Denne bane er resultatet af en række initiativer i perioden 1881 til 1902. Af disse forslag var det mest interessante nok forslaget om en bane fra Grenå til Fornæs hvorfra der efter planen skulle etableres en dampskibsrute til Helsingør. I årene mellem 1900 og 1902 blev en række forslag diskuteret i området og det endte med at man sluttede op om forslaget det foreslog en bane mellem Ryomgård - Gjerrild. Forslaget blev fremsendt til Rigsdagen i samlingen 1900 - 1901. Men der lå det og samlede støv inden der med den store jernbanelov af 27. maj 1908, hvor banen stod opført som nr. 29, kom der gang i sagerne. Staten fik halvdelen af aktierne i det nye selskab der som øvrige aktionærer havde Randers amt og sognekommunerne i området. Private aktionærer tegnede aktier for henved 120.000 kroner.
Den 15. juni 1909 blev der udstedt eneretsbevilling for banen og anlægsarbejderne startede i 1910 efter at man i sommeren 1909 havde udstukket linjeføringen. Den 4. december 1911 kørte en række honoratiores strækningen i gennem med et særtog og dagen efter åbnede for regulær drift med tre tog dagligt i hver retning. Kort efter åbningen af den oprindelige Ryomgård - Gjerrild Bane blev det diskuteret at forlænge banen helt til Grenå. Drivende bag dette initiativ var Grenå der mærkede hvordan jernbanen trak trafik væk fra byens naturlige opland. Den 16. juli 1914 blev der givet eneretsbevilling til Gjerrild - Grenå banen.
Arbejdet skulle have været afsluttet i juli 1916 men blev forsinkede på grund af mangel på arbejdskraft. Indvielsen af Gjerrild - Grenå banen fandt sted den 26. juni 1917. Specielt i Grenå gjorde man meget ud af indvielsen med optog og flagning. Efterfølgende blev de to baner slået sammen til Ryomgaard - Gjerrild - Grenå Jernbane A/S. Selskabet havde en aktiekapital på 2.071.818 kroner. I starten gik det nogenlunde for banen med at få det hele til at løbe rundt. Men specielt fra 1930'erne begyndte det at gå ned ad bakke. Som andre baner fik RGGJ overskud på driften under 2. verdenskrig men det var dyrekøbt i form af stort slid på materiel og anlæg. Banen ønskede ikke at modtage statshjælp til modernisering efter 2. verdenskrig og dette var nok medvirkende til banens hurtige bortgang.
Privatbanekommissionen af 1954 var ikke af den opfattelse af RGGJ havde nogen realistisk overlevelsesmulighed. Anderledes var det med banens opland der var mere positive. Men da staten var storaktionær med halvdelen af aktierne og desuden skulle dække en fjerdedel af driftsunderskuddet, har dens stemme nok vejet tungt ved generalforsamlingen den 25. maj 1956. Her blev det efter nogen debat besluttet at anlægge banen med virkning fra 30. juni samme år.
Vigtige stamdata for Ryomgård-Gjerrild-Grenå Jernbane (RGGJ)
Allerede i 1873 blev det besluttet at anlægge en 64 km lang jernbane fra Randers til Grenaa over Ryomgård. I Randers ønskede man samtidig en bane ud over Djursland for at begunstige handelslivet i Randers. I Århus så man på det med nervøsitet og der var hurtig enig om at få skabt en 40 km lang jernbane fra Århus til Ryomgård station på den kommende Grenaabane. De to baner var privatbaner med fællesdrift under navnet Øst Jydske Jernbane (ØJJ). Vognmateriellet blev leveret fra vogn fabrikken Scandia i Randers.
Strækningen Randers-Grenaa åbnede den 26. august 1876 og Århus-Ryomgård kunne indvies den 1. december 1877. Der var tre tog dagligt i hver retning.
Da man under banernes anlæg vidste, at de to jernbaner fik mødested i Ryomgård, blev stationsbygningen i Ryomgård bygget større end de øvrige stationer på banerne. Stationsbygningen fik foruden kontorer og postlokale også en restaurant. Ryomgård fik også pakhus samt en tosporet remise, der lå syd for hovedsporene. Ved vestenden af hovedbygningen opførtes et vandtår. Elektricitet var der endnu ikke noget af, så vandet blev pumpet op i tårnet ved hjælp af en vindmølle. Ved siden af vandtårnet lå to funktionærboliger beregnet for banens ansatte.
På det tidspunkt stationen blev bygget i Ryomgård, lå der kun en håndfuld huse og et teglværk ved stationen. Forventningerne, var at der hurtigt ville opstå en by omkring stationen. Fra stationen kørte der tog i tre retninger, så det var et vigtigt knudepunkt med mulighed for et stort opland.
