Varde-Grindsted Jernbane, ændret fra VaGJ i 1957 - VGJ

Varde-Grindsted Jernbane: En Historisk Rejse

Varde-Grindsted Jernbane (VGJ), tidligere kendt som Varde-Grindsted Jernbane (VaGJ) indtil 1957, var en af de mange mindre privatbaner, der spillede en vigtig rolle i Danmarks regionale infrastruktur. Denne bane, der åbnede i 1919, havde til formål at skabe forbindelse mellem Varde og Grindsted og forbinde de landlige egne i Vestjylland med større byer. Banens historie er præget af lange forsinkelser og udfordringer i anlægsfasen samt en gradvis nedgang i driften, som til sidst førte til dens lukning i 1972.

Tidlige Planer og Kampen om Ruten

Historien om Varde-Grindsted Jernbane går helt tilbage til loven af 24. april 1864, hvor det første gang blev foreslået at anlægge en tværbane til Grindsted. Men hvor udgangspunktet for denne bane skulle være, førte til en langvarig strid mellem Varde og Esbjerg. Begge byer ønskede at få æren af at være udgangspunktet for denne vigtige forbindelse. Til sidst vandt Varde kampen, og det blev besluttet, at banen skulle gå mellem Varde og Grindsted.

Den endelige godkendelse af banen kom først med loven af 29. april 1913, som fastslog, at ruten skulle gå mellem Grindsted og Varde. En koncession blev udstedt den 4. juni 1915, hvilket gjorde det muligt at påbegynde anlægsarbejdet i foråret 1916. Banens indvielse fandt dog først sted den 12. april 1919, næsten 55 år efter den første lovgivning om en tværbane til Grindsted.

Banens Rute og Stationer

Varde-Grindsted-banen fulgte en interessant rute, der adskilte sig fra andre baner i området. Fra Varde station løb banen mod øst og passerede syd om Varde Å, inden den fortsatte gennem Sønder Varde og Gellerup Plantage. Næsbjerg Station var et vigtigt stop på ruten, efterfulgt af Biltoft og Øse trinbrætter. Efter Øse, små tre kilometer videre, nåede banen Nordenskov station. Herfra svingede banen mod nord i retning af Ansager og krydsede Holme Å. Ansager Station, der lå 23 kilometer fra Varde, var et centralt knudepunkt på banen. Banen fortsatte videre til Mølby Station (nu Skovlund), krydsede igen Varde Å, og fortsatte gennem Tyndkær trinbræt, Eg Station, samt flere mindre trinbrætter, inden den endelig nåede Grindsted.

Stationsbygningerne langs ruten var tegnet af arkitekt Axel Preisler og var oprindeligt ens, bortset fra Gravlund Station, som var mindre, da den ikke havde postekspedition. Alle stationer havde et grundmuret varehus og sidespor, der gjorde det muligt at håndtere gods. På nogle stationer var der også en svinefold af træ og en siderampe af beton til lastning af dyr.

Økonomiske Udfordringer og Nedgang

Selvom banen oprindeligt blev opfattet som en vigtig forbindelse mellem Varde og Grindsted, blev den aldrig den store succes, som mange havde håbet på. Banen løb gennem et relativt tyndt befolket område, hvilket betød, at der aldrig var de store mængder passagerer eller gods at transportere. Dette påvirkede naturligvis økonomien negativt, og allerede i 1950 begyndte banen at opleve økonomiske vanskeligheder.

I 1952 indgik banen et samarbejde med Varde-Nørre Nebel Jernbane (VNJ), som betød, at de to baner nu havde fælles direktør, hovedkontor og værkstedsfaciliteter. Dette fællesskab blev udvidet i 1953, da man også etablerede et værkstedsfællesskab for at spare på omkostningerne. Men trods disse forsøg på at holde banen kørende, faldt passagertallet, og mængden af gods blev reduceret til en sjettedel af det oprindelige niveau.

I 1957 blev banens navn ændret fra VaGJ til VGJ, men dette gjorde ingen forskel for dens økonomiske problemer. Banen overlevede Privatbanekommissionens betænkning i 1954, men kunne ikke undgå den langsomme økonomiske nedgang, der førte til, at kommunen i Grindsted begyndte at protestere mod at dække de stigende underskud.

Nedlæggelsen af Banen

Som mange andre mindre baner blev Varde-Grindsted-banen påvirket af stigende konkurrence fra vejtransport. Trods flere forlængelser af garantiperioden, måtte VGJ til sidst lukke. I Grindsted, som i mange år havde været et af landets største jernbaneknudepunkter, blev de fleste baner omkring samme tid nedlagt. Vandelbanen lukkede i 1957, Troldhedebanen i 1968, og da Diagonalbanen også stod til nedlæggelse i 1970, forsøgte VGJ at overtage strækningen Grindsted-Bramming som godsbane. Dette forsøg mislykkedes, og VGJ blev endelig nedlagt den 31. marts 1972.

Efter nedlæggelsen blev skinnerne hurtigt taget op, og store dele af banetracéet blev solgt til private lodsejere. I dag er der kun få fysiske spor tilbage af banen, men de fleste stationsbygninger eksister stadig på nær stationsbygningerne i Næsbjerg og Nordenskov, som er revet ned.

Banens Betydning og Eftermæle

Selvom Varde-Grindsted Jernbane aldrig blev den store økonomiske succes, var den alligevel en vigtig del af lokalområdet. Banen var en livsnerve for de små byer og landsbyer, den forbandt, og den gav både mennesker og gods mulighed for at bevæge sig hurtigt og effektivt mellem Varde og Grindsted. Desuden spillede banen en vigtig rolle under 1. verdenskrig, hvor transport af gods, især mergel, var afgørende for landbrugsproduktionen i området.

Banens historie er et eksempel på de mange privatbaner, der blev anlagt i Danmark i starten af det 20. århundrede som en måde at forbinde mindre byer og landdistrikter med større transportnetværk. Selvom mange af disse baner siden er blevet nedlagt, har de haft en varig indflydelse på udviklingen af de områder, de betjente.