Øster og Vester Ulslev Roedyrkerselskab - ØVUR
Øster og Vester Ulslev Roedyrkerselskab - ØVUR: En Urealiseret Jernbanevision
I begyndelsen af 1900-tallet var der store ambitioner om at udvide jernbanenettet i Danmark. En af de mere interessante, men desværre urealiserede, jernbaneprojekter var Øster og Vester Ulslev Roedyrkerselskab (ØVUR). Dette selskab havde til hensigt at opgradere et smalsporet roebanestræk fra Øster Ulslev til Maribo og omdanne det til en normalsporet jernbane. Ideen blev fremsat i Rigsdagen i 1905, men projektet blev aldrig realiseret. Her følger historien bag denne vision og de udfordringer, der førte til projektets fiasko.Initiativtagerne: Jørgen Frederiksen og Ole Olsen
Forslaget om ØVUR blev bragt til Rigsdagen af to politisk engagerede bønder, Jørgen Frederiksen og Ole Olsen. Jørgen Frederiksen var født den 5. juli 1857 og var gårdejer i Vester Ulslev. På dette tidspunkt var han den eneste bonde fra Lolland, der var indvalgt i Folketinget, dog som repræsentant for Ærøskøbing i Svendborg Amts 7. valgkreds. Frederiksen var kendt for sit store engagement i fiskeri- og søfartsspørgsmål, især via sit arbejde i Danske Fiskeriforening.Ole Olsen, derimod, var født den 8. november 1849 og var også gårdejer, men fra Tjæreby ved Haslev. Han var valgt som folketingsmedlem for Maribo Amts 2. kreds og var primært engageret i landbrugsorienterede erhvervsselskaber. Disse to mænd havde altså hver deres baggrund og interesser, men i 1905 forenede de deres kræfter om et forslag om at omdanne en smalsporet roebane til en normalsporet jernbane.
Forslaget om En Jernbane mellem Øster Ulslev og Maribo
Den 11. marts 1905 fremsatte Jørgen Frederiksen og Ole Olsen deres forslag i Folketinget. Hovedideen var at opgradere den eksisterende smalsporede roebane fra Øster Ulslev, Vester Ulslev, Kærstrup, Fulgse og Krønge til Maribo Sukkerfabrik og omdanne den til en normalsporet jernbane. Forslaget indeholdt også en mulig forlængelse af banen til Maribo Jernbanestation, hvilket ville gøre banen til en vigtig forbindelse for roedyrkerne på Lolland.Forslaget var ikke kun en teknisk opgradering af banen, men også en del af en bredere diskussion i samtiden om at opgradere smalsporede jernbaner til normalspor, en udvikling som også sås andre steder i landet.
Maribo Sukkerfabriks Roebaner
Maribo Sukkerfabrik, som blev opført i 1896-1997, spillede en central rolle i lokalområdets økonomi og transportinfrastruktur. Fabrikken, der blev overtaget af A/S De Danske Sukkerfabrikker i 1898, havde oprindeligt 32 kilometer smalsporede spor, som blev brugt til at transportere roer fra de omkringliggende områder til sukkerfabrikken. I 1922 var dette net vokset til 85,2 kilometer, hvoraf 25,9 kilometer ejedes af forskellige sammenslutninger af roeavlere. Fabrikken modtog sine roeleverancer primært via dette banenet, men landevejen blev også i stigende grad benyttet.At omdanne dette smalsporede net til normalspor var en logisk udvikling set i lyset af tidens teknologiske og økonomiske tendenser. Smalsporede baner var billigere at anlægge og vedligeholde, men de kunne ikke opretholde den samme kapacitet som normalsporede baner, og de var ikke kompatible med det overordnede jernbanenet i Danmark, der primært var normalsporet.
Udfordringer ved Omlægningen til Normalspor
Selvom tanken om at omdanne roebanerne til normalspor var teknisk og økonomisk fornuftig, var der en række væsentlige udfordringer, der skulle overvindes. For det første krævede en sådan omlægning godkendelse og medvirken fra flere forskellige interessenter. Sukkerfabrikkerne skulle være villige til at give afkald på deres eksisterende roebaner, som var en essentiel del af deres forsyningskæde. Desuden skulle staten ikke blot godkende projektet, men også yde økonomisk støtte til både anlæg og drift af banen.En anden stor udfordring var at finde lokal finansiering til projektet. Ligesom mange andre steder i landet var det vanskeligt at mobilisere den nødvendige kapital i et område, der primært bestod af landbrugssamfund med begrænset velstand. De store godser i området syd for Maribosøerne var vigtige aktører, men selv deres økonomiske støtte var ikke nok til at realisere projektet.