Sådan nemt gik det ikke for H. Mourier-Petersen ejede hovedgården Gammel Ryomgård, og han nægtede at udstykke grunde til boligbyggeri, idet han ikke ville "se et fattigkvarter vokse op nær min gård". Så trods stor interesse blev der kun opført få huse, en kro og et andelsmejeri.
Mourier-Petersen døde i 1903, og den nye ejer af Gammel Ryomgård, hofjægermester Holten Castenskjold, havde en ganske anden indstilling og det gav et byggeboom omkring stationen, hvor der blev opført flere forretninger.
Gæstgiveriet blev udvidet og fik navnet Elles Hotel, som senere skiftede navn til Ryomgård Hotel. Der blev etableret håndværker- og borgerforening i 1906, og byen fik noget så moderne som en telefoncentral med hele syv abonnenter.
Øst Jydske Jernbane havde fra begyndelsen en katastrofal økonomi, og Statsbanerne måtte overtage de to strækninger i 1881. Med statsbanernes overtagelse blev der i de følgende en udvidelse af trafikken, og der blev ansat flere på Ryomgård station. En folketælling fra februar 1911 viser, at med de ansatte ved DSB og postvæsenet inklusive hustruer og børn var 45 personers tilværelse direkte afhængig af jernbanen:
Ryomgård station emmede af liv og aktiviteter og det var nødvendigt med udvidelser. Den tosporede remise fra 1876 var blevet for lille, og lå i vejen for udvidelse af stationens sporareal. Som erstatning blev der i den vestlige ende af stationsområdet opført en ny tresporet remise med en drejeskive foran bygningen. Den nye remise stod klar i 1908. Det er i øvrigt i den bygning, at Djurslands Jernbanemuseum i dag har holder til i.
I december 1911 fik Ryomgård endnu en jernbane, idet den 30 km lange privatbane mod nordøst til Gjerrild kunne åbnes og blev i 1917 forlænget fra Gjerrild til Grenaa. Lige øst for stationsbygningen i Ryomgård fik Gjerrildbanen sin egen perron og tre spor samt en drejeskive og kulgård. Gjerrildbanen fik en 14 meter lang enkeltsporet remise, der i den ene ende var indrettet med et materialerum og et rum, hvor en lokomotivfører og fyrbøder kunne overnatte.
I 1911 var Ryomgård vokset til at have 270 indbyggere og med tog i nu fire retninger – Århus, Randers, Gjerrild og Grenaa, var byen blevet et centralt knudepunkt på Djursland, en rolle, som Nimtofte ellers havde haft. Ryomgårds positionering førte til etablering af privatskolen Ryomgård Realskole, der modtog de første elever i januar 1913. Allerede halvandet år senere havde skolen 125 elever, Mange af dem ankom dagligt med tog fra Gjerrildbanens stationer. Væksten i Ryomgård fortsatte med yderligere boligbyggeri. Jordemoderen, der hidtil havde boet i Mesballe et par kilometer mod syd, flyttede efter politisk krav til Ryomgård, og købmand Andersen fik Justitsministeriets tilladelse til at have håndkøbsudsalg fra Nimtofte Apotek.
Ryomgård fik et nyt postkontor nær stationen, og byen fik sin første bank, en filial af Banken for Kolind og Omegn. Det gamle vandtårn var ikke længere tilstrækkelig, og blev revet ned i 1914 og erstattet af et nyt højere. Det ikoniske vandtårn eksisterer stadig og betragtes som byens vartegn og et minde om dengang, Ryomgård var et jernbaneknudepunkt.
Syd for hovedsporene og læssesporene blev der i 1913 anlagt et sidespor. I første omgang til brug for en nyopført virksomhed, Andelsselskabet Kartoffeltørreriet ved Ryomgård. Få år senere opførtes også et cikorietørreri, hvor nogle bygninger i 1926 overgik til Dansk Andels Ægeksport og igen i 1959 blev disse bygninger benyttet til fremstilling af de såkaldte Jiffy Pots, som er urtepotter, der bliver lavet af presset spagnum. Jiffy Pot fremstilles endnu i bygningerne, men sidesporet har ikke været benyttet siden 1960'erne og sporskiftet er fjernet for længst.
Ryomgård var stadig i vækst, og i 1940 havde byen 750 indbyggere. Ryomgård Hotel var overtaget af Aktieselskabet Danske Afholdshoteller, men på stationen var der håb for de tørstige, for her fik restauratør Laurits Martinus Larsen spiritusbevilling i 1941.
Ved overkørslen for Slotsgade i østenden af stationen blev bommene passet af ledvogterske Jensine Andersen. Hun var kendt af alle i byen, og hun gav et nik og et venligt smil til alle trafikanter. Det gav hende tilnavnet "Djurslands flinkeste ledvogter". Hendes mand havde tidligere arbejdet for banekolonnen, men han hjalp også med betjening af bommene.
