Allingåbro - Stenvad Jernbane - RJ
Allingåbro-Stenvad Jernbane – RJ
Allingåbro-Stenvad Jernbane var et jernbaneprojekt, der blev foreslået i begyndelsen af 1900-tallet som en del af en større plan om at udvide jernbanenettet i Danmark. Projektet blev først indført i jernbaneloven af 20. marts 1918, men trods store forventninger og statens tilsagn om at dække 50 % af anlægsomkostningerne, blev banen aldrig realiseret. Jernbanen skulle have forbundet flere byer og landsbyer på Djursland, men den blev til sidst en af de mange jernbaner, der blev afvist af 1923-kommissionen.Baggrund og formål med jernbanen
Allingåbro-Stenvad Jernbane skulle forbinde flere små byer og landsbyer i Djursland, herunder Allingåbro, Ørsted, Vivild, Nørager og Stenvad. Banen ville skabe en forbindelse mellem Randers-Ryomgård-strækningen og Ryomgård-Grenå-strækningen. Dette ville have givet regionen en mere direkte transportforbindelse og samtidig fremmet udviklingen i de mindre byer langs banen. Ideen bag jernbanen var at forbedre infrastrukturen i Djursland, der i høj grad var landbrugsorienteret og havde brug for bedre transportmuligheder for både varer og mennesker.Staten støttede projektet ved at love at dække 50 % af anlægsomkostningerne, hvilket var en typisk finansieringsmodel for de fleste privatbaner på den tid. Lokale erhvervsdrivende og politikere så store muligheder i banen, da den ville styrke økonomien og skabe bedre forbindelser mellem byerne i området og de større byer som Randers og Grenå.
Planlagte stationer og strækning
Strækningen for den planlagte jernbane startede i Allingåbro, som var en vigtig by på Randers-Ryomgård-banen. Derfra ville banen fortsætte gennem Ørsted, Vivild, Nørager og Stenvad, inden den tilsluttede sig Ryomgård-Grenå-banen. Dette ville skabe en sammenhængende forbindelse, der kunne have givet Djursland bedre adgang til det større jernbanenet i resten af Danmark.De byer og landsbyer, som banen skulle forbinde, var primært små samfund, men de havde potentiale for vækst med bedre infrastruktur. Især landbrugsprodukter fra området kunne nemmere transporteres til større markeder som Randers og Aarhus. Desuden kunne personer, der arbejdede i større byer, lettere pendle med tog, hvilket kunne bidrage til at skabe en mere dynamisk arbejdsstyrke.
Jernbanens udfordringer og afvisning
Trods den indledende opbakning og statens bidrag blev Allingåbro-Stenvad Jernbane aldrig realiseret. En af de største udfordringer var de allerede eksisterende jernbaner i området, især Randers-Ryomgård- og Ryomgård-Grenå-banerne, der i forvejen dækkede en del af behovet for transport. Det betød, at den foreslåede bane ikke kunne forventes at tiltrække nok passagerer og gods til at være rentabel. Derudover var rutebildriften på dette tidspunkt godt etableret i området, hvilket yderligere reducerede behovet for en ny jernbane.I 1923 blev en kommission nedsat for at evaluere rentabiliteten af de forskellige jernbaneprojekter, der var blevet foreslået i de foregående år. Kommissionen konkluderede, at Allingåbro-Stenvad Jernbane ikke ville være økonomisk bæredygtig, og den blev derfor placeret på listen over projekter, der ikke skulle gennemføres. Blandt årsagerne var den konkurrence, som eksisterende baner og rutebiler allerede skabte, samt de forventede høje anlægsomkostninger i forhold til det begrænsede antal brugere.
Konsekvenser for området
Nedlæggelsen af projektet for Allingåbro-Stenvad Jernbane betød, at området forblev afhængigt af de eksisterende jernbaneforbindelser og rutebilerne, som allerede var veletableret i området. Mens det uden tvivl ville have været en fordel for de små byer at have en direkte jernbaneforbindelse, klarede de sig i mange år med rutebusser og de allerede eksisterende jernbaner. Den økonomiske udvikling i disse byer blev ikke så markant som forventet, da jernbanen blev afvist, men infrastrukturen blev langsomt forbedret på andre måder gennem vejnettet og udvidelsen af rutebusser.Områdets landbrug forblev stærkt, men uden den lette adgang til større markeder via jernbanen. I dag er det tydeligt, at mange af de små byer på Djursland stadig er afhængige af god vejforbindelse og ikke jernbanenettet. Det er interessant at tænke på, hvordan en realisering af Allingåbro-Stenvad Jernbane kunne have ændret udviklingen i området.
Jernbanens betydning i historisk kontekst
Selvom Allingåbro-Stenvad Jernbane aldrig blev bygget, er dens historie et godt eksempel på, hvordan jernbaneprojekter blev planlagt og evalueret i begyndelsen af det 20. århundrede. Mange jernbaner blev foreslået som en del af en større infrastrukturudvikling, men ikke alle blev realiseret, og det er et vidnesbyrd om de økonomiske og teknologiske udfordringer, der var forbundet med at anlægge jernbaner i landområder.Jernbanens potentielle fordele for lokalområdet blev anerkendt, men realiteten var, at behovet for jernbaner i nogle områder simpelthen ikke var stort nok til at retfærdiggøre de enorme omkostninger. Dette blev især tydeligt i forbindelse med de evalueringer, der blev foretaget af 1923-kommissionen, som førte til nedlæggelsen af mange projekter, herunder Allingåbro-Stenvad Jernbane.
