder by, der ligger 1 km syd for stationen, fik ikke et udpræget stationsbymiljø, men omkring selve stationsområdet opstod et mindre samfund med et mejeri og betonvarefabrikker. Mange af sandgravene i og omkring byen vidner fortsat om de gode sandforekomster, der muliggjorde drift af beton- og teglindustrier. I 1912 blev der bygget en kalksandstensfabrik nord for teglværket, og man kunne producere op til 20.000 sten dagligt. Dampkedler på hver 30.000 pund blev i sin tid losset ved stationen og trukket gennem byen til fabrikken. Fra J.C. Gregersens optegnelser fremgår det, hvordan en kedel på 16 meters længde i længere tid spærrede vejen syd for stationsbygningen.

Møgeltønder – Et Sogn med Historie

Møgeltønder (tysk: Mögeltondern) er en sønderjysk by med 754 indbyggere (2024), 7 km nordøst for Rudbøl grænse, 8 km øst for Højer, 17 km syd for Bredebro og 6 km vest for Tønder. Møgeltønder Sogn omfatter bl.a. Møgeltønder Kirke og Schackenborg Slot, der i årene 1995-2014 var beboet af Prins Joachim. Byen rummer også en skole med ca. 120 elever (0.-6. klassetrin), et børnehus, en forsamlingshus, campingplads, dyrehospital, købmand og Schackenborg Slotskro. Tidligere beskrivelser fra 1778 nævner sognets mange gårde, møller og godser, herunder fundet af de to guldhorn i Gallehus. Møgeltønder station lå en kilometer nord for selve byen, hvor betingelserne for industri var særligt gode takket være bakkeøens sandforekomster.

Nedrivning og Eftermæle

Selve Møgeltønder Stationsbygning blev i vid udstrækning revet ned i 1975, mens varehuset stod indtil 2023. Møgeltønder Omfartsvej er i dag delvist anlagt på det gamle banetracé, og Midtfeldtvej med dens korte fortsættelse som sti mod øst følger også dele af Højerbanens rute. Selv om stationsområdet næsten helt er forsvundet, har byen og omegnen fortsat spor efter de beton- og teglfabrikker, som engang drog nytte af jernbanen til at sende og modtage materialer. Møgeltønders arkitektur, dens slot og historie gør den i dag til en særlig perle i Sønderjylland.

Daler Holdeplads – Fra Simpel Træstation til Røde Mursten

Dahler-Østerby Station blev oprindeligt anlagt på banestrækningen Tønder-Højer Sluse som en ret primitiv bygning, delvist af træ, og fungerede som station for Dahler-Østerby. Her fandtes endda en lille stationskro eller udskænkningssted, hvor de rejsende kunne stille sulten eller tørsten, mens de ventede på toget.

Nye Tider og Navneskift

Da Sønderjylland i 1920 igen blev dansk, beskrev DSB's besigtigelseskommission den daværende træbygning som "særligt grim og afstikkende" og så skrøbelig, at den rystede, når vestenvinden tog fat. I 1925 rev man den derfor ned og opførte i stedet en station i "Midtbanestil" med røde mursten. Navnet ændredes samtidig fra Dahler-Østerby til Daler, og stationen fik betegnelsen Holdeplads. I 1947 overgik Daler Holdeplads til privat beboelse.

Stationens Udformning og Spor

Selve Daler Holdeplads var forsynet med læssespor, omløb og et kort stikspor med rampe. I tysk tid hed stationen "Dahler Öesterby", og herfra stammer en historie om en banemand, der havde stillet sin skinnecykel på Møgeltønder Station, hvorefter drilske børn fjernede sikringsstenen, så cyklen trillede helt til Dahler Öesterby Station. Den første træbygning lignede midterpartiet af Møgeltønder Station, men var kun midlertidig. Efter DSB's overtagelse af de sønderjyske jernbaner i 1920 blev navnet ændret til Daler Station, og man rejste i 1923 en lav, dansk station i røde sten. Samtidig anlagde tyskerne en standardtjenestebolig, spejlvendt i forhold til den i Møgeltønder. Tjenesteboligen lå lidt afsides tæt ved sporområdet. Stationen havde en seks meter bred grusperron på omtrent 100 meter.

Fra Station til Privat Beboelse

I 1947 købte sporarbejderen Søren Sørensen stationen og indrettede den til bolig. Han tilføjede to små sidefløje. Forbi Daler Holdeplads op igennem 1950'erne kom der ofte en grøn Ardelt traktor der fik øgenavnet "grisen" eller "Grüne August". Selve hovedbygningen eksisterer fortsat, men de døre, hvor passagererne tidligere gik ud til perronen, er nu muret til. Tjenesteboligen findes også, omend i en noget ombygget udgave. Læssesporets gamle rampe anes som en svag forhøjning på 20-30 cm, mens resterne af stationskroen blot er murbrokker i en nærliggende mark. Her kunne man engang få en "Gewesen" og lidt brød undervejs.