Ryomgård-Gjerrild-Grenaa Jernbane kæmpede i årevis med store underskud og i 1956 var der ikke længere enighed i kommuner og amt om fortsat at dække underskuddet.
Direktør la Cour for virksomheden Pindstrup Mosebrug havde en afdeling i Stenvad, hvorfra der fra Gjerrildbanens station blev afsendt omfattende mængder tørv og tørvestrøelse. La Cour tilbød at betale for driften af den del af banen der lå mellem Ryomgård-Stenvad for egen regning, men det lykkedes ikke at få lavet en aftale med banens likvidationsudvalg. Den 30. juni 1956 var sidste dag med tog på Gjerrildbanen fra Ryomgård. I de følgende måneder blev Gjerrildbanens spor taget op. Den lille remise i Ryomgård blev revet ned og de håndbetjente bomme ved Slotsgade fjernet og erstattet med elektriske advarselssignaler og bomme.
Efter Gjerrildbanens nedlæggelse kunne DSB nedlægge et par stillinger på Ryomgård station og de to sidste remisearbejdere blev forflyttet til Århus. På dette tidspunkt havde Ryomgård 875 indbyggere og på realskolen gik der 450 elever.
maj 1971 blev persontrafikken nedlagt på strækningen Randers-Ryomgård, men der blev frem til 1993 kørt godstog til Pindstrup, hvor der var en del trafik til virksomheden Novopan.
Pensioneret trafikkontrollør Rosenvinge var hovedkraften i at åbne et lille jernbanemuseum i 1981 i de tidligere postlokaler på Ryomgård station. Det lykkedes senere at købe DSB-remisen, og her flyttede museet til i 1995. Djurslands Jernbanemuseum drives siden 2005 af Dansk Jernbane-Klub, og der er åbent onsdage, torsdage og weekenderne i sommermånederne.
Grenaabanen blev, sammen med Odderbanen, lukket for ombygning fra jernbane til letbane den 27. august 2016. Det var forventet, at banen ville genåbne som en del af Aarhus Letbane i begyndelsen af 2018, hvor den sidste del af den nybyggede indre strækning mellem Lisbjerg og Lystrup også skulle åbne. På grund af manglende sikkerhedsgodkendelse blev genåbningen hhv. åbningen af den nye strækning imidlertid udskudt på ubestemt tid. Godkendelsen forelå 25. april 2019, og genåbningen hhv. åbningen vil fandt sted 30. april 2019, som en del af den 110 km lange letbane Odder-Århus-Grenaa.
Kærende Trinbræt var med med en simpel grusperron og et venteskur af træ. Kærende Trinbræt har muligvis eksisteret siden Ryomgård-Gjerrild banens anlæggelse i 1911.
Kærende Trinbræt har dens levetid været haft et sidespor.
Byggeår
1922
Åbnet
1922.12.05
Nedlagt
1956.07.30
Nedrevet
Nedrevet
Højdeplacering over havet
24,3 meter
GPS koordinater
56.405639679162014,10.54564448267416
Billede af Kærende Trinbræt med Sidespor - Trinbræt med Sidespor er nedrevet, men Kærende Trinbræt med Sidespor har ligget her. Fotograf: Jacob Laursen - Dato: 2022.07.21 14:12:13
Mogenstrup Trinbræt var af den simple type med grusperron og et sparsomt venteskur. Mogenstrup Trinbræt var anlagt ved Ramten Møllegård, som lå nord for trinbrættet.
Byggeår
1930
Åbnet
1930.07.01
Nedlagt
1956.07.30
Nedrevet
Nedrevet
Højdeplacering over havet
26,9 meter
GPS koordinater
56.424104949664006,10.592857456501097
Billede af Mogenstrup Trinbræt - Trinbræt er nedrevet, men Mogenstrup Trinbræt har ligget her. Fotograf: Jacob Laursen - Dato: 2022.05.27 15:21:22
Ramten Station havde et 105 meter sidespor. Ramten Station station havde en god start og blev udvidet med en ny ventesal i 1915 og pakhuset blev udvidet i 1918.
Tranehuse Station havde et krydsningsspor på 160 meter, et læssespor på 90 meter og et stikspor på 95 meter hen til en 5-tons galgekran og en enderampe.
Glesborg Kær Trinbræt startede som mergelsidespor den 1. august 1924 med et lille venteskur ved en primitiv grusperron. Som mergelsidespor var Glesborg Kær Trinbræt ikke et officielt trinbræt, men den 1. oktober 1929 blev det uofficielle trinbræt flyttet ca. 300 meter mod vest ud til den offentlige vej og var nu et officielt trinbræt.
Glesborg Kær Trinbræt ændrede hurtigt nvn til Glesborg Kærvej Trinbræt.