Lokale Finansielle Udfordringer
Øster Ulslev, Vester Ulslev, Fuglse og Krønge var små, landlige byer med en begrænset økonomisk base. På dette tidspunkt i historien var mange af landbrugene i området ikke velhavende nok til at finansiere en stor infrastrukturinvestering som en jernbane. Derfor var det nødvendigt at finde støtte fra større interessenter, såsom godser og virksomheder, samt at sikre statslige midler.Sukkerfabrikkerne, som ville drage direkte fordel af banen, var en oplagt kilde til finansiering, men de havde allerede investeret betydelige midler i deres eget smalsporede banenet. Dette gjorde dem tilbageholdende med at støtte en omlægning til normalspor, da det ville kræve en stor initial investering og muligvis forstyrre deres eksisterende logistik.
Politisk Modstand og Manglende Støtte
Forslaget om at omlægge roebanerne til normalspor blev ikke medtaget i den jernbanelov, der blev vedtaget i 1908. Hovedårsagerne til dette var manglende politisk opbakning i Rigsdagen, samt de lokale økonomiske udfordringer, der gjorde det vanskeligt at finde den nødvendige finansiering. Desuden viste sukkerfabrikkerne en vis modvilje mod projektet, da det ville kræve store ændringer i deres eksisterende operationsmodel.Selvom projektet blev diskuteret og overvejet, nåede det aldrig til et stade, hvor det blev betragtet som tilstrækkeligt gennemarbejdet til at blive realiseret. Det blev derfor aldrig inkluderet i nogen af de store jernbanelove i begyndelsen af det 20. århundrede.
Banens Tænkte Rute
Hvis banen var blevet realiseret, ville den have forbundet en række små byer og landbrugsområder med Maribo og Maribo Sukkerfabrik. Den tænkte rute ville have strakt sig fra Øster Ulslev til Maribo med følgende stationer:- Øster Ulslev (0 km)
- Vester Ulslev (1 km)
- Skottemarke (3 km)
- Fuglse (5 km)
- Krønge (7 km)
- Søgårde (9 km)
- Håred (12 km)
- Maribo (14 km)
Denne rute ville have givet de lokale roedyrkere en direkte og effektiv forbindelse til sukkerfabrikken, hvilket ville have reduceret transportomkostningerne og øget effektiviteten i produktionen.
Tendenser i Tiden: Omlægning af Smalsporede Baner
På dette tidspunkt var der en bredere tendens i Danmark til at omlægge smalsporede jernbaner til normalspor. Skagensbanen begyndte for eksempel sin omlægning til normalspor i 1921. Det var et naturligt skridt i jernbanens teknologiske udvikling, da normalsporede baner kunne bære tungere og større godsmængder og var mere kompatible med resten af det danske jernbanenet.Men denne tendens krævede betydelige investeringer, og mange lokalsamfund kæmpede med at finde de nødvendige midler til at gennemføre disse omlægninger. ØVUR-projektet var ingen undtagelse, og de økonomiske og politiske udfordringer viste sig at være for store til at realisere denne vision.
En Vision, der Aldrig Blev Realiseret
Øster og Vester Ulslev Roedyrkerselskabs forslag om at opgradere en smalsporet roebane til normalspor var en ambitiøs plan, der kunne have forbedret infrastrukturen og økonomien i området syd for Maribo. Projektet blev imidlertid aldrig realiseret på grund af manglende politisk støtte, økonomiske udfordringer og modvilje fra sukkerfabrikkerne.Selvom projektet ikke blev gennemført, er det et interessant eksempel på de mange jernbaneprojekter, der blev overvejet, men aldrig realiseret i begyndelsen af det 20. århundrede. Det er også et vidnesbyrd om de udfordringer, som små, landlige samfund stod overfor, når det kom til at modernisere deres infrastruktur og tilpasse sig de bredere økonomiske og teknologiske tendenser i tiden.