Stationsvej og Kolonnehuset

Vejen, der forbinder Daler Holdeplads med Tønder-Højer-landevejen, kaldes stadig "Stationsvej". Navnet kan vække undren i dag, men fortæller om stationens rolle i området. Banen fortsatte vestpå mod Højer, og ikke langt fra Daler fandtes et kolonnehus af sveller med høj rejsning, faste bænke, bord og brændeovn. Her holdt banearbejderne pause, når de var i færd med at vedligeholde den flade marskstrækning. Alle disse spor vidner om en tid, hvor Daler Holdeplads var et vigtigt knudepunkt for rejsende og godstransport midt ude i marsken.

Højer Station – Et Trafikalt Knudepunkt i Marsken

Højer Station blev opført i forbindelse med Tønder-Højer Sluse Banen og spillede en central rolle i områdets transport af både passagerer og gods. Med en stationsbygning, der indeholdt tjenestebolig, billetkontor, ventesale og et udskænkningssted, var stationen en vigtig del af Højers infrastruktur. Ud for hovedbygningen fandtes omløbsspor, mens der mod øst var både læssespor, depotspor og et spor til pakhuset. Stationen var desuden udstyret med en enderampe, siderampe samt folde til får og kreaturer, hvilket gjorde den velegnet til håndtering af landbrugstransporter.

Banens Betydning for Højer

I begyndelsen havde banen en blandet effekt på Højer. Mange indtægter fra tyske turister, der tidligere rejste via byen til øen Sild, forsvandt, da togene fra syd havde plomberede vogne, hvor passagererne først kunne stige ud ved Højer Sluse. Senere fik banen dog større betydning for lokale arbejdere og skoleelever, der nu kunne tage toget direkte til Tønder.

Stationsbygningens Placering og Udformning

Højer Station lå syd for byen. Oprindeligt var der planer om at anlægge en station nord for byen, da man overvejede at forlænge jernbanen til en ny havn ved Emmerlev. Men da staten ejede jorden syd for byen, blev beslutningen taget om at placere stationen her, mellem Sejersbækken og byen, tæt på det gamle dige fra 1556.

Stationsbygningen var større end de øvrige på banen. Den blev opført som en treetagers midtersektion, hvor stationsforstanderen havde bolig på de øverste etager. Der var to ventesale – én for rygere og én for ikke-rygere – samt et lille udskænkningssted. Øst for hovedbygningen lå varehuset, hvortil der var to perroner til godsind- og udlevering. I en senere periode blev bygningen beklædt med skifferplader.

På perronens vestlige ende lå et retiradehus, bygget i gule mursten med karakteristiske buer over vinduerne, fremhævet af røde sten.

Vandtårnet og Tjenesteboligen

Lige øst for stationsbygningen stod vandtårnet, der forsynede damplokomotiverne med vand til returrejserne. Tårnet blev revet ned omkring 1935. Længere mod øst lå en stor tjenestebolig i to etager, Østerende 12-14, som indeholdt fire lejligheder beregnet til ansatte ved banen, opført i samme arkitektoniske stil som stationen. Tjenesteboligen blev beklædt med skifferplader mod syd og vest for at modstå det hårde klima i marsken. Stationens personale boede dog også i private ejendomme, herunder Østerende 11, et hus, der blev genopført med tegltag efter en brand i 1918.

Sporplan og Godshåndtering

Stationens sporplan ændrede sig kun lidt i banens levetid. Ud for perronen fandtes et omløbsspor, mens den østlige del af stationsområdet husede læssespor, depotspor og pakhusspor. Læssesporene var forsynet med en enderampe og en siderampe, samt folde til får og kreaturer.

For at optimere rangeringen i stationsområdet var sporene opbygget med fire sporskifter og tre "englændere" (særlige sporskifter, der kunne lede tog i flere retninger).

Nedrivning og Ny Anvendelse

Højer Station blev nedlagt sammen med resten af Tønder-Højer Sluse Banen den 31. marts 1962. Herefter blev sporene fjernet, og stationen blev solgt til foderstoffirmaet Fedder Hindrichsen, som ombyggede den til lejligheder. I 1985 blev bygningen dog revet ned på grund af forfald. I dag er arealet for den gamle station bebygget med andelsboliger.

Højer i Dag

Højer er i dag kendt for sin gamle mølle og en kornsilo, mens en karakteristisk skorsten fra den tidligere tæppefabrik blev nedrevet i 1994. Nye vartegn er kommet til, ikke mindst de mange vindmøller, der nu dominerer landskabet omkring byen.

Selvom stationen er væk, bærer Højer stadig præg af sin jernbanehistorie. Den gamle tjenestebolig er også blevet revet ned i 2011 efter den i ca. 20 år havde stået og forfaldt.

Højer Sluse Station i historisk perspektiv

Højer Sluse Station, ofte forkortet (Slu), var en markant træbygning opført i 1892 som endestation for togene mellem Tønder og Højer. Stationen blev etableret for at lette overfarten til Munkmarsch på øen Sylt, hvor passagerer og gods kunne fortsætte rejsen ad søvejen. Bygningen var i to etager og kendetegnet ved sin høje, noget klodsede fremtoning. Den nedre etage rummede ventesal, pakrum, kontorer, postkontor og toiletter, mens en trestjernet restaurant blev indrettet på øverste etage, komplet med værelser til overnattende gæster, der ventede på gunstige vind- og tidevandsforhold. Fra første sal førte gangbroer direkte til toppen af digekronen. Stationens betydning var stor i de tidlige år, især for badetogene, der bragte badegæster helt ud til slusen.