Andre navne og stavemåder
Glesborg Kærvej
Byggeår
1924
Åbnet
1924.08.01
Nedlagt
1956.07.30
Nedrevet
Nedrevet
Højdeplacering over havet
19,4 meter
GPS koordinater
56.494993,10.698469
Billede af Glesborg Kær Trinbræt med Sidespor. Fotograf: Det Kgl. Bibliotek, Sylvest Jensen Luftfoto - Dato: 1951 - LINK til kilde.
Tustrup Trinbræt eller Tustrupvejen Trinbræt, som standsningsstedet også blev kaldt, åbnede den 1. maj 1933, men havde reelt set ikke en trinbrætperron ved åbningen. Først året efter i 1934 blev der aflæsset et læs grus, som kom til at gøre det ud for trinbrættet.
Andre navne og stavemåder
Tustrupvejen
Byggeår
1933
Åbnet
1933
Nedlagt
1956.07.30
Nedrevet
Nedrevet
Højdeplacering over havet
11,2 meter
GPS koordinater
56.495685,10.716244
Billede af Tustrup Trinbræt. Fotograf: Det Kgl. Bibliotek, Sylvest Jensen Luftfoto - Dato: 1951 - LINK til kilde.
Gjerrild Station var endestation frem til den 27. juni 1917 og her lå banens hovedkontor frem til 1949. Gjerrild Station havde tosporet remise med værksted (nu vandrerhjem), en drejeskive på 6½ meter, en kulgård og et dræsineskur.
Gjerrild Station havde et 220 meter omløbsspor ved perronen, et læssesporet på 110 meter, som lå ved svinefolden og havde stikspor i begge ender. Det ene stikspor førte til en 5 tons galgekran og enderampe, og det andet stikspor gik hen til perronen. Fra hovedsporet var der stikspor til en enkeltsporet motorvognsremise og et opstillingsspor.
Stationsbygningerne mellem Ryomgård og Gjerrild blev tegnet af arkitekt Axel Preisler, som også tegnede 4 gulkalkede dobbelthuse med 8 funktionærboliger på "Ved Svalebøgen" nummer 1, 3, 7 og 9 nordvest for Gjerrild Station.
Den den 7. marts 1943 åbnede en sidebanen fra Stokkebro vest for Gjerrild station til Gjerrild Strand. Den var 2,7 km lang og blev brugt til stentransporter. Den var bygget af Organisation Todt (OT), som var en civil og militær ingeniørenhed i Tyskland, der var blevet opkaldt efter sin grundlægger, Fritz Todt. Derfor kom sidebanen til at hedde "Tyskerbanen" i folkumunde. Stentransporterne fra Gjerrild Strand betød betydelige mængder gods for RGGJ, men mistede sin betydning, da stentransporterne blev overtaget af skibe.
Voldby og Tornled Station var de eneste mellemstationer på forlængelsen af Ryomgård-Gjerrild videre til Grenaa, og blev anlagt 6 år senere end Ryomgård-Gjerrild. Voldby Station var som banens yngste mellemstation den første, som fik indlagt elektricitet.
Voldby Station havde et 125 meter langt omløbsspor med svinefold. Næst efter Gjerrild var Voldby den af banens mellemstationer, der havde mest persontrafik.
Stationsbygningen, der var tegnet af arkitekt Mads Christian Thoft fra Grenaa, er desværre blevet revet ned.
Hammelev Trinbræt - Kilde: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (Lave Målebordsblade 1901-1971)
Grenaa Vestbanegård var Ryomgård-Gjerrild-Grenå Jernbane's endestation og lå 43,2 km. fra første station.
I 1911 åbnedes Ryomgård-Gjerrild Banen (RGB), som den 27. juni 1917 blev forlænget fra Gjerrild til Grenaa. Ryomgård-Gjerrild-Grenaa Jernbane (RGGJ) havde sin egen station i Grenaa, Grenaa Vestbanegård eller bare Grenaa Vest. Grenaa Vest lå ca. 700 meter nordvest for Grenaa Station ved Vestbanegade. Herfra havde Gjerrildbanen forbindelsesspor til Grenaa Havnebane og Grenaa Station.
Forbindelsessporet fik i 1933 et sidespor til "Grenaa Andels-Svineslagteri", men ellers var det småt med transporter imellem statsbanen og Ryomgård-Gjerrild-Grenaa banen. Fra Grenaa Vestbanegaard var der ingen direkte godsekspedition med DSB og som de øvrige stationer på RGGJ gik godstrafikken via Ryomgaard til DSB.
Ryomgård-Gjerrild-Grenaa banen blev nedlagt den 30. juli 1956, men forbindelsessporet til "Grenaa Andels-Svineslagteri" blev fortsat benyttet af DSB i nogle år.
Stationsbygning til Grenaa Vestbanegård brændte i 1969 og blev efterfølgende revet ned, men den tosporede remise er bevaret på Baunehøjvej 6.