Etableringen af stationen og formålet med overfarten

I begyndelsen havde Højer Sluse Station kun ét perronspor, men den voksende trafik gjorde hurtigt udvidelser nødvendige. I 1898 blev stationen og sporarealerne derfor udvidet for at imødekomme det stigende passagertal. Også til transporten af rejsegods var der fokus: Turisternes bagage og andet gods kunne effektivt omlæsses via læssesporet og derefter sejles til Sylt. Stationen blev anlagt af hensyn til overfarten til Munkmarsch, hvilket betød, at der ud over almindelig trafik også var stor fokus på rejsende til og fra bade- og ferieophold.

Udvidelser og faciliteter på stationen

Fra kun at have ét perronspor blev anlægget i 1922 udvidet til to perronspor og en lille drejeskive med en diameter på 16,2 meter. Desuden var der ét omløbsspor, tre depotspor og yderligere et læssespor, som især blev brugt til turister og bygningsmaterialer til Sild. Transporten mellem tog og skib blev håndteret af flade toakslede vogne trukket af heste. Et langt udtræksspor i den nordøstlige ende af stationen gav mulighed for at rangere hele vognstammer, og der var forbindelse mellem samtlige spor og både udtræksspor og hovedspor. Selve drejeskivegraven findes fortsat i området, men er nu delvist overgroet og vanskelig at få øje på.

Forlængelsen af sporet og havnebanen

I 1909 blev sporet fra Slusestationen forlænget med 350 meter i en kurve østpå, så det kom til at løbe langs Vidåen. Højerbanens sidste 1,3 km udgjorde dermed en halvcirkel med en radius på omkring 600-700 meter. Herfra transporterede man gods indtil banens nedlæggelse i 1962. Forlængelsen fulgte Højer kanal (ved det nuværende Havnevej) og fortsatte frem til Siltoftvej, hvor den endte ved Tangmelsfabrikken (senere Vidåfabrikken), som var blevet grundlagt i 1918.

Gennemgående tog og turisternes rejse

Efter 1920 kørte gennemgående tog helt fra Hamburg til Højer Sluse med plomberede vogne mellem Tønder og Højer Sluse Station. Passagerer til Sylt blev ved ankomst gennet som en flok kvæg ud til skibets anløbsplads udenfor slusen. Betydningen af Højer Sluse Station blev dog reduceret dramatisk i takt med bygningen af Hindenburgdæmningen, der åbnede for togtrafik direkte til Sylt fra 1. juni 1927. Denne dæmning gjorde den gamle overfart overflødig for passagertrafikken, og stationen mistede dermed sin hovedfunktion.

Tangmelsfabrikken (Vidåfabrikken) og dens historie

Tangmelsfabrikken, senere kendt som Vidåfabrikken, blev opført i 1918 af Det Slesvig-holstenske Fodermelsselskab med det formål at fremstille fodermel af søgræs hentet i Vadehavet. Bygningens høje form skyldtes, at man anvendte tyngdekraften i produktionen, hvor råmaterialet blev transporteret fra øverste etage og ned gennem forskellige processer. Allerede i 1920 blev fabrikken solgt til et privat selskab fra Højer, som hurtigt solgte inventaret. Fiskere og skippere benyttede herefter bygningen i flere år. I 1937 købte J.H. Hansen fabrikken og begyndte at samle Adler-personvogne og Krupp-lastbiler, hvilket krævede omfattende ombygninger. Under den tyske besættelse producerede man heste-trænvogne, dele til ubåde og endda transportable træhuse til vagter ved Vesterhavet. Efter Anden Verdenskrig blev fabrikken beslaglagt og senere opkøbt af autoforhandleren Nicolai Christiansen, som i en kort periode producerede køleskabe i bygningen. I dag huser den en lysfabrik.

Stationens lukning og nedrivning

Persontrafikken mellem Højer og Højer Sluse forsvandt i 1927, da Hindenburgdæmningen åbnede for direkte tog til Sylt. Højer Sluse Station lukkede dermed for passagertrafik og mistede næsten al lokal betydning. DSB kunne ikke bruge den gamle træbygning, som var i dårlig stand og ikke kunne sælges, så i 1928 blev den revet ned. Kontrakten om nedrivningen blev underskrevet 2. august 1928, og arbejdet blev påbegyndt 2. oktober samme år af C. Ewald Rasmussen og H.A. Thomsen fra Ribe til en pris på 4.080 kr. Derudover måtte de betale 180 kr. for tre gamle tyske fliseovne, der havde leveret varme til stationens gæster og personale. I 1933 overtog Digelaget grunden samt vare- og kølehus. Drejeskiven fra stationen blev genanvendt på Tønder station frem til slutningen af 1950'erne, hvorefter den ikke længere var i brug.